Jean Michel Jarres første udgivelse nogensinde, stammer fra studietiden hos Groupe de Recherches Musicales, en kreds af avant-garde komponister med speciale i musique concrete, der lidt populært kan kaldes en forløber for sampling-teknologien. Filosofien bag musique concrete er at skabe musik v.h.a. elektronisk manipulerede real-lyde, altså lyde, der ikke stammer fra konventionelle instrumenter, men fra hverdagslivets omgivelser, natur og teknologi.

La Cage er et meget rytmisk orienteret nummer, der til trods for sin let snublende 5/4-takt virker temmelig energisk om end også udpræget kaotisk. Lyde spilles bagfra eller klippes op i små bidder mens noget, der lyder som blikspande udgør slagtøjssiden. Der er en frenetisk og nærmest paranoid stemning i musikken, og samtidig også noget, der minder om avant-garde techno - det kunne næsten være en garage-udgave af Aphex Twin, evt. med let assistance fra Edgard Varese.

Hvis La Cage var en tidlig - og temmelig mærkværdig - forsmag på noget, der kunne kaldes eksperimenterende techno, så kunne man med samme ret, eller mangel på sådan, kalde Erosmachine for tidlig ambient musik. Lyden af en kniv, der vibrerer på et bord - en lyd som Jarre i øvrigt genbruger mange år senere på Chronologie Part 2 - udgør nummerets rytmiske fundament, mens orgel-agtige klange og gispende stønnen spøger omkring i baggrunden. Langsomt stiger disse i styrke og intensitet indtil musikken til sidst drukner i voldsomme skrig. Måske en parringsakt mellem menneske og maskine.

Dette er tidlig eksperimenterende elektronisk musik og der er bestemt ikke tale om hit-materiale. Musikken er bygget op omkring stemninger og idéer snarere end melodi og harmoni i traditionel forstand, og den er overvejende mørk og dyster. Måske ikke for de fleste, men bestemt for de musikalsk nysgerrige.

Ras Bolding

Jean Michel Jarres første album udgivelse er en noget rodet men samtidig også ganske interessant affære. Al musikken er komponeret, indspillet og produceret af Jarre da han var først i tyverne og bestemt ikke havde nogen stor og imponerende samling af alskens elektroniske instrumenter. Faktisk er alt det på dette tidspunkt kunne blive til en EMS synthesizer, et Farfisa orgel, et par Revox båndoptagere og en elektrisk guitar, og det kan bestemt høres, at udstyret ikke er topklasse. Men hvor der er mangler hvad lyd og produktion angår, er der til gengæld nok af idéer og musikalsk nysgerrighed.

Det er tydeligt, at Jarre på dette tidspunkt endnu ikke har fundet sin egen stil - han vil spille det hele, lige fra elektronisk avant-garde over funk til gotisk orgel, og som helhed hænger albummet ikke voldsomt godt sammen, men den udprægede brug af vanvittige, til tider næsten psykotiske, elektroniske lyde binder alligevel det hele sammen i en skøn men uhellig alliance. Numre som Poltergeist Party, A Love Theme For Gargoyles og Deserted Palace er således, som titlerne antyder, næsten som skabt til gotiske gyserfilm, med deres Bach-inspirerede orgeltemaer og atmosfæriske klange, mens Rain Forest Rap Session og Iraqi Hitch-Hiker byder på udsyret elektronisk funk, ja nærmest en slags præ-electro. Lidt ambient musik - før Brian Eno finder på at kalde den slags musik sådan - bliver det også til med den otte minutter lange Windswept Canyon, mens Pogo Rock er fjollet elektronisk rock med slide-guitar a la Ry Cooder.

Jarre kommer vidt omkring på Deserted Palace - måske lidt for vidt til at bevare en rød tråd albummet igennem, og det er ganske tydeligt, at han endnu ikke er voldsomt erfaren hvad lydproduktion angår. Lydkvaliteten kan ikke sammenlignes med Oxygene og fremefter, men man kan godt høre, at man her har at gøre med en musiker, der har mod på at eksperimentere. Man fornemmer Jarres higen efter en ny lyd, hans evne til at spænde vidt hvad stil og genre angår, og så hører man også, i glimt, antydninger af det melodiske talent, der for alvor slår igennem med Oxygene.

Ras Bolding

Dette er soundtracket til Jean Chapots melankolske kriminalfilm, en slags fransk film noir med Alain Delon i hovedrollen. Den elektroniske musik er af Jean Michel Jarre, som her fik muligheden for at følge i sin far, Maurice Jarres fodspor som filmkomponist.

Musikken er, som ofte med soundtracks, bygget op omkring en samling ledemotiver, d.v.s. stykker, der typisk følger eller illustrerer bestemte personer eller stemninger i det narrative forløb. Modsat de fleste soundtracks, i hvert fald på dette tidspunk først i halvfjerdserne, er al musikken elektronisk, og det er tydeligt, at Jarre med sine elektroniske lyde forsøger at male en trykkende og ildevarslende stemning, bestående af lige dele atonale effekter og melodiske forløb, ofte af melankolsk karakter. De fleste numre er dog ganske korte, næsten som vignetter, og det er egentlig en skam, for mange af dem har potentiale til mere end det. Og enkelte er med tiden rent faktisk blevet genbrugt mange år senere. Således bruges et melodisk tema fra Le Juge som bærende element i Third Rendez-Vous, mens akkordforløbet fra den gotisk smukke La Chanson des Granges Brulees genbruges på Oxygene 13.

Lydteknisk er Jarre endnu ikke på højde med hvad han få år senere præsterer på Oxygene, men han bevæger sig med små skridt i den retning, og han arbejder også med at kombinere smukke melodiske forløb med avant-gardistiske teknikker. Et forsøg på et instrumentalt pop hit bliver det sågar også til, med nummeret Zig Zag, men det må siges mest af alt at være af humoristisk interesse, og det falder, med sin fjollede karakter, fuldstændig uden for den ellers dystre sammenhæng.

Selvom Jean Michel Jarre i det store hele slipper godt fra sin flirten med soundtrack arbejde, kan man alligevel godt fornemme, at det ikke er her hans fremtid ligger.

Ras Bolding

Oxygene er Jean Michel Jarres store internationale gennembrud og regnes af mange som hans første officielle album-udgivelse. I dag er albummet en af den elektroniske musiks allerstørste klassikere, og dens indflydelse på ambient- og technomusikkens udvikling har været enorm. Men det er ikke kun den elektroniske musiks inderkreds, der har hyldet albummet - med Oxygene formåede Jarre at bryde igennem på verdensplan, han formåede, som en af de allerførste, at bringe den elektroniske musik ud til masserne.

Når man lytter til Oxygene har man svært ved at tro, at dette album har solgt mere end ti millioner eksemplarer verden over, for selvom musikken bestemt har en tilgængelig karakter, en fængende melodisk kvalitet, så er der altså ikke tale om lutter hit-materiale i traditionel forstand. Samtlige numre er instrumentale og fuldt ud elektroniske, og lydbilledet er både opfindsomt og fremmedartet. At lytte til albummet er som en rejse gennem sære og smukke lydlandskaber i en mærkværdig drømmeagtig tilstand, en rejse gennem grænselandet mellem fantasi og virkelighed, hvor alt andet, for en tid, mister betydning.

Oxygene er på en og samme tid pop og avant-garde, klassisk og futurisme, og det der gør, at albummet i den grad står som en milepæl, er Jarres evne til at forene disse forskellige elementer i et personligt musikalsk udtryk. Her er tilbagelænede veldrejede melodier som på hittet Oxygene IV eller den opfindsomt underspillede Oxygene VI, spøgelsesagtige klange af en anden verden og dramatisk melodik på Oxygene I og Oxygene II, samt sågar en smule proto ambient og techno på Oxygene V. Det hele bindes sammen af en lydforståelse, der må siges at være ganske unik og som i høj grad er blevet synonym med Jean Michel Jarre; fyldigt svævende klange, præcise melodistemmer og futuristiske lydeffekter.

Ikke alene er musikken - samtlige seks numre - fremragende, også lydproduktionen er fantastisk. Oxygene er stadig lydteknisk flottere end en del produktioner i dag, mere end tyve år senere, og dens opfindsomhed er ikke falmet. Det er kun fuldt fortjent, at dette album er gået over i musikhistorien som en absolut klassiker og jeg har ikke andet end ros til overs for dette mesterværk.

Ras Bolding

Det er aldrig let at følge op på en gigant-succes, og det må have været noget af en udfordring for Jean Michel Jarre at skulle følge op på Oxygene, men med efterfølgeren Equinoxe må man sige, at det til fulde lykkedes for ham. Som sin forgænger blev albummet både en kunstnerisk og kommerciel succes med et samlet salgstal på omkring ti millioner.

Equinoxe er på mange måder en forlængelse af Oxygene. De samme idéer og den samme måde at nytænke musik på ligger til grund for dette album, der ligesom sin forgænger er atmosfærisk instrumental elektronmusik, der bevæger sig gennem svævende surrealistiske lydlandskber det ene øjeblik for så at eksplodere i fængende tempofyldte melodier det næste. Som Oxygene besidder Equinoxe en særegen melankolsk kvalitet; selvom musikken er både smuk og til tider endog meget energisk, så har den også en drømmende længselsfuld stemning - man lader sig skylle bort af den elektroniske regn og de svævende klange, og musikkens styrke skal i høj grad findes i dens mærkværdigt forførende, næsten hypnotisk suggestive karakter.

At lytte til Equinoxe er lidt som at lytte til perfektion, og for nogle mennesker vil det måske være for meget. Alt hænger sammen og komplimenterer hinanden på fornem vis i det imponerende lydbillede og der er nok af detaljer, som man først rigtigt bemærker og værdsætter efter mange gennemlytninger. Hertil kommer den musikalske opfindsomhed og variation numrene imellem, fra de smukke ambiente åbningsnumre, Equinoxe I og II over den næsten futuristisk middelalderlige vals, Equionxe III til de energisk eksplosive hits, Equinoxe IV og V, som sender lytteren langt ud i rummet.

Equinoxe fremstår, sammen med Oxygene, som Jean Michel Jarres mest elskede periode. Det er i høj grad lyden af disse to album de fleste mennesker forbinder med Jarre, og det er med disse album, at den elektroniske musik for alvor beviste, at den kunne nå et stort publikum.

Ras Bolding

Med Magnetic Fields skifter Jarre til en vis grad lyd, i den forstand, at han nu begynder at arbejde også med digitale synthesizere, hvor Oxygene og Equinoxe benyttede sig af udelukkende analoge instrumenter. Det ny teknologiske vidunder hedder Fairlight, en synthesizer, der er i stand til at afspille samples, og denne teknik benyttes flittigt albummet igennem. Her høres lyde af fly, der suser over lytteren, af fordrejede menneskestemmer, larmende toge og metalskrammel, brugt delvist som lyd-collage, delvist som integreret del af musikken.

Hvor Oxygene og Equinoxe kendetegnes ved en overvejende svævende og næsten organisk elektronisk lyd, er Magnetic Fields mere kold og digital, mere direkte rytmisk og også melodisk. Man fornemmer på visse numre, såsom den energisk iørefaldende Magnetic Fields Part 2 og sidste tredjedel af den godt tyve minutter lange Part 1, næsten en inspiration fra Kraftwerks electro, men de mærkelige surrealistiske klangfarver man associerer med Jean Michel Jarre er også til stede flere gange undervejs, bl.a. under Part 1s midtersektion samt under den avant-gardistiske Part 3, hvor en loopet spilledåse udgør musikkens rytmiske fundament. Lidt ordløs vocodersang bliver det også til på den fængende Part 4, der må betegnes som en slags synth-pop møder ambient musik, mens den afsluttende Part 5 er tænkt som en musikalsk joke, med sine banale melodiske forløb og plastic-keyboard lyde.

Ikke blot lyden, men hele idéen bag Magnetic Fields er digital. Albummet er inspireret af pop-art kunstneren Andy Warhol, som nok er bedst kendt for sine masseproducerede kopi-billeder, og Jarre ser en sammenhæng mellem Warhols kunstneriske idé og den digitale lyds reproducerbarhed. Et tema han i øvrigt arbejder videre med nogle år senere omkring det unikke konceptalbum, Music for Supermarkets.

Magnetic Fields er et af de tidligste album, hvor den digitale sampling-teknik tages i anvendelse. Teknologien er ikke bare anvendt som gimmick, men er indarbejdet som en del af den overordnede kompositoriske idé og det samlede lydbillede. Jarre fornyer sin lyd, men bevarer samtidig sit særpræg.

Ras Bolding

Jean Michel Jarres første live-album stammer fra besøget i Kina, hvor han, som den første moderne vestlige musiker, gav en række koncerter i Beijing og Shanghai. Albummet er bygget op som en blanding af live-optagelser fra koncerterne og mødet med den kinesiske kultur, bl.a. i form af små radio-vignetter, kinesiske gadeslægere, etc.

Med sig på scenen har Jarre tre musikere samt, naturligvis, et kæmpe arsenal af elektroniske instrumenter, effekter, lys og laser, og resultatet er en koncertoptagelse ud over det sædvanlige, formentlig en af de bedste i den elektroniske musiks historie. Samtlige numre er specielt arrangerede til lejligheden og syv af dem er helt nye og af meget høj kvalitet; fra Arpegiators polyrytmiske electro-eksperimenteren til elektroniske instrumenter møder kinesisk folkemusik på Fishing Junks at Sunset, fra iørefaldende electro-pop med Orient Express til den smukke og melankolske Souvenir of China, hvor den karakteristiske lyd af kameraklik akkompagnerer triste synthesizerstrygere. Gamle klassikere bliver også vendt, og her skal især fremhæves de fremragende udgaver af Equinoxe IV og VII, som begge leveres med bravour, og så naturligvis den lange Magnetic Fields IV samt Magnetic Fields II, der rundes af med en energisk synthesizer solo, der for længst er blevet lidt af en klassiker i Jarre sammenhæng. Underligt nok forefindes der i øvrigt ikke nogle numre fra Oxygene på albummet, udover at ganske kort radioklip, hvor der spilles Oxygene IV i et par sekunder.

The Concerts in China er et ypperligt live-album, ikke mindst fordi lyden er så fuldt ud elektronisk. Her er ikke gjort nogle forsøg på at nærme sig en rock-koncert. Synthesizere brager igennem konstant mens der bliver tampet løs på de elektroniske trommer, og så improviseres der også en del, noget som Jarre med tiden er gået mere væk fra, efterhånden som koncerterne blev større og større, og det er egentlig lidt en skam, for på Concerts in China fungerer det rigtig godt, når han bevæger sig ud i de lange og mærkværdige lyd-improvisationer.

The Concerts in China er efter min mening ikke blot Jean Michel Jarres absolut bedste koncertudgivelse, det er et af de bedste live-album nogensinde inden for den elektroniske musik.

Ras Bolding

Dette er musikhistoriens mest sjældne album til dato. Det blev trykt i blot et eneste eksemplar og solgt på auktion til fordel for unge kunstnere, hvorefter masterbåndet blev brændt og musikken spillet en enkelt gang over radioen, hvor Jarre i øvrigt opfordrede lytterne til at piratkopiere optagelsen.

En flok kunstnere kontaktede Jarre omkring en udstilling de var i færd med at lave, en udstilling omhandlende supermarkeder og kommercialisme i det post-moderne samfund. De ønskede en form for baggrundsmusik til udstillingen og Jarre sagde ja. Undervejs i indspilningsfasen begyndte Jarre at spekulere på hvorvidt et musik-album kunne betragtes som et unikt kunstværk på samme måde som et maleri, om det var et produkt på linie med en tube tandpasta, eller hvad det i virkeligheden var, og han besluttede sig derfor for at lave albummet i et eneste eksemplar, for derved at spille på modsætningerne mellem den traditionelle opfattelse af det unikke kunstværk over for post-modernismens masseproducerede simulation, for nu at låne en term fra den franske filosof, Baudrillard.

Musikken på Music for Supermarkets ligger i forlængelse af stilen fra Magnetic Fields. Her arbejdes altså en del med samples, hovedsageligt centreret omkring Fairlight synthesizeren, men der bliver også plads til de gamle analoge synthesizere. Lydbilledet er let kaotisk til tider og der eksperimenteres en del. Stilmæssigt kommer vi også vidt omkring, lige fra åbningsnummerets let skramlede og drevne electro til den afsluttende Part 8, der må betegnes som minimalistisk avant-garde.

Tre af numrene på Music for Supermarkets er senere blevet genbrugt i andre sammenhænge - Part 3 blev til sidste tredjedel af Fifth Rendez-Vous, Part 5 dukkede op som Blah Blah Cafe på Zoolook, og Part 7 blev, i samarbejde med Laurie Anderson, til Diva.

Ras Bolding

På Zoolook arbejder Jean Michel Jarre for første gang sammen med noget, der kunne kaldes studiemusikere, men ikke studiemusikere i traditionel forstand. Besætningen er folk som King Crimson guitaristen Adrian Belew, jazz- og funkbassisten Marcus Miller og avant-garde multikunstneren Laurie Anderson. Ikke overraskende, byder Zoolook på en noget speciel, men bestemt interessant lyd.

På Zoolook arbejder Jarre først og fremmest med den menneskelige stemme som instrument, men ikke i vokalistisk forstand. I stedet anvendes optagelser af tale og sang fra over tredive forskellige sprog som sample-materiale, og stemmer forvrides, manipuleres, klippes op og spilles baglæns albummet igennem. Resultatet er et fonetisk kaos, et bio-elektronisk babelstårn, hvor ikke kun alskens sprog, men også alskens musikalske idéer og visioner sameksisterer side om side - avant-gardistisk elektronmusik og funk-jazz, eksperimenterende ambient og electro-pop. Fælles for albummets syv numre, forskelligheden til trods, er en overvejende eksperimenterende, til tider næsten gal lyd, en lyd der, mere end nogensinde, læner sig op af den digitale sampling teknologi, men på en måde man ikke rigtig har hørt hverken før eller siden.

Zoolook er også en rejse gennem forskellige stemninger og svinger således fra det sørgmodigt melankolske på numre som Wooloomooloo og det næsten skræmmende smukke åbningsnummer, den elleve minutter lange Ethnicolor, til det surrealistisk fjollede med numre som Zoolookologie og Diva, hvor Laurie Anderson leverer vokal sunget på et sprog, der ikke eksisterer. Også titelnummeret Zoolook bør fremhæves som særdeles vellykket.

Mange mener, at Zoolook er Jean Michel Jarres mest eksperimenterende album til dato, og som sådan også et af de mest vellykkede. Der er ikke nogen tvivl om, at dette album bør betragtes som en milepæl inden for den elektroniske musik alene ud fra den sublime måde hvorpå det anvender sampling teknik. Det er næsten ufatteligt, at Jarre har kunnet skabe dette mesterværk i en tid hvor al sampling stadig foregik i 8-bit, og hvor editering af lydfiler ikke var noget man bare sådan lige gjorde i løbet af et par minutter med ProTools. Men ikke kun den teknologiske kunnen holder, også de musikalske idéer er særdeles visionære, og jeg har svært ved at komme i tanke om noget andet album, hvor sampling bruges ligeså innovativt.

Ras Bolding

Et opsamlingsalbum udsendt af to gange, et før og et efter udgivelsen af Zoolook, hvorfor indholdet også varierer en anelse de to udgivelser imellem. Nu kan man altid diskutere værdien af opsamlingsalbum sådan helt overordnet, og jeg hører et langt stykke af vejen nok til i gruppen, der foretrækker at købe de egentlige album frem for 'greatest hits' udgivelser. Opsamlingsalbum fungerer gerne bedst i det tilfælde hvor der er tale om kunstnere eller grupper, der baserer sig hovedsageligt på single- eller hitmateriale, og man kan næppe placere Jarre i den kategori, ej heller selvom han har haft enkelte single hits her og der.

The Essential er i det store hele bygget op omkring single-udgivelser, d.v.s. radio edits af kendte numre som Oxygene IV, Equinoxe V, Magnetic Fields II, etc. De fleste numre er altså forholdsvis korte, hvad enten de nu var det i forvejen eller der fades når vi er nået omkring halvvejs, og det fungerer med varierende succes. Som en samling instrumentale elctro-pop hits plus det løse, klarer albummet sig såmænd fint nok, og det kan muligvis også fungere som en introduktion til Jean Michel Jarres musik, men det viser ikke helt hans dybde, for selvom det nok i høj grad er electro-pop numrene han er kendt for hos den brede befolkning, så er dette jo kun en af hans mange musikalske sider. Umiddelbart synes jeg det er synd, at vi ikke rigtig på The Essential får de andre at se, og jeg synes også, at hit-numrene taber lidt ved at blive pillet ud af deres originale sammenhæng, også selvom de godt kan stå alene som single hits.

Man kan altid diskutere hvilke numre, der bør vælges ud til et opsamlingsalbum med denne eller hin kunstner, men jeg tror til en vis grad, at The Essential lider under, at den stammer fra tiden hvor mediet var LP'en. Her var ganske enkelt ikke plads til lige så mange numre. Havde man haft tyve minutter ekstra, kunne man have medtaget flere lange numre i deres helhed, og jeg tror det ville have givet et bedre billede af Jarre som musiker og formentlig også en bedre sammenhæng de forskellige numre i mellem.

Ras Bolding

Med Rendez-Vous skifter Jean Michel Jarre nok engang lyd. Hvor de forrige album, Zoolook, Music for Supermarkets og Magnetic Fields var af overvejende eksperimenterende karakter, kulminerende med sampling-mesterværket Zoolook, er Rendez-Vous snarere et forsøg på at skabe futuristisk stemningsmættet musik. Konceptet er delvis skabt med koncerten i Houston i tankerne, og på sine steder er musikken næsten filmisk.

Det er muligt, at arbejdet med Houston-koncerten har taget megen af Jarres tid, for Rendez-Vous byder på genbrug af gammelt materiale, omstruktureret og genindspillet til lejligheden. Således stammer forlæggene til Second og Third Rendez-Vous fra tiden før Oxygene, mens sidste tredjedel af Fifth Rendez-Vous oprindeligt dukkede op første gang på Music for Supermarkets.

På Rendez-Vous fornemmer man i høj grad Jarres klassiske skoling. Først og fremmest på den imponerende ti minutter lange Second Rendez-Vous, der strukturelt er bygget op som en egentlig symfoni, men også på den nærmest tyst melankolske Third Rendez-Vous, samt Fifth Rendez-Vous' valseagtige åbningsparti. På den afsluttende Last Rendez-Vous fusioneres ambient musik med jazz, og som noget nyt for Jarre optræder et ikke elektronisk instrument, nemlig saxofonen, i en hovedrolle på dette meget smukke nummer. Og så er der jo Fourth Rendez-Vous, den som alle kender. Et sandt techno-pop hit af den slags man kun behøver at høre en gang for at kunne huske, komplet med fængende synthesizertemaer og taktfast 808 trommemaskine. Selvom nummeret formentlig er et af Jarres bedst kendte, og som tehcno-pop betragtet en klassiker, så falder det med sin opløftede stemning og stærke rytmik egentlig lidt uden for resten af sammenhængen, men der er slet ingen tvivl om, at det nummer alene har solgt masser af Rendez-Vous album tilbage i firserne.

Rendez-Vous er et særdeles gennemkomponeret album, og nok er lydbilledet ikke så søgende og innovativt som på de tidligere album, men jeg synes, at det kompositoriske arbejde kompenserer vel herfor. Albummet er som et soundtrack til en indre film, en art instrumental 'space opera', snarere end nyskabende på samme måde som Oxygene eller Zoolook.

Ras Bolding

Disse to album, hvoraf Cities in Concert indeholder mere materiale end In Concert/Houston-Lyon, dokumenterer Jean Michel Jarres legendariske gigantshows i henholdsvis Houston og Lyon, 1986, to koncerter som for alvor bragte Jarre på alles læber i firserne.

Som med Concerts in China er konceptet en slags media-reportage, hvor live-optagelser blandes med diverse radio- og TV-indslag, hvilket er med til at fange den hektiske stemning, der var omkring koncerterne, ikke mindst i medierne. Hertil kommer, at man har mixet fyrværkeri-eksplosioner ind over musikken, og det er helt klart med til at fange stemningen, ingen tvivl om det, men det er måske også lidt et forstyrrende element i forhold til det, det drejer sig om, nemlig musikken.

Som med Concerts in China bydes der ikke på egentlige live-udgaver af numre fra Oxygene, men ellers er både Equinoxe, Magnetic Fields, Zoolook og Rendez-Vous repræsenteret, og så spilles også Souvenir of China. Ulig Concerts in China, bydes der ikke på nye numre, hvilket er lidt en skam, men det skyldes nok, at det planlægningsmæssige arbejde med de enorme koncertproduktioner har taget det meste af Jarres tid. Det er måske også grunden til, at de gamle hits heller ikke er lige så omarrangerede som det var tilfældet med Concerts in China. De fleste arrangementer ligger tæt op ad originaludgaverne, gerne tilsat bassist og elektroniske trommer samt her og der en anelse synthesizer-solo, som på den fremragende sidste halvdel af Ethnicolor. Andre numre, såsom Magnetic Fields I og Equinoxe V lyder i det store hele som album-versionerne tilsat live trommer og bas plus et ordentligt læs fyrværkeri, hvilket også kan siges om numrene fra Rendez-Vous, hvor der ligeledes høres saxofon på Last Rendez-Vous og - mindre vellykket - på den afsluttende Fourth Rendez-Vous, mens stort kor akkompagnerer Second og Third Rendez-Vous.

In Concert/Houston-Lyon - Cities in Concert fanger stemningen fra de spektakulære Houston og Lyon koncerter meget fint, men man fornemmer måske også, at Jarre har haft travlt med et væld af andre ting end bare det musikalske. Der er ikke samme lydmæssige opfindsomhed i arrangementerne som på Concerts in China, men til gengæld skulle Jarre så heller ikke bruge en hel storbymidte som kulisse i Kina.

Ras Bolding

Revolutions er på mange måder et mærkværdigt album, og formentlig Jarres mest rodede til dato, på godt og ondt. Musikken er komponeret med koncertprojektet i Londons havnekvarter, The Docklands, i tankerne, og især albummets første halvdel, med dets prustende industrielle og maskinelle lyde, bærer vidnesbyrd herom. Herudover bydes der på alt fra tresser guitarpop med Hank Marvin til EBM møder arabisk musik, og med svingende held.

Albummet åbnes med Industrial Revolution suiten, som består af en overture og tre efterfølgende parter, der alle har det til fælles, at de er velkomponerede, bærer præg af Jarres klassiske skoling samt at de gør ikke så lidt brug af Roland D50. Det er stilen fra numre som Second, Third og Fifth Rendez-Vous, der her arbejdes videre med, hvilket vil sige flotte kompositioner, der trækker på den traditionelle klassiske musik, inspillet v.h.a. elektroniske instrumenter, uden dog at bevæge sig for langt ud i alt for mærkelige lydmæssige eksperimenter. Numrene har en næsten teatralsk dramatisk karakter og så byder overturen samt part 3 i øvrigt også på et par klassiske synthesizer soli.

Anden halvdel af albummet er straks mere rodet. London Kid lyder som en Shadows pastiche, komplet med Hank Marvin på twanging guitar, og det er da meget sjovt, men holder bestemt ikke. Heller ikke September, dedikeret til Dulcie September, der blev myrdet af apartheid-forkæmpere, holder vand. Både lydmæssigt og kompositorisk er det under Jarres standard. Langt bedre er det med titelnummeret Revolution, der henter inspiration både i den arabiske musik og hos cyberpunk bands som Front 242, og som med tiden er blevet lidt af en Jarre klassiker, ikke mindst i koncert-sammenhæng. Eller den undervurderede Tokyo Kid, der lyder som Jean Michel Jarre, Brian Eno og Miles Davis i skøn forening.

Det er svært, at give en samlet vurdering af Revolutions som album betragtet, fordi det på en og samme tid indeholder virkelig interessante numre såvel som nogle af Jarres største kiks. Jeg ville ikke være foruden det i min samling, men heller ikke anbefale det til nogen, der ikke havde hørt Jean Michel Jarre før.

Ras Bolding

Disse live-album stammer fra Jean Michel Jarres to koncerter ved Londons Docklands i 1988 - to koncerter, der blev gennemført i silende regn og strid blæst og efter lange kampe med byråd og andet bureaukrati.

Det er i høj grad numrene fra Revolutions, der udgør hovedvægten af udvalget, og netop derfor er det lidt synd, at de fleste af dem, måske lige med undtagelse af Revolution, spilles i versioner, der ligger temmelig tæt op af studie-udgaverne. Sagen er naturligvis den, at Docklands koncerterne også i et vist omfang var tænkt som præsentation af Revolutions albummet, og det er jo for så vidt fint nok. Jeg synes dog ikke, at det er helt fint nok, at en del numre, især Industrial Revolution suiten, er pænt forkortede i forhold til de oprindelige koncertoptagelser. Om grunden til dette skal søges i det dengang stadig udbredte LP-medie - altså at man var nødt til at spare plads - det ved jeg ikke, men her mange år efter, er det i hvert fald lidt synd.

Lidt synd er det også, at der ikke bydes på større opfindsomhed hvad live-arrangementerne angår. De fleste numre læner sig, som sagt, i meget høj grad op af de oprindelige studieversioner, om end både Magnetic Fields II og Revolution fortjener ros for gode arrangementer. Til gengæld er jeg ikke begejstret for Hank Marvins guitarsolo på Fourth Rendez-Vous, og heller ikke live er London Kid noget godt nummer; man kan trække lidt på smilebåndet over disse indslag, men de er vel egentlig mest ufrivilligt komiske, eller er der bare tale om en sofistikeret musikalsk joke? Ja, det må hver enkelt lytter vist afgøre med sig selv.
En anden detalje, der vidner om, at dette næppe er Jean Michel Jarres mest vellykkede live-album er mixet, som på sine steder, i hvert fald i et sæt gode hovedtelefoner, lyder en lille smule rodet. Det er bestemt ikke skæmmende, men man er bare ikke vant til den slags med Jarres album.

Jarre Live - Destination Docklands er ikke dårlige album, men de er heller ikke voldsomt inspirerede. Jarres live lyd er så småt på vej i retning af lidt stadion-rock inspiration, og det bekommer dybest set ikke musikken vel. Men denne til tider lidt 'corny' lyd sneg sig desværre ind i en hel del elektronisk musik i slutningen af firserne, lige før EBM og techno for alvor slog igennem på verdensplan.

Ras Bolding

Waiting for Cousteau, som er skrevet med gigantkoncerten, La Defense i tankerne, er delt op i to partier. Det første bestående af Calypso Part 1 til 3, indspillet med steeldrum bandet Amoco Renegades, og det andet, det 47 minutter lange titelnummer, skabt i samarbejde med et computerprogram. De to partier er omtrent så forskellige som dag og nat, og det kan umiddelbart virke som effektiv stilforvirring således at gå fra solbeskinnet elektronisk calypso til langstrakt undervandsambient, men man må i hvert fald konstatere, at det er vist ikke noget, der er gjort før.

Åbningsnummeret, Calypso Part 1, er noget af det mest friske og lalleglade Jean Michel Jarre endnu har lavet - det er sol og lidt for megen badestrand efter min mening, men masser af temmelig gode lydeffekter nummeret igennem er med til at gøre stykket interessant, selvom det måske stadig er en smule for langt, indholdet taget i betregtning. Med Part 2 rykker vi tættere på den elektroniske musik Jarre i virkeligheden er kendt for, og selvom der stadig anvendes steel drums, så er det i høj grad sequencermotiver og synthesizerlyde, der dominerer, og det fungerer fint. Lydbilledet er flot balanceret og stemningen nærmer sig visse steder Arpegiator. Part 3 er en let sentimental sag, hvor den ikke får for lidt på snaretromme reverb, og selvom det umiddelbart lyder som lidt for meget af det gode, så holder nummeret i det store hele vand grundet Jarres melodiske talent, en del lækre lydeffekter og en god afsluttende synthesizersolo.

Med titelnummeret Waiting for Cousteau skifter albummet karakter. Dette er et 47 minutter langt ambient nummer, skabt i samarbejde med et computerprogram, hvorfor man til en vis grad kan betragte stykket som en art musikalsk Turing test. Lydmæssigt en særdeles vellykket og stemningsfuld sag, og som eksperiment betragtet er det også interessant. Som musikalsk koncept er vi dog meget tæt på Brian Enos idéer omkring ambient musik, d.v.s. langstrakte lydlandskaber uden melodik eller rytmik i traditionel forstand.

Waiting for Cousteau er ikke noget ringe album, men heller ikke overbevisende godt. Idéen omkring en fusion mellem elektronisk musik og calypso er ny, men om den er helt lige så god som den er eksotisk, er måske spørgsmålet.

Ras Bolding

Dette opsamlingsalbum dækker perioden 1976 - 1991, hvilket vil sige fra Oxygene til Waiting for Cousteau, plus to helt nye numre, Eldorado og Globe Trotter, samt et hidtil uudgivet, Moon Machine. D.v.s. nummeret blev rent faktisk oprindeligt udgivet på en flexi-disc, som fulgte med et nummer af bladet Keyboards tilbage i firserne.

Med en undertitel som The Best Of, er der lidt lagt op til hit-parade, og der lægges ganske rigtigt ud med Oxygene IV, Equinoxe V og Magnetic Fields II, for sådan ligesom at slå tonen fast, men det er ikke kun de kendte (mere eller mindre) hits, der er at finde på Images. Også skæve numre som Wooloomooloo og Band in the Rain (Equinoxe VIII) har fundet vej ind på denne mærkværdige opsamling, der desuden byder på Computer Weekend og - af uvisse årsager - London Kid. Det er prisværdigt, at Jarre udvælger nogle af sine mindre kendte numre også, men kunne han ikke bare have valgt nogle af de bedre? Ikke alene virker udvalget til tider mindre forståeligt, den samlede helhed fremtræder også som en anelse rodet. En af grundene hertil er måske, at Jarre har valgt at genindspille visse numre specielt til lejligheden, hvilket naturligvis er fint nok for de af os, der har de oprindelige album i forvejen, men måske i nogen grad undergraver den egentlige idé med et opsamlingsalbum, nemlig at præsentere en opsamling eller et udvalg, af en given kunstners produktion. Det gør det så heller ikke bedre, at visse genindspilninger snarere nærmer sig regulære nedbarberinger, som f. eks. Equinoxe IV og Ethnicolor eller tilnærmelsesvist venstrehåndsarbejde, som på den ny udgave af Orient Express, der nogle fine lydeffekter til trods, ganske enkelt fremstår som for poppet.

Albummets tre overraskelser er Moon Machine, Eldorado og Globe Trotter. Moon Machine er, efter min mening, den egentlige perle - en lettere bizar electro-sag, der byder på både gode temaer og fremragende lyde. Den stammer fra Zoolook optagelserne, men kom aldrig med på det oprindelige album. Eldorado og Globe Trotter var tiltænkt et koncertprojekt I Mexico, som desværre ikke blev til noget. Hvor Eldorado er stærkt melodisk funderet, er Globe Trotter bygget op omkring hastige arpeggio-figurer.

Images er en lidt rodet affære - her er godt og her er skidt, men I det store hele synes jeg egentlig, at denne opsamling peger i retning af hvad vi måske godt vidste i forvejen - Jean Michel Jarre gør sig bedre i album-form end hakket itu og serveret som 'greatest hits'.

Ras Bolding

Efter et par år, hvor det virkede som om Jean Michel Jarre var lidt i tvivl om hvorvidt han skulle sværge til den elektroniske musik eller måske i stedet snarere søge i retning af noget der, til en vis grad, kunne minde om mere konventionel pop og rock, må Chronologie, med dens imponerende elektroniske lydbillede, betragtes som lidt af en befrielse. For første gang i næsten ti år, er musikken ikke skrevet med en speciel gigantkoncert i tankerne; albummet er i stedet inspireret af tiden og i mere konkret forstand, af fysikeren Stephen Hawkings værk, A Brief History of Time.

Den høje standard bliver slået an allerede med åbningsnummeret, den imponerende og godt elleve minutter lange Chronologie Part 1, der må betragtes som en af Jarres flotteste kompositioner til dato, med sine skiftende taktarter, storslåede temaer og sit gennemarbejdede, til tider eksperimenterende, lydbillede. Part 2 er et energisk galningenummer, som kombinerer gotisk Bach-orgel med techno og lyden af en kniv, der vibrerer mod en bordplade . Det lyder som om det er lidt for meget, og det er det også, men ikke desto mindre fungerer det intet mindre end fremragende. Part 3 er en smuk og meget melankolsk komposition, hvor kontrapunktiske synthesizertemaer afslutningsvist får følgeskab af forpint heavy metal guitar. Fra Part 4 til og med 8 kommer der en hel del techno og electro inspiration ind i musikken, og det fungerer fint. Fra Part 4s svagt Pet Shop Boys-agtige hit potentiale over kold Kraftwerk-stemning på Part 5, Part 6s trance-møder-Philip-Glass over en kort og dyster avant-garde sag i Part 7 til den afsluttende Part 8, der fusionerer hip hop beats med temaer, der på en gang er fjollet jazzede og elektronisk storladne.

Jean Michel Jarre gør meget på Chronologie, og han gør en del, som man ville være parat til at ryste lidt på hovedet af, hvis ikke lige det var fordi, at han slipper godt fra det hele - selv de idéer som han ikke burde slippe godt fra. Der er ikke et eneste dårligt endsige tvivlsomt nummer på Chronologie, lyd-design og produktion er fremragende og det overordnede koncept fungerer til fulde, komplet med albummets tidslomme-cirkelslutning, hvor Part 1 åbner med samme lyde som afslutter Part 8. Musikalsk kommer albummet ganske vidt omkring, men der er en sammenhæng i det hele, ikke mindst i form af det overordnede lydbillede, og det gør Chronologie til en fornøjelse at lytte til, såvel som en interessant rejse i tid og lyd.

Ras Bolding

Dette er officielt et live-album fra Jean Michel Jarres koncert i Hong Kong, 1994, men i virkeligheden indeholder det ikke kun materiale herfra, men også optagelser fra Europe in Concert turnéen året før.

Hong Kong udmærker sig først og fremmest ved at byde på mange numre. Ikke overraskende er en del af materialet fra Chronologie, men her bydes også på kendte og elskede klassikere som Oxygene IV, Equinoxe IV og Magnetic Fields II. Hertil kommer Souvenir of China samt et genhør med Fishing Junks at Sunset, som naturligvis er udvalgt specielt til den orientalske begivenhed. Visse numre er omarrangerede en smule til lejligheden, men i det store hele er det (nok engang) mest et spørgsmål om lidt mere live trommer og bas, og på sine steder går der en smule stadion-rock i lyden, hvilket er en skam, for det går ud over de elektroniske detaljer, som i høj grad er en vigtig del af Jarres musik. Det er ikke direkte ødelæggende, men det virker lidt som om albummet er blevet mixet og produceret som en regulær koncert snarere end en elektronisk af slagsen. En af grundene hertil kunne være brugen af den franske rock-guitarist, Patrick Rondat på en del numre. Han gør det såmænd godt, og på visse numre passer han godt ind, men i det store hele virker det mere som en gimmick, der måske ikke helt holder i længden.

Et af de numre, hvor Rondats bidrag fungerer virkelig godt er DigiSequencer, et nummer skrevet specielt til Europe in Concert turnéen, et nummer, der delvis er bygget op omkring improvisation og som byder på både imponerende guitarspil, hastige sequencermotiver og gotisk orgel. Den slags koncertoverraskelser er med til at give lidt ekstra liv til et live album.

Jeg synes, at Hong Kong vidner lidt om Jarres søgen efter sin rette live lyd, og selvom albummet i det store hele fungerer fint, så mener jeg ikke til fulde, at han har ramt den helt rette lyd. Der er stadig den der svage smag af stadion-rock på visse numre, som jeg ikke mener tjener Jarres musik vel. Bevares, der er ikke noget i vejen for at involvere andre instrumenter end de elektroniske her og der, men jeg synes generelt, at Jarre er bedst når han er fuldt ud elektronisk.

Ras Bolding

Dette remix album blev udsendt i forbindelse med Concert pour la Tolerance i 1995, formentlig i et forsøg på at sælge lidt som følge af interessen omkring koncerten. Konceptet er en mængde forskellige techno og ambient remix af diverse Jarre numre, hvilket i sig selv synes en nærliggende idé, da Jean Michel Jarre jo selv er en af de tidlige pionerer inden for technomusikken.

Det vrimler ikke ligefrem med (aner-) kendte navne på albummet. Bedst kendt er franske Laurent Garnier, som leverer et fint men ikke voldsomt inspireret mix af Oxygene I. Stilen er en fusion mellem ambient og trance og på sine steder smager det lidt af Future Sound of Londons Lifeforms, uden dog helt at nå samme højder. Gat Decor, som nogle måske også vil kende, byder på et remix af Chronologie Part 6, hvilket der slippes hæderligt fra, dog uden at der brilleres voldsomt. De mest vellykkede mix leveres, efter min mening, af Bruno Mylonais og Bruce Keen, som sammen tager Equinoxe VII og Revolution op til behandling.
Revolution er blevet til et såkaldt Oriental Mix, men nærmer sig hård techno, dog med både electro- og ambient elementer. Temaer såvel som en del lyde fra originalversionen anvendes, men blandes fint med nyt materiale. Equinoxe VII fungerer fint som ambient mix, også selvom der ikke anvendes meget melodisk materiale fra originalversionen. Det er i stedet lydbilledet og stemningen, der ligger til grund for dette mix, og det er nok til at skabe en lækker ambient dub sag, der samtidig yder Jarres gamle klassiker respekt.

For de resterende mix på albummet gælder det, at de enten er for repetitivt anonyme, såsom de tre Chronologie Part 4 mix, nærmer sig det (ufrivilligt?) komiske - Magnetic Fields II - eller falder stilmæssigt uden for - Calypso. Det er ikke ligefrem dårlige numre, men heller ikke ligefrem klassikere, for nu at sige det sådan.

I det store hele lider Jarremix nok under en lidt for stor forskel på de gode mix og så de jævnt kedelige. At der findes tre mix af Chronologie Part 4 - som alle lyder en smule ens - vidner måske om, at man har haft lidt travlt med at få albummet færdig, så det kunne stå klar på hylderne op til Concert pour la Tolerance.

Ras Bolding

Omtrent tyve år efter det store gennembrud med Oxygene, er det blevet tid til en opfølger, nemlig Oxygene 7-13, der tager tråden op efter det oprindelige mesterværk, som sluttede med part VI. Den slags efterfølgere til store succeser vækker altid lidt bange anelser, for er de nu i virkeligheden værdige, eller er de et forsøg på at slå lidt plat på fordums tids storhed? Oxygene 7-13 er formentlig lidt begge dele.

Det er svært fuldstændigt at overse det faktum, at dette album kommer i forbindelse med skiftet til Sony, og en titel som Oxygene 7-13 vil unægtelig sælge en del i sig selv. Men de kommercielle perspektiver upåagtet, så er Oxygene 7-13 faktisk et ganske vellykket, om end ikke voldsomt nyskabende, album. Stilen læner sig op af den oprindelige Oxygene, med svævende klange, melodiske temaer og drømmende stemning, og bortset fra enkelte parter såsom 11 og 12, hvor man fornemmer en inspiration fra den moderne progressive techno, kan det være svært at høre, at der er gået tyve år. Men det er nu ikke fordi Oxygene 7-13 lyder regressiv, den lyder snarere tidløs, som også den første Oxygene gjorde. Men modsat den første Oxygene, er dette album ikke nogen nyskabelse i musikhistorien.

Oxygene 7-13 bevæger sig gennem skiftende lydlandskaber - det ene øjeblik energisk og iørefaldende, som på hit-singlerne Oxygene 8 og 10, der begge brillerer med gode melodier og stærke basgange, det næste øjeblik melankolsk og smuk, som på Oxygene 7 og 9, der med deres til tider næsten surrealistiske lydbillede leder tankerne tilbage til den oprindelige Oxygene. Det er i høj grad de gamle analoge synthesizere, der trækker det tunge læs på albummet, og lyden er på en gang minimalistisk og fyldig, retro og futuristisk - man er ikke i tvivl om, at man lytter til Jean Michel Jarre.

Man kan diskutere for og imod konceptet omkring en efterfølger til Oxygene, og dybest set mener jeg nok, at Jarre burde have holdt sig for god, men når nu det skulle være, så er Oxygene 7-13 en værdig efterfølger og et flot album, som godt kan være sin titel bekendt. Det er, som allerede nævnt, ikke med dette album, at Jarre byder på nyskabelser inden for den elektroniske musik, men både hvad lyd og musik angår holder det bestemt vand, og mere til.

Ras Bolding

Denne limited edition udgivelse samler de to Oxygene album i en flot designet æske, der også byder på hæfte med tekster samt gode billeder fra Oxygene turnéen i 1997 og gigantkoncerte i Moskva, 1998.

Musikken kender man, hvis man allerede har de to album i forvejen, men der følger et enkelt techno remix af Oxygene 12 med, udarbejdet af Claude Monnet. Det er uden tvivl medtaget netop for at de fans, som har begge album i forvejen også skal få noget ud af købet, men stilmæssigt falder det uden for resten af konceptet, og udgivelsen havde måske været mere stilren uden.

Complete Oxygene er en fin gimmick, men ikke meget mere end det. Den er flot at have stående på hylden, hvis man samler, men er nok mest et køb værd, hvis man ikke har de to album i forvejen, for hverken musikalsk eller produktionsmæssigt er der nogen forskel i forhold til originaludgaverne. Design af covers, æske og CD'er fortjener dog ros.

Ras Bolding

På Odyssey Through O2 behandles Oxygene 7-13 af en række techno-musikere, overvejende fra undergrundsscenen, og det er der kommet et ganske fint remix-album ud af. Stilmæssigt kommer det vidt omkring, selvom vi overvejende bevæger os inden for den psykedeliske trance og progressive techno, men der bliver også plads til en smule instrumental hip hop, drum'n'bass og sågar noget, der kunne kaldes raga dub.

I modsætning til Jarremix, det remix-album, der udsendtes i 1995, er numrene på Odyssey Through O2 tænkt som en samlet helhed, de glider over i hinanden, ofte på imponerende vis, og de er i det hele taget udvalgt med en større omhu og, ikke mindst, med en større fornemmelse for overordnet sammenhæng. Så selvom mange af numrene er remix af de samme originalforlæg - Oxygene 8 mixes fem gange, Oxygene 10 tre - så føles det stadig som et helstøbt album, også selvom man godt kunne ønske sig et lidt bredere udvalg af remix, og altså ikke bare overvejende Part 8 og 10.

Stilmæssigt synes jeg dog, at albummet rammer bredt, dog samtidig uden at blive alt for rodet. Med navne som DJ Cam, Resistance D og Apollo 440 må der også næsten komme nogle forskelligt lydende mix ud af det, og det gør der også. Jeg kunne dog godt have tænkt mig et par numre, der gik mere i retning af eksperimenterende techno og electro også, for der går næsten lidt dance i den her og der, dog uden at det bliver alt for meget.

Odyssey Through O2 er god men ikke noget techno mesterværk, det er ikke helt som at lytte til Orbital eller Aphex Twin, men det kan man heller ikke forvente af et remix album. Det er mere vellykket end Jarremix og virker også mere gennemarbejdet. Det kunne dog stadig være sjovt at høre, hvad folk som netop Orbital, Aphex Twin eller Underworld, Add N to (X) og Op:l Bastards kunne få ud af Jean Michel Jarres musik. Men hvem ved, det kan måske nås endnu.

Ras Bolding

Metamorphoses betyder, som bekendt, forvandlinger, og der er en god grund til, at Jean Michel Jarre kalder denne udgivelse sådan, fordi for første gang i sin karriere præsenterer den franske instrumentalkunstner noget, der næsten minder om et vokal-album. Stemmer bliver ikke blot brugt som effekter, som det var tilfældet på f. eks. Zoolook - selvom denne teknik også anvendes på vise numre her - men bruges også i traditionel vokalistisk forstand. Der er altså, med andre ord, tale om egentlige sange, komplet med tekst, vers og omkvæd, om end megen af musikken stadig er instrumental et langt stykke hen ad vejen.

Jarre synger selv - gennem vocoder - på numrene Rendez-Vous a Paris, Hey Gagarin, Millions of Stars, Love, Love, Love, Bells, Give Me a Sign og Gloria, Lonely Boy, og hans udnyttelse af vocoderen fortjener ros. Her er dybe robotstemmer, svævende elektronisk hvisken og sensuel computersang, og samtidig undgår Jarre oplagte klichéer såsom den såkaldte 'Cher-effekt', som er blevet (over-) brugt ikke bare af Cher og til en vis grad Daft Punk, men også Brødrene Olsen - tro det eller lad være.

Ud over Jarre medvirker en lille flok kvindelige gæstevokalister, nemlig Veronique Bossa, Lisa Jacobs, Dieirdre Dubois, Natacha Atlas og Laurie Anderson, og det må jo siges at være kompetente folk, og de gør det godt. Åbningsnummeret, Je Me Souviens med Laurie Anderson bør fremhæves for sine fremragende lyde og lækre electro feel, mens Natacha Atlas' fransk-engelsk-arabiske sang på den techno-orientalske C'est la Vie også fortjener ros. Samtidig skal der lyde klapsalver for den fantastisk atmosfæriske Miss Moon, hvor Dieirdre Dubois leverer surrealistisk vokal på selvopfundet sprog.

Metamorphoses har en moderne lyd, tydeligvis inspireret af techno, electro og ambient navne som Orbital, Air og Björk - det meste af albummet er lavet v.h.a. Pro Tools og digital redigering, om end der stadig tages analoge synthesizere i brug enkelte steder. Selvom lydbilledet er nyt synes jeg stadig man kan kende Jarre, bl.a. hans fornemmelse for melodik og lyd-design, og jeg synes det er positivt, at han stadig tør forny sig.
Men hvis han også for fremtiden vil arbejde med sange, så bør han nok lære at skrive bedre tekster.

Ras Bolding

Rygter vil vide, at dette album er udsendt delvist for at slippe ud af kontraktlige forhold hos Sony, og at Jean Michel Jarre derfor bevidst har arbejdet med en mindre salgbar musik end vanligt. Således er albummets fundament en række jam-sessions indspillet i løbet af år 2000, som så med tiden er blevet udbygget og samlet til en form for helhed, i form af seks parter, opkaldt efter de måneder hvor musikken er blevet til.

Sessions 2000 er næppe hvad de fleste ville betegne som et typisk Jean Michel Jarre album. Mange selv trofaste lyttere ville formentlig, måske bortset fra enkelte genkendelige lydeffekter her og der, ikke gætte på, at musikken var af Jean Michel Jarre, hvis de ikke lige vidste det. Stilen er mindre melodiøs end vanligt og læner sig i højere grad op af ambiente klangfarver, parret med ikke så få jazz-elementer, bl.a. i form af samplede klaver-, kontrabas- og trompetlyde. Rytmisk er albummet i det store hele afdæmpet, men numrene March 23, June 21 og September 14 byder på lækre tilbagelænede beats, der leder tankerne i retning af chillout musik.

Musikken er overvejende af improvisatorisk karakter, snarere end gennemkomponeret, og det er ikke noget man hører ofte fra Jean Michel Jarre. Der er næppe tvivl om, at hans store force er det gennemtænkte, velkomponerede og næsten sygeligt perfektionistiske, men det er rart også, efter så mange år, at høre en Jean Michel Jarre, der lader improvisation være det grundlæggende element. Nok har albummet en overordnet behagelig klang, men netop de improvisatoriske elementer tilføjer humor og let bizarre indslag her og der, såsom den mærkværdige afslutning på den gennemgående vellykkede March 23, hvor Miles Davis-inspireret trompet afløses af hvisken, mumlen, steelguitar samples og svævende synthesizerklange, eller September 14, der med sine bevidst lavt mixede xylofon-lyde og umotiverede walking bass fremstår som vellykket jazz-pastiche.

Jean Michel Jarre har med Sessions 2000 begået et ambient jazz album, der måske næppe bliver en klassiker og som formentlig heller ikke vil sælge i massevis, men som til gengæld viser endnu nye sider af det store musikalske talent. Ros til franskmanden for at turde og lidt ekstra ros for at slippe godt fra det.

Ras Bolding

Med en titel som Geometry Of Love og covernoter, der fremhæver ord som ’sensuality’, ’inner worlds’ og ’soul’, synes der at være lagt i ovnen til klæg new age af den slags Yanni indtager med flødeskum og sirup. Men lad det være sagt med det samme - det er heldigvis ikke tilfældet.

Geometry Of Love bevæger sig i det store hele i et spændingsfelt mellem moderne electronica, ambient chillout og neoklassiske idéer, disse ofte udtrykt ved brug af samplede strygere eller piano. Musikken er overvejende tilbagelænet og stort set blottet for de præcise melodiske passager, der ellers er et af Jean Michel Jarres varemærker. Som sådan kan man måske sammenligne Geometry Of Love med det forrige album, Sessions 2000, selvom stilen denne gang er knap så jazz-orienteret. Musikken er helt i trit med den mere behagelige del af den moderne electronicascene, og kan i perioder måske minde en smule om hjemlige navne som Future 3 og Dub Tractor, om end lyden er af en overvejende mere melankolsk karakter.

Som altid kan man høre, at der er gjort en del ud af lyd og produktion; mange små detaljer afsløres først efter flere gennemlytninger, ikke mindst fordi en del lyde er af en mere tyst eller diskret art end typisk for Jean Michel Jarre. Enkelte numre fremstår måske derfor i perioder mindre inspirerede, men da albummet er holdt nede på omkring 42 minutter, så bliver det aldrig kedeligt. Og så er titler som Pleasure Principle, med de flotte strygertemaer, electronumrene Geometry Of Love Part 1 og 2 samt den tænksomt melankolske Electric Flesh værd at fremhæve.

Geometry Of Love er et fint album, der vinder ved sin atmosfæriske stemning og flot afmålte produktion. Man kan mene, at det er højt spil fra Jean Michel Jarres side to album i træk, i så høj grad, at underspille de stærke melodiske aspekter, som må betegnes som en af hans absolut bedste sider, men det er samtidig modigt.

Ras Bolding

Jean Michel Jarre har forladt Sony og er nu hos Warner, men har tilsyneladende samtidig kappet forbindelsen til sit gamle selskab, Disques Dreyfus. Dreyfus sidder dog stadig på rettigheder til de originale Jarre-numre, hvorfor de har valgt, at udsende opsamlingsalbummet The Essential, samtidig med at Warner udsender det genindspillede 5.1-opsamlingsalbum, Aero. Og for så at gøre forvirringen komplet; ja, Dreyfus’ opsamling hedder The Essential. Igen. Man kan undre sig over, at selskabet ikke i det mindste kunne have fundet på en anden titel end første gang man udsendte en Jean Michel Jarre opsamling. Nuvel, godt nok er det omkring tyve år siden, men det skal nok skabe lidt forvirring alligevel.

Hvor Aero er genindspilninger med helt nye overgange mellem de forskellige numre, så griber The Essential sagen mere traditionelt an. Her er, i det store hele, tale om singleudgaverne af de forskellige numre, her og der også med et par versioner hentet fra 1991-opsamlingsalbummet Images iblandt. Det er måske nok en konservativ løsning sammenlignet med Aero, men dette er rent faktisk de oprindelige indspilninger, og de er bedre end de nye. Desværre er flere numre såsom Oxygene II, Equinoxe IV og Ethnicolor forkortet, hvilket selvsagt er en skam. Dette giver dog mulighed for et større udvalg af numre, og således er alle studiealbum op til og med Metamorphoses repræsenteret med mindst et nummer, hvilket er rart. Det vil sige, alle undtagen Magnetic Fields, og det kan jo nok undre, da dette album af mange regnes som et af Jarres bedste. At der således ikke er fundet plads til et eneste nummer herfra på The Essential, må siges at trække ned i det samlede billede. Herudover opleves der, i begyndelsen af enkelte numre, svage lydudfald, og det trækker selvsagt også lidt ned.

Overordnet er denne The Essential en udgivelse, der lægger sig i forlængelse af den første Essential samt Images. For fans, der har alle Jarres album stående i forvejen, er her ikke noget nyt at komme efter, men har man ikke det, så er denne nye Essential ikke et dårligt køb. Den kan dog til gengæld være svær at finde i butikker herhjemme, så er man interesseret, så skal man nok benytte en af de mange forhandlere på nettet i stedet.

Ras Bolding

Jean Michel Jarre har forladt Sony til fordel for Warner, og hvad er forskellen så? I hvert fald er det nærliggende at forestille sig, at Warner har presset på for at få en opsamlingsudgivelse, så de kan sælge de samme gamle hits til folket igen-igen. Sjovt nok har Jarres gamle selskab Disques Dreyfus valgt at gøre det samme som farvel-og-tak til Jean Michel efter lang og tro tjeneste - her skal tydeligvis tjenes penge. Sagen er bare den, at Dreyfus tilsyneladende ejer rettighederne til de originale indspilninger, så derfor har Jarre måttet genindspille nogle af sine største momenter, så Warner også kan få et opsamlingsalbum, og for lige at sikre sig, at de gamle fans hopper med nok engang, er der smidt et par nye numre oven i hatten. Ydermere er det hele indspillet i 5.1-lyd, hvilket lader til at være strategien blandt midaldrende stjerner hos Warner; sidste år var det Mike Oldfield, der præsenterede sit gamle mesterværk Tubular Bells i 5.1. Nu kan man naturligvis påpege, at det er mere end ti år siden Jean Michel Jarre sidst sendte et opsamlingsalbum på gaden, og er det så ikke rimeligt nok nu at præsentere et nyt? Der er jo, trods alt, kommet ny musik siden. Det er såmænd rigtigt nok, men udover Chronologie 6 og de nykomponerede stykker, så er samtlige numre på Aero genindspilninger af materiale fra før 1987.

Aero kommer som dobbelt-disk, hvor den ene er en stereo-cd, den anden en 5.1-dvd, så hvad enten man har det ene eller det andet system, så kan man spille musikken. Dvd’en indeholder DTS og Dolby 5.1, og DTS’en lyder en anelse mere naturlig, med bedre panoreringer mellem højttalerne. Det kan undre, at man ikke har valgt at vedlægge et fuldblods dvd-audio spor, men de to eksisterende lydspor fungerer nu glimrende. Der er dog sine steder en tendens til at overdrive surround-brugen, så man i stedet for at føle sig indhyllet i lyd føler trang til at dreje sig rundt efter lyd-effekterne, ligesom de til tider drastiske panoreringer lejlighedsvist giver fornemmelse af udsving i lydstyrke, hvilket næppe er hensigten. Men Jarres musik er velegnet til 5.1-lyd, og samlet er det en lækker surround-oplevelse.

Rettighederne til de oprindelige optagelser ligger, som nævnt, hos Dreyfus, og derfor har Jarre været nødt til at rekonstruere alle numrene fra bunden af. Det gør det lidt mere interessant for gamle fans at lytte til albummet, fordi man her præsenteres for let omarrangerede versioner. Mange af de nye versioner, specielt Oxygene IV, Souvenir of China og Magnetic Fields I, lægger sig tæt op ad de, der blev spillet ved Aero-koncerten, og Fourth Rendez-Vous er rent faktisk en liveudgave, hentet fra koncerten - på den måde kan de ses som et lille plaster på såret for de mange fans, der har ventet forgæves på en koncertudgivelse, ja faktisk har man på fornemmelsen, at det ville have været en bedre løsning med et koncertalbum frem for denne lidt mærkværdige opsamlingsudgivelse. Udover de gamle klassikere bydes der på fire nye numre, hvoraf Aerology glimrer ved lidt selvironi, mens Aero må siges at være et mindre inspireret dreamdance-remake af Je Me Souviens.

Jean Michel Jarre i 5.1-lyd er en interessant oplevelse, men i det store hele sidder man stadig tilbage med en fornemmelse af, at originaludgaverne bare er bedre.

Ras Bolding, Jacob Gunness

Mere end 20 år efter sin turné i Kina vendte Jean Michel Jarre i oktober 2004 tilbage til Beijing og gav koncert på Den Himmelske Freds Plads og den tilstødende Tian An Men Plads. I 1981 var koncerterne plaget af tekniske problemer og bureaukrati, og i det glimrende ekstramateriale på dvd’en kan man forsikre sig om, at det kinesiske bureaukrati stadig lever og har det godt i 2004.

Teknisk set er der ikke en finger at sætte på den THX-godkendte dvd, der i denne henseende hæver sig langt over det miserable niveau fra Oxygen in Moscow. Særligt DTS-lyden er fremragende, og den meget farverige billedside er behageligt fri for komprimeringsproblemer. Udgivelsen indeholder to dvd’er og en cd. Første dvd indeholder den komplette koncert fra Den Himmelske Freds Plads med kommentarspor af Jarre. Anden dvd er helliget den korte optræden på Tian An Men samt to dokumentarer: en grundig 50 minutters ”making of” og en kort, men spændende sekvens om ytringsfrihed, hvor man følger Jarres kamp for at få den blacklistede kunstner Cui Lian med på scenen. Desuden indeholder begge dvd'er kommentarspor med Jarre. Mens dvd'erne er velproducerede, virker cd’en som en eftertanke. Den er lidt tilfældigt smidt ind i coveret, og hverken miksningen eller den korte spilletid imponerer.

Når udgivelsen ikke er bedre, end tilfældet er, skyldes det, at indholdet ikke kan matche det tekniske niveau. Selv om omgivelserne er nydelige, og de oppustelige skærme er en spændende nyskabelse blandt Jarres visuelle virkemidler, fremstår koncerten på dvd lettere uengageret og energiforladt. Ekstramaterialet giver fint indsigt i Jarres udmattelse og stadige problemer med myndighederne, men det kan ikke ændre på, at resultatet er på det jævne.
Live var et af koncertens store salgspunkter, at den blev transmitteret i 5.1-lyd. Hvor surround er usædvanligt i koncertsammenhæng, har det længe været standard på dvd-udgivelser. Med Jarres vanlige efterpolering af liveoptagelser lægger de enkelte versioner sig tæt op ad Aero-dvd’en, og de nye numre - herunder Edith Piafs La Foule - bliver næppe nogensinde Jarre-klassikere. Bortset fra lidt kinesisk instrumentering visse steder er det derfor ikke nyskabelser, der præger Jarre in China. Den fremragende tekniske kvalitet løfter dog udgivelsen, og vi må bare håbe, at der bliver lagt lige så megen energi i den næste dvd-udgivelse

Jacob Gunness

Det polske reformforbund Solidarnosc kunne i 2005 fejre 25 års jubilæum, og i den anledning kontaktede partiets oprindelige stifter og senere Nobelprismodtager, Lech Walesa, den franske multimediakunstner Jean Michel Jarre. Resultatet blev en storstilet koncert ved Gdansk havn, hvor Solidarnosc oprindeligt opstod, overværet af 170.000 tilskuere, badet i laser, lys og fyrværkeri, som det nu engang foregår, når den franske lydtroldmand hiver det tunge skyts frem fra under sengen.

Denne udgivelse består af både dvd og cd, hvor dvd’en præsenterer næsten hele den mere end to timer lange koncert, mens cd’en byder på et uddrag på godt halvtreds minutter. Det kan godt undre lidt, at man ikke har fyldt cd’en ud, nu materialet rent faktisk er til det, og man kan måske også mene, at det ikke udelukkende er koncertens bedste øjeblikke, der har fundet vej til cd’en, selvom især første halvdel er rigtig god.

Omgivelserne - beton, kraner og generelt industrielt forfald - ligner til forveksling noget Jean Michel Jarre tidligere har haft med at gøre i koncertsammenhæng, og man mindes bestemt den regnvåde London-koncert Destination Docklands fra 1988, hvor franskmanden optrådte på en kæmpemæssig flydende scene. At Jarre vælger at åbne sin koncert i Gdansk med selv samme nummer som dengang, Industrial Revolution Overture, her rearrangeret og med ny titel, Shipyard Overture, vidner om, at også den franske lydkunstner selv er opmærksom på ligheden.

Som vanligt bydes der på oplyste bygninger, overdådigt lysshow og overvældende fyrværkeri, synkroniseret til musikken på imponerende vis, og mellem synthesizere i flere lag stråler Jean Michel Jarre, der trods de 57 år ser ungdommelig og veloplagt ud. I løbet af koncerten får han vendt både synthesizere, laser harp, metaltønder, Theremin og harmonika, når han da ikke lige har travlt med at gejle det lige så veloplagte polske publikum op, der hopper og klapper taktfast fra første til sidste nummer, i en sådan grad at man må forbløffes. Det er sjældent, at koncerter i den størrelsesorden for alvor formår at få alle blandt publikum med, men det tjener til franskmandens ære at han, det massive teknologiopbud til trods, rent faktisk formår at komme ud over scenekanten.

Musikalsk fungerer showet også fint, med flot livelyd, især koncertens størrelse og omgivelserne taget i betragtning. Der spilles selvsagt højdepunkter fra album som Oxygene, Rendez-Vous og Chronologie, rearrangerede til lejligheden, men det kan godt undre, at der ikke på hverken dvd eller cd er blevet plads til nogle numre fra albummene Equinoxe, Magnetic Fields og Zoolook, der utvivlsomt må regnes som nogle af franskmandens bedste og mest indflydelsesrige udgivelser. Set i lyset heraf kan det virke en anelse mystisk, at der er fundet plads til mere tvivlsomme sager såsom den kedeligt sovsede Tribute To Jean Paul II samt Light My Sky, der lyder alt for meget som noget Robert Miles og Sash! kunne have fundet på over en æske E et sted i halvfemserne. Til gengæld skal der herfra lyde ros til fortolkningen af Mury, en polsk arbejderhymne af Luis Llach og Jacek Kaczmarski, der i Jean Michel Jarres udgave forener dunkel elektronik med mørkt mandekor og rammer en stemning af Østeuropa, som man kender den fra f. eks. Laibach.

Det hedder sig i pressematerialet om koncerten, at dette er en af Jean Michel Jarres bedste optrædener, og er der så noget om snakken? Optræden, ja, koncert, tjah, for der er et enkelt forhold, der virkelig trækker ned i denne affære. Når man som musiker ser dvd’en, og kan se, hvad Jarre foretager sig med sine tangenter, så bevæger man sig fra nysgerrig over undrende til tvivlende, for efterhånden som showet skrider frem må man sande, at noget af det franskmanden laver er spil for galleriet - hans fingersætning og timing passer ganske enkelt i flere tilfælde ikke med hvad, der bliver spillet. Naturligvis anvender en mand som Jean Michel Jarre backing tracks og præprogrammeret materiale, som så mange andre elektronmusikere, men det er ikke problemet. Problemet er, at flere af de dele af musikken, som Jarre foregiver at spille selv, er ren playback - og det er bare ikke godt nok. Jean Michel, hold op med at spille fransk klovn; spar lidt på fyrværkeriet og brug et par timer ekstra på at øve næste gang.

Ras Bolding

Jean Michel Jarre er bedst kendt for gigantiske koncerter med laser, lys, fyrværkeri og tilskuertal i millionstørrelsen, men med denne udgivelse bevæger franskmanden sig på mange måder i den stik modsatte retning. Ikke alene er der tale om mandens hidtil suverænt mindste koncert, med lidt over hundrede tilskuere - der er også tale om et album, der ikke udsendes på lp eller cd, men kun i elektronisk form via iTunes. Udgivelsesformatet kan måske virke en anelse underligt, og man skulle tro, at Jarre, der jo trods alt er noget af et navn, ville få mere salg ud af en regulær udgivelse. Da der imidlertid må siges at være tale om et album, der hovedsageligt er af interesse for de mere inkarnerede fans, giver udsendelsen via det mindre omkostningstunge iTunes god mening. Det skal dog blive interessant at se, om Jarres egen kvalitetskontrol også holder fremover, eller vi vil se udgivelser, der ikke engang burde udsendes ad elektronisk vej.

De fire numre på dette virtuelle album stammer alle fra den mini-koncert, Jean Michel Jarre gav i forbindelse med et symposium om elektronisk musik i Paris-forstaden Bourges, april 2002. Repertoiret er ikke de velkendte klassikere fra Oxygene, Magnetic Fields, etc. Der er i stedet tale om helt nye og i nogen grad improvisatoriske kompositioner, tilsat små bidder fra Jarres unge år, dengang han stadig arbejdede indenfor rammerne af den traditionelle musique concrete, altså før det store internationale gennembrud. Det er på sin vis både sjovt og forfriskende at høre manden præsentere nyt og anderledes materiale, også fordi musikken overvejende bevæger sig mere i retning af moderne electronica, med sans for både det ambiente og det rytmiske, end man normalt forbinder med Jarre. En anden årsag er, at koncerten tydeligvis byder på mere improvisation end de gennemsynkroniserede gigantshows, man associerer med den franske lydtroldmand. Når det så er sagt, så fornemmer man samtidig, at selvom Jarre i det store hele slipper godt fra eksperimentet og flere steder arbejder sig frem til ret gode passager, så er dette ikke den form han virkelig mestrer. Strukturen bliver til tider for løs, og det er ikke alle idéer undervejs, der holder lige godt. Monotonien lurer jævnligt i gentagelsen.

Bedst fungerer det 23 minutter lange åbningsnummer Alive In Bourges, som senere også blev opført, dog under andet navn, da Jarre i 2002 gav koncert i vindmølleparken ved Aalborg. Nummeret veksler mellem techno og electronica, syntetisk funkbas og diverse lydeffekter for så at bevæge sig videre med en længere ambient passage, hvor elektroniske korflader skaber en mystisk og let ildevarslende stemning, slet ikke ulig György Ligetis berømte korværk, Lux Aeterna. Herpå følger Metallic Souvenir, der er et uddrag fra balletten Aor som Jarre komponerede musik til i 1970. Der er således tale om traditionel elektroakustisk musik som man kender den fra f.eks. Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen, men dog knap så interessant som de to herrers bedste materiale. Man kan godt høre, at Jarre valgte rigtigt ved i sin tid at forlade denne mere teoretisk dogmatiske elektronmusik til fordel for sin egen overvejende melodiøst funderede electronica. På Body Language forsøger Jarre sig med nyere electronica med smag af synkoperet breakbeat, og det er egentlig sjovt at høre ham arbejde med den form for rytmik, selvom vi personligt godt kunne have ønsket os, at nummeret varede lidt længere, så dets potentiale for alvor kunne blive undersøgt og afprøvet. Den afsluttende Paris Bourges indledes med atonale Theremin-effekter af den slags man har hørt lidt for ofte til de fleste Jarre-koncerter de sidste ti års tid. Lyden af Thereminen er fin nok, men det kunne være sjovt hvis franskmanden ville forsøge rent faktisk at spille på den frem for blot at bruge den til de efterhånden noget klichéfyldte science-fiction-lyde, man ofte forbinder med instrumentet. Resten af nummeret bevæger sig i technoretning, med bastant stortromme og frekvensfiltrering, her og der afløst af ambiente passager, hvor Thereminen igen gør sit indtog. Samlet skal det i øvrigt nævnes, at lydkvaliteten på udgivelsen er glimrende uden at være prangende. Det er tydeligt, at Jarre ikke har efterpoleret lyden på samme måde som han plejer med sine øvrige koncertudgivelser. I bund og grund klæder det liveindtrykket.

Printemps de Bourges er ikke klassisk Jarre og ej heller på højde med mandens ypperlige udgivelser som Oxygene, Equinoxe, Concerts In China, etc. Men det er sjovt at høre manden kaste sig over andre former for elektronisk musik end den man normalt forbinder ham med. Når det så er sagt, så kan man godt høre, at selvom Jean Michel Jarre egentlig slipper hæderligt fra at lege moderne electronica, så er han nu bedst, når han leger Jean Michel Jarre, slet og ret.

Ras Bolding, Jacob Gunness

For ti år siden udgav Jean Michel Jarre den bagudskuende Oxygene 7-13, der fortsatte hvor det legendariske gennembrudsalbum Oxygene slap i sin tid. Jubilæumsudgivelsen blev ikke alene en økonomisk succes, der bragte Jarres navn på alles læber igen, tangenttroldmanden slap også kunstnerisk heldigt fra processen. Men alligevel har franskmanden, i flere interviews siden, antydet, at idéen om en Oxygene tyve år efter måske først og fremmest var en idé, hans daværende pladeselskab Sony brød sig om, og man må konstatere, at han efterfølgende, med hver eneste ny udgivelse, har bevæget sig i andre retninger end forventet; fra Metamorphoses, der arbejdede med flere vokalnumre over den udpræget jazzede Sessions 2000 til den chillout-orienterede Geometry Of Love. Og seneste skud på stammen, Teo & Tea, er ingen undtagelse – vi er lydmæssigt et godt stykke fra Oxygene, men alligevel kan det trænede øre godt kende franskmanden.

Allerede fra første nummer, der bærer den meget rammende titel Fresh News, er det tydeligt, at Jarre har lyttet til hvad der foregår på den elektroniske scene i netop disse år, og albummet byder da også på en særdeles velproduceret cocktail af diverse stilarter, fra minimal electro til heftig trance, dansabel techno til finurlig electronica, det hele bundet sammen af en stilsikker fornemmelse for lyd, en lyd, der umiddelbart virker mindre varm og analog end den, man normalt forbinder med Jean Michel Jarre. Hvor franskmanden tidligere ikke har været bange for at bevæge sig endog temmelig langt ud i arytmiske og ambiente lydlandskaber, så er dette album i meget højere grad rytmisk orienteret, ofte med rytmikken længere fremme i lydbilledet og med mere punch og bas end vanligt. Den stilfulde og velproducerede lyd bevæger sig lige på kanten af det lidt for afmålte, men bliver heldigvis modsvaret af flere uventede og mildt sagt spøjse lyde undervejs, og det er ofte i disse passager, at musikken bliver mest interessant, fordi man som lytter virkelig overraskes, eksempelvis på åbningsnummeret Fresh News, hvor den minimale electroclash-stemning får følgeskab af fjollede hornsamples og en solo, der lyder som en elektronisk kat, der trækkes i halen, eller på den bizarre Chatterbox, der forener snublende Mouse On Mars-rytmik med ituklippede stemmer og frivole bossa nova-toner.

Der bliver også budt på nogle af de skarpe melodiske talenter, som Jarre på sine seneste udgivelser har underspillet i nogen grad, og det er rart at høre, at han arbejder med den slags igen, for det er noget af det, han altid har været god til, det med de præcise og fængende melodiske temaer. Nuvel, der er måske ikke tale om en helt så sofistikeret og personlig melodiforståelse som på Oxygene eller Equinoxe, men der er bestemt gode melodiske passager undervejs, såsom på Beautiful Agony, der forener mørke, filmiske synthesizere med Kraftwerk-klingende rytmik og computerspilsagtige temaer, på Vintage, hvor fængende synthesizere flyver hastigt gennem stjernetågerne, understøttet af solide tehcnobeats, som en slags udflippet discotronica, eller på Melancholic Rodeo, hvor melodikken bliver mere improviserende og lyden udpræget klagende.

Skal der lyde lidt negativ kritik også, så kan det i disse ører virke underligt, at albummets titelnummer optræder to gange undervejs, afsluttende med en længere version ved navn Teo & Tea 4.00 AM. Nummeret er måske i forvejen ikke det mest spændende på albummet (derfor kan det også undre, at det er valgt som første single, selvom den heftige trancerytmik nok har noget med sagen at gøre), og det vinder ikke ved at blive forlænget med små fire minutter, og virker ligeledes lidt malplaceret som afslutning efter Melancholic Rodeo, der på mange måder synes at runde albummet langt bedre af.

Teo & Tea er, trods en lettere tåbelig titel, faktisk et fint album, der byder på mange gode passager undervejs, og som ligeledes gør en dyd ud af variation – det ene øjeblik er man til trancebal i rummet, det næste bevæger man sig gennem industrielle undervandsstationer eller bizart fjollede melodikonstruktioner. Det er et album, der i høj grad relaterer til tidens elektroniske scener, og man kan så, afhængigt af temperament, diskutere om det er godt eller skidt, når manden bag er Jean Michel Jarre. Et er i hvert fald sikkert – man kan ikke høre, at franskmanden nærmer sig de tres år.

Om dvd’en: Téo & Tea kan købes i en Limited Edition, hvor der følger en dvd med. Ud over T&T-videoen indeholder den hele albummet i DTS, Dolby og alm. PCM stereo. Og lad det være sagt med det samme – det er næppe det Jarre-album, der har størst potentiale i 5.1 (man kan kun gisne om, hvor fantastisk et hyperkomplekst nummer som Ethnicolor ville lyde i surround). Men generelt set giver 5.1-udgaven en mere fyldig og rumlig lyd. Det er især de langsommere numre, så som Touch To Remember og Melancholic Rodeo, der får et løft i surround med et meget detaljeret lydbillede og præcis placering af lydeffekter. Heldigvis har Jarre droppet den til tider noget gimmickagtige bagkanalsbrug fra Aero, og det er ikke noget voldsomt aggressivt miks, han har lavet. DTS-sporet er mest elegant, med bedre kanalseperation og mere punch i lyden, men er desværre plaget af en alt for voldsom subwoofer-brug. Alt i alt er dvd’en en behagelig, om end ikke udpræget inspireret oplevelse, der dog på alle punkter er en forbedring af cd-udgaven.

Ras Bolding og Jacob Gunness (dvd)

Oxygene deler på mange måder skæbne med Tubular Bells. Begge albums var gennembruddet for en dengang ung kunstner, begge solgte millioner af eksemplarer og blev på godt og ondt kunsterens varemærke, begge blev indspillet under relativt primitive forhold – og begge albums er blevet genudgivet til deres 30-års jubilæum.

Officielt har Jarre valgt at genindspille Oxygene pga. utilfredshed med originalens lydkvalitet, men om hans nye pladeselskab tillige har givet ham et vink med vognstang, skal jeg lade være usagt. I alt fald har Jarre fundet alle sine gamle analoge synths frem og genindspillet albummet fra bunden i stedet for at lave endnu en remastering, og modsat Tubular Bells 2003, hvor Oldfield tog sig en række friheder, lyder Oxygene anno 2007 i uhyggelig høj grad som sin forgænger. Det komplekse lydbillede fremstår dog skarpere og med flere detaljer, men tilbage står alligevel spørgsmålet, om det for den menige køber er interessant med en relativt tro kopi af et eksisterende album, blot med bedre lydkvalitet? Der gøres et stort nummer ud af, at musikken er optaget i high definition, og det ærgrer derfor, at slutproduktet ikke byder på noget bedre end almindelig cd-lyd. Det er nu heller ikke helt korrekt – men mere herom senere.

Den nye Oxygene udkommer i hele tre forskellige varianter, og lad mig først afklare forvirringen om, hvad de forskellige udgaver indeholder. Først udgave er en almindelig cd, der kun indeholder ovenstående studieudgave. Med de andre to udgaver på markedet er der ingen grund til at investere i denne.

Næste udgave er en langt mere interessant cd/dvd-kombination. Dvd’en hedder ”Live In Your Livingroom” og er en koncertoptagelse fra AlfaCams studie med Jean Michel Jarre, Claude Samard, Dominique Perrier og Francis Rimbert. Koncerten er optaget uden publikum, og hensigten er, at seeren derhjemme skal agere publikum. På billedsiden er dvd’en en lidt tam oplevelse – de fire herrer er næsten lige så statiske på scenen som Kraftwerk, men uden tyskernes intelligente show. Det kan undre, når man ved, hvilken visuel begavelse Jarre er i koncertsammenhæng, men ok – det er de klassiske instrumenter, der er i fokus.

Hvis man anskaffer sig den tredje udgave (limited edition), får man to par rød-grønne 3D-briller med i pakken, så man kan alliere sig med en ven og se koncerten i stereofonisk 3D eller i almindelig 2D. 3D-teknologi har en del år på bagen og har i de seneste år fået lidt af en revival i biograferne, som seneste trækplaster i kampen mod hjemmebiograferne. 3D-kvaliteten til hjemmebrug ligger dog langt fra oplevelsen i biograferne, og ud over den morsomme sideeffekt, at man ser dybt tåbelig ud med brillerne på, synes jeg ikke, at oplevelsen er særlig vellykket. En del af tiden fungerer teknikken faktisk ret godt, og der opnås en god dybdevirkning. Der optræder dog jævnligt uheldige effekter, hvor 3D-billedet er uskarpt og med ”skyggeeffekt”, og det ødelægger både 3D-oplevelsen og gør tilskueren træt i hovedet.

Heldigvis er lydsiden det primære, og den er overordnet vellykket. Jarre har komponeret fire nye numre, herunder den fremragende Prelude, der elegant er flettet ind i det klassiske materiale. Franskmanden har formået at tilpasse sine kompositioner, så de fremstår friske, og kombineret det med den lækre lyd af klassiske analoge synths og en smule theremin. Det er ikke alle steder, at musikken er lige tight, og der spilles forkert i et par soloer. Men det bør roses, at man har undladt at efterpolere optagelserne, og de forskellige fejl understreger blot, at der reelt er tale om en liveoptagelse. Jarre har droppet den gimmickagtige surroundbrug fra Aero til fordel for et meget harmonisk lydbillede, hvor musikken diskret spredes til samtlige højttalere. Det kan kun blive rigtige spændende, når Jarre spiller hele Oxygene til de kommende koncerter i Paris.

Ekstramaterialet er generelt spændende: Først har vi et Making Of-program (11 min), der fortæller lidt om albummets historie, krydret med kommentarer fra Jarre, de tre musikere fra koncerten og Jarres manager, Fiona Commins. Programmet er interessant, men albummets status taget i betragtning kunne jeg have ønsket mig nogle kommentarer fra fx Michel Geiss eller musikhistorikere, der kunne sætte albummets betydning ind i en større sammenhæng. Det andet program (7 min) er lidt af en perle, idet Jarre her gennemgår sine klassiske synthesizere mv. og giver eksempler på, hvordan de bruges. Virkelig interessant!

Endelig – det springende punkt for undertegnede: På 2D-dvd’en har man i bonusmaterialet placeret hele studiealbummet i Dolby 5.1 og DTS, og tak for det. Oxygene er født til at blive spillet i 5.1, og selv om surroundmikset ikke er alt det, jeg havde håbet på, formår det alligevel at give lyden passende fylde. Dette ”bonusmateriale” er beklageligvis droppet på Limited Edition, der dermed er mere ”limited” end jeg bryder mig om. Det er rigtig uheldigt, at dette ikke har været annonceret tydeligt fra pladeselskabets side. Summa summarum må køberne vælge mellem en 5.1-studieoptagelse eller koncerten i 3D – jeg fandt det ikke svært at vælge.

Man kan altid diskutere, hvor nødvendig en udgivelse som ”Live In Your Livingroom” er, men når det nu endelig skal være, er såvel liveoptagelsen samt studieudgaven i 5.1 en fornøjelse. Billedsiden er mindre spændende, og jeg vil derfor anbefale at købe 2D-udgaven, lukke øjnene og nyde Jarre i klassisk stil.

Jacob Gunness