I forbindelse med sin igangværende verdensturné spillede Jarre for første gang til et udendørsarrangement i den norske hovedstad, nemlig på festivalen Festningen 2010. Her var han hovednavnet sammen med norske Röyksopp. Mindre kendte for os var The Very Best, The Irrepressibles og The New Wine. Arrangementet lagde ud med at minde mest af alt om en krydsning af en oktoberfestival og en grøn koncert. De 15.000 publikummer sad ved borde og bænke bagerst eller stod forrest ved scenen der virkede uimponerende men dog var lavet extra høj så flere kunne se den. Det kom som en skuffelse, da vi ankom til stedet, at selve den berømte fæstning ikke dannede kulisse som sådan og egentlig ikke kunne ses af andet publikum end dem, der havde betalt ekstra for at sidde på tribunen, der var mageligt placeret med udsigt til scene og fæstning. Handikappede havde deres egen forhøjede tribune.

Skiftet fra Röyksopp til Jarre lod til at gå smertefrit, scenefolk rullede uden problemer en forberedt synthesizer park ind hvorved scenen blev lidt højere. Det havde regnet hele dagen, indtil Jarre iført gul sikkerhedsvest indtog Tribunen i vanlig ”2010 world tour” stil og med en energi, enhver anden 62 årig må misunde ham. Han hoppede sig gennem et begejstret publikum op til scenen, hvor han straks kastede sig over opfrisket version af Oxygene part II. Herefter introducerede han medspillerne, som udover de to sædvanlige ”partners in crime” Francis Rimbert og Claude Samard også talte Jérôme Gueguen, som afløser Dominique Perrier. De to er i øvrigt partnere i bandet ”Stone Age”. Jarre erobrede virkeligt scenen fra første tangent-tryk. De opfriskede numre blev vel modtaget af Festival-publikum hvoraf mange øjensynligt aldrig før har oplevet Jarres musik. Koncerten var delt i 3. Første del var sikre og gammel-kendte numre som både høj som lav og gammel som ung lod sig forføre af. Anden del viste Jarre den gale videnskabsmand i sit laboratorium. Vi fik indtrykket af at denne del begejstrede fans men måske virkede for bizart for den almene festival-deltager. Tredje del skruede op for Jarres arsenal af lasere, fyrværkeri og melodiske ørehængere. Her viste festival-pladsen sig at være for lille til så omfattende arrangement. Scenen dækkede for fyrværkeriet for den halvdel der stod forrest hvorimod træerne hæmmede udsynet for den bagerste folkemængde. Sidste tredjedel var godt hjulpet af fyrværkeriet klart mest medrivende.

Bortset fra enkelte numre hvor musikerne spillede ude af takt så var kvaliteten i top. Jarres musik gør sig klart bedst under åben himmel og det var også tilfældet denne aften. Track-listen var uændret ifht indendørs turneen og må siges at være en Best-Of. Vi vil fremhæve Industrial Revolution, Calypso 3, Oxygene 5 og Variation 3. Det nye statistiske nummer var alt for deprimerende på denne aften. Til tider imponerede video-baggrunden specielt under Equinoxe part IV og VII hvor animationerne fortryllede publikum samt under Variation 3 hvor man så Jarres oplevelse via hans kamera-briller. Her blev enhver tvivl om hans Live kompetencer gjort til skamme.

Alt i alt en af de bedre Jarre-oplevelser hvor han fik meget ud af mindre og fik vist andre end hardcore fans sin alsidighed.

Signe Zacchi og Henrik Gilvad

Selvom Jean Michel Jarre efterhånden kan se tilbage på en karriere på mere end tredive år, så kan man ikke just beskylde den franske electronica-pioner for at ligge på den lade side. Efter sidste års Oxygene-turné, en turné, der også bragte lydtroldmanden til Danmark, skulle man tro, at et par år ved den franske riviera måtte stå højt på ønskelisten, men nej. Jarre er tilsyneladende ikke i humør til at hvile på laurbærrene, og således er han nu allerede klar med en helt ny verdensturné, som i udgangspunktet er planlagt til at strække sig over to år, mindre kan ikke gøre det. For lad det være sagt med det samme; Jean Michel Jarre er ikke en herre, der går i små sko. Som koncertnavn har han for længst opnået legendestatus med gigantiske shows i byer som Houston, Paris og Moskva, koncerter, hvor publikum ikke tælles i titusinde, eller sågar hundredetusinde, men i milliontal. Men hvorfor så pludselig optræde i koncerthaller i Århus, Herning og Malmö, sale med plads til nogle tusinde tilskuere? Er den excentriske franskmand blevet beskeden?  
 
Ifølge Jarre selv har ønsket om at optræde tættere på publikum været en afgørende faktor - til de gigantiske koncerter kan det, trods alt, være svært at nå helt ned til de bagerste rækker, især fordi disse, i helt bogstavelig forstand, befinder sig kilometer fra den egentlige scene. Men bare fordi man skal optræde i en jysk hal, så kan man jo godt slæbe lidt lys med alligevel. 
 
En kraftig hvid laserflade skar gennem mørket, og gennem laserstrålen strakte sig en hånd, hvorefter skikkelsen trådte frem til den ventede applaus. Resten af scenen lyste op til tonerne af "Industrial Revolution II", som næppe kan kaldes et af franskmandens bedst kendte numre, men måske netop derfor virkede som et modigt valg. Publikum tog dog pænt imod, men da næste nummer satte i gang, "Magnetic Fields 1 ", var genkendelsens glæde bestemt at spore, og der blev klappet taktfast med til de syntetiske klange, mens scenen blev forvandlet til noget nær et veritabelt lysorgie i alskens farver. Laserstråler strakte sig fra scenen og ned gennem salen, akkompagneret det ene øjeblik af funklende, syntetiske melodier, det næste af elektroniske lydmalerier, alt sammen serveret af d'herrer Dominique Perrier, Claude Samard, Francis Rimbert og deres mange maskiner. Og så naturligvis Jean Michel Jarre selv, der undervejs fik betjent både synthesizere, theremin, harmonika og den legendariske laser harp. 
 
Grønne stråler skød op fra scenegulvet, delte sig, bredte sig som en vifte, og franskmanden slog toner an på strålerne, som var de elektroniske strenge på en futuristisk harpe. Et imponerende instrument, der er som trådt ud af en science fiction-forfatters våde drøm, men virker skidtet? Få instrumenter har vel, gennem årene, affødt så mange og til tider ophidsede diskussioner, som netop laser-harpen, for hvordan skulle man nu kunne spille på stråler af lys, og er det ikke bare en smart gimmick, som i virkeligheden er playback? Nej og nej. Instrumentet virker rent faktisk, og betjenes live, hvilket blev klart for alle i salen, da laser harpen et kort øjeblik, under "Rendez-Vous III", opførte sig underligt, hvorfor Jarre måtte redde sig hjem på improvisation. Det er naturligvis ikke strålerne selv, der afgiver lyd, de sender signal til en synthesizer, som skaber lyden. Strålerne fungerer som tangenter, der heller ikke i sig selv afgiver lyd, hvad enten der er tale om et klaver, et orgel eller en synthesizer. Til alle koncerterne improviserede Jarre på sine stråler, og det må have manet enhver mistanke i jorden – her var bestemt ikke tale om playback; laser harpen blev betjent helt og aldeles live. 
 

Laser-harpen havde den ventede effekt og høstede stort bifald fra et publikum, som kun levede mere og mere med i løbet af koncerten. Der var godt nok sat stole op i salen, og siddepladser var fordelt efter rækker, men flere gange undervejs, gerne i forbindelse med de mere rytmisk orienterede numre som "Oxygene XII", "Magnetic Fields II", "Chronologie 6" og naturligvis giganthittet "Oxygene IV" stod folk op, og flere numre høstede spontant stående ovation. Jarre selv var også særdeles livlig, som den gale videnskabsmand bag sine stabler af maskiner, hvorfra han, fra tid til anden, bevægede sig frem for at spille på transportable synthesizere i rem, som blandt andet på "Oxygene V", der viste franskmanden fra den mere eksperimenterende side, som et computerspil i hastigt akkumulerende opløsning, det ene øjeblik hvinende og frenetisk, det næste dyster og dæmonisk. 
 
Det hedder sig om den elektroniske musik, at den til tider har det svært i koncertsammenhæng. Laptopnørden, der checker e-mails, mens musikken spiller, er en ofte af anmeldere portrætteret slyngelrolle, og selvom jeg bestemt har et koldt og kybernetisk hjerte, der banker for elektronisk musik, så må også jeg engang imellem give fortabt, når en såkaldt koncert i virkeligheden afvikles af WinAmp eller MediaPlayer alene - den slags er bare ikke fedt. Men hvad gør man så? Der er selvfølgelig flere gode bud, men hedder man Jean Michel Jarre, så slæber man da naturligvis 70 (!) synthesizere med på scenen. Det er en besværlig løsning, for det kræver en hel del arbejde med at sætte op og pille ned, aften efter aften, og da flere af instrumenterne er gamle analogsynthesizere, så er der også en vis portion risiko forbundet med strategien, for selvom de analoge maskiner har en fantastisk lyd, så er flere af dem også ustabile. De kan finde på at glide ud af stemning afhængigt af temperatur, og til tider afgiver de helt og aldeles uventede klange. Til gengæld giver det tunge setup mulighed for, at musikerne rent faktisk kan gøre en forskel på scenen. De spiller, laver lyde, mixer undervejs, og det giver selvsagt en helt anden og meget mere intens koncertoplevelse. 
 
Der blev bestemt leget og improviseret i løbet af den godt to timer lange koncert. Og spillet fejl. Hvilket naturligvis hører med til det at optræde live. Selvom man godt kunne fornemme, at det var tidligt på turnéen, så fungerede samspillet mellem de fire musikere og deres mange maskiner fint, og det var tydeligt, at de alle nød at optræde med materialet. En del af klassikerne blev vendt, såsom den brilliant kolde "Equinoxe IV", den vemodige "Souvenir Of China", den i ordets rette forstand symfoniske "Second Rendez-Vous" og naturligvis den allerede omtalte "Oxygene IV" - alle numre, der må betegnes som sikre kort til Jean Michel Jarres koncerter. Men et par overraskelser blev det også til, i form af "Equinoxe V" og "Calypso, part 3", som ikke just har været spillet flittigt til koncerter gennem årene. 
 

De tre koncerter var naturligt nok mere eller mindre samme omgang, sådan forstået, at det var de samme numre, der blev spillet, om end rækkefølgen varierede lidt. Udførelsen varierede også en smule, som det altid vil være tilfældet med livekoncerter, og så var lyd- og sceneforhold naturligvis heller ikke helt de samme fra sted til sted. Herning var måske nok mindst hvad fysiske rammer angår, men til gengæld var lyden knivskarp, hvilket tilføjede musikken en ekstra dimension. Malmö Arena, der kort forinden var taget i brug til koncerter, var en noget større sal end både Århus og Herning. I forhold til koncerterne på dansk grund havde Jarre derfor større fysiske rammer i Malmö, og den brede scene blev brugt til det yderste, med spektakulær anvendelse af de medbragte skytrackere og laser harpen. Grundet den svenske lovgivning var lasershowet noget mere statisk end det de danske tilskuere blev præsenteret for, men det formåede stadig at imponere.  
 
Publikum satte pris på affæren ved alle koncerterne, og klappede Jarre og hans tre musikanter ind til flere ekstranumre. Til sidst måtte de faktisk opføre åbningsnummeret "Industrial Revolution 2" igen, før de endelig kunne forlade scenen, og således blev der sluttet en fin cirkel om koncerten, der sluttede, som den begyndte. Jarre forsvandt i sin hvide laserflade, og vi var tilbage på vores egen planet igen, hvor det i øvrigt var begyndt at småregne udenfor. 
 
Men indtil da! Indtil da var det en rejse i lyd og lys, på eventyr med en futuristisk romantiker, der på forunderlig vis har formået at gøre sin særegne, instrumentale elektronmusik til hvermandseje. Den foruroligende Alex fra "A Clockwork Orange" får sidste ord, for hans svulstige sprogblomster rammer hovedet på sømmet, så der ej er mere at tilføje: "Oh, it was gorgeousness and gorgeousity made flesh. It was like a bird of rarest-spun heaven metal or like silvery wine flowing in a spaceship, gravity all nonsense now." 
 
Fotos: (C) David Faurskov
Ras Bolding og Jacob Gunness

Det er lidt over tredive år siden Jean Michel Jarre revolutionerede den moderne musikhistorie med sit skelsættende gennembrudsalbum Oxygene, et album, der nåede ud til millioner af mennesker og samtidig gjorde Jarre til den elektroniske musiks første egentlige superstjerne. Dette er ikke kun velkendte biografiske fakta, men samtidig et væsentligt stykke musikhistorie, for det, der for alvor lykkedes for den sært karismatiske franskmand var at bringe den elektroniske musik ud til folket, intet mindre. Bevares, der havde allerede dengang været enkelte fortilfælde, såsom Carlos’ klassiske synthesizerfortolkninger på Switched On Bach, Kinglseys voldsomt fængende single Popcorn, samt den tyske scene med navne som Tangerine Dream, Klaus Schulze og naturligvis Kraftwerk, men ingen af dem – end ikke Kraftwerk – havde opnået et pladesalg, der nærmede sig det, Jarre pludselig kunne præsentere. Og da franskmanden i 1979, året efter udgivelsen af opfølgeren til Oxygene, den visionære og omtrent lige så populære Equinoxe, formåede at samle over en million mennesker til en stort anlagt koncert i hjertet af Paris, stod det klart, at ikke kun Jean Michel Jarre, men også den elektroniske musik var kommet for at blive. I årene der fulgte skød navne som Gary Numan, Soft Cell og Depeche Mode op, og tog de engelske hitlister med storm – resten er, som de siger, historie.

Meget er sket siden dengang, og alligevel vælger Jean Michel Jarre lige for tiden at drage på jubilæumsturné rundt i Europa med sit gamle gennembrudsværk, som opføres i sin helhed på de originale analoge synthesizere. Den solide danske jantelov påbyder naturligvis hævede øjenbryn, for er det sådan helt ok at gøre noget videre væsen ud af et eller andet, man lavede for tredive års tid siden? Er det ikke topmålet af fransk arrogance at forestille sig, at den slags stadig kan have relevans i dag? Og hvorfor spiller den fyr ikke bare på guitar? Jo, de garvede danske rockanmeldere for hvem Dylan er gud og trommer, guitar og bas den hellige treenighed, har naturligvis allerede meldt sig på banen, og der er sandt for dyden ikke nye toner fra den kant – hvilket lige netop vidner om relevansen i Jarres projekt. Ved at fokusere på et af den elektroniske musiks vigtigste værker, ved netop at gå til opgaven med oprigtig seriøsitet, signalerer Jarre, at det ikke kun er rock-giganter som Pink Floyd og The Cure, der har ret til den slags. Ved at medbringe hele arsenalet af klassiske synthesizere, Moog, ARP, EMS, får franskmanden understreget en vigtig pointe – nemlig at disse instrumenter ikke er retrosmarte, men er tidløse og har fundet anvendelse i et hav af forskellige former for elektronisk musik, akkurat på samme måde som eksempelvis Fender Stratocaster spiller en vigtig rolle blandt rockguitarister og har fundet anvendelse hos så forskellige musikere som Hank Marvin og Jimi Hendrix. Så selvom der er sket meget siden dengang Oxygene tog en forbløffet verden med storm, så stigmatiseres den elektroniske musik ofte stadig som mindre autentisk sammenlignet med rigtig rock’n’roll, hvilket til dels skyldes en iboende konservatisme i al rockmytologi, som stadig prædiker ungdommeligt oprør, hvortil man passende lakonisk kan tilføje, at der da næppe findes noget, der ildner mere til oprør end at købe endnu en Rolling Stones tour t-shirt til vel over 300 kr. Men lad nu det ligge.

Jarre har ved flere lejligheder fremhævet sit gode forhold til Danmark, og at franskmanden også har et stort og trofast publikum herhjemme stod klart, da koncerten i København d. 1. april blev udsolgt på ingen tid, hvorfor intet mindre end tre ekstrakoncerter i Danmark blev føjet til listen. København og Århus virkede som oplagte valg, men Skive kom unægtelig som en overraskelse – den var der ikke mange, der ville have troet på dengang i firserne, hvor Jarre dansede med skyskrabere i Houston. Men projektet denne gang er i høj grad den mindre målestok, og det er et helt bevidst valg fra franskmandens side; dels for at lade publikum få et indblik i hvordan de mange lyde frembringes undervejs i forløbet, dels for at levne plads til endog betragtelige mængder improvisation, noget, der ofte har været vanskeligt at arbejde med under de helt store koncertprojekter, hvor alt er timet og tilrettelagt for at få det hele til at gå op i en større enhed.

Oxygene blev skabt i 1976 på en ottespors båndoptager i Jarres hjemmestudie, helt uden computerteknologi, som først for alvor tog fart med MIDI-systemets fremkomst i 1983, hvilket betyder, at hele albummet kan opføres live, sådan omtrent, med otte hænder. Af samme årsag havde franskmanden til dette projekt valgt at alliere sig med tre musikere, Claude Samard, Dominique Perrier og Francis Rimbert, således at der på scenen, Jarre inklusive, var de otte nødvendige hænder. Og de fik nok at se til, hænderne, for Oxygene er et værk, der byder på både et væld af lyde såvel som melodiske og harmoniske passager.

Alle fire koncerter bød i udgangspunktet på samme repertoire, nemlig en opførelse af Oxygene i sin helhed, afsluttende med Part 12 og Part 13 fra 1997-opfølgeren Oxygene 7-13. Flere gange undervejs kastede Jarre og de tre musikere sig dog ud i endog ganske lange, improvisatoriske passager, hvor de mange analoge synthesizere blev flittigt vendt. Jeg må indrømme, at jeg egentlig var lidt skeptisk overfor denne strategi, for Oxygene er i høj grad en samlet helhed, hvorfor det virkede vovet at afbryde forløbet med lange improvisatoriske partier. Jeg tror bestemt heller ikke det ville fungere i albumsammenhæng, men på scenen var det en succes, for det betød, at der reelt blev tale om en fortolkning snarere end en slavisk genopførelse, og således fremstod koncerterne som en fusion mellem elementer fra både den klassiske musiks tradition såvel som fra rock-optræden, hvilket hænger godt sammen med det rent musikalske; Oxygene forener netop elementer fra klassisk musik, herunder også avantgarde, med elementer fra rock og pop. Således blev man trukket på rejse gennem de instrumentale lydlandskaber, det ene øjeblik tyst og poetisk, det næste melodisk medrivende, her og der afbrudt af noget nær atonale passager, hvor legen med lyd stod i centrum. Lysmæssigt var der tale om en noget mere minimalistisk affære end man normalt forbinder med Jean Michel Jarre – her var hverken laserstråler eller fyrværkeri, men i stedet en langsom progression gennem enkle, men velfungerende visuelle virkemidler, hvoraf det mest opsigtsvækkende måske var et stort spejl, der blev hejst ned over musikerne undervejs i koncerten. Et godt, gammelt Klaus Schulze-trick, som giver publikum mulighed for at følge med i, hvad de forskellige musikere foretager sig på deres instrumenter.

Det var ikke overraskende de melodisk skarpe Part 2 og Part 4, der høstede størst bifald blandt publikum til de forskellige koncerter, men faktisk også de resterende numre, såvel som de improviserede passager, fik flot bifald undervejs. Selv når Jarre kastede sig ud i direkte Stockhausen-agtige momenter eller spillede lang og udflippet solo på Part 5, der mildt sagt lød som en voldtægtsscene mellem Terry Riley og Jimi Hendrix i en obskur science fiction film, hvilket bestemt er positivt ment, blev det pænt modtaget, selv i Skive, hvor man ellers må formode, at der er langt mellem den slags optrædener. Man var i den grad vidne til en legesyg Jarre, men samtidig en Jarre, som også var meget fokuseret og skarp. Det samme må siges om d’herrer Samard, Perrier og Rimbert, der nok indtog en mere anonym rolle bagerst på scenen, men som ikke desto mindre leverede den musikalske vare på fornem vis. Der var bestemt småfejl undervejs – Part 12 fungerede i mine ører ikke rigtig til nogle af koncerterne, og Jarres Theremin-spil på Part 3 vekslede typisk mellem det sært charmerende mislykkede og det direkte og uforfalsket mislykkede, men i stort set alle andre henseender gik det hele op i en højere musikalsk enhed, og hvis Jarre fra tid til anden er blevet beskyldt for at fokusere mere på visuelle aspekter end på de musikalske i forbindelse med sine koncerter, så pegede denne omgang i en helt anden retning.

Der findes en del højdepunkter i Jean Michel Jarres koncertkarriere – det må der nødvendigvis gøre, når man har drevet det til verdens største koncert op til flere gange – men betragtet ud fra et rent musikalsk ståsted, så synes jeg faktisk, at denne turné må regnes med blandt højdepunkterne. Skal man drage sammenligninger med tidligere optrædener, så må live-udgivelsen Concerts In China komme i betragtning, og det er ikke mindst interessant fordi der generelt er bred enighed om, at dette stadig er Jarres bedste live-album til dato, ja, måske et af de bedste live-albums indenfor elektronisk musik i det hele taget. Med sin nuværende turné har Jarre ikke alene genfundet kærligheden til de monstrøse analoge synthesizere, han har tydeligvis også fundet spilleglæden og legen frem igen. Han er den gale og geniale videnskabsmand, der boltrer sig i sit laboratorium, som både favner den kosmiske ensomhed og den smittende melodi, og i en sådan grad, at det til hver eneste af de fire koncerter her i Danmark blev til tre gange stående ovation fra et publikum, der i øvrigt typisk bød på gæster fra syv-otte års alderen og op til over tres. Ydermere leverede Jarre en væsentlig pointe i forhold til tidens elektroniske scener ved netop at medbringe de mange maskiner, ved netop at betjene dem live, ved netop ikke at vælge den nemme løsning, hvilket desværre lidt for ofte bliver strategien, når hjemmemusikeren skal ud på spillestederne med sin laptop og Media Player. I den forstand kan man godt tillade sig at sige, at Jean Michel Jarres mere end tredive år gamle Oxygene stadig er et frisk pust på den elektroniske scene.

Fotos: (C) Kenneth Nøhr
Ras Bolding

Unesco udråbte 2006 til året for opmærksomhed om den tiltagende ørkendannelse og mangel på tilgangen til rent vand. I efteråret 2006 begyndte der at cirkulere rygter om en Jarrekoncert i Marokkos ørken – bag Atlasbjergene, ved grænsen til Algeriet. Et par år tidligere havde Jarre allerede arbejdet med et projekt i forbindelse med disse temaer i Algeriet, men projektet blev taget af plakaten, måske fordi Algeriet var for usikkert at holde en international koncert i – flere turister blev i perioden kidnappet og slået ihjel.

Rygterne svirrede og kun få uger før koncerten med temaet ”Water For Life” var der officiel pressekonference i Merzouga, en lille fattig by ved de berømte Erg Chebbi -klitter – der også er kendt som dørene til ørkenen. En officiel rejsepakke blev tilbudt gennem det marokkanske rejsebureau Atlas Travel. Mange fans havde dog allerede fundet alternative rejseruter. Magnetic Fields' udsendte Henrik havde valgt Atlas, hvorimod Signe drog afsted fire dage før koncerten for også at opleve prøverne og områdets magi. Mange fans inklusive undertegnede var bekymrede for kvaliteten af projektet på grund af den korte forberedelsestid. Alle bekymringer blev dog gjort til skamme.

Selve koncertområdet lå udenfor den lille, fattige by Merzouga som to gange i 2006 havde været udsat for massive oversvømmelser. Området er hjemsted for nomadefolket berberne og de fantastiske røde kæmpeklitter, der pludseligt rejser sig midt i ørkenen: et syn, der tager pusten fra selv den mest berejste globetrotter. Bare en uge før koncerten var scenen sat op og prøverne kunne begynde. Signe var så heldig at få adgang til det centrale koncertområde og følge prøverne på tæt hold.

Det var en sjældent veloplagt Jarre, der jammede eksperimenterende under prøverne. En Jarre, der havde en finger med i alt lige fra valg af, hvilke billeder der skulle projekteres på skærmene under hvilke numre, over orkesterarrangementer til instruktion af de mange lokale musikere. Han glemte heller ikke at tage sig af mere praktiske detaljer, så som hvorvidt orkesteret frøs. Prøverne viste ikke bare den kunstneriske, men også den menneskelige side af Jarre. Den største udfordring syntes at være nummeret C’est la Vie, som oprindeligt var skrevet til sangerinden Natascha Atlas - en rolle, der virkede umådelig svær at udfylde. Nummeret blev øvet 12-15 gange og først til koncerten var resultatet hæderligt.

Selve koncerten blev optaget i HD-opløsning af det belgiske tv-produktionsselskab Alfacam til fremtidig udgivelse. For de tilskuere, der var mødt op allerede sidst på eftermiddagen, ventede der sig en overraskelse idet det var besluttet at optage de første 7 numre af koncerten for at få solnedgangen med.

De 600 rejsende med Atlas Travel kunne 60 km væk se lyset fra området, mens de kørte i karavane mod Merzouga.

Vi talte 20 forskellige nationaliteter blandt den gruppe af internationale fans vi stod blandt. Folk så langt væk fra som Argentina, Sydkorea og USA havde fundet vej til denne musikalske oase. Men også tusindvis af lokale var mødt velforberedte op med trommer, sang og dans. Myndighederne estimerede 15.-20.000 tilskuere. Der kunne heller ikke presses mange flere ind på det relativt lille område. Det må vurderes, at mange har stået i ørkenen omkring området og fulgt koncerten i den stjerneklare nat.

Det centrale koncertområde var som en gryde mellem klitterne og de bagved liggende VIP-tribuner. Bag tribuneområdet, mod syd, var der sat hundredevis af beduin-telte op. Mod nord, bag scenen, var der uendelig ørken. Som vanligt spilledes Waiting for Cousteau før koncerten og på de ni 14-meter høje skærme var projekteret de berømte ”døre mod ørkenen”.

Kl 21 startede koncerten med Jarre stående på en kæmpe sandklit til højre for scenen hvor han indledte med et helt ny nummer kaldet Intro Saturée. Et kraftfuldt, mættet åbningsnummer i stil med Aero Intro, Industrial Revolution og Okinawa Ouverture. Publikum reagerede prompte og scenen var sat til en fantastisk aften. Jarre’s efterfølgende dundertale om temaerne uddannelse, fattigdom og adgang til rent vand satte dagsordenen for koncerten. En af Jarres stærke sider er, når tilfører sin musik lokalt islæt. Det var heldigvis også tilfældet i Merzouga, hvor elementer fra næsten hvert nummer var erstattet med lokale instrumenter.

Det var forfriskende, at Jarre havde udskiftet flere numre i forhold til de seneste koncerter. Dog kunne man som garvet fan og koncertgænger ønske sig en udskiftning af gengangerne Souvenir of China og Oxygene 4, som efterhånden virker som en parodi, den kitschede Light My Sky og den noget flade Hey Gagarin, som ikke kom til sin fulde ret. Dette er dog også de eneste kritikpunkter, man kan fremkomme med. Selv for Jarres høje standard var lyden af exceptionel god kvalitet, og projektionerne som næsten alle var helt nye, opfindsomme, farverige og så politiske som ikke set siden den første Unesco-koncert, Concert for Tolerance.

Prikken over i'et var fyrværkeriet, der helt i harmoni med musikken sørgede for at trykke på de sidste emotionelle tangenter. Under finalen - Second Rendez-Vous - eksploderede entusiasmen hos et publikum, som i øvrigt havde været mere end almindeligt begejstret under hele koncerten. Tøj, mennesker og ubestemmelige genstande blev kastet op i luften.

Set fra bageste række var dette den ultimative Jarrekoncert, og fordi koncertområdet ikke var større, føltes det som fest i Aladdins hule. Oplevelsen blev kun højnet af, at der også blev brugt andre virkemidler så som lange rækker af kameler i silhouet mod den stjerneklare himmel, beduiner klædt i traditionelle blå dragter og klitter belyst af bål og fantastiske farver.

For os, der var til stede, må denne koncert betragtes som en af Jarres allerbedste pga. omgivelserne, de stærke budskaber og en veloplagt og engageret Jarre tilbage i storform.

Fotos: (C) Kenneth Nøhr

Henrik Gilvad og Signe Zacchi

Henrik:

Jeg har valgt Atlas Voyages Jarrepakke. Blev hentet på hotellet i minibus og regnede med, at det var så det. 35 tilskuere til Jarres ørkenkoncert. I lufthavnen viser det sig, at Atlas har booket to store fly med plads til 600. Hovedparten fra Spanien og Markokko hvilket vel ikke undrer. Flyet letter på mere end én måde, da de under take-off byder os velkommen på et enestående eventyr med Jarre i hovedrollen. Fuld forplejning selv om turen kun tager en time. Her kunne SAS lære noget. Det var dog ikke meget man fik spist, for udenfor fik man serveret alt fra saftige oaser til lune ørkenområder og iskolde snedækkede bjergtoppe.

Pludselig styrter flyet mod jorden og lander kaotisk i høj fart på noget, vist kun flyvende tæpper har landet på før. Udenfor venter stort te- og flødekagetelt på ørkensandet. To musikgrupper spiller om kap og 50 Landrovere venter på at køre os i karavaner til hotellerne, der viser sig at være små mosaikpaladser. Her venter festmenu inden afgang til koncerten. Folk er meget spændte.

Over 300 busser, 100 Landrovere, plus folk på kamel, cykel og i biler. De forventer langt over 20.000 tilskuere, hvilket er utroligt her.

Signe:

Fredag 15/12/2006:

Deres udsendte har netop overværet sidste generalprøve sammen med lokale og tilrejsende Jarrefans fra hele Europa, Sydkorea og USA. Intro med Jarre, der vandrer med sit transportable keyboard over klitterne ned på scenen, Oxygene 2, Miss Moon, Oxygene 7-12 i 12 Dreams-version, Chronologie 6, Millions of Stars, Oxygene 4, Revolutions (som Education), Hey Gagarin, Light My Sky, Oxygene 12, Chronologie 2, C'est la Vie - som en noget frustreret Jarre de seneste par dage har øvet gentagne gange med sangerinden, der på trods af Jarres ihærdige forsøg på at vejlede syntes at have sceneskræk. Det er iøvrigt selv samme sangerinde, der optræder på Miss Moon. Man kan kun håbe hun bliver mere scenevant inden den store aften. Der er Theremin-intro til Souvenir of China, og en bas-spillende Jarre fremfører Eldorado, Fourth Rendez-Vous, og vi får Second Rendez-Vous med et fuldstændigt overvældende festfyrværkeri. Deres udsendte skal hvile benene til det igen går løs i morgen.

Lørdag 16/12/2006:

Deres udsendte kan berette, at der allerede fire timer før koncerten er sort af mennesker i områder omkring koncerten. Helikoptere flyver i solnedgangen, beduintelte overalt mod nord, uendelig ørken mod syd. Som trold af æske står Jarre pludselig på klit mod solnedgangen og spiller introen tre en halv time før start. Vandrer ned mod scenen for at spille Oxygene 2 for et allerede meget entusiastisk publikum. En række på seks kameler passerer bag scenen. Halvdelen af koncerten spilles nu til optagelsen af dvd'en. Hele koncerten kl. 21. Det forekommer umuligt, at mange flere skulle kunne komme ind på selve området, og 600 fans fra hele verden er på vej mod Merzouga med Atlas Travel. I aften vil Erg Chebbis' klitter være beklædt af tusindvis af mennesker fra hele verden samlet under tusind stjerner om én basal ting: retten til adgang til vand. Deres udsendte har ikke oplevet noget lignende siden 12 Dreams of the Sun - eller måske aldrig.

Fotos: (C) Kenneth Nøhr

Henrik Gilvad og Signe Zacchi

Verdens fokus blev i august 1980 rettet mod byen Gdansk i Polen. Strejkende arbejdere på byens skibsværft krævede, under ledelse af Lech Walesa, en ny økonomisk og social politik samt øget demokrati i Polen. Regeringen gav sidenhen efter, og der blev oprettet fagforeninger, der samlede sig i forbundet Solidaritet (Solidarnosc).

Polen fejrede i 2005 25-års-jubilæet for oprettelsen af Solidaritet, og en af hovedbegivenhederne var den stort anlagte koncert med Jean Michel Jarre d. 26. august. Meget passende dannede det gamle skibsværft i Gdansk rammen om koncerten. Showet blev overværet af 120.000 betalende tilskuere samt af tusindvis af tilskuere uden for koncertområdet og blev vist på storskærm et andet sted i byen. Den polske tv-station TVP sendte live fra begivenheden, der også blev streamet på nettet.

Koncertpladsen var inddelt i sektorer, og billetprisen afhang af, hvilken sektor man befandt sig i - jo tættere på scenen, jo dyrere. Prisen var rimelig, i hvert fald efter danske standarder. Men selv for dem, der ikke havde råd til en billet, var der mulighed for at være med, idet der blev uddelt gratis billetter til generalprøven dagen inden koncerten.

Koncerten bød ikke på så mange nye numre, men omorkestreringer af ældre materiale, som Jarres nu tro følgesvend, Claude Samard, havde arbejdet med gennem måneder op til koncerten.

Åbningsnummeret, Industrial Revolution part I, som til lejligheden var omdøbt til Shipyard Overture, var et passende valg, idet nummeret oprindeligt er skrevet til koncerterne i Londons dokker i 1988. Jarre gjorde sin entré med manér. Omgivet af skibsværftsarbejdere og siddende på taget af noget, der mest af alt ligende en brandbil, slog Jarre takten an på percussion. Det var et effektivt overraskelsesmoment og virkede kraftfuldt og gennemført at inddrage dem, som koncerten var dedikeret til. Publikum kvitterede med en jublen og entusiasme, der holdt koncerten igennem.

Et andet højdepunkt var nummeret Mury, der nærmest blev en kendingssang for Solidaritet i 1980'erne. Jarre formåede dog at sætte sit personlige præg på det med et kraftfuldt, elektronisk beat. Stemningen i Mury var dyster og kraftfuld.

Interessant var det at høre Oxygene 12 med et nyt beat. Man kunne have ønsket, at der også var arbejdet mere med andre gamle numre, så som Oxygene 4, Equinoxe 4 og Rendez-Vous 4. Disse numre blev spillet i deres respektive Aero-udgaver, men da lyden var i stereo, fik man slet ikke den samme oplevelse som i Beijing, hvor musikken kunne nydes i surround.

Rent visuelt var Gdansk langt fra så imponerende som f.eks. Beijing. Fyrværkeriet var dog overdådigt, og det var en nydelse at se, hvor godt det var synkroniseret til musikken. Flot var det med de store kraner oplyst i forskellige farver, og tankerne blev ledt tilbage til Nordjylland og de oplyste vindmøller. En sjov idé var det at lade en kran bære en af storskærmene, og det fungerede fint. Jarre var i storform på scenen, og det var glædeligt, da det var med til at sætte gang i publikum. Man skal vel helt tilbage til Europe in Concert fra 1993 for at finde en tilsvarende energisk Jarre.

Mellem numrene blev der talt en del om jubilæet, skibsværftsarbejderne og Polens historie. Selvom man som udlænding ikke havde nogen umiddelbar relation til begivenhederne for 25 år siden, virkede atmosfæren og publikums reaktion smittende.

Som tidligere nævnt var hovedparten af koncerten gammel vin på nye flasker. Det er klart, at man, som garvet fan, foretrækker en vis udskiftning i tracklisten, men da hovedparten af de 120.000 tilskuere højst sandsynligt ikke var så velbevandret i Jarres katalog, kan valget af gamle slagere, så som Souvenir of China og Oxygene 4, til dels retfærdiggøres. Og det virkede da også helt klart, som at størstedelen af publikum havde en fantastisk oplevelse fra start til slut. Man kan kun håbe, at deres varme modtagelse har virket inspirerende for Jarre, da man nok må erkende, at hans kreativitet har været noget hæmmet på det seneste.

Ser man tilbage, står publikums og ikke mindst Jarres energi og entusiasme på scenen som det bærende element i den gode koncertoplevelse, Gdansk vitterligt var.

Christian Wulff-Nilsen og Signe Zacchi

Der var lagt op til varieté-show af den slags, der sendes på et væld af kanaler nytårsaften og som går under fællesbetegnelsen ’underholdning’ - hvilket ikke sjældent dækker over noget, det bedst kan betegnes som dyrt indkøbt men dårlig smag. Den dårlige smag blev da også hevet op af posen med det samme, idet man havde arrangeret musikalsk opvarmning med forskellige elementer fra DRs Stjerne for en aften. Lyden var dårlig, og det er måske det bedste man kan sige om det indslag. Meget bedre gik det ikke da konferencier Henrik Abel gik på scenen og forsøgte at gejle publikum op til lidt stemning - det lugtede seriøst af bajere og røde pølser, og man begyndte at fornemme, at det ville blive en meget lang aften.

Heldigvis gik Jean Michel Jarre på scenen forholdsvis tidligt. Efter et par bevingede og let politisk orienterede ord om H. C. Andersens betydning i relation til undervisning og bekæmpelse af analfabetisme, blev Second Rendez-Vous sparket i gang, med lyd, lys og alt hvad der nu hører med. En dæmonisk H. C. Andersen placeret på en høj sokkel vred sig i takt til musikken, en af Jean Michel Jarres mest dramatiske og pompøse kompositioner, og da laserharpen foldede sig ud som en gigantisk elektronisk vifte, kastedes Andersens skygge op mod de grønne projektioner bag scenen, hvor uddrag fra fortællingen Skyggen snoede og vred sig omkring på alskens sprog. Resultatet var dystert og effektivt, og det lykkedes Jarre at fremmane nogle af de forestillinger Andersen præsenterer i Skyggen, som på mange måder må betragtes som en af forfatterens mørkeste historier.

Desværre var det også alt hvad man så til franskmanden den aften, som ellers vaklede gennem indslag af mildt sagt svingende kvalitet. Den kongelige ballets opførelse af Den lille pige med svovlstikkerne bør fremhæves, også for musikken, som dog, skammeligt nok, ikke blev krediteret, men ellers stod man flere gange og kvalte et gab eller undrede sig over hvor lidt visse indslag havde med aftenens fødselar at gøre. Ligesom H. C. Andersen har Olivia Newton John to ben?

Showet havde svære betingelser - det er nu engang ikke sådan at blæse med mel i munden, og det hele bar præg af, at man dels gerne ville være folkelig, dels gerne ville lave noget, der så godt ud på TV, også i det store udland, og dels gerne ville hylde en forfatter, som i virkeligheden var en rigtig sær snegl. Resultatet blev mest af alt en gang hverken-eller, men med enkelte højdepunkter, hvor Jean Michel Jarre velsagtens klarede sig bedst.

Ras Bolding

Jean Michel Jarre har været en af de helt store inspirationskilder til musikken på den legendariske Commodore 64. Læs artiklen og hør musikken her.

Jacob Gunness og Christian Wulff-Nilsen


Beijing 2004 - koncertreportage

Som indledning til Frankrigs År I Kina holdt Jean Michel Jarre en koncert i Beijing den 10. oktober 2004. Koncerten var delt i to - første del fandt sted i Den Forbudte By og anden del på Den Himmelske Freds Plads. Blandt tilskuerne var flere prominente gæster, herunder den franske og den kinesiske præsident.

Beklageligvis var koncerten kun for VIP's, og den menige kineser måtte nøjes med at følge koncerten i tv eller på storskærme, der var placeret forskellige steder i byen. Stemningen var derfor ikke høj blandt os fans, der var rejst langt for at opleve den store begivenhed. Men takket være en stor indsats fra Jarres team fik vi tilladelse til at stå helt oppe foran scenen under koncerten. Lad det være sagt med det samme - det var en blandet fornøjelse. Det var fantastisk at være så tæt på det hele, at se Jarre spille på laserharpe og Theremin kun få meter borte samt at opleve et traditionelt kinesisk orkester spille Fishing Junks At Sunset.

Men et meget stort minus var den næsten ikke-eksisterende lyd, idet lydanlægget var placeret i VIP-området, der lå ca. 50 meter foran scenen. Heldigvis lykkedes det en lille gruppe fans at komme ind i VIP-området til generalprøven to dage før koncerten, og her fik man lydoplevelsen, som den var tiltænkt. Resten af anmeldelsen tager derfor udgangspunkt i denne generalprøve.

Jarre er kendt for at tilpasse sin musik de steder, hvor han afholder sine koncerter, og Beijing var ingen undtagelse. Mange af de gamle klassikere var rearrangerede med traditionelle, kinesiske instrumenter, og det var i de fleste tilfælde gjort særdeles godt. Et af højdepunkterne var en ny version af Oxygene 2, hvor et kinesisk strenginstrument passede perfekt ind. Geometry of Love fungerede overraskende godt i surround, men kunne godt have været lidt kortere. Introen til Zoolookologie var meget bevægende, og man fornemmede virkelig, hvor mange følelser Jarre lagde i sin Theremin-solo.

Men han burde måske have valgt det som intro til et mere stille nummer. Souvenir of China og Fishing Junks At Sunset var oplagte numre til denne begivenhed, og begge var virkelig rørende at høre. Symfoniorkesteret og det traditionelle kinesiske orkester var en fornøjelse; ikke bare for øret, men også for øjet. Selvom visse af numrene var så godt som identiske med dem fra det nye Aero-album, var det stadig en kæmpe oplevelse at høre dem for fuld udblæsning i 5.1, og man følte virkelig, at man blev omsluttet af lyd. En unik oplevelse. Det så da også ud til at gøre indtryk på kineserne, og det var morsomt at se dem vende sig rundt for at få øje på ”helikopteren”, der dog blot viste sig at være en af Jarres mange surround-effekter.

Rent visuelt var der ikke tale om en typisk Jarre-koncert, idet der af sikkerhedsmæssige årsager ikke blev benyttet fyrværkeri. Men det var fantastisk smukt at se de gamle kinesiske bygninger oplyst i forskellige farver perfekt synkroniseret til musikken samt at se de mange nye projektioner, der var kreeret til lejligheden. Der var en del tåge, men den var blot med til at skabe en mere magisk stemning. En sjov detalje var, at Jarre brugte en gammeldags motorcykel med sidevogn som transportmiddel for at nå fra den første til den anden scene.

Alt i alt en fremragende koncert, både lydmæssigt og visuelt. Man kunne have håbet på flere nye numre, men de kinesiske instrumenter kombineret med den nye surround-lyd gjorde, at det var interessant selv for den inkarnerede fan, der kender alle Jarres numre forfra og bagfra.

Christian Wulff-Nilsen

Fotos af Henrik Gilvad - se resten af Beijing-galleriet her.

At remastere eller ikke at remastere - det er sagen

Da Sony fik Jean Michel Jarre på lønningslisten i forbindelse med udgivelsen af Oxygene 7-13, overtog de også hans bagkatalog, som gerne skulle promoveres lidt for at sælge. Det blev det så; nogle vil nok kunne huske reklamerne for ”the sonic godfather” (!), der kørte på tv. Sony benyttede lejligheden til at remastere alle de gamle plader. I denne artikel vil vi se på, om det var en god idé og hvad der kom ud af det. Selv om de remasterede udgaver har været på markedet i flere år, er der utvivlsomt en stor gruppe fans, der stadig ligger inde med de oprindelige cd-udgivelser. Vi vil derfor også se på, om det er værd at udskifte dem med de nye versioner. (De, der vil direkte til gennemgangen, kan begynde her)

Hvad er remastering overhovedet? I sidste ende handler det om at opnå bedre lyd. De første (mange) år af cd’ens levetid blev den anklaget for at have en lyd, der var for kold, mekanisk og steril i forhold til LP’en. Visse inkarnerede audiofile sværger stadig til LP’en, men det er dog ikke et emne, vi vil komme ind på her. Et problem ved de tidlige cd’er var, at teknikken til at konvertere den analoge lyd til digital var relativt primitiv, så der gik nogle nuancer tabt. Uden at blive alt for teknisk kan det siges, at remastering går ud på at vende tilbage til de oprindelige optagelser og bruge de bedre konvertingsredskaber, man har fået i mellemtiden, til at skabe en bedre lyd. Onde tunger vil dog påstå, at det ofte handler mere om markedsføring end om lydkvalitet, og det er da sikkert, at et klistermærke med ”ny, forbedret lyd” på en gammel Jarre-cd nok skal have solgt et par eksemplarer. En anden pointe er, at den overordnede produktionssmag har ændret sig. Nyere albums har generelt kraftigere bas end tilsvarende albums fra slut-70’erne og 80’erne, hvor en mere steril lyd var det foretrukne. Dette vil oftest også være en del af remasteringen.

Vi har lyttet til samtlige albums, der er blevet remasteret, og sammenlignet dem med de gamle udgaver. Vi har brugt et almindeligt hifi-anlæg i god kvalitet, og ingen af os har ”gyldne ører”, så vi er forhåbentlig repræsentative for de fleste fans.

I det efterfølgende er O = Original og RM = Remaster.

Man kunne forvente, at de tidlige albums ville have størst gavn af at blive remasteret, men Oxygene er ikke det album, der har vundet mest. Godt nok er en uheldig ændring af lydstyrken i Oxygene 3 i O ikke at finde på RM. Men til gengæld er der kommet mere baggrundsstøj i form af en konstant susen. Alt taler for, at Oxygene ikke var nogen dyr indspilning, og støj er en naturlig konsekvens heraf. Endvidere er track 2 og 3 på RM delt på en sådan måde, at Oxygene 3 reelt starter i slutningen af track 2. Lyden på RM er dog stadig noget mere detaljeret. Et alternativ er Mobile Fidelity Sound Labs udgave, der er en del af deres Original Master Series (Equinoxe er også en del af denne serie). Støjen er mindre udtalt end på RM, og lyden er lidt varmere. Den trykkes ikke mere, men falder man over den brugt, kan den anbefales.

Hvad angår forbedret lydkvalitet er der mere positivt at sige om RM af Equinoxe. Bassen er mere detaljeret og stereo-effekten fungerer bedre. En irriterende mislyd i starten af Equinoxe 3 i form af en knitren, der utydeliggør vandeffekten, var at forefinde i O, men er blevet elimineret i RM. Uheldigvis er lydkanalerne blevet ombyttet på RM og en fejl i ´begyndelsen af Equinoxe 4 i form af en brudt tone er opstået.

På RM af Magnetic Fields er der skruet op for volumen, og bassen er kraftigere. For eksempel er trommelyden i starten af Magnetic Fields 1 blevet mere markant. Om det er positivt kan diskuteres. Efter vores mening er bassen blevet for dominerende, idet det er blevet mere vanskeligt at høre de andre detaljer i lydbilledet. Det modvirkes dog af, at de enkelte lydeffekter generelt er blevet mindre mudrede. Men forbedringen i lydkvalitet er ikke så stor sammenlignet med Equinoxe. Måske hænger det sammen med, at Magnetic Fields i udgangspunktet er et album med en mindre organisk lyd end forgængerne.

RM af Concerts in China udmærker sig ved at have en langt bedre stereo-effekt og mere fyldig bas. O havde visse steder en let skinger diskant, og det er rettet - lyden er blevet lidt mørkere, og de enkelte instrumenter fremstår tydeligere. Eksempelvis er introen til Equinoxe 7 nu en helt anden oplevelse, og Overture har fået en meget mere dynamisk lyd. Dette er nok det album, der har vundet mest ved remasteringen, og det skader heller ikke, at musikken nu er på én cd i stedet for to.

At sammenligne RM af Zoolook med O er lidt vanskeligt, idet titelnummeret og Zoolookologie optræder i remix-udgaver på O, mens RM har de oprindelige versioner af disse to numre. Desuden er der en lille forskel i Ethnicolor 1, selvom dette nummer ikke betegnes som et remix i hverken O eller RM. Ikke overraskende er der skruet op for bassen på RM, især i starten af Ethnicolor 1 og i Zoolookologie. Igen kan det diskuteres, om det gavner lyden. Vi synes, at den mere afdæmpede slap-bas i Zoolook på O lyder bedre, men som nævnt er der også tale om et remix. Slutningen af Ethnicolor 1 er til gengæld blevet mærkbart forbedret i RM med mere fylde i lyden og en bedre separation mellem stemme-effekt og de andre effekter. I Diva træder vandlyden tydeligere frem, og lydbilledet er mere tredimensionalt.

Rendez-Vous udmærker sig ved, at bassen ikke er forstærket så meget som på de øvrige RM. To numre skiller sig særligt ud, nemlig klassikeren Second Rendez-Vous, der har fået en mere åben lyd og bedre diskant. Og Last Rendez-Vous (Ron’s Piece) har fået en væsentligt mere tredimensional lyd. Bemærk i øvrigt, at opdelingen af numrene er anderledes, så de sidste 15 sekunder af Fifth Rendez-Vous er flyttet over til sidste nummer.

Det er tydeligt, at Cities in Concert - Houston/Lyon har haft gavn af at blive remasteret. Hvor O lyder hul og mudret, er RM mere fyldig og klar i lyden. Der er mere rummelighed på RM, hvilket i større grad giver lytteren en følelse af at være til en stor udendørs-koncert. Endvidere har RM længere versioner af de enkelte numre, og der er kommet to ekstra numre med, nemlig Wooloomooloo samt en imponerende live-version af Equinoxe 7. Der findes en anden og ret sjælden version af Cities in Concert - Houston/Lyon, som man i sin tid kunne få i et dyrt bokssæt. Numrene er de samme som på RM, men lydkvaliteten er noget ringere.

I RM af albummet Revolutions optræder nummeret Revolutions i en anden version end på O. Fløjte-introen er blevet erstattet af en cello-intro. Vi foretrækker den oprindelige udgave, da den efter vores mening har et mere poetisk og orientalsk skær. Lyden er en anelse mere detaljeret og dynamisk på RM, men forskellen er ikke så udtalt som på de tidlige albums.

Docklands-koncerten blev oprindelig udgivet på albummet Jarre Live. RM har fået et nyt navn, nemlig Destination Docklands. Begge udgaver bærer præg af ringe lyd, som skyldes en dårlig koncert-optagelse, hvor mange detaljer drukner i baggrundsstøj. RM er blevet lidt mørkere i lyden, og der er ikke helt så meget lydforvrængning som i den oprindelige udgave. Men nogen markant forbedring er der langt fra tale om.

Waiting for Cousteau er der ikke så meget at skrive om. Medmindre man gerne vil have et andet billede af Jarre på bagsiden af coveret, bør man ikke bruge penge på remaster-udgaven, hvis man har den oprindelige. Vi kunne ikke høre nogen nævneværdig forskel i lydkvalitet. Lyden er blot blevet en smule mørkere. Om det er en forbedring kan diskuteres.

Flere af numrene på RM af Images bærer præg af bedre lyd. Detaljer i nummeret Globetrotter træder tydeligere frem og lyden er blevet mere dynamisk. Eldorado har fået mere rumklang og mere bas, og Orient Express har, foruden kraftigere bas, fået et mere tredimensionelt lydbillede. Desuden er der tilføjet tre ekstranumre fra Zoolook. Uheldigvis er der flere lydudfald i starten af Oxygene 2, hvilket generer.

Chronologie har ikke haft gavn af at blive remasteret. Tværtimod, da der to steder i Chronologie 6 kan høres et irriterende, statisk klik, som ikke er at finde i den oprindelige udgave.

Hong-Kong-koncerten blev oprindeligt udgivet på 2 cd'er. Desværre er nummeret Fishing Junks At Sunset i RM blevet forkortet, så hele koncerten nu kan ligge på én cd. Der er ingen mærkbar forbedring i lydkvalitet.

Ikke overraskende er der størst gevinst i lydkvalitet på de ældre albums, og man skal ikke gå meget op i lydkvalitet for at kunne høre forskellen. De har stort set alle fået en mere detaljeret og rumlig lyd og bedre stereo-separation. Til gengæld har de næsten også alle fået kraftigere bas, og det er en smagssag, om det taler til musikkens fordel. Forskellene på original og remaster bliver mindre og mindre, efterhånden som vi nærmer os nutiden, og det kan undre, at man har gidet at remastere albums, der kun er 3-4 år gamle.
For samtlige udgivelser gælder, at indpakningen er blevet flottere, og det medfølgende hæfte er væsentligt mere fyldigt og informativt. Interessant nok skriver Scott Hull, der har stået for arbejdet, at remasteringen også er sket med henblik på eventuel udgivelse på de nye lydformater, DVD-Audio og SACD. De har endnu ikke opnået den store udbredelse, men udvalget af musik er stærkt stigende. Og når man har hørt plader som Mike Oldfields Tubular Bells på DVD-Audio, kunne det være virkeligt interessant at høre, hvordan f.eks. Oxygene eller Chronologie kunne lyde i et ægte 5.1 surround-mix. Jarre har længe udtalt sig om sin interesse i at genudgive sine koncerter på dvd, men de hidtidige resultater viser, at man nok ikke bør sælge sin cd-samling lige med det samme.

Christian Wulff-Nilsen og Jacob Gunness

"Jean Michel Jarre - Aero". Layout: Debra Sandberg. ISBN: 87-90105-22-2

Efter koncerten i Nordjylland er der udkommet en fotobog. Bogen er på 60 sider, heraf de 52 med egentlige fotos, i 30x30 cm format, og den er indbundet med et flot cover.

Oprindeligt var planen at benytte fotos taget af fans. Jarre.net opfordrede i alt fald til at indsende gode billeder til bogen. Denne plan er blevet droppet, så der i stedet står fem professionelle fotografer bag de brugte billeder. Bogen indledes med en kort introduktion af Jarre, hvorefter vi i billeder følger opbygningen af scenen og ventetiden i regnvejr på selve koncertdagen. Størstedelen af bogen er naturligvis afsat til selve koncerten.
Man har valgt ikke at inkludere tekst til billederne, og det fungerer glimrende. Stemningen fra eftermiddagens lange venten i regn og smat fanges fint, og der er også mange gode stemningsbilleder fra koncerten, blandet med lysorgiet fra scene og fyrværkeri.

Der er en del mindre billeder, særligt i starten af bogen, men mange af de fantastiske billeder er store, lækre helsider, og såvel billedkvaliteten som trykkvaliteten er helt i top. Jeg har dog et forbehold: layoutet er konservativt, grænsende til det kedsommelige. Billederne er sat op i pæne, lige rækker, side efter side. Det er ærligt talt synd for en så spektakulær koncert, især når man tænker på, hvor kreativt layoutet var i koncertprogrammet. Det er dog ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket, og bogen giver alt i alt et godt indtryk af totaloplevelsen i Nordjylland.

Jacob Gunness

På vej mod hovedindgangen kan man høre Jean Michel Jarre lave lydprøver, og selv uden for pladsen fornemmer man den flotte lyd, også selvom den endnu ikke er skruet så højt op. Men det er forventningerne til gengæld.

De forventningsfulde, der har oplevet trængte koncerter som fx Concert pour la Tolerance eller Nuit Electronique, dukker op i god tid før åbningen kl. 15, men der er dog ikke særlig lang kø for at komme ind. Vejret ser pænt ud, men de mørke skyer er begyndt at trække sammen, hvilket sammen med ventetiden til koncerten nok kan afskrække en del fra at ankomme tidligt.

Selve pladsen ligner dem, Muskelsvindfonden plejer at stille op til Grøn Koncert, og det sætter ikke forventningerne i vejret. Men så får man øje på den enorme scene placeret modsat indgangen, og man kan ånde et lettelsens suk. Dette er absolut ikke Grøn Koncert!

I løbet af eftermiddagen åbner himlen for sluserne et par gange, hvilket efterhånden gør Gammel Vrå Enge til det, den er - en sumpet, smattet pløjemark. Mange tilskuere har ikke forberedt sig på dette, men stort set alle tager oplevelsen med et smil. Ventetiden op til koncerten er lang, ikke mindst fordi den annoncerede eftermiddagsunderholdning i vidt omfang er hæmmet af vejret. Derfor bliver det hovedsageligt til faldskærmsudspring og en gruppe sambadansere, der bevæger sig rundt på pladsen. Begge dele ganske fornøjeligt, men ikke rigtig noget, der kan sætte pulsen i vejret, og slet ikke når den kolde og tunge regn siler ned.

Kl. 19 skulle have været åbningsskuddet til Windbreaks, Jean Michel Jarres små "appetitvækkere" af lyd og video, der skulle underholde publikum, mens de spiste. Ingen har dog rigtig lyst til at sætte sig ned i de voksende søer af mudder og indtage aftensmaden, og Windbreaks bliver da heller ikke til noget. I stedet begynder tonerne fra Waiting For Cousteau at kunne anes fra omkring 20.15, hvilket for erfarne Jarre-koncertgængere betyder, at koncerten nærmer sig.

Kl. 21 er pladsen på kogepunktet, og hver gang en tekniker stikker hovedet frem på scenen, bryder det forventningsfulde publikum ud i jubel. Umiddelbart sker der dog ikke noget. 21.05…21.10…21.15…endelig! Efter nogle tests af den gigantiske projektør bag publikum bliver pladsen henlagt i mørke, og lyden af vindmøller suser ud af højttalerne. Tankerne flyver straks mod tidligere Jarrekoncerter, da nedtællingen fra 5, sammen med gigantiske tal på scenens bagvæg, går i gang.

Første nummer er Aero Intro, et lettere pompøst stykke med et tungt beat. Det giver en god stemning, ikke mindst grundet den samplede lyd af snurrende rotorblade fra vindmøller samt det let gotiske tema, der på en og samme tid sender tankerne i retning af Mars fra Gustav Holsts Planeterne og futuristiske computerspil-soundtracks fra dengang maskinen hed Commodore 64. Helt klart et godt valg at lægge ud med ny musik, og da bestemt når musikken er af sådan kvalitet.

Herefter følger en ganske pænt rearrangeret version af Oxygene IV. Med den ene hånd slår Jarre på en stor kirkeklokke, mens han med den anden har travlt med mixer og effektmaskiner og senere også synthesizere. En genkendelig, men alligevel anderledes basgang sætter ind. Rytmik bygges op og pludselig bryder det velkendte tema igennem og afslører Jarres måske til dato største hit. En gigantisk jordklode pryder scenens bagvæg. Lidt efter lidt skrumper klodens overflade sammen, for til sidst af afsløre et kranie lig det, der findes på Oxygene coveret.

Efter en snak om vindmølledrømme, høres en klokke-agtig synthesizer-arpeggio, som straks sender tankerne i retning af Depeche Modes Black Celebration. Det varer dog ikke længe før en fængende funky basgang sætter ind - Chronologie Part 6. Denne version minder om tidligere koncertudgaver, men med tungere bastromme, som fremhæver fornemmelsen af trance techno inspiration, og så er der ingen harmonika, og det skal der såmænd ikke lyde brok over herfra. Nummeret afsluttes med imponerende fyrværkeri-brag over scenen.

Fyldige synthesizer-akkorder høres nu over pladsen og Jean Michel Jarre improviserer en lang og smuk solo på en slags elektronisk klarinet, der mest af alt lyder som en mellemting mellem en tyrkisk fløjte og melankolsk suk. Herefter følger Oxygene II i en version, der er meget lig originalen, men med væsentligt tungere bastromme. Men hvorfor også lave om på noget, der er så perfekt? Oxygene II virker som komponeret til vindmøller og vindmøller som skabt til Oxygene II.

Nu følger en introduktion om Don Quixotte, den spanske ridder, der grebet af vanvid angreb vindmøller fordi han troede, at de var ondsindede kæmper. Equinoxe IV eksploderer ud af lydanlægget og der er gevaldig bund i bassen, både hvad stortromme og basgange angår. Denne version oser af energi og rytmesiden er utrolig velarrangeret. Nummeret slutter af med en let hvinende solo, der dog kunne være skruet en anelse højere op. Visuelt anvendes grafisk materiale fra La Defense på storskærmen, mens fyrværkeri brager over pladsen.

En genkendelig maskinel "lokomotivrytme", bygget op af claps, lyder over pladsen, mens farverige blomster og sommerfugle fylder TV-skærmene på scenen, og Magnetic Fields II er i gang. Rytmesiden er pænt rearrangeret, og enkelte sequencerlyde ligeså, men ellers lyder denne version som den plejer. En væsentlig forskel er dog, at der ikke leveres den ellers efterhånden obligatoriske synthesizer-solo. Måske fordi det plejer at være Dominique Perriers opgave, vi kan kun gisne.

Næste nummer er Millions of Stars. Nummeret har fået skiftet teksten ud. Jarre læser nu navne op på stjerner og planeter gennem en vocoder, der lyder mere dyster og elektronisk end på album-versionen. Imens blæses store mængder konfetti ud gennem vindkanoner midt på pladsen. Det hvirvler gennem luften og illuderer på smukkeste vis glitrende stjerner. Midt i lyshavet går musik og show op i en højere enhed - et stort, stort øjeblik. Hen mod afslutningen af nummeret leverer Jarre poetiske betragtninger omkring vinden som metafor, først og fremmest i forhold til tid og minder, mens strygerarrangementet tyst anes i baggrunden.

Equinoxe VII introduceres med en del lækre lydeffekter, hvorefter den så velkendte basgang sætter i gang. Nummeret lægger sig i nogen grad op ad originalversionen, men med lidt kraftigere rytmik og solo-spil fra Jean Michel Jarre, der bevæger sig et sted imellem af finurlig improvisation og rammen-den-forkerte-tangent.
Visuelt understøttes den gamle klassiker af både fyrværkeri og surrealistisk computergrafik.

Et af aftenens højdepunkter viser sig at være Magnetic Fields I. Som vanligt får vi kun første tredjedel af det oprindeligt godt tyve minutter lange nummer, og Jarre indleder med en lille tale om at lave musik ved at bevæge hænderne gennem vinden, og det må man sige, at han gør! Thereminen bringes på scenen, og en science-fiction intro fra det ydre rum sender atmosfæriske lyde ud over pladsen, inden en uptempo-version af det velkendte tema tager over. En boblende electrofunk basgang liver gevaldigt op i dette klassiske nummer, der halvvejs igennem går ned i tempo for at give plads til Thereminen igen. Sådan skal et rearrangement lyde.

Næste nummer er Oxygene 8, og der går næsten dancepop i introen, men så dukker sequencermotiver og tema op og alting er godt igen. Fra scenens loft blinker kæder af lys i takt til det melodiøse synth-tema, mens publikum lader sig rive med. Enkelte nye lyde tages i anvendelse undervejs, og der er, som med de fleste numre til koncerten, lidt mere bund i bastrommen.

Endnu mere snak følger, denne gang om hvad vinden er godt for, og endnu engang fyldes sfæren af fyldige akkorder.Jarre slutter af med en flot solo, der dog næsten ikke kan høres!

Endnu en lækker, improviseret intro på elektronisk klarinet glider langsomt over i den lettere melankolske Souvenir of China, mens scenen farves rød. Det klæder nummeret med Aalborg Symfoniorkester, som gradvist tager til i styrke undervejs, om end nummeret selvsagt hele vejen igennem bevarer sin sørgmodigt afdæmpede karakter. En let hvinende lead-synth kører hen over de velkendte temaer, og Jarre slutter af med en flot solo, der dog næsten ikke kan høres!

Men alt i alt er der ikke meget nyt i dette nummer. Det kunne have været interessant, hvis den elektroniske klarinet havde udviklet sig til noget andet og mere også hele nummeret igennem.

Koncertens mest tvivlsomme indslag må siges at være Tout est Bleu, der i aftenens anledning er omdøbt til Light My Sky og har fået ny tekst. Hverken den gamle eller den ny tekst er dog synderligt interessant, så hvorfor Jarre har "besværet" sig med at lave den om må henligge i det uvisse. Der indledes med nogle lækre bas-sekvenser og en flot vocoderstemme, der profetisk ytrer, at der ikke er bedre vejr på vej. Versionen her lægger sig tæt op af et remix, som Eiffel 65 har lavet, hvilket betyder ægte euro-dance og billigt Robert Miles-piano. Det er noget, alle kan følge med i, men en hel del under Jarres vanlige standard. Hvorfor nummeret spilles er lidt en gåde. Visuelt er der dog tale om en flot oplevelse, komplet med ild og små roterende vindmøller på scenen.

Oxygene 12 er næste nummer, og her er ikke de store overraskelser musikalsk. Stortrommen er markant og der leges lidt med nye effekter her og der, men i det store hele er der tale om den samme live version, der har været benyttet siden 1997. Dette upåagtet er Oxygene 12 stadig et fint og hektisk nummer.

Efter Oxygene 12 præsenterer Jarre sin "partner in crime", den gennem talrige år faste samarbejds-kumpan, Francis Rimbert. Herefter bringes korpigerne og Aalborg Symfoniorkester endnu engang på scenen, men strygerne må haste ud igen, da regnen pludselig vælter ned. Second Rendez-Vous går i gang og der er næsten tale om synergi på højeste plan. Den storladne musik, lyset og regnen skaber tilsammen en fantastisk effekt. Nummeret spilles med blæserakkompagnement og kor, og er - som sædvandig - en storslået oplevelse. Til manges skuffelse har bliver der ikke brugt laser harp på dette nummer som vanligt, men i stedet en dynacord, der dog lydmæssigt er en acceptabel byttehandel.

Efter Second Rendez-Vous må den sandsynligvis gennemblødte Jarre forlade scenen i nogle minutter. Herefter vender han tilbage på i følgeskab med Safri Duo, der spiller med på den ny komposition, Aero, der dog er en forlænget og rearrangeret version af et nummer, Jarre spillede til sin koncert i Bourges. Vi var mange, der var bekymrede for Safri Duos medvirken - skulle der nu gå metervare dance-pop i Jarres musik - men det skal siges, at de gør det godt nummeret igennem, også fordi de i lange perioder trækker på deres klassiske og avant-garde baggrund. Jarre selv leger med sine synthesizere, effekter og drumpads. Med sine 14 minutter er nummeret koncertens længste og byder bl.a. på et fremragende kor-parti, der sender tankerne i retning af Ligeti. Der bliver eksperimenteret på livet løs, og det er rart at se, at Jarre giver sig selv og andre plads til at improvisere på scenen. Er musikken fattig på letgenkendelige temaer, er den til gengæld rig på kreative lydbilleder.

Finalen er nær med Fourth Rendez-Vous, som også er blevet spillet i talrige udgaver til forskellige koncerter. Igen er Safri Duo inde over, men uden at imponere - der går lige rigeligt dance-bongo i arrangementet, der dog byder på en del gode lyde undervejs, om end det synes som om nogen ved et uheld er kommet til at skrue ned for bas-equaliseren. Ikke overraskende er nummeret dog voldsomt populært hos publikum, der giver Jarre taktfast bifald undervejs.

Der sluttes af med Oxygene 13, som spilles af Jarre på Eminent, helt fremme ved scenekanten. Det er ikke første gang Oxygene 13 er blevet brugt til således at runde af på en storslået aften, og måske bliver det heller ikke sidste.

Efter koncerten stod man tilbage med følelsen af, at man virkelig havde været vidne til en meget speciel oplevelse, ikke mindst, når man tager de problematiske vejrforhold i betragtning.

Aero er ikke Jarres største koncert nogensinde - så langt fra, med sine godt 40.000 tilskuere - men muligvis den mest stemningsfyldte. Her er ingen forstyrrende elementer; ingen trafik, bygninger eller andet, der kan fjerne fokus. De mange sky-trackers (som ifølge stort set den ganske presse er blevet til lasere) lukker sig over publikums hoveder og formår at skabe en enorm, gennemsigtig kuppel, omkranset af de mange vindmøller. Sceneshowet var i høj grad bygget op omkring en række computerskærme med imponerende og ofte surrealistisk grafik, som omdannede scenen til et futuristisk tempel. Lidt synd var det, at man ikke havde placeret flere storskærme med netop denne grafik rundt blandt publikum.

Rart var det også at se Jarre vende tilbage til et gennemført elektronisk set-up, der også medvirkede til at bringe live-lyden til sin fulde ret - den var intet mindre end dybt imponerende.

En smule malurt i bægeret: Man kunne godt have ønsket sig lidt mere nytænkning på tracklisten. Det er synd, at Jarre i de senere år har opbygget noget, der minder om et standardrepertoire. Naturligvis er der visse numre, folk forventer at høre, men på mange poster kunne man godt dyrke udskiftningens ædle kunst lidt hyppigere.

Dette står heldigvis i skyggen af, at Jarre har gjort et større arbejde end vanligt ud af at rearrangere sine numre, og her fremstår både Magnetic Fields I, Equinoxe IV og Equinoxe VII som perler.

Aero er på mange måder et velgennemtænkt projekt, både hvad bagvedliggende filosofi og kunstnerisk udførelse angår. Hertil kommer, at det musikalsk er Jean Michel Jarres bedste koncert længe. Vi kan kun være mere end tilfredse.

Ras Bolding, Jacob Gunness og Abdi Hedayat

Fotos af Abdi Hedayat, Susse Mejlgaard og Signe Zacchi

'Musik er en refleksion af de billeder man har i sit hoved, et åndeligt narkotikum, en livsførsel mellem nødvendighed og nydelse, som luften, havet og lyset.'

- Jean Michel Jarre

De første af Jean Michel Jarres musikalske 'billeder', der blev udgivet var numrene, La Cage og Erosmachine, komponeret hos Groupe de Recherches Musicales. Ikke overraskende er disse eksperimenter udi musique concrete teknikken, d.v.s. båndoptagelser af forskellige real-lyde, som bliver loopet, spillet bagfra, klippet og editeret så der opnås mystiske effekter og mærkelige lydlandskaber, meget i stil med Pierre Schaeffers musik. Man kunne tale om modernistisk avant-garde musik.

En sjov detalje, percussion-sporet på Erosmachine, lyden af en kniv, der vibrerer mod en bordkant, blev genbrugt mere end tyve år senere, som del af rytmesektionen på Chronologie Part 2.

Med gennembrudsalbummet Oxygene bliver musikken og produktionen langt mere sofistikeret, lydene og effekterne betydeligt bedre. Og nok så interessant, musikken bliver særdeles vanskelig at genre-bestemme udfra traditionelle kategorier. Lydene er skabt af Jarre selv. V.h.a. diverse analogsynthesizere, og albummet er ofte blevet beskrevet som en drømmende rejse gennem lydlandskaber.

Oxygene I er mere atmosfære end melodik, stykkets grundstruktur er baseret på en langsom progression af mol akkorder, der v.h.a. sofistikeret phasing afløser hinanden, mens synth-strygere og sopranagtige lyde spøger i de høje registre. Temaer gentages på minimalistisk vis, og der arbejdes langsomt op mod en art underlig crescendo, der ikke byder den forløsning man umiddelbart skulle forvente. Tonearten skifter fra G mol til G dur, mens akkorder og majestætiske og samtidig meget melankolske soli snor sig omkring i lydbilledet.

Endnu sværere at få hold på er Oxygene II. Nummeret indledes med en høj arpeggiofigur, der, sammen med en pulserende en-tone shuffle bas begge spiller på off-beat accentueringer og forskydninger i forhold til stykkets 6/8 takt. Sværme af effekter farer mellem de to stereokanaler og filtreres samtidig med at de skrues op og ned for at skabe en fornemmelse af 3D rum, mens synthesizerakkorder opbygger harmoni og melodik. Pludselig en eksplosion af effekter og et dramatisk tema introduceres, springende op og ned i skalaen. Dette varieres i anden gennemspilning før salver af effekter leder lytteren ind i stykkets anden halvdel, hvor dybe akkorder og ekko-soli flyder sammen, førend white-noise lyde langsomt bringer musikken til ende.

Et andet godt eksempel på Jarres evne til at skabe innovativ musik uden for gængse kategorier er 1984 albummet Zoolook, hvis koncept bestod i at anvende den menneskelige stemme som instrument gennem sampling. Albummets åbningsnummer, den elleve minutter lange Ethnicolor, er muligvis en af Jarres mest eksperimenterende, og som sådan mest vellykkede, kompositioner til dato. Den uforglemmelige lyd af noget, der måske er et forvrænget hvalhyl, som indleder nummeret, skærer smertefuldt gennem lytterens hjerne, mens mystiske synthesizerakkorder langsomt bevæger sig gennem en grundprogression bestående af Cm, Cm2, Ab(b5)/C, Ab/C, krydret med stemningsfulde samples, der bevæger sig fra kanal til kanal. Nogle af disse er loopet eller spillet bagfra, samplet fra alskens forskellige sprog, og alligevel synes enkelte ord genkendelige. 'Get your hands off me' spilles i forskellige tonelejer og den generelle atmosfære synes at udtrykke sorg og forvirring. En smuk sample af et kvindeligt 'tsut' bygger langsomt et melankolsk tema op, mens mystiske effekter og flere synthesizere sætter ind. Langsomt men sikkert bevæger musikken sig mod et symfonisk crescendo, hvor mørke korflader og bizarre lydlandskaber synes at udtrukke absolut håbløshed.

Så giver den langsomme akkordprogression efter, og en underlig sekvens af summende stemme-samples tager over. Stykkets karakter ændres pludseligt efterhånden som tempoet sættes i vejret v.h.a. trommer og slap-bas. Musikken forvandles til en bio-mekanisk lydmur, hvor glissandosyntheizere skaber en art sinus stereo effekt, før lyden til sidst falmer bort.

Jarre ynder også at trække på mere eller mindre konventionelle musikalske traditioner i sine kompositioner, men ofte optræder de i uventede sammenhænge, eller de 'twistes' bevidst. Denne måde at arbejde på associeres ofte med ikke blot den moderne elektroniske musik, hvor sample-collage er et oplagt eksempel, men også med den eksperimenterende ende af den post-moderne rock og pop.

Man fornemmer spor af pop og rock i hitnumre såsom den iørefaldende Oxygene IV, bygget op omkring en grundstamme på tre akkorder, men med stærk komposition og svævende elektronisk lydbillede, i Equinoxe V med dens karakteristiske meget hurtige rul ned ad tangenterne, dens melodiske temaer, opskruede tempo og imponerende effekter, samt selvfølgelig Fourth Rendez-Vous, hvor stærke, simple temaer, taktfast 808 rytme og pseudoklassiske motiver går hånd i hånd.

Mere kompleks klassisk inspireret musik findes med et nummer som Second Rendez-Vous, der er bygget op som en godt elleve minutter lang symfoni, komplet med fire minisatser. Stykket indledes med en dramatisk synthesizersekvens, som introducerer det gennemgående tema, hvorefter kontrapunktiske figurer tilføjes, mens effekter og hvinende soli danser omkring i lydbilledet. Efter en Bach-agtig blok-akkord har bygget op mod crescendo, sætter et majestætisk kor ind i selskab med synthesizernes symfoniske figurer. Hovedtemaet reintroduceres, hvorefter en langstrakt glissando gradvist arbejder sig ud af stemning, for så at føre lytteren til laser harp satsen, et rytmisk, delvist minimalistisk stykke, som synes at udtrykke usikkerhed og ængstelse. Til sidst vender hovedtemaet tilbage, og det samme gør alle de kontrapunktiske figurer, de hvinende soli og det storslåede kor.

Der findes også elementer af jazz i Jean Michel Jarres musik, som f. eks. på nummeret Last Rendez-Vous, hvor atmosfærisk ambient musik går hånd i hånd med jazz saxofon. Stykket blev oprindeligt skrevet til astronauten Ron McNair, som skulle have indspillet saxofondelen i rummet om bord på Challenger rumfærgen. Men denne eksploderede, som bekendt, i januar, 1986, og det er lige før man fornemmer dødens stilhed i musikken.

På et nummer som Revolution, arbejder Jarre med arabisk musik såvel som EBM. Nummeret indledes med tyrkisk fløjtespil - i senere versioner et arabisk strygerensemble - før metallisk klingende sequencere bygger op tone for tone. Man er så at sige vidne til konstruktionen af det egentlige nummer, som sættes i gang efter Jarre, gennem metallisk vocoder, har ytret 'Revolution'. En dyb technostortromme sætter ind, mens arabiske strygere og sequencere fra tid til anden afbrydes af Jarres robotiserede stemme - 'Human - not human', 'Change - no change' - hele tiden et udsagn og en negation, en binært kode, som computertidsalderens 0 og 1.

Et eksempel på Jean Michel Jarres søgen efter nye måder at skabe musik på kunne være nummeret Waiting for Cousteau. Dette stykke blev komponeret v.h.a. et fraktal computerprogram ved navn AMI. Programmet kunne producere aleatorisk, eller randomiseret musik ud fra et antal givne algoritmer. Jarre fodrede således computeren med noder og taktbestemmelser og skabte på sin vis en musikalsk struktur, som den kunne arbejde indenfor. Han lod altså computeren foretage det egentlige kompositoriske arbejde, nemlig selektion ud fra struktur, og resultatet blev et langsomt, stemningsfuldt stykke musik i konstant, dog stille, forandring, lidt at sammenligne med Brian Enos ambient album. En musikalsk Waiting for Godot - man kan vente i en evighed, men ingen forløsning er i vente, intet genkendeligt melodisk tema eller rytmisk sekvens i traditionel forstand. Nummeret er 47 minutter langt, og først når man som lytter erkender, at selve det at vente er en proces i sig selv, et mål, kan man i sandhed nyde de mange detaljer, der ligger gemt i musikkens elektroniske dybdehav.

Slutteligt kan Waiting for Cousteau også ses som et interessant filosofisk og videnskabeligt eksperiment, som en slags 'musikalsk Turing test'. Nok er maskinen ikke intelligent, men den kan skabe musik, som vækker følelser i lytteren, og Jarre mere end antyder med dette nummer, at musikalsk kunstnerisk virke er ikke kun helliget menneskene, og rejser samtidig et interessant spørgsmål i relation til den elektroniske musik - i hvor høj grad vil teknologien i fremtiden være i stand til også at skabe musikken, og er det elektronmusikerens pligt eller måske ligefrem mål, at fusionere med maskinen?

Ras Bolding