magneticfields.dk

[JakobBC]

[Ras Bolding]

[Michael Feldballe]

[masyst]

[harris]

Jeg havde egentlig afskrevet albummet helt, men valgte alligevel idag at låne det med hjem for at give det en chance, da jeg var på biblioteket.
Og jeg kan simpelthen ikke holde pladen ud.
Når den er bedst er den lettere uinspirerende.
Når den er værst løber jeg febrilsk hen til cd afspilleren for hurtigst mulig at få trykket på stop.
Man kan kun takke Jarre for at han gav os værker som Oxygene, Equinoxe og Zoolook før denne her gang impotente form for pølse electro.
Så har man da i det mindste noget at være rustet med.
Der er plader som har betydeligt højere prioritering for til at havne i min samling en T&T.
_________________
Peter

[Ras Bolding]

Jeg er ret overbevist om, at havde Jarre valgt at udgive albummet under pseudonym, så var det blevet langt bedre modtaget. Sagen er den simple, at mange af hans gamle fans er blevet, nåja, gamle. Hans fanskare kan godt lide idéen om deres gamle ikon som den store pioner - bare han for guds skyld ikke finder på at eksperimentere med sit eget udtryk. Lidt på samme måde, men med omvendt fortegn, synes det at forholde sig med mange af hans trofaste kritikere - de sætter en ære i at afskrive manden som afdanket, hvilket de i øvrigt har gjort pligtopfyldende siden midtfirserne.

Liam Howlett stod i en lidt lignende situation, da han slog stort igennem med Prodigy tilbage i midthalvfemserne. Den gamle rave- og breakbeat-scene som han, mere end de fleste, havde været med til at skabe, vendte ham ryggen, som undergrunden jo altid skal gøre, når nogen får stor succes. Historien går, at han udgav så et album under pseudonym, som blev godt modtaget, også af hans undergrundskritikere - jeg vil vove den påstand, at hvis der ikke stod Jean Michel Jarre på Teo & Tea, så ville mangle gamle fans såvel som kritikerne acceptere det som et ok moderne electronica-album. Jarres problem er, meget lig andre gamle pionerer som Kraftwerk, Mike Oldfield, Brian Eno, Klaus Schulze, etc. at han er oppe mod sin egen skygge, så at sige. Jeg mener simpelthen ikke det er rimeligt at forvente, at folk kan hive en Oxygene, Tubular Bells, Die Mensch-Maschine, "Heroes", Black Celebration ud af ærmet hver eneste gang.

[harris]

Vil gerne slå fast at jeg ikke har noget som helst problem med kunstnere som udvikler sig.
Slet ikke.
Det som er problemet med Teo & Tea er bare at jeg personligt syntes at den virker temmelig uinspirerende og - når den er bedst - totalt forudsigelig.
Titelnummeret er så sovset ind i trance klichéer, så det ikke lyder som så meget andet end en let måde at score et hit på.
Og alle de spøjse melodistumper i numre som Fresh News og Chatterbox lyder bare lettere komisk grænsende til det irriterende.
Jeg syntes det er langt under hvad man burde forvente af et navn som Jean-Michel Jarre.
Ja selv titelnummeret har ligget på dancechart herhjemme, hvilket vel burde tale for sig selv.
Så er der mere at komme efter på de seneste skiver fra Nine Inch Nails og Depeche Mode.
NIN har sågar flirtet lidt med dubstep på det nye album, hvilket han efter min mening tilmed er sluppet ret godt fra, hvilket franskmanden kunne lærer en del af.
_________________
Peter

[JakobBC]

Ja det kunne godt være det havde set anderledes ud med et andet pseudonym, hvilket egentlig var tilfældet med TK samarbejdet i 2001, som skulel gå under navnet "The Vizitors", et projekt som også var et stykke væk fra JMJ's typiske musik, selvom der var enkelte aner af hans nye Metamorphoses stil.

[harris]

Var der ikke noget med at han oprindelig ville ha' udsendt T&T netop under et andet synonym end Jean-Michel Jarre?
Og for lige at runde det af ved at dreje det med at over på Jarre ang. eksperimenteren med personligt udtryk, så mener jeg iøvrigt at der er adskillige gode eksempler på det i hans diskografi.
Både Zoolook, Revolutions og Chronologie er allesammen plader der arbejder med en ganske anden stil end Oxygene - Magnetic Fields, selvom jeg finder Revolutions og Chronologie lidt ujævne, hvor ikke alt er fryd og gammen.
_________________
Peter

[Ras Bolding]

[harris]

[JakobBC]

Dancechart er nu ikke så ensrettet, desværre har Nik & Jay også været på den liste sammen med en masse andet R'n'B pop.

[Ras Bolding]

[Schunk]

Okay, nu har jeg så haft Téo & Téa i ca. et halvt år, og jeg må sige at jeg faktisk har hørt det mere end jeg havde regnet med efter de første par gennemlytninger.

De første to numre ("Fresh News" og titelnummeret) er ret så effektive og lalleglade dance-numre, og de er ret velegnede til f.eks. motion eller clubbing. Det er sgu da fedt med lidt kvalitets-dance-musik der rent faktisk frembringer en glad feel-good-stemning i modsætning til de tordnende beats som alt for ofte lægger sig som en tung depri sky over dansegulvet.

"Beautiful Agony" er et ok nummer, men bliver desværre, efter min mening, ødelagt af den stønnende kvinde.

Tilsyneladende turde Jarre ikke lave et 100% dance-orienteret album, hvilket egentlig kan ærgre mig lidt. Dermed ikke sagt at resten af numrene er dårlige. Problemet er blot at albummet sigter efter forskellige målgrupper, og går derfor ikke rent ind hos nogen af dem.

Traditionelle Jarre-fans vil formentlig foretrække albummets sidste 2/3 minus afslutningsnummeret, men vil hade den første 1/3. Og alligevel er der for mange dance-elementer drysset ud over det hele til at de vil være rigtig tilfredse med noget af det. Potentielle nye fans af dance-Jarre vil foretrække første 1/3, hvorefter resten har en del interessante beats, men alligevel bliver for eksperimenterende og mærkeligt til at de gider lytte til det i længden.

"Vintage" er i øvrigt min klare favorit blandt de mest Jarre'ske numre.

Men alt i alt en spændende udvikling for Jarre, og ser da frem til at se hvad hans næste udspil bliver.

[harris]