2. april 2008 - vi sidder i lobbyen på et hotel, der utvivlsomt befinder sig i den dyreste ende af skalaen, henslængt i mørke stole, som synes fanget i en identitetskrise et sted mellem smart design og noget, man ville forvente at støde på, hvis man fik et lift i Tusindårsfalken fra Star Wars. Og det er måske, på sin helt egen måde, ganske passende, når nu vi sidder her for at vente på Jean Michel Jarre, manden, der, i øvrigt samtidig med George Lucas, formåede at bringe sine futuristiske visioner ud til et endog meget stort publikum. Noget der dengang var ganske uhørt indenfor elektronisk musik og måske er det endnu, i hvert fald hvis man begynder at tælle solgte plader og rekorder i verdens største koncertshows. Franskmanden er kendt verden over for sin instrumentale elektronmusik, og når han har valgt netop den instrumentale form frem for den lyriske og narrative, så er det bestemt ikke fordi han ikke har noget på hjerte. Derfor har vi også lidt på fornemmelsen, at det kan blive en længere omgang, og sætter os godt til rette, da manden med de mørke solbriller og ditto hårpragt, der på en og samme tid tangerer romantisk charmeur og energisk mangahelt, ankommer.

Om turnéer og begrænsningens kunst

Ras: Du har for nyligt genindspillet Oxygene og har valgt efterfølgende at tage på turné med albummet, sammen med de oprindelige analoge synthesizere – hvorfor netop denne strategi og hvad er dine erfaringer med turnéen og instrumenterne indtil videre?

Jean Michel: Jeg er faktisk ganske overvældet. Som I sikkert ved, så havde jeg lyst til at grave Oxygene frem igen af flere forskellige årsager. Jeg var inde på det til koncerten i går, for jeg føler, at inspirationen bag Oxygene, budskaberne omkring vores miljø, rammer den nuværende tidsånd ganske fint. Man er ved at indse verden over, at vi må tænke på miljøet, om end Danmark faktisk har været forgangsland på dette område.
Herudover har jeg længe følt, at lydkvaliteten, ikke selve musikken, kunne forbedres på Oxygene, fordi lydteknologien er blevet bedre med årene. Jeg kastede mig over de gamle synthesizere og erfarede, at jeg genopdagede dem med en følelse af uskyld, og denne uskyldsfornemmelse er vigtig i musik. Jeg er så heldig at tilhøre en generation for hvem elektronisk musik var ny og spændende. Der var ikke en masse etablerede rammer som indenfor rockmusikken, og det var virkelig en luksus, en jomfruelig oplevelse, som at gå på opdagelsesrejse i et nyt og fremmed territorium på en anden planet, hvorfor man kunne gøre en forskel. Sådan er det ikke længere med elektronisk musik, den tid er ovre, men de gamle analoge synthesizere vandt nyt, jomfrueligt terræn. Jeg har ikke udtrykt det sådan før, men det er en meget rammende beskrivelse. Af samme årsag er det ikke et spørgsmål om at arbejde med retrolyd, nej, disse instrumenter er simpelthen en del af musikhistorien, og da jeg genopdagede dem indså jeg også i hvor høj grad de er en del af hvem jeg er som kunstner, som musiker. De er mine pensler, mit værktøj, mit medie. Jeg er ikke guitarist eller alt muligt andet, jeg er ganske enkelt på jagt efter den specielle uskyldige og intuitive fornemmelse i musikken, og netop de instrumenter byder på så mange muligheder og klangoplevelser, også mange, som slet ikke er blevet afsøgt endnu.

For nogle år tilbage snakkede jeg med violin-virtuosen Yehudi Menuhin, der ligesom jeg var Unesco-ambassadør inden han døde, og han var i senfirserne, men sagde, at hver eneste dag følte han sig mere og mere som begynder på sit instrument, og det er lige netop sådan jeg har det. Fælden ved moderne teknologi er, at man kan ende med at blive sin egen kunstneriske arkivar. Man sidder måske med en ny plugin, der byder på tusindvis af lyde. Dem skal man så først bruge en uge på at lytte sig igennem, og hvis man sidder med en musikalsk idé, så går intuitionen tabt. Paletten bliver for stor – det er som at skue mod nattehimmelen og vælge en tilfældig stjerne.

Jacob: Det var faktisk et af vores spørgsmål.

Ras: Det er sjovt, du siger det. For et par år siden lavede jeg interview med Rob Hubbard, der opnåede legendestatus på Commodore 64 hjemmecomputeren i firserne ved at programmere musik til computerspil, og han sagde, at en af styrkerne ved dén maskine var dens begrænsninger, for de tvang ham til at finde på kreative løsninger. Det er det samme du siger omkring analoge synthesizere – de har deres begrænsninger på visse områder og det tvinger dig til at være kreativ.

Jean Michel: Lige netop. Du kan sammenligne det med en maler, der har en palet bestående af fire grundfarver; rød, grøn, blå og gul…

Ras: Sscchh, grøn er ikke en af grundfarverne.

Jean Michel: Nej, de tre grundfarver, naturligvis. Pointen er, at vi forestiller os sådan en farveladetingest til børn. Lad os samtidig også forestille os et udvalg af tusind farver. Hvad får man mest ud af? Grundfarverne, selvsagt, for dem kan man blande uendeligt, og det kan man ikke med færdigblandede farver. Man kan sammenligne dette forhold med musikteknologi, hvor man i dag kan få alskens plugins med et væld af lyde og samples, men med de originale synthesizere skal man selv på arbejde. Jeg siger ikke, at det ene nødvendigvis er bedre end det andet, men der er tale om to forskellige indgangsvinkler, og styrken ved elektronisk musik er evnen til at skabe lyd, ikke imitere. Dette kan man gøre ved at arbejde med frekvenser, sine waves, noise, etc., og så kan man begynde at blande disse rå ingredienser – der findes et hav af muligheder. Med færdiglavede lyde bliver man hurtigt låst fast, for man bliver afhængig af den tekniker, der har designet disse lyde.
Så kan man enten gå den tunge vej og selv blive tekniker, eller man kan gøre som Laurie Anderson – jeg kan huske, at hun engang fortalte mig, at ofte var der kun en enkelt lyd fra et specifikt instrument, hun i virkeligheden var interesseret i; alt det andet kunne rende og hoppe.
Personligt føler jeg dog, at jeg genopdager glæden ved at lege med lyd på et helt basalt niveau under denne turné, ja, selv turnéen var ikke planlagt. Vi opførte Oxygene i Marigny i Paris og fik vidunderlig feedback; vi følte at vi skulle arbejde videre med det her, gå på turné, og nu sidder vi så her, i Danmark. Og jeg er virkelig glad for, at vi valgte denne løsning, for jeg føler, at vi ikke bare tager del i et retroprojekt, men arbejder med noget, der dybest set er tidløst. For mig er en Moog synthesizer både fortid, nutid og fremtid – det er et tidløst instrument.

Ras: Man kan måske også tolke det som et budskab til den yngre generation; en del electronica-koncerter i dag består jo af en fyr, der medbringer sin laptop og afspiller fra WinAmp.

Jean Michel: Ja!

Ras: Og det er ofte kedeligt for halvfems procent af det fremmødte publikum og heller ikke altid spændende set fra et kunstnerisk synspunkt, for der improviseres sjældent. Når du medbringer dine gamle instrumenter og opfører Oxygene aften efter aften, så er det jo netop ikke den samme Oxygene, for der improviseres en del.

Henrik: Det er meget mere ærligt.

Jean Michel: Ja, netop.

Jacob: Kan du godt lide idéen om at opstille regler for dine projekter? Såsom at benytte de analoge synthesizere i stedet for de uendelige muligheder, computere tilbyder, eller såsom kun at indspille musik, du har fundet på under bruseren. Du ved, hvis man skal komponere et soundtrack til en film, så er der ofte nogle specifikke rammer, nogle begrænsninger. Foretrækker du at arbejde med koncepter inden for begrænsede rammer i stedet for bare at gøre hvad som helst?

Jean Michel: Ja, absolut. Det er lidt som med Commodore-maskinen – de begrænsninger vi støder på her i livet gør os i stand til at finde på utrolige ting og sager. Hvis vi var udødelige, så ville vi sikkert ende som grøntsager. Begrænsninger i tid og rum tvinger os til...

Signe: At tænke ud af boksen.

Jean Michel: Netop. Og begrænsningerne hos de analoge synthesizere gør, at man føler sig helt fri, når man arbejder med dem. Ligesom grundfarverne. De basale elementer er simple, men man kan kombinere dem i det uendelige. Det kan man ikke på samme måde med prædesignede lyde eller farver. Det er ikke noget jeg siger fordi jeg har noget imod digital teknologi. Den holder jeg meget af, men af andre årsager. Det er lidt det samme med digitalkameraer, som kan en frygtelig masse, hvor du bliver afhængig af manualen. Et Polaroidkamera er mere simpelt, men man kan lave mærkelige ting med det. Teknologisk udvikling i sig selv er ikke det endelige mål, hvis man har med tidløse emner at gøre, og kunstnere fra verdens skabelse og til dens undergang kredser jo dybest set om de samme emner; forholdet mellem døden og livet, kærlighed og had, ensomhed, den slags.

Ras: I henhold til snakken om elektronisk musik - for mange, mange år siden sagde avantgarde-komponisten Steve Reich, at netop elektronisk musik ville være fremtidens folkemusik, og i dag, hvor alle laver musik på deres computer og lægger resultatet på nettet, ser det ud til, at han har fået ret. Hvad er din holdning til denne udvikling indenfor elektronisk musik? Dengang du begyndte karrieren for 30-35 år siden, sammen med folk som Kraftwerk, Tangerine Dream og Klaus Schulze, havde kun relativt få musikere adgang til de elektroniske instrumenter, og tidligere, med folk som Stockhausen og Reich, var der tale om musik for ’eliten’. Du bragte elektronmusikken ud til folket og i dag er det folket selv, der frembringer elektronmusikken, så at sige.

Jean Michel: Jeg har et par kommentarer. Folk benytter sig i dag af andre instrumenter. Instrumenterne dengang var håndlavede og unikke, en Mellotron vejede 400 kg. Der er tale om en helt anden tilgang, hvilket er en af pointerne bag denne turné. I dag er man i stand til at efterligne, men det er ikke det samme – alle kan få en bid kreativitet, men selvom man har PhotoShop og digitalkamera, så bliver man ikke automatisk nogen Helmut Newton. Det er lidt ligesom på internettet, hvor alle jo kan komme til orde, men det betyder ikke, at alle har noget interessant at sige.

Ras: Ja, det er lige netop problemet med internetudviklingen. Du nævnte Laurie Anderson tidligere, og jeg kan huske et interview fra midthalvfemserne, hvor hun talte om disse ting. Dengang troede folk jo virkelig, at nettet var den ultimative demokratimaskine. Nu skulle alle endelig komme til orde, nu skulle vi alle sige vores ærlige mening, være frie, men som du selv lige sagde, hvad nu, hvis ikke alle har noget interessant at byde på? Og det samme gør sig jo gældende hvad angår musikken. Der findes et hav af musik på nettet, på MySpace, Facebook, den slags, og det er alle tiders, men masser af musik er ikke nødvendigvis ensbetydende med masser af talent.

Jean Michel: Rigtigt, men når det så er sagt, så er det også positivt, at alle i dag kan få chancen, det bør vi respektere. Min pointe er egentlig, at ideelt set skulle alle, der vil lave elektronisk musik have adgang til de instrumenter, jeg har med på scenen. Og måske bliver det en dag til virkelighed, for jeg mener jo, at disse analoge synthesizere har tiden for sig. Men for lige at vende tilbage til scenen, koncerterne, så har jeg også forsøgt at arbejde med flere lag i opføringen, både hvad angår lyd og lys, men også i form af subtile emotionelle budskaber. Altså ikke budskaber i konkret forstand. Der er æggestolen, kloden, kraniet, spillet med lyset – det er ikke noget som skal analyseres, det kryber ind på et ubevidst plan, og det er noget jeg også gerne vil arbejde mere med omkring mine fremtidige projekter. Kodede budskaber, flere lag, hvor folk kan opnå forskellige oplevelser afhængigt af hvem de er, hvor de er i livet.

Om pladeselskaber og MySpace-koncerter

Ras: Nu snakkede vi om nettet og musik, og det har jo været et varmt emne i nogle år, men det er ingen hemmelighed, at pladesalg synes at være dalende på alle fronter, bl.a. pga. sådan noget som download, og samtidig bliver de store pladeselskaber mere og mere konservative og priserne på koncertbilletter går i vejret. Hvor tror du musikindustrien er på vej hen, og hvordan mener du, at denne udvikling påvirker musikken, musikerne og lytterne?

Jean Michel: Det er der vist ingen, der ved. Men der er historiske fortilfælde, dengang hvor musikere og komponister var afhængige af forlag og noder, papir. Så måtte komponisten håbe på, at et forlag ville tage imod noderne, og måske ville musikken blive opført af et orkester og komponisten ville tjene penge. Og der fandtes jo talrige komponister dengang, som skrev en masse musik uden nogensinde at høre den, praktisk talt. Dem som ikke var Mozart. Sådan var forholdene dybest set indtil man kunne begynde at indspille musik, og da det skete, så blev forlagene jo hurtigt enige om, at det var enden på musikindustrien, at orkestrene ville forsvinde, det hele ville uddø. Men det der skete var, at musikindustrien skiftede karakter til noget helt andet, hvilket ikke tog livet af musikken, der var bare tale om et mentalitetsskifte. Så kom pladeindustrien, og det var jo fantastisk – vi troede den skulle vare evigt, men nu, efter firs års tid, lader det til, at vi er på vej mod næste fase.

Det bliver anderledes, men det betyder ikke, at nu er det slut med musikken. Et nyt system skal introduceres. Lige nu synes problemet dog at være, at musik devalueres i vort samfund, at musikere, af en eller anden grund, ikke har krav på at få løn som andre mennesker, og det er uretfærdigt. Jeg blev noget chokeret over Radioheads attitude, som også virkede lidt som trendrytteri.

Jacob: Men det lod til at fungere for dem, det gavnede jo salget i sidste ende.

Signe: Og Peter Gabriel havde en idé om at afspille reklamer i begyndelsen af numre, således at de dukker op de første par gange, man spiller filen.

Jacob: De første syv gange.

Jean Michel: Ja, der findes mange idéer, men det jeg egentlig ville sige var, at det er lidt letkøbt for et etableret navn som Radiohead at give den som dronning, der deler ud til sine undersåtter. Når et etableret navn gør den slags, så kan det være farligt og perverst. Det er lidt som at sige til fyren, der arbejder i lobbyen på et hotel, at i dag skal du tjene, lad os sige ti euro, nej, hvad med otte – din holdning var lidt vattet i dag, du havde ikke rank ryg. Eller dybest set som at tigge på gaden. Det sender nogle forkerte signaler omkring musikkens værdi, den devalueres.
Ydermere lignede Radiohead-affæren lidt for meget et gennemtænkt mediestunt, der skulle få det til at se ud som om musikindustrien er helt tabt bag en vogn og slet ikke har noget begreb om udviklingen. Men sandheden er jo stadig, at det er de store selskaber, der sidder med kontrollen. Jeg mener, hvis du er et undergrundsnavn i Danmark, så bliver du jo ikke hørt i Australien eller New Zealand medmindre du går gennem Rupert Murdochs system.

Ras: MySpace.

Jean Michel: Om ti års tid, så bliver det sikkert trendy blandt den næste generation ikke at være på nettet, for nettet er ved at forvandle sig til historiens største marketingsmaskine. Den nye punk bliver de, der ikke er på nettet.

Jacob: Men der er jo stadig folk i dag, der drager på turné udelukkende på baggrund af deres succes på MySpace. De har måske tre-fire numre, og jeg ved ikke rigtig hvordan de får en turné ud af det, men det lykkes altså, med koncerter, der varer en lille halv time.

Henrik: På festivaler?

Jacob: Nej, de turnerer.

Jean Michel: Det er slet ikke sådan, at jeg har et hadforhold til nettet – jeg mener det er et af de mest fantastiske værktøjer, der nogensinde er skabt, men vi skal passe på med ikke at få et naivt forhold til det medie. Er vi for naive, så ender vi med at tro på, at musik ikke er af værdi, at alting bliver et neohippie-paradis, hvor alle har krav på alt. Musikken, og i højere grad musikerne end musikindustrien, er første offer for den tankegang, og det er trist.

Ras: Man ser det også netop på MySpace hvor man jo kan tilføje venner. Jeg har en musikerprofil der, men hvis man har en almindelig brugerprofil, så kan man sætte et filter op, der ikke accepterer vennetilføjelser fra musikere, og det peger jo lidt i retning af hvad du siger omkring musikkens devaluering i disse år. Spørgsmålet er bare om ikke det vi ser for tiden kun er begyndelsen – det bliver filmindustrien næste gang, når teknologien er stærk nok til at alle kan downloade en film i topkvalitet på ti minutter

Jean Michel: Ja. Det sker allerede.

Ras: Jeg kan ikke lade være med at tænke på om musikindustrien som vi kender den er ved at ændre sig markant, at folk som du selv, eller en David Bowie, Michael Jackson, Madonna, Kate Bush, de stjerner som vi er vokset op med og alle kender, disse det sene tyvende århundredes mediehalvguder, vil forsvinde. Måske vil man i fremtiden se tilbage på ikoner som Elvis og Beatles og tænke, hvad var det dog for et mediehysteri de havde gang i, dengang i det tyvende århundrede? Måske vil vi fremover opleve, at der vil være langt flere musikere, pga. de teknologiske muligheder, men kun ganske få vil opnå stor berømmelse. Det i sig selv kan være positivt, hvilket bl.a. Moby har snakket en del om, men det der jo vil gå tabt i en sådan udvikling er fornemmelsen af et større fællesskab omkring en musikkultur.

Jean Michel: Ja.

Ras: Og noget af det fascinerende ved musik er jo dens evne til at samle mennesker. Til din koncert i går oplevede vi alle at møde mennesker, som vi ikke havde set i nogle år, og så går snakken jo – hvad lytter du til for tiden, hvordan går det med din egen musik, har du været ude at spille på det seneste – musik samler mennesker, og det ville være trist, hvis det fællesskab forsvandt.

Jean Michel: Ja, helt bestemt! Nu vi taler koncerter, jeg er meget imponeret over den bog, du var med til at lave om min koncert i Marokko, Signe.

Signe: Vi måtte lave den i vores fritid, vi har jo arbejde ved siden af, og vi var også nødt til at tage hensyn til, at der måtte ikke gå for lang tid efter koncerten. Så ville interessen dale.

Jean Michel: Netop derfor er jeg meget imponeret over kvaliteten og indsatsen. Jeg håber i øvrigt, indenfor en overkommelig fremtid, at kunne udsende en dvd med uddrag fra mine forskellige koncerter op gennem tiden, hvor jeg også fortæller historier om mine forskellige oplevelser med de shows, også ting som folk ikke ved – hvad skete der egentlig omkring Docklands, etc.

Signe: Det lyder som en god idé, også for folk som måske ikke er hardcore-fans og har det hele i forvejen.

Jean Michel: Ja.

Om konstruktiv kritik og internet-ambitioner

Signe: Vi vil også gerne give dig lidt konstruktiv kritik. Jeg synes det er rigtig godt, at du har fået dig en blog. Jeg talte også med en journalist fra Politiken, som var helt enig. Du bør fortsætte med den.

Henrik: Også efter turnéen. Skrive forskellige ting og sager.

Signe: Du ved, skrive lidt om hvilke bøger du læser for tiden, hvad for musik du lytter til.

Jean Michel: Det er lige netop hvad jeg har tænkt mig.

Signe: Jeg betragter mig selv som fan, jeg kender en del til dine projekter, men jeg har ofte svært ved at finde de rette informationer på nettet fordi det hele er spredt ud over forskellige websites, og sådan har det været i årevis.

Jean Michel: Hvad vil du foreslå for at forbedre situationen?

Signe: Du bør samle informationen på ét website, på jeanmicheljarre.com, og så bør du rette de fejl, der er på den side.

Jean Michel: Problemet er, at når man underskriver kontrakt med et stort pladeselskab, så giver man dem også lov til at markedsføre ens interesser på nettet; de tænker jo globalt, men ved måske i virkeligheden ikke hvad det der globalt vil sige. Samtidig findes der også en masse fans på nettet, som spreder mærkelige rygter, der ikke er til at stole på.

Jacob: Ja, folk går til de upålidelige kilder.

Signe: Vi tør godt skrive kritik på vores website, men det er på dansk, så det opdager du alligevel aldrig.

Jean Michel: Ja, og det er netop min pointe – der burde laves noget, der er mere seriøst, for Jean Michel Jarre på nettet i dag er kun en lille procentdel af hvad det burde være. Men samtidig er fælden jo, at man kan ende med at bruge en frygtelig masse tid på at skrive blogs, lægge nyheder op, engagere sig. Så sender man et billede fra sit hotelrum, men det vil ikke rigtig virke. Den slags. Jeg har brug for at samarbejde med folk om projektet. Jeg har ikke tiden til at gøre det alene.

Ras: Nej, du skal fokusere på musikken.

Jean Michel: Ja, og der er alle mulige andre ting også. Men det er frustrerende, for mange kunstnere ender i den situation, hvor deres præsentation på nettet ikke er noget nær så god som den kunne være.

Signe: Og der er jo høje forventninger til dig, netop fordi du er Jean Michel Jarre, teknologiens Godfather.

Jean Michel: Ja, og det er netop derfor jeg har brug for input, så der kan laves et officielt website, som både er pålideligt og seriøst. Mit nuværende officielle website, jeanmicheljarre.com, er ejet af EMI, og skal jeg være helt ærlig, så har det overhovedet ikke min interesse, det er som et projekt jeg slet ikke har del i. Og jeg ved dybest set godt, at sådan burde jeg ikke tænke.

Jacob: Nej, for folk kender jo ikke historien bag, når de bare besøger siden.

Jean Michel: Nej, men alle kunstnere på store selskaber har den slags problemer, for de store selskaber roder jo med investeringer i olie, fastfood-kæder, noget, som slet ikke har med musik at gøre.

Signe: Hvad med sådan noget som Peter Gabriels Real World-selskab – hvorfor ikke slå pjalterne sammen med ham?

Jacob: Vi kan godt lide Peter Gabriel, du burde samarbejde med ham.

Jean Michel: Jeg holder meget af Peter Gabriel og kan godt lide det, han laver, men han har også sine problemer med Real World.

Ras: Sagen er vel den, at de store selskaber nok er onde, men det er dem, der sidder på PR-maskineriet.

Jean Michel: De er ikke som sådan onde, de er bare desperate fordi de er ved at uddø. Der er mange unge idealister også hos de store selskaber, som arbejder hårdt for at få tingene til at fungere for kunstnerne, men de presses ovenfra af de gamle hoveder i Miami, der sidder og styrer verden fra deres telefoner og spiller Matador med os alle. Det gør det svært for de unge at udvikle en ordentlig musikkultur, for de får hele tiden tudet ørene fulde om, at de skal tænke globalt, sælge mere merchandise, administrere koncertforløb. Og når man så snakker med de der magtfulde ledere, der er ansvarlige for multimedia-afdelingerne, så nisser de rundt med deres store hoveder og aner ikke engang hvordan de installerer internet på deres kontor – man ved ikke om man skal grine eller græde – for når man underskriver sin kontrakt, så giver man jo netop disse folk ret til at tage sig af sådan noget som jeanmicheljarre.com. Så vil jeg hellere lave et website, der virkelig er mig, som er mit talerør, og det kan de så linke til fra pladeselskabets side. Egentlig ikke for at luske rundt bag deres ryg, men faktisk for at hjælpe dem.

Ras: Det tyske avantgarde punkband Einstürzende Neubauten har gennem de senere år opbygget et meget personligt webprojekt, hvor folk kunne abonnere og få adgang til dele af siden, hvor bandet arbejdede på ny musik. Så kunne folk følge med via webcam, komme med idéer, der blev jævnligt arrangeret webchats mellem musikere og fans, ja, der blev sågar arrangeret en koncert for sidens abonnenter. Det har fungeret virkelig godt for Einstürzende Neubauten, for når folk besøgte siden, så indså de netop, at de ikke snakkede med en ansat et eller andet sted i kæden hos et stort selskab, men gruppens medlemmer. Og du kunne måske overveje noget lignende, benytte nettet til den der lidt mere personlige kontakt, således at folk får en oplevelse af, at det ér Jean Michel Jarre, der er direkte involveret i projektet, og ikke en smart fyr fra Miami, der hilser og siger, at Jean Michel har det godt og solen skinner - køb flere albums!

Jean Michel: Ja.

Ras: Folk som har fulgt dig i årevis ville elske det personlige engagement, hvis nu de vidste, at næste uge er der webchat med Jean Michel, eller med en af dine musikere som Francis Rimbert, den slags.

Jean Michel: Afgjort.

Jacob: Du er godt i gang med bloggen, så skal du bare udvide horisonten.

Om Samuel Hobo, koncertjusteringer .... og pink hår

Signe: Vi har lige et tvivlsomt spørgsmål...

Ras: Vi vil gerne vide: hvad skete der egentlig med Samuel Hobo?

Jacob: Eksisterede han nogensinde? Ingen ved tilsyneladende noget som helst om ham.

Jean Michel: Ingen anelse om hvad, der er sket med ham, men han eksisterer rent faktisk. Han var egentlig slet ikke musiker, havde ikke med musikmiljøet at gøre.

Ras: Og det kan man godt høre.

Jean Michel: Han arbejdede med arkitektur og design, og han havde denne helt vanvittige stemme, og da jeg hørte den, sagde jeg til ham, at vi burde lave et eller andet gakket sammen. Vi fandt på navnet Samuel Hobo, sådan hed han ikke rigtigt – jeg kan faktisk ikke huske hans rigtige navn, men det kan jeg sikkert godt grave frem. Vi har dog mistet kontakten.

Ras: Men det er lidt sjovt, for de to numre stammer fra 1972, det er før Autobahn, men musikalsk er det en slags electroclash, electropunk, lo-fi Le Tigre.

Jean Michel: Ja, det er rigtigt.

Ras: Jeg synes det er lidt imponerende – det er jo sådan noget, der sker på electropunk-scenen i dag; måske lige minus Samuels stemme – desværre.

Jean Michel: Jeg er enig. Det var meget anderledes og ganske interessant.

Signe: Men vi var jo egentlig i gang med at give dig konstruktiv kritik. Vi talte lidt om Oxygene 12 i går.

Ras: Ja, noget gik galt; du var ude af sync med resten af musikken – det lød lidt som et MIDI latency problem, men det kan næppe have været tilfældet med dette analoge set-up.

Henrik: Monitorproblem, måske?

Jean Michel: Ja, jeg havde store problemer med min øremonitor under Oxygene 12 i går, så der opstod denne forsinkelse. Jeg har haft et lignende problem til en af de tidligere koncerter under turnéen, så det skal vi lige se nærmere på til lydprøven her senere i dag.

Ras: Det er fedt, at det er så live, og at I improviserer så meget, men det kunne måske være sjovt, under de improviserede passager, at inkludere en analog trommemaskine, hvis du har en sådan med på turnéen, og improvisere med den også.

Jean Michel: Jeg er meget enig, men grunden til, at jeg har valgt netop ikke at gøre det er fordi jeg med dette projekt har ønsket at bevare den helt specielle Oxygene-ånd i lydbilledet. Men det er en idé jeg gerne vil arbejde mere med på mit kommende album, og jeg vil faktisk også gerne begynde arbejdet på det nye album allerede mens jeg er på turné, hvis ellers tiden tillader det, og måske gå til projektet mere som et rockband, altså sammen med de tre andre musikere. Udvikle nogle demoer, som kan være klar til efter turnéen, og så i studiet et par måneder. Jeg vil gerne prøve at gøre det forholdsvist hurtigt, og bl.a. arbejde med nogle af de idéer, du er inde på, såsom at improvisere med trommemaskiner. Jeg vil forsøge at forene min nyvundne kærlighed til de analoge synthesizere med beats og rytmik, og ideelt vil jeg gerne gå til trommemaskinerne lidt på samme måde som jeg går til de analoge synthesizere. Jeg mødtes med Elektron, det svenske firma, i går, for netop at se på en af deres trommemaskiner, som jeg gerne vil involvere på det kommende album.

Ras: Ja, de lavede en synthesizer baseret på SID-chippen fra Commodore 64.

Jean Michel: Ja, netop.

Signe: Noget, som mange har påpeget og rost i forbindelse med disse koncerter er, at det er så live, med improvisationer.

Jean Michel: Ja, det kan jeg tillade mig med dette projekt. Det er sværere med gigantkoncerterne, hvor alt er timet og tilrettelagt og bare ikke må gå galt, men jeg vil gerne finde en løsning, så jeg kan bevare den mere legende live-tilgang, også ved de store shows.

Henrik: Ja, energien er meget bedre på den måde.

Jean Michel: Alt er jo ProTools i dag, fra Daft Punk til Madonna. Jeg vil gerne give et frisk pust og arbejde videre med den slags idéer på kommende projekter.

Ras: På Klub Golem, vores lokale goth/synth klub, har vi det simpelthen som fast regel. Det er helt fint med sequencere, backing tracks, etc., men musikerne skal gøre en reel musikalsk forskel på scenen.

Jean Michel: Ja, helt enig, ellers er man bare en fjollet Mickey Mouse.

Signe: Hvad med sådan noget som lysshow – er det statisk, eller laver I om på det undervejs i turnéen?

Jean Michel: Vi laver små justeringer hele tiden; vi skal have set på det i dag, for i går var der lige lovlig meget pink under Oxygene 12.

Jacob: Tak! Jeg hader pink, jeg har en datter, du ved. Så jeg ser frem til, at det bliver ændret.

Ras: Jeg havde pink hår indtil for et par dage siden, men jeg syntes lasergrønt var det rette valg til denne sammenhæng.

Signe: Du har da også selv haft pink hår for nogle år siden, Jean Michel.

Jean Michel: Ja, netop. Ligesom Ras kan jeg godt lide pink, men måske ikke i alle situationer, og vi prøver hele tiden at justere og forbedre ting under turnéen, men det tager tid og koster penge, for så skal folk arbejde overtid fordi jeg skifter mening omkring det ene eller det andet.

Signe: Jeg lavede interview med Michel Granger til magneticfields.dk, han skabte jo det maleri, der blev til coveret på Oxygene – hvorfor ikke benytte dette oprindelige maleri?

Jean Michel: Jeg ville gerne præsentere det på en mere nutidig facon, så jeg fik lavet en animation, hvor publikum trækkes med ind i kraniet. Jeg mente ikke, at akvarel var den rette visuelle løsning denne gang.

Jacob: Jeg tænkte, at du måske kunne introducere jordkloden med kraniet tidligere under koncerten. Det dukker først op relativt sent, men det jo i høj grad det billede, folk forbinder med musikken.

Jean Michel: Ja, men jeg kan egentlig godt lide, at der går så længe. Det er naturligvis en smagssag, men jeg kan lide, at der er den udvikling fra noget meget minimalistisk og åbent, som folk måske ikke helt ved, hvad de skal stille op med.

Signe: Vi talte også om dit ekstranummer – du spiller Oxygene 13, men måske noget mere livligt kunne komme på tale? Vintage fra Teo & Tea, måske, eller der det helt umuligt? Equinoxe IV eller V? Arpegiator?

Jacob: Overrask folk lidt. Så ser de også allerede frem til næste turné.

Ras: Eller du kunne måske prøve Oxygene 7 eller 10, hvis du vil blive i Oxygene-universet.

Jean Michel: Vi forsøgte Vintage, men den er lydmæssigt for langt fra Oxygene, og Oxygene 7 og 10 har ikke helt den samme analoge klang heller, der er noget halvfemserlyd i dem.

Henrik: Eller Equinoxe – den ligger lydmæssigt tættere på Oxygene. Eller Freedom Day, sammen med Samuel Hobo – den er da analog.

Jean Michel: Dén er analog! Men hele turnéen er blevet til på kort tid, og rettet til undervejs. Da vi spillede i Marigny, sluttede vi af med Oxygene 12, og det fungerede fint, men koncerten var lige en anelse for kort.

Jacob: Men er det ikke også meget sjovt for dig, sådan at kunne ændre på tingene undervejs? Det har du jo ikke på samme måde mulighed for med de store koncerter.

Jean Michel: Jo, men samtidig må jeg jo være ærlig og sige, at inde i mit eget hoved er jeg faktisk i gang med de kommende projekter, som vi har talt lidt om allerede. Jeg overvejer at færdiggøre det nye album over sommeren og så videreudvikle turnéen til efteråret og præsentere de nye numre samt lidt ’greatest hits’. Pink Floyd slap godt fra, at præsentere en koncert delt op i et par halvlege på den måde.

Ras: Human League har også gjort det for nylig, hvor de åbnede deres koncerter med at opføre hele Dare, for så bagefter at blande lidt fra resten af karrieren.

Jean Michel: Ja, det er rigtigt, og det virkede.

Ras: Det er en interessant udvikling, også set i lyset af vores snak om devalueringen af musik tidligere, for her fokuseres jo på albummet som et samlet værk.

Signe: Lidt som i en klassisk tradition.

Jean Michel: Ja, det er sandt. Men nu må jeg løbe, jeg har en del at se til inden aftenens koncert. Jeg vil gerne have lov til at sige tak for en interessant og konstruktiv snak, også den konstruktive kritik, for den kan jeg virkelig bruge til noget.

Signe Zacchi, Henrik Gilvad, Ras Bolding, Jacob Gunness

Among Jean Michel Jarre fans, French artist Michel Granger is probably best known as the creator of five of Jarre's most fascinating album covers, namely Oxygene, Equinoxe, Rendez Vous, Chronologie and Oxygene 7-13. In December 2007, Magnetic Field editors Signe Zacchi and Henrik Gilvad visited him in his studio and talked to him about his collaborations with Jarre and his other projects. (Listen to the interview in French here - 7,5 MB)

Magnetic Fields: What are your main sources of inspiration?

Michel Granger: I have several, but the Earth has always been one of my main sources of inspiration - I have worked a lot with this theme. Apart from that, I have always found great inspiration when travelling, reading and watching everyday life in the streets - the simple life of normal people. I started using the Earth as a main theme a long time ago. The first drawings were published in the press in 1970.

Painting the Earth actually provided a global aspect to my art. It did not only refer to France, but everyone could relate to this global theme - even Martians. The idea was to show that what occupies us is a global matter and it turned out to be true. A couple of years ago we were told that if something happens with the South Pole, this would influence us all. Even though I am not a scientist it seemed obvious to me that if you have a splinter in your foot, you cannot walk, even if you are a giant.

I believe that whatever happens in, say, South America or Asia also has an impact on us - in an abstract sense, of course. I have worked with the theme of the Earth using the social, humanitarian and the political aspects, which also enabled me to voice my opinion a bit. Primarily, I like to show the life of the ordinary human being in our culture. I use my work to describe the issues and problems we deal with in our part of the world, which are different from those in Asia or Africa and that I am unable to cover through my art.

MF: What is the story about the painting “Oxygene”?

MG: The painting originally was a small aquarelle and was shown at one of my first exhibitions in Paris, at a gallery in 1976 - the same year as the release of Jarre’s album. The actual painting is from 1973. Charlotte Rampling bought it and gave it to Jarre, who thought it would be ideal as cover for his album. He came to visit me and that was the start of it all.

MF: The Oxygene cover is a statement about the environment and how people treat it in a terrible manner. What options does an artist have to influence the environmental debate?

MG: In my latest book I wrote: we should not kill the Earth, because we would not know where to bury it. I believe that an artist can do everything and nothing to influence the debate. Nothing because we - the artists - are impotent, we have no power. Everything because these last couple of years I have realised, when meeting people who worked with ecology - like Cousteau and Yann Arthus-Bertrand - that an artist can express himself in a way that the scientist cannot. These people are spokesmen and have a special language that is not necessarily easy to understand, but an artist can express himself in a simpler manner on the basis of what we learn from the scientists. An artist uses images to express his views, whereas a scientist works with numbers and calculation. This is where our role is important - through pictures, music, movies, songs, words and literature.

MF: What means do you think it takes to encourage normal people and politicians to take part in the debate?

MG: Information! People, meaning us, are not stupid, but we need the scientists to inform us of the state of the Earth. They can tell us the North Pole is melting, but how do I actually know - I have not been there.

MF: How did you work with Jean Michel Jarre on the covers of his albums? Did he choose them from already existing paintings or did he order them?

MG: The first one he chose from an existing painting. The second album cover, Equinoxe, had different titles such as Venus and Transitor - Jean Michel had a long list of titles and he always come up with new titles - I was a bit lost, though.

Actually, Equinoxe was an already existing painting. We had gone through a whole series of paintings without finding the right one. One day I went to his house and projected it on the wall and Jarre said: this is the one and he was the one who came up with the final title as well. The third one was Rendez Vous which was actually made in two versions. The first one is my version, but Jarre asked me to do a second one, a red version, because the American publisher wanted a different version. I went along with it, but today I think I should not have - I prefer the first version. I reworked it together with the publisher and Jarre approved it. He knows what he wants with his work and is always very clear about it. If he disagrees it is no use arguing with him. Every time I have worked with him, we have spent hours on the phone, back and forth to his home. He calls at night sometimes when we are in the middle of a process.

I have a small anecdote about Rendez Vous that I might have dreamt, but I don’t think so. He called me late at night, around 2 am or 3 am, and left a message saying: there is too much yellow in the drawing you made. I thought about it and realised there was no yellow in the drawing. I thought to myself that he might have some yellow in his music that he could not remove. I did not call him back, since I did not see any yellow in the drawing and we never spoke about it again. I think he was feeling an artistic anguish. But it has always been a pleasure to work with him and I have enjoyed it a lot.

MF: If you could chose to do the cover of an album of any artist, which would you choose?

MG: I definitely prefer World Music. There are lots of artist I would like to work with, such as the Pakistini Nusrat Fateh Ali Khan, Ali Fakar Toure and Soeur Marie Keyrouz, who actually sings religious songs. I do not care that it’s religious, but I have noticed that when I work while listening to it I get more focused in my work. I have been asked by a lot of people who make music in the same style as Jean Michel Jarre to make a cover, but I have always turned down the offers out of respect for Jarre. I would not want my art to cause people to mix-up Jarre's music with other music. I have sometimes made works of art for songs, but always for music that did not resemble that of Jarre. I believe that is a normal thing to do.

MF: What are your current and future projects?

MG: My new book, “Sens Dessus Dessous - Upside Down” has been in the shops for three weeks now. This book is in fact a way to move away from the theme of the Earth. I might start working with it again in three - four years time. Apart from that I have a series of projects involving photos that I have had prepared in large format and then I am making an identical painting that should be placed next to the photo. I have also made a movie that can be viewed by clicking here:

For more information on Michel Granger go to www.granger-michel.com. If you would like to purchase any of his paintings, magneticfields.dk would be happy to establish a contact to Michel Granger.

Signe Zacchi, Henrik Gilvad

Søren Korsgaard fra Soundcheck.dk talte med Jean Michel Jarre blot nogle dage før den store Aero-koncert. Her er, hvad han fik ud af samtalen.

Søren: Hvad har været det største problem, der har skullet løses i forbindelse med Aero-koncerten?

Jean Michel: Penge. Finansieringen har uden tvivl været den største forhindring, der har skullet overstiges i dette her projekt. Det forekommer mig mærkeligt, at den danske regering ikke har været mere interesseret i projektet, end det har været tilfældet. Det er ikke tilfældigt, at koncerten ligger på samme tidspunkt som der bliver afholdt miljøtopmøde og Danmark er formand for EU. Dette her kan være et stærkt signal til hele omverdenen omkring bæredygtig energi og kunne være med til at cementere Danmarks position i forhold til dette. Alligevel har den danske regering valgt ikke at satse yderligere på vindenergi-udviklingen. Et synspunkt, der fra omverdenens side virker totalt mærkeligt, da Danmark indtil nu har været verdens førende.
På den tekniske side har det at skulle skabe, dels en arbejdsplads for ca. 1000 mennesker og dels en koncertarena med plads til 35.000 ud af det rene ingenting, været en stor logistisk udfordring.
Jeg må her takke de danske teknikere og arbejdere, der har været med til at skabe dette projekt: Det er uden sammenligning de bedste og mest professionelle folk, jeg har arbejdet sammen med. F.eks. er det første gang, jeg arbejder med 100% computerstyret lys. Det betød, at da jeg ankom, kunne jeg se en computersimulering af lyset, og alle bevægelser og alle lysskift er programmeret ind i computeren. Det er fantastisk.

Søren: De har været kendt for selv at være med til at udvikle de synths De spiller på. Hvad vil De spille på til koncerten lørdag?

Jean Michel: Jeg spiller både på nogle selvudviklede synths og på MiniMoog, Clavia Nordlead, PPG og Roland. Til at styre nogle sequences, blandt andet af lyden fra en af vindmøllerne, der danner rytmen i et af de nye numre, bruger jeg Pro Tools. I øvrigt er jeg begyndt at samarbejde med B&O om nye tiltag i forbindelse med industrielt design. I dag kan maskinerne det, de skal kunne, men mange er stadigvæk meget grimme, så mit samarbejde med B&O forventer jeg mig meget af og forhåbentlig ser vi nogle kønnere maskiner fremover. B&O er det eneste firma, der virkeligt har taget udfordringen med innovativt industridesign op og gjort design til en del af den enkelte maskines funktion. Æstetik i designet er nøgleordet. Udviklingen af nye instrumenter er i dag linket meget kraftigt til computeren.

Søren: Den udvikling der har været inden for elektroniske instrumenter med den digitale teknik, hvordan har den påvirket Deres arbejde? Har De måttet tillægge Dem nye arbejdsmetoder, eller arbejder De stadigvæk med analogt grej som jo også er blevet populært med retrobølgen?

Jean Michel: Spørgsmålet om jeg foretrækker det ene eller det andet er som at spørge, om jeg bedst kan lide trompet eller violin. Det er to forskellige instrumenter, der hver især kan noget.
En MiniMoog er stadigvæk en MiniMoog og det er et meget spændende setup, jeg skal spille på til denne her koncert. Jeg er omgivet af mange generationer af synths fra Fairlight, MiniMoogs PPG, SS3 EGS over til Nordlead 3.
For mig har udviklingen været naturlig, og i dag bruger jeg det bedste fra de to verdener. Jeg har stadigvæk båndmaskiner, men jeg er meget glad for mit Pro Tools-anlæg, der har gjort en lang række ting meget nemmere. Udviklingen går i retning af sammensmeltning af de to verdener, hvor hardware-maskinerne får flere og flere af de computerbaserede maskiners fordele og omvendt. Men i forbindelse med mit Pro Tools-anlæg har jeg da også stadigvæk rørbaserede preamps og analoge effekter.

Søren: Omkring det gear der bliver brugt: hvor stor indflydelse har De på f.eks. PA-lyden og anlæggets design og er det noget De går op i?

Jean Michel: Jeg har designet hele anlægget og de principper, der skal bruges. Jeg er kilden hvorfra idéerne stammer fra. Det er mig, der har skrevet manuskriptet, så at sige. Det gælder lys, grafik, effekter og ikke mindst lyd. Disse visioner deler jeg så med de forskellige lyd- og lysdesignere, og det er så op til de enkelte teknikere og leverandører at prøve at løse opgaven. Det har de gjort til fuldkommenhed. Jeg er, som jeg sagde før, meget begejstret over de folk, der har arbejdet med dette projekt. Lysfirmaet Seelight er nok det bedste firma på markedet i dag overhovedet. De har gjort et fantastisk arbejde.

Søren: Hvordan har samarbejdet med Safri Duo været? Vil vi komme til at se mere til det samarbejde?

Jean Michel: Det har været spændende. Som jeg nævnte før i forbindelse med instrumenterne, har Safri Duo også formået at forene det bedste fra to verdener - de er fremragende klassiske musikere, der har formået at slå igennem også med rytmisk elektronisk musik. De har en fantastisk dynamik og jeg er meget glad for, at de havde mulighed for at deltage i denne koncert. Rent faktisk er de i Asien lige nu og de kommer først lige til general-prøven fredag. Måden vi har gjort det på er, at vi har øvet sammen via internet og sendt lydfiler frem og tilbage, men alle stumperne bliver først sat sammen til selve koncerten, så det bliver i sandhed en rigtig live-oplevelse også for os.

Søren: Deres gennembrudsplader, Oxygene og Equinoxe var stilskabende. I dag har De jo nærmest fået en renæssance. Hvordan ser De Dem selv placeret i musikmiljøet i dag? Hvad synes De er det mest spændende, der foregår i musikmiljøet p.t.?

Jean Michel: Det er sjovt at noget, der dengang var unikt og banebrydende i dag er blevet klassikere. Det mest spændende er opbruddet mellem de traditionelle stilarter: Til denne koncert har vi vinden som tema og angriber så at sige fra meget forskellige vinkler, med et symfoniorkester, to kor og en rytmegruppe. At man kan arbejde tematisk på denne måde er meget spændende.

Søren: Hvor bevæger De Dem hen rent musikalsk? Jeg ved, at De ved flere lejligheder har nævnt Miles Davis som en inspirationskilde. Miles var jo en søgende musiker gennem hele sit liv.

Jean Michel: Jeg vil prøve at bruge elektronik på nye måder i årene fremover - som vi snakkede om førhen prøve at finde det bedste i begge verdener. Som kunstner er jeg på jagt efter simplifikationen, at gøre tingene lette og gennemskuelige og prøve at simplificere det musiske udtryk uden blot at gøre det minimalistisk. Simpelthen at tage det bedste, essensen, fra de forskellige kunstarter og lade dem smelte sammen. Hvis du kan begrænse dig til fire eller fem elementer vinder du, hvis du behøver mere dør du som kunstner, og selvfølgelig er det en kæmpe udfordring. Især når man tager i betragtning hvad det er for noget gear vi har med og ikke mindst mængden af det. Man kan så nemt blive fanget i gear- og udstyrs-junglen.

Søren: De store opsætninger. Har de mest været for at ramme musikken ind eller har det været for udfordringens skyld? Når Deres show bliver disse mega-events, mister De så ikke noget kontakt med publikum?

Jean Michel: Jeg ser mig selv først og fremmest som musiker. Og de store opsætninger har ikke været et mål i sig selv, men er mere en konsekvens af, at jeg laver elektronisk musik. Jeg har stået i det samme problem som operaen stod i for 100 år siden. Det var svært at servere musikken for publikum, og som en naturlig konsekvens heraf og fordi jeg selvfølgelig også synes det er spændende at arbejde med opsætninger af denne størrelse, er mit udtryk blevet sådan her. Men først og fremmest er jeg musiker. Jeg har arbejdet meget med visualiseringen af min musik.

Søren: Hvordan har De oplevet Danmark og de omgivelser, De har skullet arbejde i?

Jean Michel: Dette her er stedet hvor det hele begyndte, i hvert tilfælde når vi snakker vind og vindenergi, og jeg er meget stolt af at kunne vise min respekt og yde mit bidrag til et land, der først havde den vision, at man kunne udnytte vinden i større målestok til bæredygtig energiproduktion. Det er, som jeg nævnte før, ikke tilfældigt at vi har miljøtopmøde på det tidspunkt, koncerten finder sted. Det giver mening. Hvis jeg med dette show kan være med til at gøre reklame for vindenergi som et bæredygtigt alternativ, har jeg virkelig lavet et statement.

Søren: Hvad med vejret?

Jean Michel: Da jeg skulle arrangere koncert i Moskva for nogle år siden fortalte borgmesteren, at han kunne kontrollere vejret. Han spurgte mig: "Har du nogensinde set regn under de store militærparader her fra byen?" Nej, svarede jeg ham og han fortsatte: "Det er fordi jeg kan kontrollere regnen. Det regner kun, hvis jeg giver tilladelse til det." Så jeg håber selvfølgelig, at Aalborgs borgmester er udstyret med samme evne. Indtil nu har vi jo været heldige med vejret og det har jo betydet, at vi faktisk er foran i forhold til planen.

I forbindelse med udgivelsen af singlen Together Now, lavet i fællesskab med den japanske producer Tetsuya Komuro, drog Jean Michel Jarre på en mindre promo-visit til solens rige, hvor det blandt andet blev til en del tv-optrædener og interview. Et af disse blev foretaget af Mirai fra multimedia-gruppen The Intelligentsia, og interviewet bringes her i sin fulde længde:

Mirai: Jeg kommer fra multimediagruppen Intelligentsia, som er inspireret af dit arbejde.

Jean Michel: Ah, glimrende. Jeg kender godt til jeres gruppe og nogle af jeres projekter, såsom jeres remixes. De er virkelig gode. Jeg modtog jeres cd og har lyttet til den, hvilket jeg nød.

Mirai: Ja, det er vores uofficielle Oxygene remixes.

Jean Michel: Ah ja. Den er virkelig god!

Mirai: Før jeg går i gang med interviewet, vil jeg gerne fortælle dig lidt om, hvad vi laver her i Japan.

Jean Michel: Ok.

Mirai: Jeg har dannet et lille uafhængigt pladeselskab for elektronisk musik i Tokyo...

Jean Michel: Hvor kommer du fra?

Mirai: Jeg er fra London, men flyttede hertil for fire år siden.

Jean Michel: Fire år?

Mirai: Ja, jeg kom ingen vegne i England, så jeg besluttede mig for at flytte hertil for at promovere denne form for musik. Måske var man i Japan mere åben over for ny teknologi...

Jean Michel: Det er i øvrigt en lækker T-shirt, du har på. Hvor har du fundet den?

Mirai: I London. [Latter]

Jean Michel: Ah, jeg troede den var japansk...

Mirai: Du kan også godt købe dem i Japan. Jeg kan vise dig et sted, hvor du kan få dem...

Jean Michel: En slags techno-butik?

Mirai: Ja, vi har en fire-fem stykker af dem her...

Jean Michel: Interessant, jeg må skrive adresserne ned.

Mirai: Jeg står også for et radio-program om elektronisk musik og er aktiv på internet, blandt andet i forbindelse med en mailing list om din musik...

Jean Michel: Glimrende. Det er jeg glad for at høre, også fordi der skete en masse rod på nettet sidste år, hvor man ønskede at lukke omkring 200 sites. Der foregik en masse salg af piratkopieret musik, men jeg ved godt, at I ikke havde noget med det at gøre. De sites, som skulle lukkes, var dem, der drev forretning baseret på piratkopiering.

Mirai: Kender du Ras fra Danmark?

Jean Michel: Jada...

Mirai: Og Abdi, din store fan? De er begge en del af denne gruppe.

Jean Michel: Ah ja, jeg kender dem. Det er godt at høre, at I arbejder sammen.

Mirai: Jeg har skrevet kontrakt med Champagne Lake Records, som også udgiver Mark Shreeve og Andy Pickford. Kender du dem?

Jean Michel: Ja.

Mirai: Det er ikke så længe siden ,jeg skrev kontrakt med dem, men jeg må sige, at alt, jeg har lavet indtil nu, har været inspireret af dine visioner på en eller anden måde.

Jean Michel: Tak, jeg er beæret. Og jeg er glad for, at vi mødes i dag, for jeg har hørt om dig i nogen tid.

Mirai: Og jeg har endnu ikke haft mulighed for at tale med dig, men endelig kommer du forbi mit territorium.

Jean Michel: Sandt nok. Langt om længe! [Latter]

Mirai: Odyssey Through O2...?

Jean Michel: Ja, jeg har cd'en med, så jeg kan vise dig den. Du kender den måske allerede?

Mirai: Ja, Jeg har hørt den og arbejdede med multimedia-sporet i sidste uge - et af vores numre skal med på X<>Pose demo cd'en.

Jean Michel: Ja, det er sandt. Men jeg er egentlig i Japan for at promovere dette nummer, jeg har lavet sammen med Tetsyua Komuro, Together Now, og den er allerede nummer et på hitlisterne her, så jeg er godt tilfreds.

Mirai: Nummer et!?

Jean Michel: Ja! Det er gode nyheder. Together Now vil være at finde som bonus track på den japanske udgave af Oxygene 7-13.

Mirai: Kun i Japan?

Jean Michel: Ja, den bliver kaldt Oxygene 7-13 + 1. Albummet kommer til at indeholde hele albummet, med nyt cover og den fulde version af Together Now som bonus track. Odyssey Through O2 bliver så lidt forsinket her i Japan på grund af denne udgivelse. I Europa udgives Odyssey Through O2 i midten af maj.

Mirai: Har du mødt Takkyu Ishino?

Jean Michel: Endnu ikke. Vi har talt sammen i telefon, men jeg skal mødes med ham senere på ugen. Har du mødt ham?

Mirai: Ja, han er en lille fyr med et sjovt grin - du kan ikke tage fejl af ham!

Jean Michel: Han er virkelig god til det, han gør - han er mere til rendyrket techno.

Mirai: Ja, han er en dygtig sound engineer, god til at producere.

Jean Michel: Ja, hans lyd er speciel - jeg er ret imponeret af ham. Jeg så et Playstation-spil, som hans band havde lavet musik til.

Mirai: Ja, hans gruppe hedder Denki Groove. Lad os tale om JArKaos.

Jean Michel: Ja, lad mig vise dig det...Hele idéen kom sig af, at jeg ønskede at udvikle en cd - til almindelig cd-pris - med en interaktiv cd-rom eller cd-extra part. De fleste cd-rom produkter er ikke særlig interaktive når det kommer til stykket, fordi det hele er præorganiseret, og det er der ingen vej udenom. Du kan vælge mellem 0 og 1, sort og hvid - så det kan måske bruges inden for informations- og uddannelsesområder, men ikke rigtig inden for kreative medier. Når du arbejder kreativt, bruger du din intuition og din fantasi for at få det hele til at fungere, du siger ikke 0 og 1, ja og nej, højre og venstre hele tiden.

Jeg ønskede at give brugeren mulighed for at interagere via musikken på en total, intuitiv facon, også selv om han eller hun intet vidste om computere. Jeg ville gerne gøre det muligt, at bruge tastaturet i stedet for musen, så man kunne skabe billeder, animationer og grafiske effekter, mens man lyttede til musikken. Så idéen er meget interaktiv, idet du selv kommer til at fungere som dit eget interface. Mellem musikken og det visuelle. Således kan du skabe en ny dimension og et nyt forhold til musikken ved at være aktiv i stedet for blot at være modtager.

Mirai: Hvordan opstod idéen om et samarbejde mellem dig og Tetsyua Komuro? Var der en plan?

Jean Michel: Nej, egentlig ikke. Det vil sige, jeg kendte godt til hans arbejde. Jeg hørte nogle interessante ting, som han havde produceret. Idéen kom til verden i forbindelse med fodbold VM og det album, der skulle udsendes, med musik fra de deltagende lande. Både Komuro og jeg selv tænkte, at det kunne være en god mulighed for et samarbejde. Jeg skrev musikken, melodien, til Together Now, og Komuro rejste så til Paris, hvor vi tilbragte nogen tid i mit studie. Jeg forklarede ham, hvad jeg syntes om ideen og temaet, at det kunne være en god idé at have en slags hymne, men at fodbold også forbindes med energi og dynamik. Så derfor syntes jeg, det en god idé at anvende en slags drum'n'bass struktur samt et skarpt lydbillede. Komuro var enig og foreslog også, at vi kunne lade tempoet stige under nummeret, hvilket jeg syntes var en glimrende idé. Det resulterede i en lidt underlig komposition - først høres en slags hymne, som er både indbydende og atmosfærisk, og så skifter tempoet pludselig, og det hele bliver temmelig vildt. Det er også en god illustration af, hvordan fodbold kan tage sig ud. Man spiller jo også både rock- og elektronisk musik-koncerter på fodboldstadioner, så her er endnu en sammenhæng.

Herefter tænkte vi, at vi kunne prøve at bruge vokal også. Sangerinden Olivia Lufkin har en stemme, som både er engleren, men også skarp og vild. Komuro forvrængede hendes stemme til et af versene, hvilket jeg var meget begejstret for.

Resultatet er et ægte samarbejde mellem kunstnere, ikke bare en collage mellem to tilfældige fyre, der arbejder sammen i hver sin by. Det gik virkelig godt, og så lavede Komuro også sit remix af Oxygene 13, som er meget interessant. Lyden er underlig, og måden, hvorpå han har arrangeret rytmen, er herligt skør.

Mirai: Jeg vidste ikke, før jeg så CD'en i dag, at der var tale om et globalt projekt, der involverede kunstnere fra hele verden...

Jean Michel: Ja, det var et koncept, pladeselskabet udviklede. Idéen var, at hver nation, der deltog i VM-slutrunden skulle producere et nummer. På den måde kan et hvilket som helst land, uanset størrelse, også gøre sig bemærket. Både store og små nationer bliver altså del af det samme globale projekt.

Mirai: Jeg har endnu ikke hørt Rendez-Vous 98.

Jean Michek: Det er en helt anden historie...VM-komitéen ville gerne have et nummer, der var genkendeligt overalt, og Fourth Rendez-Vous bliver tit sunget og nynnet på diverse stadioner ved forskellige lejligheder. Så vi blev enige om at indspille en ny version sammen med Apollo 440, med en kraftigere rytme og nogle humoristiske samples, gemt rundt omkring i nummeret. Jeg er tilfreds med resultatet. I England brugte de dette nummer som officielt VM-tema på ITV.

Mirai: Hvilke materialer gav du til de forskellige kunstnere i forbindelse med deres udarbejdelse af remix?

Jean Michel: De helt basale multitrack-spor eller noget DAT. Men nogle gange har folk også lavet deres helt egne remix, sådan som du selv. Jeg modtog en masse remix sidste år og tænkte, at jeg gerne ville lave et projekt ud af det - ikke en compilation, men en slags odyssé gennem de forskellige remix, lavet af folk fra alle mulige lande såsom USA, Japan, England, Tyskland, Frankrig, etc.

Mirai: Jeg formoder, det skifter ofte, men hvilke synthesizere og samplere bruger du for tiden? Hvilke er du glad for?

Jean Michel: Jeg kan vældig godt lide S3200. Det er muligvis den bedste. Jeg er også meget interesseret i Yamaha A3000 lige for tiden. Den har en slags genbrugsmekanisme, der gør dig i stand til at opdele hver takt og tage motiver ud af allerede eksisterende passager. Det er en temmelig dance-orienteret sampler. Men den ultimative sampler er endnu ikke lavet, for de samplere vi har i dag, er ofte al for komplicerede. Du bruger omkring ti procent af funktionerne hver dag og de resterende halvfems måske en gang om måneden. Som jeg ser det, burde de ti procent være let tilgængelige. Når du sampler, bør det foregå i real time, således at du får din lyd ud på tangenterne med det samme og kan transponere og spille. Således at du kan loope uden problemer, så det er let. Jeg mener, tag Akais samplere for eksempel. Det er jo til at få hovedpine af...

Mirai: Loop-funktionen!

Jean Michel: Ja, loop-funktionen! Hvis du vil flytte slutningen, skal du flytte begyndelsen.

Mirai: Jeg ved det! [Latter]

Jean Michel: Det er en nærmest skizofren metode, og det er altså blevet standard i hele verden. Det er absurd. Det burde være meget lettere. Du skulle kunne vælge dit begyndelsespunkt og derefter definere din slutning og flytte rundt på den indtil du var tilfreds; og ikke flytte rundt på hele din sample som en bid. Og som om det ikke var nok, skal man også finde sig i at kigge på en lillebitte skærm, delt op i to... det er et vanvittigt koncept, er det! Der er stadig brug for en del forbedring.

Men jeg er stadig meget glad for Fairlight 1, den gamle Fairlight med skærmen. Fordi det hele var så tydeligt, og jeg forstår ikke, nu hvor alle alligevel stjæler hinandens ideer, at man ikke har ladet sig inspirere af Fairlights design med skærmen og lyspennen. Det er ligetil og enkelt. Jeg er også meget glad for DJ70, fordi du kan indspille loops med forskellige tempi og derefter få dem alle i samme tempo, hvis du ønsker det.

Mirai: Jeg spekulerede over, hvorfor du stadig brugte den...

Jean Michel: Ja, den er vældig god. Derudover er et af mine yndlingsinstrumenter for tiden Roland MC-505. Den har mange MIDI controllers og -lyde, og loops er vældig gode.

Mirai: Er det den med stangen?

Jean Michel: Ja, det er den. Det er ganske morsomt.

Mirai: Bruger du harddisk recording?

Jean Michel: Til Odyssey Through O2 brugte jeg Pro Tools. Det var første gang, jeg brugte harddisk recording et helt projekt igennem. For det meste er jeg mere til digital multi track.

Mirai: Hvilken sequencer benytter du?

Jean Michel: Jeg kan godt lide Digital-Performer. Også Logic Audio. Jeg bruger ikke så tit Vision, som er meget populær i USA, eller CuBase. Jeg er ikke den store fan.

Mirai: Nej? Hvorfor ikke?

Jean Michel: Fordi VST'en har sync-problemer. Den er ikke særlig pålidelig.

Mirai: Det vidste jeg ikke engang. Jeg har brugt CuBase i mange år! [Latter]

Jean Michel: Virkelig? Så burde du vide bedre! [Latter]
Steinberg er et godt firma, og CuBase er ok, men hvis du bruger programmet med VST, løber du til tider ind i sync-problemer. Men jeg tror nu, de retter fejlen i løbet af et par måneder.

Mirai: Hvornår var du første gang i Japan?

Jean Michel: Det er fire år siden - i 1994.

Mirai: Ser du, da jeg kom hertil, lagde jeg nemlig mærke til, at det var meget vanskeligt at finde dine album her, og det var ikke alle, der vidste hvem du var. Men hvis man tager til Kina, så kender alle dig. Så jeg tænkte, om der var en speciel grund til, at du aldrig kom hertil for at promovere din musik, og om dette er ved at ændre sig nu?

Jean Michel: Jeg tror, der er to grunde. Dels på grund af pladeselskabet; fordi jeg var på Polygram før, og jeg havde stort set ingen kontakt til dem, og også fordi, da du kom til Japan, var jeg netop i gang med at skifte pladeselskab. Derfor var situationen her i Japan lidt hektisk. Men før det havde jeg et stort publikum her. Japan er et af mine yndlingslande. Jeg elsker Tokyo.

Mirai: Virkelig?!

Jean Michel: Jeg kan godt lide energien, måden hvorpå folk opfører sig, kulturen og maden. Jeg ville gerne udvikle mit forhold til Japan i fremtiden, og det siger sig selv, at mine nærværende projekter er en god mulighed for at komme i kontakt med det japanske publikum.

Mirai: Folk her har undret sig over, hvorfor du har lavet koncerter overalt i verden, men ikke i Japan. Jeg mener, Japan ville være det første sted jeg ville vælge på grund af byernes specielle struktur. Det kunne blive et nyt Houston-projekt...

Jean Michel: Jeg har sparet Tokyo op til det 21. århundrede!

Mirai: Så ved jeg lige præcis, hvor du skal spille! [Latter]
Der er et sted, der ganske simpelt er perfekt - hele arkitekturen er som skabt til en af dine koncerter.

Jean Michel: Tænker du på City Hall ved Shinjuku centrum?

Mirai: Ja, netop!

Jean Michel: Jeg arbejdede faktisk med et sådant projekt, da de byggede stedet i 1998. Der blev arbejdet hårdt, fordi det hele var en del af et større samarbejde mellem Paris og Tokyo, og det var meningen, at jeg skulle spille koncert. Ligesom Houston. Men det blev ikke til noget, fordi konstruktionen blev forsinket, og så kunne det ikke lade sig gøre. To projekter i Tokyo er blevet udskudt af forskellige årsager, så jeg håber på, og jeg er sikker på, at tredje gang er lykkens gang. Det er et af mine mål.

Mirai: Men næste stop er Cuba?

Jean Michel: Ja, Castro har spurgt mig, om jeg kan gøre det næste år. Det er et meget specielt projekt, fordi Cuba som nation befinder sig i en speciel situation. Det er også et spændende land. Det er et projekt jeg virkelig håber vil blive til noget. Men i mellemtiden er jeg i gang med at arrangere en koncert i juni, Nuit Electronique, som vil involvere diverse DJ's såvel som JArKaos-programmet og videokunst.

Mirai: Lad os tale lidt om techno-kulturen i halvfemserne og den elektroniske musik du introducerede i halvfjerdserne - det vi ser nu, er en slags opdeling. Der er techno-musikerne, og så de, der kunne kaldes den næste generation af din type, altså folk som Andy Pickford, jeg selv og andre... I halvfjerdserne havde vi Vangelis, Tangerine Dream og folk som du, og det var som om, der var store muligheder for jeres musik, men for unge komponister i halvfemserne, der følger lidt i jeres fodspor, er der stort set ingen muligheder. Så de fleste af os laver techno-musik, for det er det, der er tættest på at være mainstream i øjeblikket, og derfor kan udgives...Hvad synes du om rave-kulturen, og hvad synes du om elektronisk musik og dens udøvere?

Jean Michel: Jeg er ikke sikker på, at jeg ville lave en sådan adskillelse. Dengang jeg begyndte at arbejde med min elektroniske musik, havde jeg det svært, for det blev mere eller mindre betragtet som et non-fænomen. Jeg kan huske, da jeg havde færdiggjort Oxygene, og ingen pladeselskaber ville udgive den...

Mirai: Jeg kender problemet! [Latter]

Jean Michel: Jeg blev fortalt, at det var umuligt, når der ikke var nogen sanger eller standardiserede tre minutters numre, der kunne spilles i radioen, og så videre. Men så tog et lille uafhængigt selskab imod, og den blev nummer et overalt, den skabte et verdensomspændende fænomen.
Og så skabte den, for første gang, et regulært led mellem progressiv elektronisk musik og et massepublikum. Oxygene var det første album til for alvor at bryde denne barriere.

Der var et par andre kunstnere, der fulgte med, men i senfirserne dukkede diverse rock-genrer op igen, såsom punk, ska og grunge, og det dæmpede på nogle måder interessen for den elektroniske musik. Sågar folk såsom Tangerine Dream og lignende begyndte at gå i andre retninger for at komponere soundtracks eller udvikle mere akustiske former med guitarer og så videre. Kun meget få forblev tro mod den elektroniske musik på dette tidspunkt - i en periode måske kun Vangelis og jeg selv, groft sagt. Vangelis var mere til soundtracks, men komponerede ud fra et koncept, som var elektronisk musik.

Men så kom halvfemserne, og pludselig blev den elektroniske musik for alvor populær igen, den er ikke blot en måde, hvorpå man skaber musik, men, som jeg altid har været overbevist om, en musikalsk genre, stil eller koncept, som findes overalt, fra dance til techno og så videre.

Den elektroniske musik har udviklet sig gennem disse kulturer. Dette er ikke nødvendigvis negativt, rent faktisk vil jeg mene, at det er positivt fordi elektronisk musik i dag spænder meget vidt; ambient musik, trance, hardcore, trip hop, drum 'n' bass, jungle - der findes et hav af forskellige interessante fænomener, så mange interessante stilvariationer. Og jeg tror, elektronisk musik er en del af det hele, jeg tror, at folk kan finde deres egen vej gennem den elektroniske musik.

Men musikken vil selvfølgelig altid være undergrund, indtil den går hen og bliver en succes. Og herefter taler vi om et andet perspektiv. Men det, der er interessant i dag, er, at konceptet "undergrund" er gået hen og blevet populært. Dette skyldes, at folk er blevet mere engagerede og informerede om, hvad der foregår i de små klubber og så videre, gennem internet, tv og massemedierne i al almindelighed. Hvor man før kunne tale om en decideret undergrund, er denne i dag også populær. Kunstnere, der bevæger sig inden for det "populære" felt, kan således både blive en del af massemedierne og undergrunden, på samme tid. Det ser ud til, her i slutningen af halvfemserne, at alle de forskellige mere eller mindre musikalske ghettoer, man har haft tidligere, begynder at mødes. Hvilket, jeg tror, er godt for den elektroniske musik og kunstnere og musik i det hele taget.

Mirai: Sådan som jeg ser det, kan de fleste af dine fans lide elektronisk musik, såsom Vangelis' eller din egen melodiøse stil. Jeg har selv arbejdet sammen med og mødt mange techno-musikere og DJ's såvel som komponister, der arbejder med det, jeg kalder elektronisk musik, og der er et problem; der bliver færre og færre af de, som laver elektronisk musik, fordi ingen tror på dem. Lad mig give dig et eksempel: Hver gang jeg henvender mig til et pladeselskab, siger de, "din techno lyder som Jean Michel Jarre - det kan vi ikke promovere eller sælge". Når jeg snakker med techno-musikere og spørger dem om deres rødder, så siger de sjældent halvfjerdserne, Jean Michel Jarre, Vangelis, etc. De siger electro og hip hop fra 1981, og det samme gælder for en del af de DJ's, jeg har spurgt. Men, når jeg snakker med folk, der komponerer elektronisk musik, så siger de, at ånden kommer fra dig, Vangelis og så videre...

Jean Michel: Ja...

Mirai: Så problemet for denne nye generation af elektroniske komponister er, at de ikke får lov at bryde igennem.

Jean Michel: Jeg tror, det du prøver på at sige, er noget af det, jeg har tænkt meget over på det seneste; nemlig at elektronisk musik, som du og jeg laver og opfatter den, må bygge bro til techno-scenen.

Du kan sammenligne det med dengang jeg lavede Oxygene, Equinoxe og så videre. Jeg byggede bro mellem undergrunden og den progressive musik på dette tidspunkt, og du kan måske, selv om situationen er anderledes i dag, sammenligne dette med hvad der sker i techno-miljøet. Her snakker jeg ikke om det musikalske miljø, men om alt det, der sker inden for musikindustrien.

Det interessante er, når folk fra undergrunden laver deres egen musik, mere eller mindre bevidst, ikke determineret af fortiden, samt når der sker møder mellem melodiske aspekter og lyduniverser, arbejde med lagopbyggede sequences og så videre, som i rendyrket elektronisk musik, som vi kan lide den. Hvis du forestiller dig et sådant koncept, som samtidig bygger bro til technoen, så tror jeg, du har "fremtidens elektronmusik", og det vil blive det første gigantiske hit inden for den elektroniske musik. Det er endnu ikke blevet gjort.

Fordi, som det er for tiden, som du ganske rigtigt pointerer, så har du på den ene siden techno-musikere, som hovedsageligt laver dance-musik med lydeffekter, elementer, og så videre, som vi kender til bevidstløshed. Og så er der på den anden side de, som arbejder med den rendyrkede elektroniske musik, som ikke lader beats blive altdominerende, og i stedet også koncentrerer sig om lagopbygning, harmoni, melodik, og så videre. Jeg tror, at en bro mellem disse to retninger vil resultere i "morgendagens elektroniske musik"...

Det er muligvis folk som du og jeg, det er i hvert fald noget, der interesserer mig. Noget, jeg arbejder med for tiden - uden at det dog skal være en erklæring om, at dette er den musik, jeg skal lave.

Grunden til, at jeg har valgt at udsende et remix-album med interaktivitet og så videre, er mest for eksperimentets skyld; dette er ikke et regulært studiealbum, ikke et nyt Jean Michel Jarre-album. Men det er erfaringer som disse, der gør mig i stand til at remixe og forny mig selv. Og at fordøje musikken. At kunne følge i mit eget fodspor og også forsøge at eksperimentere med alt det, vi lige har talt om. At mixe noget af det, jeg finder essentielt i elektronisk musik, såsom konstruktion, strukturelle og atmosfæriske lag, lyd og farve, med nogle af de mest interessante elementer i techno-musikken.

For hvad er det egentlig, der er den store forskel på elektronisk musik, som du og jeg laver, vores måde at tænke musik på, og så techno-musikken?

Den rendyrkede elektroniske musik er ofte baseret på arbejdet med klangfarver, lag, harmoniske og melodiske elementer. Technoen bruger ideen om lagopbygning og arbejder også med lyd, men ofte mest koncentreret om effekter i forbindelse med rytmestrukturer, mens sequences og harmoniske lag ofte bliver sekundære, optræder som baggrund...

Som jeg ser det, ville det være såre interessant at skabe en fusion, der lagde vægt på harmoniske og melodiske lag og samtidig benyttede sig af technoens spændende brug af rytmik. At koncentrere sig om lydenes univers og udvikling, samtidig med at man også koncentrerede sig om musikkens komposition. Altså, at sammensmelte begge eksisterende former, begge måder at tænke musik på i dag.

Dette er fremtiden for elektronisk musik, både for massemedierne og massepublikum.

Mirai: Udviklingen synes at bevæge sig i den retning eftersom vi har fået techno-baseret musik med melodi, såsom Robert Miles...

Jean Michel: Ja, men det var egentlig blot en "one-off", det var blot en "instrumental sang" med dance beat. Så det beviser egentlig intet. Der var tale om et pludseligt hit, men ikke noget efterfølgende koncept. Og desuden er den musik, han laver til daglig, ganske almindelig DJ dance-musik, og det har ikke meget med stilen i Children at gøre, selv om han er en ganske god DJ. Men inden for en helt anden genre.

Mirai: Kender du musikeren Andy Pickford? Hans musik synes at bevæge sig i den retning du taler om.

Jean Michel: Ja. Han er en ganske interessant og kreativ musiker.

Mirai: Jeg kunne godt tænke mig at vide: når du giver koncert ved Eiffeltårnet eller i Moskva og så videre, og du har millioner af mennesker foran dig, stopper du så aldrig op for at tænke, "Wow, disse mennesker lytter til elektronisk musik! Dette er ikke en rock-koncert eller en klassisk koncert, dette er min elektronmusik, og der er millioner af mennesker, der møder op for at lytte til den, der er ikke andre på denne planet, der kan gøre den slags". Hvordan har du det med det?

Jean Michel: Jeg... ved snart ikke. Hvordan skal jeg forklare? Jeg tror, jeg er en del af et større billede. Jeg har altid troet på, at elektronisk musik burde opføres helt anderledes end rock-musik. Altså ved at skabe en visuel korrespondance og oplevelse. Fordi i dag kan du lytte til musikken derhjemme eller i din bil og stadig få fantastisk lyd; så hvis du tager til koncert, er det ikke kun for at høre musikken, der skal også ske noget visuelt. Og jeg har altid ment, at det ville være interessant at involvere arkitektur, omgivelser og visuel teknologi for at skabe en total multimedia-oplevelse. Det er sjovt at se, hvordan techno-musikken, inspireret af den elektroniske musik, også er begyndt at arbejde meget med visuelle teknikker for at skabe shows, der kan sammenlignes med det, jeg gør til mine koncerter. Og det siger noget om, at performance i dag har brug for visuelle elementer; ikke fordi musikken ikke kan stå alene, men fordi det ligger i tiden, og fordi folk er blevet mere bevidste om, at de ønsker noget andet og bedre, end de kan få ved at blive hjemme.

Og som du ved, havde jeg ved min seneste koncert i Moskva et publikum på mere end 3.5 millioner - den største samling af mennesker i planetens historie...

Mirai: !

Jean Michel: Det var ikke blot en koncert, men mere end det. Det siger noget om, at ud over musikken, ud over showet, så har folk også behov for at mødes. Du kan sige, at titlen Together Now også passer godt ind i denne debat. Vi kan få Clinton, paven, hvemsomhelst på tv hjemme i stuen, men vi kan ikke tale med vores naboer længere. Folk synes desperate for at få lov til at kommunikere følelser sammen.

Jeg tror, at det fænomen, som er mine koncerter, kan sammenlignes med det at se en solformørkelse. Alle ser og deler på sin vis den samme oplevelse, fordi der er tale om one-offs, det kan ikke reproduceres - du får kun én chance - dig selv såvel som dit publikum.

Mirai: Rave-kulturen synes at være meget fokuseret omkring det næste årtusind, og hvorledes verden vil ændre sig. Noget af det, der altid har tiltalt mig ved din musik, er, at den er global, at alle kan lytte til den. Alt, hvad du har foretaget dig, har været meget progressivt; Du har lavet dine egne instrumenter, rejst overalt i verden, spillet koncerter i kommunistiske lande, brudt grænser. Som jeg ser det, har du altid været den ultimative futurist, hvilket også har været en af årsagerne til, at jeg har formet min egen futurist-gruppe - du inspirerede mig.

Så hvad synes du om planeten, som den tager sig ud lige nu? De ændringer, vi er vidne til, rumvæsner, stoffer, nye holdninger blandt ungdommen, på jagt efter nye udtryk og så videre.

Man kan vel sige, at din musik er med til at ændre vores kultur - og vil du betegne dig selv som unik, som i besiddelse af specielle kræfter? Som en, der er kommet til denne planet med en speciel mission? Tænker du nogensinde over den slags?

Jean Michel: Det er et godt spørgsmål at slutte af med, er det! [Latter]

Jeg vil sige, at jeg, på en ganske ydmyg måde, betragter det, jeg gør som anderledes, hvis ikke unikt. Anderledes på grund af musikken, og fordi de koncerter, jeg har stået for og stadig opfører, er ganske unikke.

Men jeg har aldrig betragtet mig selv som "futurist", fordi hvis du begynder at tænke over fremtiden og konkluderer, "jeg er en del af fremtiden", så vil denne holdning, paradoksalt nok, sende dig tilbage i fortiden, hvis du kan følge mig. Jeg tror, du for alvor er en del af fremtiden, når du ikke er bevidst om det, når du arbejder kreativt og føler, at det, du gør, er noget nyt og nødvendigt. Jeg har altid følt, at noget skubber mig frem, men jeg ved ikke præcist i hvilken retning. Jeg føler, at alt, hvad jeg har lavet, er et slags udkast, at mine gerninger findes foran mig og ikke bag mig. Der er så meget, jeg gerne vil nå inden for musik, koncerter, multimedia; og jeg tror, at alle resultaterne, de kreative processer, findes foran mig, ikke bag mig.

Jeg kan blot sige, at når jeg ser tilbage på mit liv, så ser jeg udkast.

Og med hensyn til planeten, og hvor vi er på vej hen, vil jeg sige, at i betragtning af hvor meget nyt vi er vidne til, sker der forbavsende lidt nyt...

Hvis du for eksempel tager stoffer og musik, hvilket er noget, man taler meget om i dag, så er det jo et fænomen vi kender helt tilbage fra urtiden. Hvis du for eksempel tog et sort/hvid foto af en amazone-stamme under en trance-aften, hvor musik, stoffer, tatoveringer, piercings og kroppen som udtryk gik op i en højere enhed, og sammenlignede et sådant billede med et foto taget under et techno rave, så ville du ikke kunne se forskel. Det, stammefolk har gjort i årtusinder, gentager sig nu. Der er en slags stammefornemmelse i technomusikken, som jeg godt kan lide, fordi det er en del af det at være menneske. Så det er måske mere et billede af fortiden end af fremtiden. Det er et billede af det, som overlever - på godt og ondt.

Så i en vis forstand kan man sige, at alting er set før. Og det er derfor, det, man gør som musiker, som kunstner, i det hele taget, må være specifikt på grund af en selv; ikke på grund af modebølger eller trends, ikke på grund af tidsånden. Alle disse ting er blot former, de er allerede et resultat af gårsdagen, og som sådan allerede "for sent". Ligeså snart noget "slipper ud", er det for sent at tage dette som en reference til fremtiden, så er der allerede tale om en reference til fortiden.

Derfor må man som kunstner leve i en tom verden, foran det tomme lærred, og dette er særdeles vanskeligt. Og jeg tror også, det er bedst ikke at tænke over det, men i stedet lade intuitionen råde.

Men jeg må sige, at jeg er overrasket over, at ingen har fulgt i mit fodspor, hvad angår mine koncerter. Jeg er stadig den eneste, der skaber disse shows. Også selv om man i senfirserne så store bands såsom U2 og lignende begynde at eksperimentere med multimedia, for i bund og grund laver de stadig rock-koncerter, med rødder i en rock-tradition. De tager et indendørs koncept, og flytter det ud under åben himmel og stabler lidt ting op rundt omkring. Resultatet er stadig en fornemmelse af "myrer på et stadion" med en kæmpeskærm som baggrund, og alle ser så tv. Der er ikke tale om en egentlig udendørs interaktiv eller multimedia-performance, hvor man kan relatere til en mængde forskellige oplevelser og sanseindtryk. Alle de store videoskærme, som man er blevet så glad for inden for moderne rock-koncerter, er med til at dræbe selve performance-elementet. De står så skarpt, at man end ikke ser kunstnerne længere.

Så alt i alt er der stadig meget at udforske, hvad angår store udendørs multimedia-shows, og jeg venter endnu på, at andre også tager tråden op. De eneste, der kan siges til en vis grad at have udforsket disse muligheder, er techno-musikere og rave parties, hvor man får en fornemmelse af at dele en audio-oplevelse med andre. Det er en af grundene til, at jeg respekterer rave-scenen.

Det er dog trist, at der er gået så meget stoffer i det. Men det skal man nu ikke give rave-kulturen skylden for. Stoffer har været taget i brug i forbindelse med rock 'n' roll, og før det jazz og før det... jeg har jo allerede været inde på, hvorledes man også tog stoffer i anvendelse for mere end 2000 år siden. Det er en del af menneskets kultur, og man kan aldrig helt undgå denne "mørke" side, som findes i os alle.

Mirai: Jeg er glad for dit lange svar. Tak skal du have, Jean-Michel.

Vi har efter en del besvær fået skaffet os et interview med Jean Michel Jarre, som er en travl mand på turné. Et par minutter før han skal på scenen i København under sin Oxygene Tour ledes vi backstage til et lille rum. Et lille, tæt møbleret rum, der sågar er hyggeligt rodet. På en sort sofa sidder Jean Michel Jarre, ligeledes klædt i sort, med fødderne oppe på sædet, og et udtryk i ansigtet, der bedst af alt kan beskrives som afslappet. Han smiler venligt og byder os indenfor, hvor vi forsøger at kante os mellem stole og fade af jordbær (mindst tre tons), i håb om at komme til at sidde ned. Man kan undres lidt over hvordan det er lykkedes Jean Michel at få skrabet så meget rod sammen på så, trods alt, kort tid. Der er dog lige siddepladser nok, og vi slår os ned og sætter Mini Disc'en i gang.

Abdi: Sidder du godt?

Jean Michel: Helt fint. Og jer?

Abdi: Det er vores sidste koncert i aften. Lidt synd egentlig, men bortset fra det har vi det fint.

Jean Michel: Den sidste? Virkelig? Hvor tager I så hen bagefter?

Abdi: Jeg bor her i Danmark.

Jean Michel: Ah, I bor i Danmark.

Abdi: Ja, men hvis du har brug for en ekstra hjælpende hånd under turnéen de næste seks måneder kan jeg godt træde til.

Jean Michel: Ah, glimrende. Glimrende.

Ras: Ja, eller vi kunne tage os af dine gamle instrumenter... ah, i øvrigt, du skal have dette. Det er et blad, vi laver. Det er på dansk.

Signe: Det er ganske let at forstå!

Ras: Her. Tag et kig på vores tre sidste numre...

Jean Michel: Fint! Tak.

Ras: Men som sagt, det er på dansk. I øvrigt, hvor lang tid har vi til interviewet?

Jean Michel: Problemet er, at koncerten begynder klokken otte, hvis I forstår hvad jeg mener. [Latter].

Ras: Ja, det ved vi!

Jean Michel: I må undskylde, jeg havde endda selv lovet jer...

Signe: Vi troede faktisk, at vi skulle interviewe dig efter koncerten, så vi lod videokameraet ligge i bilen, og min kæreste er lige kørt med det.

Ras: Ganske morsomt.

Jean Michel: Øh...! Næh, lad os bare komme i gang nu. Lad os ordne det nu.

Ras: Ok, så begynder vi.

Jean Michel: Ok!

Ras: Før du drog af sted på Oxygene-turnéen, talte du en del om at introducere et nyt koncept med specielt henblik på indendørskoncerterne. Nu har du så været rundt i Europa med showet. Hvad har du syntes om det indtil nu?

Jean Michel: Jeg er ganske godt tilfreds, især fordi jeg altid har venner på forreste række...

Abdi & Ras: [Latter].

Jean Michel: I skaber god stemning. Jeg mener det! Det er en stor hjælp at kunne relatere til og skabe kontakt med velkendte ansigter blandt publikum. Det betyder mere end I tror. Men jeg er generelt vældig begejstret for publikums reaktioner indtil nu. Vi har allerede været rundt i en del europæiske lande, men der er noget, der altid er det samme; folk kommer virkelig for musikken til disse koncerter. Og så har de naturligvis visse forventninger om nogle usædvanlige og specielle effekter, men de vil høre musikken. Hvad der måske overrasker mig allermest er, at publikum reagerer ligeså positivt på de nye numre fra det ny album som på de gamle klassikere, og det er usædvanligt, for normalt reagerer folk kraftigst på de numre de allerede kender og har lyttet til masser af gange. Men publikum har virkelig taget godt imod det ny album.

Signe: Det er fordi det er så godt!

Jean Michel: Ah, tak. [Latter].

Ras: Ok. Lad os snakke lidt om dine koncerter og multimedia idéer. Din tilgangsvinkel til kunst har altid været lidt speciel - du siger du "maler" og "former" musik, og til dine koncerter blander du alle mulige forskellige kunstformer; musik, arkitektur, billeder, tekst, etc. Forsøger du på at nedbryde de traditionelt ret fastlåste grænser mellem disse kunstformer, så du i stedet opnår et kreativt, fantasifuldt udtryk, fri for alskens restriktive koncepter?

Jean Michel: Ja, egentlig. Ved disse indendørskoncerter har jeg forsøgt virkelig at fokusere på musikken og på at spille live elektronisk musik på gamle analog synthesizere, som I ved. Men jeg har også forsøgt mig med samme organiske tilgangsvinkel som jeg anvendte under indspilningen af Oxygene 7-13, også til sceneshowet og scenografien, i et forsøg på at undgå den traditionelle rock'n'roll-opstilling. Jeg ville hellere opnå et slags organisk lydlandskab på scenen, hvilket jeg er godt tilfreds med. Med hensyn til multimedia har jeg for eksempel forsøgt både at spille på den gamle Theremin såvel som de helt nye ArKaos videosynthesizere, som kan processere billeder live sådan så de visuelle effekter skifter fra koncert til koncert. På samme måde som et guitarstykke altid vil være forskelligt, er disse videoklip altid forskellige - sådan må man bearbejde sine visuelle effekter.

Ras: Du nævner selv livemusikken. Musikken er helt sikkert virkelig live på denne turné...

Jean Michel: Ja...

Ras: Vi har endda bemærket små fejl, og det er sjovt. Den slags vil altid ske, men er der visse dele af koncerten, der er playback? Vi var på et tidspunkt i tvivl med hensyn til Oxygene II, nogle ting så mærkelige ud, men det er svært at sige.

Jean Michel: Nejnej. Det vi gør er, ligesom alle andre kunstnere i dag, at anvende sequencere til visse dele af musikken.

Ras: Selvfølgelig...

Jean Michel: Nogle af sekvenserne er håbløse at spille live...

Ras: Og nogle af dem kan ikke spilles.

Jean Michel: Lige præcis. Og nogle gange er man nødt til at anvende sequencere for at bevare den oprindelige klangfarve, eller fordi passagerne er for svære. Men alle temaer kan spilles enten af Francis, eller af mig selv, eller af Dominique, og noget af det jeg gerne vil forbedre ved de næste koncerter, er sådan noget som spotlights på musikerne, for nogle gange tror folk, at jeg spiller alle lead-stykker selv om Francis og Dominique også spiller en del af disse. Nogle gange tager jeg mig selv af lydeffekter og lignende, for eksempel under Magnetic Fields II, hvor Dominique spiller temaet...

Ras: Og du spiller akkorderne.

Jean Michel: Ja, jeg spiller pads og akkorder, etc. Så jeg vil gerne have spots på den der nu spiller temaet. Under Oxygene II spiller jeg selv temaet, og vi forsøgte et par gange at dubbe mig sammen med en sequencer for at opnå en slags dobbeltlyd. På sin vis dubber jeg mig selv.

Ras: Så hver gang vi ser dig spille på tangenterne, er det live?

Jean Michel: Ja, alle disse ting er live; Chronologie Part 6 på Nordlead'en, Oxygene IV, Oxygene 8, etc. Nogle gange gør jeg det at jeg spiller oven i mig selv, fordi visse sale kræver en mere fyldig lyd, men det overlader jeg til lydteknikeren at finde ud af. Jeg sørger bare for at spille live, og nogle gange dubber han visse lyde.

Ras: Ah. Folk tror altid, at der er tale om playback, elektronisk musik kan ikke spilles live, etc.

Jean Michel: Nejnejnej. Til disse koncerter ønskede jeg at spille så meget live som muligt, endda med instrumenter der ikke er lette at betjene live, såsom for eksempel Modular Moog'en under Oxygene 8, og nogle gange stemmer den ikke helt, så jeg er nødt til at justere den...

Ras: Og de gamle Eminents. Ganske morsomt.

Jean Michel: Også Thereminen er live...

Ras: Helt bestemt!

Jean Michel: Og nogle gange spiller vi temaet sammen, jeg og så Dominique på Moog'en.

Ras: Og du er begyndt at spille med på temaet - du er blevet helt god til det.

Jean Michel: Ah ja.

Pludselig afbryder en telefonopringning interviewet. Jean Michel er midt i en talestrøm, og vi er nødt til at minde ham om, at telefonen rent faktisk ringer.
Efter samtalen beslutter vi os for at runde interviewet af før vi skal gå.

Ras: Har du mere tid?

Jean Michel: Jeg tror det er på tide jeg gør mig klar til at gå på scenen.

Signe: Det ville være dumt andet. Jeg vil lige nå at tage et billede af dig. Lav en tåbelig grimasse. [Latter].

Ras: Et anderledes billede!

Jesper: Et sidste spørgsmål. Hvordan har du det lige nu?

Jean Michel: Efterhånden et det ved at være en befrielse for mig at gå på scenen. En befrielse fra den daglige rutine - ikke fra dette interview, for jer kender jeg jo, men hver eneste dag skal jeg give interview, de sidste tre dage til Brasilien, Finland - Helsinki. Dagene ligner hinanden. Det er meget frustrerende.

Ras: De samme spørgsmål, de samme svar...

Jean Michel: Ja, det er sandt.

Abdi & Ras: Held og lykke med koncerten!

Jean Michel: Tak. Vi ses om fem minutter.

Signe: Kan du sige noget på dansk?

Jesper: Du sagde godaften i Göteborg.

Jean Michel: Dansk er svært.

Signe: Dansk? Nejnej.

Jean Michel: Hvordan siger man bonsoir på dansk?

Signe: Godaften.

Jean Michel: Go...abend?

Signe: Godaften.

Jean Michel: Godaften?

Signe: Flot.

Jean Michel: Godaften Copenhagen?

Signe: Godaften København.

Jean Michel: Københagen?

Signe: København.

Jean Michel: Københaven?

Ras: Bare...godaften!

Jean Michel: Ja, ok. Godaften! [Latter].