Big Science er Laurie Andersons første egentlige studiealbum, og de ni numre, der findes herpå er genindspillet materiale fra multimedia-operaen, United States I-IV. Til trods for, at musikken således ret beset er brudstykker af en større og i høj grad performance-orienteret helhed, fungerer albummet faktisk overraskende fremragende på egen hånd. Og det skyldes formentlig, at Anderson, på Big Science, rammer en hårfin grænse mellem pop og avantgarde, samtidig med, at hun præsenterer en lyd, der i høj grad må siges at være helt hendes egen.

Big Science er i sin overordnede tematik centreret omkring teknologi og civilisation, og udtrykker på mange måder den fremmedgjorthed, der var så typisk for de tidlige firsere, men det gøres her på sin helt egen måde, med lige dele dommedag, kølig distance og sarkastisk humor. Anderson formår i den grad at levere sine pointer så tilpas tvetydigt og samtidig med en afbalanceret minimalisme, både hvad angår tekst og musik, at man som lytter drages ind i hendes særegne univers, der fremstår som en alternativ virkelighed, med sin helt egen indre, forskruede logik.

Musikken bevæger sig gennem forskellige lydlandskaber, vekslende mellem det kantede rytmiske og det slæbende sfæriske, med Andersons reciterende vokal som det samlende midtpunkt. Instrumenteringen er usædvanlig, med sin blanding af synthesizere, vocodere, elorgler, saxofoner, piccolofløjter, sækkepiber, trommer og, naturligvis, violiner udsat for alskens opfindsomme effekter og bearbejdninger, men ikke desto mindre fremstår albummet alligevel som en helhed, med sin egen sære lyd.

Big Science er intet mindre end et fantastisk album, et mærkværdigt værk, der sågar gav Anderson et mærkværdigt og højst uventet hit; den otte minutter lange vocoderhymne, O Superman. Det er altid interessant at lytte til musik, der ikke rigtig kan placeres indenfor nogen kendt genre; det er dobbelt interessant at lytte til Big Science, for her er ikke bare tale om ny musik, men samtidig musik af en meget høj og særdeles personlig kvalitet.

Ras Bolding

Laurie Andersons andet studiealbum, Mister Heartbreak, fortsætter på mange måder hvor Big Science slap. Også denne gang er der tale om genindspilninger af materiale hentet fra performance-operaen, United States I-IV, men samtidig med helt nye numre iblandt. Teknologi, civilisation og fremmedgørelse er stadig væsentlige temaer, men også religion tages under kærlig behandling på dette album.

Lydmæssigt er det nærliggende, at sammenligne Mister Heartbreak med sin forgænger, Big Science, om end førstnævnte generelt er en anelse mere krads og punket sine steder, og der gøres ligeledes mere brug af elektronik. Desuden glimrer Mister Heartbreak ved et par overraskende gæstevokalister, nemlig William S. Burroughs og Peter Gabriel - sidstnævnte agerer samtidig coproducer på albummet, sammen med Anderson selv, hvilket fungerer fint.

Anderson beviser nok engang, at hun mestrer balancegangen mellem pop og avantgarde til fulde, og hun formår virkelig, at forene eksperimenterende elektroniske lydbilleder med skæve, men smukke melodier, visse steder så det går op i en højere enhed, komplet med kuldegysninger, som på Gravity’s Angel, andre steder med sarkasmen og punk-attituden helt fremme i skoene, som på det vanvittige åbningsnummer, Sharkey’s Day. Samtidig formår teksterne, at fange den nysgerrige interesse på samme måde som musikken gør det, og Andersons inciterende stemme virker på én og samme tid kold og forførende, men hele tiden som en invitation til en anden og forunderlig verden.

Med Mister Heartbreak fortsætter Laurie Anderson bestemt hvor hun slap på Big Science, også hvad kvaliteten angår, hvilket bestemt skal betragtes som rosende ord. Kunne man lide Big Science, så er der med andre ord ikke andet at gøre end straks også at investere i Mister Heartbreak; den skuffer på ingen måde.

Ras Bolding

Som titlen antyder, er her tale om en liveoptagelse af det, der velsagtens må betegnes som hovedværket i Laurie Andersons karriere, multimedie-operaen, United States I-IV. I værkets fire satser, beskæftiger Anderson sig, i ord, musik og billeder, med forskellige dele af det højteknologiske og postmoderne amerikanske samfund, som det tager sig ud i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Stilen er lige dele surrealistisk stand-up stream-of-consciousness, hi-tech lyd og lys, samt selvhøjtidelig avantgarde, og selvom visse dele synes at fungere bedre end andre, så fremstår United States I-IV også på fornem vis som samlet helhed, selv som album, hvor man selvsagt ikke får hele den visuelle side af affæren med.

Anderson veksler mellem lange, talte passager, mystiske lydcollager og egentlige musikalske numre, der stilmæssigt bevæger sig fra punk over electronica til klassisk avantgarde. Her er tale om et seriøst værk af prætentiøse dimensioner, og det kunne måske alt sammen være druknet i selvfed, pseudointellektuel kunstlir, men det gør det ikke, for der er lige præcis så megen selvironisk punk-ånd over Anderson, at hun aldrig forfalder til akademisering for akademiseringens egen skyld. Samtidig træder hun heller ikke i den modsatte grøft, hvor alting gøres til tom, postmoderne pastiche, netop fordi hun forstår kunsten hele tiden at bevæge sig i grænselandet mellem komik og tragedie, og som lytter føler man sig således ofte rede til at grine og græde på samme tid.

United States I-IV er et hovedværk indenfor performancekunst, måske endda hovedværkET, og at der også samtidig er tale om et mesterværk, skal der herfra ikke lægges skjul på. Nye lyttere bør dog overveje at begynde med studiealbum som Big Science eller Mister Heartbreak, da United States I-IV dels er meget lang, dels indeholder nogle af Andersons mest eksperimenterende øjeblikke. Men hvis man har mod på en anderledes og fyldig lytteoplevelse, så kan man roligt anskaffe sig United States Live I-IV.

Ras Bolding

Albummet bærer undertitlen, ’A Film By Laurie Anderson’ - og det kan godt misforstås, for der er altså ikke tale om en film i regulær forstand, med dertilhørende soundtrack, men derimod om en koncertfilm, hvorfor Home Of The Brave i virkeligheden også er en koncertoptagelse. Men samtidig er det heller ikke en koncertudgivelse i traditionel forstand, hvor der bydes på gamle hits, for på Home Of The Brave er stort set samtlige numre helt nye, og de få, der ikke er, er kraftigt rearrangerede. Det betyder, at hvad enten man har de tidligere album eller ej, så bydes her bestemt på nyt.

Den lyd Laurie Anderson præsenterer på Home Of The Brave har også nyt at byde på; den er i det store hele orienteret mere i retning af regulær koncert end det særegne og dragende virvar, der udgjorde United States I-IV, og sine steder flirtes der også en smule med tidstypisk electropop såvel som progressiv rock, hvilket måske ikke kan undre, når man ret betænker, at Anderson bl.a. har Adrian Belew og David van Tieghem med på scenen. Ydermere spilles der ofte mere direkte på humoristiske elementer, og heldigvis må man konkludere, at Anderson rent faktisk er god til at være morsom, når hun beslutter sig for det.

Home of The Brave er, med sine små 35 minutter, ikke noget langt album, og det kan måske godt ærgre lidt, at man ikke får mere end man gør, især taget i betragtning af, at koncerten også er udgivet på video, med væsentligt mere materiale, hovedsageligt live-versioner af numre fra Mister Heartbreak, men også et par talte passager. Hvorfor man har valgt alt dette fra til albumudgivelsen synes lidt af en gåde, for den ville bestemt vinde ved at være lidt længere, ikke mindst fordi mange af numrene på videoen er ganske fine versioner.

Ras Bolding

Strange Angels er Laurie Andersons forsøg på et pop-album, og som sådan synes det en videreudvikling af nogle af de elementer af popmusik, som også var til stede på Home Of The Brave. Produktion og lyd er tættere på det traditionelle og fint polerede end tidligere, og Anderson synger mere skønsang end den vanlige blanding af recitation og sang. Resultatet er nok, at der både vindes og tabes noget herved.

Selvom Andersons lyd på dette album er noget tættere på det traditionelle end tidligere, så bydes der stadig på finurlige tekster af høj kvalitet, ofte med smag for det spidsfindigt humoristiske, ikke sjældent grænsende til det charmerende sarkastiske. Nok engang er det, i det store hele, det moderne amerikanske samfund, der står for skud, og Anderson tager kærlig hånd om religiøsitet, politik og kønsdebat, med vanlig stil og elegance. Det fungerer i passager ganske fornemt, som på de smukke perler Coolsville og den Walter Benjamin-inspirerede The Dream Before, mens andre numre såsom Monkey’s Paw og Babydoll kommer tæt på at virke lige fjollede nok.

Strange Angels er på mange måder et atypisk Laurie Anderson album, for selvom hun egentlig formår, at lave popmusik med egen karakter, så sidder man også med en fornemmelse af, at det er ikke det hun er bedst til, og det er som om der i flere passager undervejs er lidt for megen vellyd i produktionen. Det virker som om Anderson bevidst har forsøgt, at underspille sine eksperimenterende sider, og det er såmænd prisværdigt nok, at hun forsøger noget nyt. Samtidig er det bare sådan, at det Laurie Anderson virkelig kan, det hun virkelig er god til, er netop at forene popmusik med avantgarde, og når avantgarden så underspilles, ja så er det som om der mangler noget.

Strange Angels er bestemt et habilt album, og der bydes på rigtig gode passager. Alligevel er det ikke det Laurie Anderson album jeg vil anbefale nye lyttere; det er ikke Anderson når hun er bedst.

Ras Bolding

Efter den pop-orienterede Strange Angels, er Bright Red en tilbagevenden til en mere eksperimenterende lyd, men stadig med smag for god sangskrivning, både hvad angår tekster og melodier. Ydermere arbejder Laurie Anderson på dette album sammen med Brian Eno, der medvirker som både musiker (diverse elektroniske instrumenter) og producer, og det er jo et samarbejde, der fordrer. Og lad det være sagt med det samme, Bright Red skuffer ikke. Men det er et album, man bør lytte til igen og igen; først da begynder det virkelig at afsløre alle sine kvaliteter.

Musikken på Bright Red bevæger sig i mange retninger, men der er alligevel en rød tråd gennem det hele, ikke mindst takket være Enos produktion. Og således går effektbehandlede violiner og harmonikaer umærkeligt hånd i hånd med synthesizere og guitarer, garneret med lige dele trommesæt og loopede rytmer. Ikke overraskende, er Andersons stemme i front, hvad enten hun synger, taler eller messer, og det giver rum til de tekster, der altid er en integreret del af Laurie Andersons musik. Denne gang er emnerne kommunikationsteknologi og massemedier, set i skyggen af Golfkrigen (første halvleg, Gammel-Bush), hvorfor albummet, måske ikke overraskende, generelt er en anelse mørkt og dystert i lyden. Det metafysiske og surrealistiske skumler dog stadig rundt i baggrunden også.

Bright Red er et album, der vinder ved flere gennemlytninger, også fordi der rent faktisk er flere lag i musikken end man først tror. Således kan man hele tiden opdage nye facetter, enten i kraft af det detaljerede, overvejende elektroniske lydbillede, eller i form af den ofte synkoperede rytmik, der bevæger sig uhindret mellem lige og skæve taktarter. Melodierne er ofte minimalistiske af natur, men bestemt på den gode måde, hvor der hele tiden er hvad der er brug for, hverken mere eller mindre. Alt dette og mere til, gør Bright Red til et rigtig vellykket album, som herfra kun kraftigt kan anbefales.

Ras Bolding

The Ugly One With The Jewels er titlen på en historie, der findes i den bog, Laurie Anderson udgav i 1994, det retrospektive værk, Stories From The Nerve Bible. Dette album er en live-optagelse fra London, men der er ikke tale om en koncert i regulær forstand, snarere oplæsning af udvalgte passager og fortællinger fra ovennævnte bog, akkompagneret af elektroniske klange og ambient musik. Det er således, i endnu højere grad end sædvanligt, det talte ord, teksterne, der udgør den centrale del af denne udgivelse, og det gør naturligvis, at der er tale om en anden slags lytteoplevelse end en primært musikalsk. Heldigvis taler Anderson mere fortryllende end de fleste synger, så helt kedeligt bliver det aldrig.

Er man bekendt med Andersons tidligere udgivelser, så vil man også kunne nikke genkendende til en stribe af de historier hun præsenterer på The Ugly One With The Jewels. Det er vante temaer, der tages under luppen, men Laurie Anderson er en glimrende historiefortæller, og hendes stemme fremstår som et flakkende lys i mørket, det ene øjeblik kold og sarkastisk, det næste sær og bævrende, og det er imponerende som hun kan skifte stemning, nærmest umærkeligt, fra det ene sekund til det andet. Det gør at man som lytter er vidne til lige dele fremmedgjort stand-up komik, spidsfindige sociale betragtninger og dybt personlige beretninger, og hvad der er sandt, og hvad der bare er kunst, for nu at parafrasere Anderson selv, kan man aldrig helt være sikker på.

Musikken i baggrunden er, som tidligere nævnt, overvejende af elektronisk ambient karakter. Lydene er der for at understøtte fortællingen, men samtidig er de med til, at lade historierne fremstå som en mærkværdig nærmusikalsk oplevelse, også fordi Andersons stemme er så fuld af facetter, som i høj grad træder i karakter med det musikalske bagtapet.

The Ugly One With The Jewels er sådan et album, som man kan føle trang til at citere fra nu og da, og det er ganske vellykket. Samtidig er det måske ikke sådan et album man hører igen og igen, for det er fortælling snarere end direkte musikalske oplevelser, der trækker det tunge læs.

Ras Bolding

Der skulle gå fem år efter The Ugly One With The Jewels, før Anderson igen stod klar med ny udgivelse, og tilmed nyt pladeselskab; farvel til Warner og goddag til Nonesuch, et selskab der udover Laurie Anderson også tæller navne som Philip Glass, Steve Reich, John Adams, Kronos Quartet, David Byrne, Ry Cooder, Joni Mitchell og Magnetic Fields - en ganske imponerende stald!

Musikken på Life On A String består af brudstykker fra en større performance baseret på Melvilles klassiker, Moby Dick, samt en stribe nye numre, hvor omdrejningspunktet synes storbylivet i det senmoderne Amerika. Anderson selv ser angiveligt en kunstnerisk sammenhæng mellem Melvilles sømænd og den moderne amerikaner, men som lytter skal man måske lige vænne sig til denne konceptuelle kobling mellem hvide hvaler og storbystemning. Når det først er gjort, så går det egentlig også alligevel, alt sammen.

Det første man bemærker ved Life On A String er, at lyden umiddelbart er mindre elektronisk end man normalt forbinder med Laurie Anderson, og hun arbejder i høj grad sammen med et band til lejligheden, et band, som i øvrigt på et enkelt nummer, One Beautiful Evening, tæller Lou Reed på guitar. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg nok foretrækker Anderson med elektronisk funderet lyd, men når det så er sagt, så skal det samtidig siges, at hun slipper godt fra Life On A String, også selvom lyden er lidt en anden end vanligt.

Musikalsk kommer Anderson vidt omkring denne gang; her er elementer af folk og latin-rytmer, såvel som støvet rock og jazz, samt, naturligvis, fristes man til at sige, brudstykker af electronica. Det gør, at man som lytter nok vil være tilbøjelig til at have visse numre man foretrækker frem for andre, men det gør ikke noget, for hele albummet er af høj kvalitet. Og skal jeg så fremhæve et personligt yndlingsnummer, så må det blive den fænomenale Slip Away, hvor Anderson tager livtag med døden, og på en sådan måde, at det giver kuldegysninger.

Ras Bolding

Dette live-album er optaget i New York blot en lille uges tid efter terrorangrebet på World Trade Center, og man fornemmer selvsagt en noget trygget stemning, dog uden at det på noget tidspunkt bliver vammelt-nationalistisk, som det har været tilfældet med en del af den amerikanske mediebehandling af begivenheden. Visse numre fremstår næsten profetiske set i lyset af terroren, selvfølgelig først og fremmest klassikeren O Superman, der bl.a. indeholder linierne, 'Here come the planes. They're American planes. Made in America.' - Anderson selv er dog forsigtig med at kalde teksten profetisk, men påpeger, at der desværre dybest set snarere er tale om en ældgammel konflikt mellem vesten og Islam, en konflikt, som bunder i manglende forståelse fra begge sider.

Musikken fra Andersons seneste studiealbum, Life on a String danner rammen om koncerten, men for første gang i mange år opfører den amerikanske multikunstner også nogle af numrene helt tilbage fra gennembrudsalbummet Big Science, såsom Let X=X, Sweaters og altså O Superman, hvilket bestemt ikke er dårligt. Hertil kommer også et par numre fra den fremragende Bright Red, lavet i samarbejde med bl.a. Brian Eno, samt uddrag fra Strange Angels.

Med sig på scenen har Anderson tre medmusikere, nemlig Skuli Sverrisson, Jim Black og Peter Scherer, og det giver lyden en mere regulær koncertsound i modsætning til nogle af de performances Anderson har opført ganske alene med sine violiner og bjerge af elektronik. Jeg foretrækker egentlig Anderson når hun er omgivet af maskiner, og umiddelbart fandt jeg nogle af live-udgaverne på dette album lige tilbagelænede nok, men de vinder voldsomt ved flere gennemlytninger. Visse numre har en svag smag af jazz, andre et pift af moderne electronica eller pop, men man fornemmer i høj grad, at der snarere er tale om et regulært koncert-koncept end en performance, hvilket jo er det Laurie Anderson normalt er kendt for.

Live in New York viser en mindre eksperimenterende Laurie Anderson end man måske er vant til, og lægger sig således lidt i forlængelse af Life on a String. Og beviser, ligesom denne, at Anderson også kan mestre det mindre direkte eksperimenterende og i stedet arbejde med det til tider bevidst underspillede.

Ras Bolding

Assemblage 23 er musikeren og produceren Tom Shear, som i en længere periode har været aktiv på EBM- og technoscenen. Contempt er hans debut-album, og stilen er, måske ikke overraskende, en fusion mellem netop EBM og techno, tilsat en god portion goth, hvilket kommer til udtryk bl.a. i det overvejende mørke og let dramatiske lydvalg, såvel som de dystre og kyniske tekster.

Af et debutalbum at være er Contempt særdeles imponerende. Lyd og produktion er på et meget højt niveau, og de musikalske idéer ligeså. Hertil kommer, at Assemblage 23 udviser et talent for også at kombinere sine fornemme lyd- og produktionsmæssige kvaliteter med en evne til at skrive gode sange. Det er helt tydeligt, at han har lyttet en del til Depeche Mode, både hvad angår melodik og stemning, men også m.h.t. tekster. Som hos Depeche Mode er det i høj grad livets vrangside, der behandles, og det fungerer fint, både i kraft af, at musikken generelt er mørk, men også ganske enkelt fordi Assemblage 23 faktisk skriver temmelig gode tekster.

Noget af det mest imponerende ved Assemblage 23s stil er måske måden hvorpå han formår at kombinere EBM og synth-pop med moderne techno og trance lyd, uden at gå på kompromis. Til tider lyder han lidt som Frontline Assembly eller det sene Front 242, som på Surface, Pages eller Skyquake, med deres kolde, klaustrofobiske lyd og let forvrængede vokal, mens andre numre såsom det indledende Anhtem eller Bi-Polar, med deres stærke melodiforståelse, læner sig mere op af techno-pop. Men selvom man kan høre hvor inspirationen hentes - i høj grad Depeche Mode, Front 242 og Frontline Assembly - så formår Assemblage 23 alligevel at præstere en egen lyd, som er både fængende og spændende.

Assemblage 23 er et af de mest interessante navne, der er dukket op på den elektroniske scene inden for de seneste år, og det skal blive spændende også at følge ham fremover. Hvis man har en cyberpunk gemt i sig, eller bærer den med stolthed, så ikke alene bør man, så skal man stifte bekendtskab med Assemblage 23!

Ras Bolding

Dette er andet album-udspil fra amerikanske Assemblage 23 aka Tom Shear, og det er, efter min mening, endnu bedre end den glimrende debut, Contempt. Lyden og den overordnede stil, som altså er det, der i dag kaldes cybergoth, er overvejende den samme som på første album, men melodiforståelsen er endnu bedre denne gang. Der er simpelthen tale om rigtigt gode sange fra ende til anden, pakket ind i hamrende flotte arrangementer og imponerende elektroniske lyde. Failure virker derfor også en smule mere tilgængelig end Contempt, men ikke i en sådan forstand, at der er tale om kunstnerisk kompromis. Måske snarere tværtimod, for på Failure har Assemblage 23 for alvor udviklet sin egen lyd, og ikke alene det - når man lytter til numrene har man ganske simpelt en klar fornemmelse af, at dette album burde være lidt af en nyklassiker.

Som på Contempt er lydproduktion absolut i top, og det er ikke så lidt imponerende hvorledes numrene både er lydmæssigt fyldige og til tider også komplekse både hvad rytmik og synthesizer-arrangementer angår, uden på noget tidspunkt at mudre i mixet. Alting hænger nærmest perfekt sammen og det gør albummet til en nydelse at lytte til. Samtidig er den overordnede stil overvejende dyster, lydene mørke og teksterne, der handler om fortabelse, identitetsangst og selvmord, ligeså, hvilket skaber en interessant stemning. På den ene side er musikken melodisk smuk og fængende, rytmerne markante og til tider hårdtslående, og på den anden side er teksterne og stemningen meget mørk og personlig. Det kommer måske bedst til udtryk i den fremragende Disappoint, hvor den direkte inspiration er faderens selvmord, og hvor arven fra Depeche Mode nok fornemmes. 'Though you are gone, I am still your son, and while your pain is over, mine has just begun' hedder det afslutningsvist, og det er svært ikke at fornemme de små hår rejse sig.

Failure er intet mindre end lidt af et mesterværk, der til fulde beviser, at EBM også er i stand til at forny sig i mødet med techno og synth-pop. Hvad produktion og lyddesign angår, er dette album mesterligt og jeg kan derfor kun anbefale snart sagt alle med interesse i elektronisk musik og specielt de, der er til EBM, industrial og goth, at anskaffe sig Failure - den vil blive spillet meget!

Ras Bolding

Assemblage 23 har efterhånden arbejdet sig op til at indtage en førerposition inden for den relativt nye cybergoth genre, der kort kan beskrives som en fusion mellem EBM, industrial, techno og goth. Af selv samme årsager har mine forventninger til dette album været høje, ikke mindst fordi jeg anser Assemblage 23s forrige udspil, Failure, som noget af et mesterværk.

Lever Assemblage 23 op til forventningerne? Det vil jeg bestemt mene han gør, men næsten i en sådan grad, at man nu må sige, at han med tre album bag sig, i nogen grad er begyndt at gentage sig selv. Samtidig må det dog konstateres, at manden har fundet sin helt egen lyd, og derfor virker det ikke som om der er tale om stagnering. Lidt mere nytænkning havde måske ikke gjort alverden, men det er også rart at lytte til en kunstner, der gør det han er god til. Og det Assemblage 23 er god til er, at forene lækkert lyddesign med velproducerede beats og iørefaldende melodier. Godt nok er sangskrivningen på Defiance ikke helt på niveau med Failure, men den er god nok til at gøre sig bemærket, måske især på åbningsnummeret, Opened, der ligeledes byder på gode synthesizertemaer, den vokalistisk flotte Drive, det dansable single-udspil Document samt den techno-hektiske Maps of Reality.

Som med de to forrige udspil, debuten Contempt og den fremragende opfølger, Failure, er lyd og produktion generelt på meget højt niveau, men et lille kritikpunkt: På de fleste numre er vokalen mixet lavere, bl.a. for at gøre plads til de til tider hårdtpumpede rytmer. Det er en modig og utraditionel måde at mixe på, men i dette tilfælde er det lidt synd, for det betyder, at det bliver en smule sværere at høre hvad der synges - og Assemblage 23 er en af de folk, der rent faktisk skriver tekster som er værd at lytte til. Dog er alle tekster at finde i covernoterne.

Jeg synes, at Defiance i det store hele understreger, at Assemblage 23 er undergrundens store cybergoth stjerne. Hvis man har de to forrige album vil man formentlig også holde af dette, og har man dem ikke, så kan man passende bestille dem sammen med Defiance.

Ras Bolding

Med gennembrudsalbummet Exit Planet Dust, er engelske Chemical Brothers, sammen med The Prodigy, med til at skabe den subgenre indenfor technomusik, der kaldes bigbeat. Bigbeat er på mange måder nært beslægtet med drum’n’bass og breakbeat, men adskiller sig ved typisk at anvende tungere og som oftest også mindre frenetisk rytmik og trommeprogrammering. Hertil kommer også en mere udtalt flirt med rock og pop, hvilket også Chemical Brothers er et godt eksempel på.

Exit Planet Dust synes at dele sig i to halvdele, hvor den første består af de seks numre Leave Home, In Dust We Trust, Song To The Siren, Three Little Birdies Down Beats, Fuck Up Beats og Chemical Beats, der er bundet sammen som en samlet enhed, hvor det i høj grad er den pågående og velproducerede rytmik, der er i centrum, mens anden halvdel, numrene Chico’s Groove, One Too Many Mornings, Life Is Sweet, Playground For A Wedgeless Firm og Alive Alone i højere grad læner sig op ad melodiske og harmoniske idéer samt lejlighedsvise ambiente klangfarver. Numrene Life Is Sweet og Alive Alone byder desuden på gæstevokal af henholdsvis Tim Burgess og Beth Orton.

At samle dels en stribe pumpende bigbeat numre på samme album som kølig electro, technorock og afdæmpet proto-electronica, kan synes som en noget forvirret omgang, men Chemical Brothers slipper faktisk godt fra det, bl.a. grundet produktion og lyddesign, som formår at binde albummet sammen til en form for varieret helhed, der også er interessant at lytte til. Her er m.a.o. både dansable rytmer såvel som gode melodiske passager, alt sammen pakket ind i et lidt beskidt elektronisk lydbillede, fyldt med samples fra andre kunstnere, såsom Kraftwerk og Meat Beat Manifesto.

Chemical Brothers indskriver sig, med Exit Planet Dust, i rækken af store engelske technonavne, sammen med kunstnere som Orbital, The Orb, Underworld, The Prodigy, Future Sound of London og Aphex Twin.

Ras Bolding

Chemical Brothers’ første album Exit Planet Dust, blev et stort hit, som menes at have solgt omkring en million eksemplarer, og sådan noget kan være svært at følge op på. Og man fristes da også til at sige om Dig Your Own Hole, opkaldt efter en graffiti udenfor gruppens studie, at den mest af alt byder på mere af samme slags, blot lige knap så inspireret. Hvor Exit Planet Dust bestod af en stribe hårdtpumpede bigbeat-sager samt en håndfuld numre, der i stil varierede fra electro over technorock til chillout, så synes Dig Your Own Hole i højere grad et forsøg på at ride på en udpræget bigbeat-bølge, hvilket egentlig er en skam. Ikke fordi Chemical Brothers ikke kan finde ud af at lave interessant bigbeat musik, for det skal der ikke herske tvivl om at de kan, men ganske simpelt fordi de kan meget mere end det. På Dig Your Own Hole vises denne evne til variation da også i glimt, som på Setting Sun, der blander bigbeat med rock, Lost in the K-Hole, som smager lidt af electrofunk og den chillede Where Do I Begin.

Albummet indleder med hittet Block Rockin’ Beats, som er bigbeat med stort B. Måske næsten for stort, for selvom nummeret er både fint, emmer af energi og vel at betragte som lidt af en technoklassiker, så er det næppe gruppens bedste og synes ikke i lige så høj grad som andre Chemical Brothers titler, at bryste sig af en udpræget egen stil. Og det er nok lidt problemet med en del af materialet på Dig Your Own Hole - selvom lyden er både god og pågående, så mangler mange af numrene lidt karakter eller idé. Der går en del type-bigbeat i musikken, og ofte har de enkelte numre lidt svært ved at skille sig ud fra hverandre - både rytmemønstre og lydvalg bliver en anelse for ens. Et par gæstevokalister undervejs såsom Noel Gallagher og Beth Orton er dog med til at skabe god variation.

Dig Your Own Hole er bestemt ikke noget ringe album. Der er tydeligvis lagt en masse energi i arbejdet med loops, beats og drevne basgange - det ni minutter lange afslutningsnummer The Private Psychedelic Reel er et godt eksempel herpå - men der er også et par numre undervejs, som bliver for lange og får lidt karakter af fyld. Men alt i alt må det konkluderes, at Chemical Brothers, med Dig Your Own Hole, formår at følge op på den succesrige debut.

Ras Bolding

Chemical Brothers’ tredje album Surrender, er måske deres bedste, og en placering på den engelske hitlistes førsteplads vidner samtidig om en massiv kommerciel succes. En af grundene til albummets store succes skal nok findes i dets udprægede brug af gæstevokalister, såsom Oasis’ Noel Gallagher, Mercury Revs Jonathan Donahue, Mazzy Stars Hope Sandoval, Primal Screams Bobby Gillespie, New Orders Bernard Sumner samt Beth Orton, der velsagtens må kaldes fast lejlighedsvis sangerinde for Chemical Brothers. En sådan stjernebesætning skaber selvsagt medieinteresse, men jeg er personligt ikke altid lige begejstret for store technonavnes flirt med store rocknavne. Det hænder, at resultatet bliver en søgt omgang, som hverken tjener rocken eller technoen synderligt, men Surrender må siges i det store hele at gøre et sådant forbehold til skamme, for her er kombinationen af hårdtpumpet techno, kølig electro og fornemmelse for sangskrivning i rock- og pop-forstand lykkedes.

Allerede fra første færd, med indledningsnummeret Music: Response, slås tonen an, og den lækre kombination af electrotemaer, bigbeat rytmik og Kraftwerk-inspireret vocoder, udgør et af flere højdepunkter på et album fyldt med gode lyde og idéer. Også den technorockede Out of Control, hvor Gillespie og Sumner medvirker, er værd at nævne, såvel som den fremragende Got Glint?, der må kaldes en art retro-electro, og som med sine præcise temaer og afmålte lydbillede, bringer minder om de tidlige firseres Visage. Og så er der selvsagt hittet Hey Boy Hey Girl, der bestemt er et fint nummer, men som, efter min mening, ikke er albummets bedste.

Surrender er et meget varieret album, der glimrer ved sin melodiforståelse og sin evne til, trods de mange gæstevokalisters input, at bevare en samlet lyd, som skaber en form for helhed. Chemical Brothers tør forny deres lydbillede og de slipper så afgjort godt fra det med dette album.

Ras Bolding

Dette er fjerde album-udspil fra den engelske techno-duo der, sammen med The Prodigy, må betegnes som det toneangivende navn på bigbeat scenen. Men selvom det er bigbeat og til en vis grad drum'n'bass man umiddelbart associerer med Chemical Brothers, så har gruppen altid formået også at bevæge sig ud i andre genrer såsom chill-out og electro og på deres forrige album, Surrender, slap de kemiske brødre sågar godt af med at arbejde sammen med rocksangere, til trods for megen umiddelbar skepsis fra techno-miljøet.

På Come With Us arbejder gruppen nok engang med forskellige stilretninger inden for elektronisk musik, bigbeat, selvsagt, progressiv electro og funk samt house. Lidt for meget af sidstnævnte, efter min mening. Bevares, det lyder bedre når Chemical Brothers spiller house end når de gør det på Ibiza, og produktionen er stadig helt i top, men alligevel virker det lidt som om man forsøger at ride med på tidens populære house-bølge og som følge heraf nogle gange arbejder lidt under standard. Det er også meget muligt, at d'herrer Rowlands og Simons bevidst har forsøgt ikke at gro fast i den samme bigbeat rille, og det er jo prisværdigt nok, at man søger andre musikalske inspirationer. Personligt synes jeg blot, at musikken er langt mere interessant, når Chemical Brothers i stedet for de hotte danserytmer lader sig inspirere af den progressive electro, som det er tilfældet med numre som den fremragende My Elastic Eye, hvor rytmeprogrammeringen skal fremhæves såvel som den let Rob Hubbard-agtige melodi, eller den noget Orbital-lydende Hoops samt det imponerende titel- og indledningsnummer, Come With Us, der må betegnes som en vellykket fusion mellem bigbeat, electro og space musik.

Et par sange bliver det også til, nemlig den chill-out inspirerede The State We're In med vokal af Beth Orton og den mere techno-rockede The Test, som Richard Ashcroft låner stemme til. Begge fungerer og bringer minder om det første Chemical Brothers album, Exit Planet Dust, uden dog helt at nå samme højde.

Come With Us er et fint men ikke et helstøbt album. Produktion og lyd er i top, som man er blevet vant til, når der står Chemical Brothers på coveret, men dette til trods blev jeg stadig imponeret da jeg hørte åbningsnummeret første gang. Til gengæld er jeg knap så imponeret over de forskellige house-numre, der har sneget sig ind på albummet. Lydmæssigt holder de vand, men musikalsk virker de en smule træge.
Ras Bolding

Den engelske duo Chemical Brothers er nu nået så langt i karrieren, at de udsender et opsamlingsalbum med materiale fra de første ti år. Og det er vel kun rimeligt nok, taget i betragtning af, at Chemical Brothers, med deres big beat lyd, er et af de navne på den engelske scene, der for alvor har formået at bryde igennem også udenfor technokredse, hvilket bl.a. har resulteret i en del hits samt salgstal vel ud over det bare rimelige.

Singles 93 - 03 er et dobbeltalbum, og heldigvis, for det giver plads til mere. Dog er det i det store hele kun cd 1, der lever op til titlen, idet det er her vi finder de egentlige single-udspil og, altså, alle de kendte hits, såsom Song To The Siren, Block Rockin’ Beats, Hey Boy Hey Girl og Out Of Control, plus lidt til, såsom to helt nye numre, hvor duoen arbejder sammen med rapgruppen K-OS (Get Yourself High) og indierockbandet The Flaming Lips (The Golden Path). Cd 2 er tilsyneladende snarere rettet mod de egentlige fans, de som i forvejen har gruppens fire album stående på hylden, hvorfor der her diskes op med diverse sjældne sager, bl.a. et par livenumre samt et par uudgivne, tilmed. Selvom der ikke er nogen tvivl om, at cd 1 musikalsk er den mest fuldendte affære, den indeholder, trods alt, alle klassikkerne, så synes strategien en fin løsning, også fordi cd 2 ikke blot består af mere eller mindre ligegyldige dance remixes, men faktisk er gruppens egne numre.

Man kan altid give sig til at diskutere om alle de numre, der nu burde være med rent faktisk også er det, og så bliver det hurtigt en ret subjektiv affære. Nuvel, et par af mine yndlingsnumre med Chemical Brothers, såsom Chico’s Groove, Music: Response, Got Glint? Og My Elastic Eye forefindes ikke på albummet, og det kan da godt ærgre. Men i det store hele er udvalget ganske rimeligt, og der skal jo også være en grund til at gå ud at købe studiealbummene.

Ras Bolding

Med et coverdesign, der ligner noget fra et kedeligt gymnasieprojekt i billedkunst, indbyder Chemical Brothers’ Push The Button ikke just til det allerbedste førstehåndsindtryk, men nu er det selvsagt ikke bare coverdesign det kommer ind på, men også indhold. Og sådan helt overordnet, så kan man måske sige om musikken på Push The Button, at her klarer indpakningen sig i nogle tilfælde bedre end indholdet, sådan forstået, at produktionen er på det høje niveau som man forventer fra Chemical Brothers, mens de egentlige musikalske idéer måske nok er hørt før, mange af dem. Det behøver ikke i sig selv, at være et problem; sagen er nok bare den, at man har hørt disse musikalske idéer bedre udført på tidligere Chemical Brothers udgivelser. Når dette så er sagt, så skal det samtidig også understreges, at Push The Button er på ingen måde noget ringe album, det indeholder mange fine passager såvel som lækkert lyddesign.

Der lægges godt ud med singleudspillet Galvanize, der forener gruppens stilsikre, tunge bigbeat med indisk raga og hip hop ved gæsterapper Q-Tip, og man fornemmer klart, at her er Chemical Brothers på hjemmebane. Også de følgende numre, The Boxer og Believe byder på gæstevokalister, henholdsvis Tim Burgess, som på førstnævnte krænger halvfemserrock-klichéer ud i en sådan grad, at det bliver for meget, og Kele Okereke, der, på sidstnævnte, klarer sig bedre i de udsyrede electroclash-inspirerede omgivelser.

Ikke overraskende byder albummet på generel stilforvirring, hvilket altid har været en del af Chemical Brothers-konceptet, men det er en strategi duoen slipper bedre fra end de fleste, også selvom det naturligvis aldrig resulterer i den store, ophøjede enhed. Således får gruppen undervejs vendt vanlige afarter af bigbeat, electro, house, ambient og en smule syrerock, og man fornemmer også, at en sjat electroclash er blevet tilsat den brogede cocktail. Flere numre byder på gæsteoptrædende, hvilket naturligvis er med til, at skabe variation, og det er fint, da der er tale om et album på en times varighed, men netop fordi der anvendes en stribe forskellige gæster, med hver deres musikalske baggrund, dog typisk med rødder i enten halvfemserrock eller hip hop (Anne-Lynn Williams, Jon Brookes, Anwar, The Magic Numbers), vil hver enkelt lytter nok foretrække visse passager frem for andre. Personligt kunne jeg måske godt ønske mig, at Chemical Brothers begyndte, at tænke i nye baner, hvad gæstesolister angår; det kunne måske være sjovt, at prøve nogle gæster, der ikke havde nogen relation til halvfemserrock eller hip hop.

Push The Button er måske ikke Chemical Brothers’ bedste eller mest betydende album, men mindre kan skam også gøre det, og det synes at være tilfældet med denne udgivelse. Der er flere gode idéer undervejs, men det er måske først og fremmest duoens vanligt gode lydarbejde, der trækker det solide stik hjem, hvorfor albummet roligt kan anbefales fans. Er man ny i genren, eller vil man gerne introduceres for Chemical Brothers, så er nogle af de tidligere udgivelser nok et bedre bud.

Ras Bolding

Dette dobbeltalbum er resultatet af noget, der nærmer sig flere års forberedende arbejde, forstået på den måde, at initiativtageren bag projektet, nordmanden Glenn Folkvord, har brugt efterhånden megen tid og energi på sagen. Konceptet bag udgivelsen er at give mindre kendte musikere mulighed for at lave cover-versioner af Jean Michel Jarre numre efter eget valg, og det står også disse frit at arbejde med den eller de musikalske genrer, de mener passer sig bedst, det være sig alt fra techno-pop over ambient til electro. Det vil sige, at der ikke fra udgangspunktet er dømt mainstream dancepop fra ende til anden, som det desværre nogle gange har været tilfældet med kommercielle remix-udgivelser, hvor letbenede døgnfluer som Eiffel 65 og Phats’n’Small har leveret bidrag, man helst vil glemme.

Jeg er generelt skeptisk indstillet over for cover-album, bl.a. fordi det ofte ender med, at de involverede musikere enten forsøger at gå i idolets fodspor og ender med at levere noget, der må kaldes en tam kopi, eller i stedet springer i den helt modsatte grøft, hvor man laver et helt nyt nummer, der måske indeholder blot en eller to samples fra originalnummeret. Og så må man spørge sig selv hvorfor man kalder nummeret en cover eller et remix.

I tilfældet Jarre Forever findes der blot et af sidstnævnte type cover. Til gengæld findes der nogle af førstnævnte. Det er nemlig sådan, at de fleste covers på dette dobbeltalbum forholder sig forholdsvis tro mod originalerne. Man kan, m.a.o. i langt de fleste tilfælde genkende både melodier, akkorder, rytmiske forløb, etc. En del numre formår dog at lade et personligt præg skinne igennem og visse er som sådan særdeles vellykkede. Andre er mindre opfindsomme, og man slipper ikke for en pæn del dancepop klichéer undervejs, hvilket er en skam. Hertil kommer, at visse numre rent produktionsteknisk ikke helt befinder sig på udgivelsesniveau, et enkelt lider sågar temmelig tydeligt af synkroniseringsproblemer.

Min konklusion efter at have lyttet hele dobbeltalbummet igennem en del gange er, at der bydes på nogle virkeligt vellykkede covers, hvor både opfindsomhed, lyd-design og produktion er på højt niveau, men der er også en del numre, som leverer ligegyldige dancepop klichéer og enkelte er produktionsmæssigt tamme. Jeg tror således, at man ville kunne have opnået et bedre helhedsresultat, hvis man havde valgt at udgive en enkelt-CD og ikke en dobbelt. På den måde kunne man have præsenteret et album, der holder fra første til sidste nummer.

Ras Bolding

Dette live dobbeltalbum er, som titlen antyder, optaget i Bruxelles, år 2000, under gruppens Silence is Sexy turné, der bl.a. bragte dem til både København og Århus, to i øvrigt fremragende koncerter. Så det er med visse nostalgiske minder - så megen nostalgi man nu kan nå at opbygge på et par år - at jeg lytter til musikken.

Einstürzende Neubauten er et af de bands, der må siges at have et legendarisk live-rygte. I firserne blev de kendt for nærmest at splitte hele scener ad under deres ofte særdeles kaotiske støj-orgier, men mange år er gået siden da, og nu om stunder ’nøjes’ gruppen med at spille deres musik, når de optræder. Med hele det arsenal af metalplader, plasticspande, rør og andet godt, som det nu kræver.

Ikke overraskende spilles der en del materiale fra Silence is Sexy, der velsagtens må betegnes som gruppens, trods alt, mindst støjende album. Dette betyder dog ikke, at der er tale om en kedelig eller stillestående koncertoptagelse. Så langt fra. Der er megen energi i lyden, og som altid er Einstürzende Neubautens lydbillede både opfindsomt og interessant. Og så inkluderer optagelsen nummeret, Ein Seltener Vogel, der blev improviseret frem specielt til koncerten. Og for de af os, der har været med længe og som godt kan lide gruppens aggressive og støjende materiale bydes der også på ældre klassikere som Installation No. 1 og Yü Gung, der begge leveres i særdeles hårdtslående udgaver.

Einstürzende Neubauten er måske ikke helt så hårde og industrielle som de engang var, men de laver stadig glimrende musik og de formår endnu at overraske hvad opfindsomme lyde angår. Og så er de i stand til at gøre det live på en scene også, med masser af energi og slagkraft.

Ras Bolding

I løbet af 2002 og 2003 tilbragte Einstürzende Neubauten en del tid i studiet, der blev koblet op til nettet, hvor betalende fans, via gruppens website, kunne følge med i indspilningerne af et meget specielt album, som ikke ville blive udgivet i traditionel forstand, men derimod sendt til disse fans, såkaldte supporters. Perpetuum Mobile kan kaldes anden halvleg af dette projekt idet dette album tager udgangspunkt i de samme studiesessions som supporteralbummet, ja, noget er materialet er rent faktisk det samme, dog ofte i mere eller mindre omskreven form.

Perpetuum Mobile lægger sig lydmæssigt i forlængelse af supporteralbummet, selvsagt, samt de seneste års udgivelser som Berlin Babylon og Silence is Sexy. Der er altså, i det store hele, tale om en mere afdæmpet og reflekteret lyd end den man måske umiddelbart forbinder med Einstürzende Neubautens ekstreme støjudladninger i firserne. Der spilles dog stadig på assorteret metalskrot, luftkompressorer og andet godt, hvorfor lydbilledet stadig er ganske sit eget, om end knap så aggressivt. Man kunne også hævde, at Perpetuum Mobile sine steder har et mere intellektuelt funderet skær, og det giver dybde samt, i de bedste passager, såsom titlnummeret Perpetuum Mobile, Ein leichtes leises Säuseln, Selbstportrait mit Kater og den smukke afsluttende Grundstück, en flot stemning af vemod og sporadisk vrede. Men der er måske også en vis stemning af det let søgte nogle gange undervejs på albummet.

Der skal herfra ikke herske tvivl om, at Perpetuum Mobile er et fint album, fyldt med mange gode idéer, men da jeg samtidig er den lykkelige indehaver af både Silence is Sexy, Berlin Babylon og førnævnte supporteralbum, så må jeg også konstatere, at en del af idéerne har jeg, i løbet af de seneste år, allerede stiftet bekendtskab med, og sågar et par gange. Så kan man diskutere om en gruppe med mere end tyve år på bagen skal blive ved med at præsentere musikalske revolutioner med et par års mellemrum, eller om man måske bare skal være tilfreds med, at der præsenteres særdeles god og fin musik.

Ras Bolding

Belgiske Front 242 er en af de grupper jeg velsagtens, og med megen ærgrelse, ganske havde afskrevet, da man ikke har hørt nyt fra dem siden 1993, hvor de til gengæld var næsten skræmmende produktive og formåede at udsende de to fremragende talkode-album, 06:21:03:11 UP EVIL og 05:22:09:12 OFF, der fusionerede cyberpunk-inspireret EBM-lyd med rave og ambient musik. Siden da har de gjort i lejlighedsvise live-optrædener, men man har ikke hørt ny musik fra deres hånd. Dvs. ikke indtil nu, hvor de oprindelige EBM-pionerer er tilbage med et helt nyt album, Pulse.

Med Pulse tager Front 242 i en vis forstand tråden op fra hvor de slap ti år tilbage, men bevæger sig også i andre retninger, hvilket især gør sig gældende hvad angår albummets lange indledende instrumentalnummer, der er inddelt i fem dele, bundet sammen som én lang sekvens, bygget op om frenetiske seqeuncerfigurer ikke ulig Jean Michel Jarre, tilsat techno- og EBM-rytmik. Først med næste nummer, Together, kan man for alvor genkende Front 242-lyden, hvor punk-inspireret vokal, maskinelle beats og dystre synthesizertemaer går hånd i hånd. Og sådan fortsætter det, det meste af albummet igennem, hvor vokalnumrene i højere grad læner sig op ad en mere udpræget Front 242-lyd, mens instrumentalnumrene afsøger andre territorier, i grænselandet mellem electronica, ambient og techno.

Pulse er fyldt med både gode og opfindsomme lyde, og den flotte produktion formår at fremhæve disse, så de virkelig kommer til deres ret. Det er helt tydeligt, at gruppen har tænkt en del over sit lydbillede og i høj grad forsøger at forny sig i forhold til tidligere tider, men stadig med et stænk af genkendelighed. Det er et nobelt projekt, som egentlig fortjener ros, men om jeg ligefrem vil sige, at opgaven er bestået med topkarakter, det er jeg ikke helt sikker på. Mange numre er ganske enkelt for lange og synes, i deres jagt på interessante lydbilleder, at køre en smule af sporet, som gik den egentlig idé tabt, eller som fandt man aldrig helt ind til den. Hertil kommer, at den specielle melodiforståelse, som altid har været en del af Front 242s varemærke, ikke rigtig skinner så klart igennem, som man kunne ønske sig, da netop denne forståelse for melodi kunne fungere som en fin kontrast til de lange, ofte næsten collageagtige passager.

Front 242 har med Pulse begået et fint album, som viser, at gruppen nok er i stand til at forny sin lyd, men som velsagtens i lige så høj grad vidner om, at den nye lyd ikke er lige så interessant og pågående som den, man arbejdede med i de tidlige halvfemsere og i firserne.

Ras Bolding

Dette er Frozen Autumns første albumudgivelse og det må siges at være en flot debut. Ikke alene er cover-design vældig flot udført, også musikken og ikke mindst lydproduktionen er prisværdig. Gruppen, der stammer fra Italien og på dette deres første album består af Diego Merletto og Claudio Brosio, spiller en særegen form for synth-pop, der mere end snuser til tidlig Depeche Mode, men samtidig har sin egen lyd. Hvor Depeche Mode i firserne var meget kolde i lyden, så bevæger Frozen Autumn sig snarere i retning af det drømmende og gotiske. Musikken byder således både på fængende elektroniske pop-numre og mere stemningsprægede stykker, hvor lyd og atmosfære træder i forgrunden.

Netop det, at Frozen Autumn er i stand til at skabe denne variation gør, at deres musik, til trods for det stærkt udprægede retro-feel, også opnår en egen karakter, en egen lyd. Hertil kommer gruppens fornemmelse for elektronisk lyddesign - det er en fornøjelse, at lytte til musikken, at nyde de lækre synthesizerlyde og arrangementer, og selvom jeg ikke synes deres melodiske fundament er lige så stærkt i denne duoens første konstellation som den de mønstrer i dag, så vidner numre som There's No Time to Recall, med dets taktfaste beat og pulserende synth-bas, eller Dusk is Like a Dagger, der til tider næsten vækker minder om The Cure, om et talent for at skrive gode electro-pop numre. Med titler som The Echo of my Lies, Winter (Reprise) og Fragments of Memories, hvor Arianna, der i dag har erstattet Brosio i gruppen, leverer englesmuk vokal, bevæger lyden sig næsten i retning af ambient og new age, med let smag af klassisk musik, som man f. eks. kender det fra Enya eller Cocteau Twins.

Frozen Autumn er ikke ligefrem en gruppe, der kan kaldes nyskabende. Deres stil skuer i høj grad tilbage mod firsernes synth-pop, new wave og new romantic musik, og det er også herfra de henter mange af de stilistiske elementer både omkring image og design. Her er ikke så meget som antydning af techno, drum'n'bass, bigbeat eller lignende, og man kan mene, at gruppens musik er tilbageskuende og nostalgisk. Eller man kan mene, at musikken dybest set er et udtryk for den stil, den stemning, som gruppen brænder for og holder af, og derfor gør godt. For har man først ladet sig invitere med på rejse i Frozen Autumns flotte musikalske drøm, så er det svært ikke at give efter og lade sig imponere.

Ras Bolding

Den italienske duo, Frozen Autumn er endnu ikke brudt igennem i stor stil, hverken i hjemlandet eller resten af Europa. De har en vis stjerne i goth-miljøet, men deres meget stilsikre retro-dyrkelse af den tidlige firserlyd man kender fra grupper som Human League, Yazoo og Depeche Modes tidligere produktion, kan måske være med til at skille en del af de potentielle lyttere fra. Og det er en skam. For godt nok er der lige lovlig meget 1982 i lyden, men de gør det imponerende godt, Arianna og Diego Merletto.

Emotional Screening Device er drømmende velproduceret synth-pop med smag for gode melodier og fremragende lyd-design. Netop fordi det elektroniske lydbillede er så flot skruet sammen og fordi musikken ofte har en drømmende melankolsk karakter, formår duoen at fastholde lytteren fra første til sidste nummer, også selvom stilen i det store hele er tæt på at være ganske den samme som på gruppens forrige udspil, Fragments of Memories og Visionary Landscapes (udgivet under Static Movement navnet).
Udover de flotte synthesizer-arrangementer, der ofte er bygget op omkring svævende temaer, krystalklare arpeggio-figurer og simple basgange, hvor man måske fornemmer en vis italiensk arv fra Giorgio Moroder, er Frozen Autumn også velfunderede vokalistisk. Og netop det, at de er i stand til at veksle mellem mandlig og kvindelig vokal, skaber fin variation i musikken. Og så gør det jo ikke noget, at de i Arianna har en intet mindre end fabelagtig sangerinde, hvis stemme giver musikken en ekstra sfærisk og dramatisk dimension, som går fint i spænd med gruppens gotisk-poetiske stil. At denne stil måske bliver lige søgt nok hvad teksterne angår, er så en anden sag. Man vil vist gerne imponere, men det bliver lidt rodet og engelskkundskaberne rækker ikke helt til at gå i Edgar Allan Poes fodspor, men det er ikke noget man lægger mærke til når først musikken spiller.
Med Emotional Screening Device har Frozen Autumn skabt endnu et flot synth-pop album af den slags som der ikke er mange, der laver længere. Jeg kunne nogle gange godt tænke mig at høre gruppen gøre brug af især moderne rytmik og loops, men samtidig er charmen ved projektet også at de netop går hele retro-vejen og faktisk gør det godt. Det er en skam, at det kan være svært at finde deres musik, men heldigvis er nettet en oplagt mulighed, for er man til synth-pop, skal man ikke snyde sig for numre som Silence is Talking, Emotional Screening Device og Second Sight.
Ras Bolding

Den tyske gruppe Kraftwerk er legendarisk inden for den elektroniske musik, og deres gennembrudsalbum, Autobahn fra 1974 er en af genrens innovative klassikere. Albummet såvel som gruppen er vokset ud af den tyske Krautrock tradition, en tysk eksperimenterende rockscene, der i halvfjerdserne markerede sig som et alternativ til den angloamerikanske rock og pop, men som med navne som netop Kraftwerk, Tangerine Dream, Klaus Schulze og Cluster bevægede sig endog meget langt værk fra rockmusikken og ud på det elektroniske overdrev.

Med Autobahn præsenterer Kraftwerk en lyd som er næsten fuldt ud elektronisk, bortset fra enkelte fløjte- og guitarpassager her og der, og ikke nok med det, de arbejder også med mekanistisk rytmik som en væsentlig del af musikken på det godt 23 minutter lange titelnummer, der forener elektroniske klange med repetitive rytmer, vocoderstemmer og en teknologifascination af motorvejens effektive æstetik, som på en gang er tysk romantik og kølig ironi.

Albummets anden halvdel bevæger sig mere i retning af det man normalt forstår ved Krautrock, nemlig eksperimenteren med klangfarver og noget, der kan kaldes proto-ambient musik, tilsat improvisatoriske idéer og bevidsthedsudvidende stemning. Tempoet er, bortset fra den fængende Kometenmelodie 2, overvejende lavt og lyden mørk og dyster, på sine steder grænsende til det klaustrofobiske, men samtidig med en egen næsten minimalistisk skønhed.

Autobahns innovative betydning skal først og fremmest søges i titelnummeret, for det er her Kraftwerk bryder med den konventionelle Krautrok - hvis man kan tale om noget sådant - til fordel for en mere direkte melodisk og rytmisk stil med vægt på det elektroniske lydbilledes muligheder. Ikke sådan forstået, at de resterende numre ikke er gode og interessante, for det er de bestemt, men de varsler ikke på samme måde den electro-revolution Kraftwerk bliver synonym med i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne.

Ras Bolding

Med Radio-Aktivität bevæger Kraftwerk sig med beslutsomme skridt mod electro, uden dog helt at nå målet fuldbyrdet. Her er stadig spor af Krautrock, ikke mindst hvad angår albummets konsekvente brug af maskinelle og elektronisk simulerede lydcollager såsom geigertællere og radiostøj, men her er også numre, der utvetydigt bevæger sig i retning af electro-pop, såsom Radio-Aktivität, Âtherwellen og Antenne. Selvom lyden stadig ikke er helt på niveau med det gruppen præsterer blot få år senere, så fornemmer man en søgen efter et minimalistisk og rytmisk fundamenteret koncept, og selvom albummet umiddelbart kan virke en anelse rodet, så var det, med sin tidlige og meget konsekvente elektroniske lyd, en stor inspirationskilde for opkommende engelske synth-pop bands som Depeche Mode og OMD.

En del af albummet består, som sagt, af noget, der bedst kan beskrives som lydcollager, hvor maskin- og fabrikslyde akkompagneres af robotagtige stemmer og måleapparater, og det er med til, at give Radio-Aktivität et avant-gardistisk og eksperimenterende præg, samt den stemning af lige dele teknologifascination og -rædsel, som i meget høj grad er et centralt tema i al Kraftwerks musik. Radio-Aktivität har i det hele taget en udpræget dyster karakter; de elektroniske lyde er kolde og maskinelle, men besidder samtidig en egen skønhed og fascination og, titlen taget i betragtning, er det svært ikke at få associationer til atomkrigsmareridt.

Radio-Aktivität er måske et lidt overset Kraftwerk album, og det skyldes nok, at det er udgivet mellem det store gennembrud, Autobahn, og så Trans Europa Express, hvor gruppen for alvor introducerer den electro, som i afgørende forstand kom til at revolutionere den elektroniske musik og uden hvilken det ville være svært helt at forestille sig vor tids elektroniske scene, som den ser ud i dag.

Dette album er formentlig ikke den bedste introduktion til Kraftwerk, og mange vil ganske enkelt finde det for mærkeligt, grundet de eksperimenterende lydcollager, der til tider viser arven fra Kalheinz Stockhausen. Men har man interesse i både Kraftwerks og den elektroniske musiks historie, så bør man anskaffe sig Radio-Aktivität.

Ras Bolding

Med Trans Europa Express introducerer Kraftwerk for alvor den electro-stil, som de fleste lyttere forbinder med gruppen. En stil som har haft enorm betydning for udviklingen af technomusikken, hvorfor albummet også, og med rette, regnes som en klassiker.

Som de fleste Kraftwerk album relaterer alle numre på Trans Europe Express til et overordnet tema, i dette tilfælde et teknologisk effektiviseret, koldt og fremmedgørende Europa, hvor mennesker lever deres liv i tomme togkupéer, narcissistiske spejlsale og illusoriske postkort. Der er en næsten Kafkansk stemning albummet igennem, og man fornemmer også inspiration fra de italienske futurister i begyndelsen af det tyvende århundrede. Her er den samme fascination ved den teknologiske effektivitet, men hos Kraftwerk kommer ængstelsen også til udtryk, men snarere som en romantisk længsel end teknofobisk moraliseren.

Musikalsk tager Trans Europa Express afsæt i en fusion mellem elektronisk avant-garde, pop, funk og disco, men udfører denne med meget stor stilsikkerhed. Og det er egentlig utroligt, for på dette tidspunkt er der ikke nogen electro-scene at forholde sig til - Kraftwerk skaber den i høj grad selv. Først efter albummet når USA, finder Afrika Bambaataa på at stjæle temaet fra titelnummeret og rappe ind over det.

Sammenlignet med Kraftwerks tidligere album er lydproduktionen på Trans Europa Express nået mindst et skridt eller to videre. Også den rytmiske fornemmelse, især på numrene Trans Europa Express, Metall Auf Metall og Abzug, som bindes sammen til en godt femten minutter lang helhed, når nye højder. Et nummer som Schaufensterpuppen skal også fremhæves for sin ultramekanistiske forståelse for både rytmik og mekanik, mens den dystre og kolde Spiegelsal udtrykker narcissistisk ensomhed og identitetshunger så man som lytter efterlades ganske tom inden i.

Trans Europa Express er, efter min mening, et af Kraftwerks allerbedste album, og det står for mig som ikke blot en nyskabelse inden for den elektroniske musik, men også som en dokumentation over Euopa i slutningen af det tyvende århundrede.

Ras Bolding

Dette er formentlig Kraftwerks bedst kendte album, med numre som Die Roboter og ikke mindst Das Modell som, da albummet udkom i 1978, ikke vækkede stor interesse, men godt et par år senere strøg til tops på den engelske hitliste. Resten af musikverdenen skulle tilsyneladende lige bruge et par år på at følge med Kraftwerk ind i fremtiden, og der er ikke tvivl om, at dette er musik med fremtidsvisioner. Albummets tema er forholdet mellem menneske og maskine, i mere overordnet forstand forholdet mellem menneske og teknologi, et forhold som Kraftwerk med deres ultra-elektroniske musik om nogen må siges at tematisere.

Musikken på Die Mensch-Maschine er electro og proto-techno. Her arbejdes meget stilsikkert med elektroniske beats og synthesizertemaer, som både filtreres og effektbehandles, som man kender det fra technomusik som den lyder i dag. Men dette er i høj grad rødderne. Især på numre som den fremragende Die Roboter, med sine frekvensfiltrerede synthesizertemaer og robotagtige vocoder-vokal, eller Metropolis med sine kolde temaer og taktfaste rytme, hører man technomusikken i sin vorden, og disse numre mere end holder også den dag i dag. Electro-pop bliver det også til undervejs, først og fremmest med hittet Das Modell, der beviser hvor minimalt og rigtigt det kan gøres, men også den techno-romantiske Neonlichts, især første halvdel.

Kraftwerks lydforståelse er på dette album intet mindre end sublim. Det virker som har de brugt dage på hver eneste lyd, og det er ikke helt forkert, for gruppens tilgang til musikken på dette album nærmer sig det videnskabelige, med musikalske hypoteser, der afprøves v.h.a. eksperimenteren og enten udvælges eller forkastes.

Die Mensch-Maschine er et album, der nærmer sig det perfekte. Her er gode melodier og nyskabende rytmik, brillante, overvejende kolde lyde og fremragende produktion. Albummet har for længst indtaget sin retmæssige plads som et af de bedste i den elektroniske musiks historie.

Ras Bolding

Computerwelt er på mange måder en fortsættelse af de idéer Kraftwerk arbejdede med på Die Mensch-Maschine og i nogen grad også Trans Europa Express, hvilket vil sige electro-pop og proto-techno, funderet i en stærk melodisk og rytmisk forståelse kombineret med sublim lydproduktion og fremtidsvisioner, der på én og samme tid er skræmmende og tillokkende. Og for Computerwelt fremtidsvisioner som i meget høj grad ligner den virkelighed vi lever i, i dag. Kraftwerk synger på albummet om computernetværk styret af store pengestærke korporationer og længsel efter kærlighed formidlet gennem en skærm - det er vært ikke at tænke internet og cybersex, og selvom vores virkelighed ikke er ligeså stilistisk kold og næsten romantisk fremmedgjort som den portrætteres af Kraftwerk - og desværre, kan man næsten tilføje - så er der noget næsten profetisk over dette album.

Musikalsk veksles der mellem fængende electro-pop numre som Computerwelt, Taschenrechner og Computer Liebe, der alle glimrer ved at byde på gode melodier samt tekster, der nok er minimalistiske, men til gengæld rammer effektivt plet, og så de mere techno-orienterede numre som de afsluttende Heimcomputer og It's More Fun To Compute, hvor det i højere grad er bastemaer, arpeggiofigurer og rytmik, der udgør musikken. Mix og produktion er i top og man har virkelig en fornemmelse af, at Kraftwerk ved lige præcis hvordan de skal fylde deres lydbillede med kun de lyde de har brug for, hvilket til gengæld giver bedre plads til disse i mixet, og gør at man som lytter virkelig kan nyde deres individuelle karakter og særpræg. Det er i høj grad denne evne, opøvet gennem adskillige år, som gør at Kraftwerks musik er så unik og karakteristisk, også mange år efter.

Computerwelt er ikke bare et mesterligt album, det er også et af de mest indflydelsesrige i techno- og electromusikkens historie. Sammen med Die Mensch-Maschine og Trans Europa Express blev det dyrket på undergrundsklubberne i USA, hvor det i beyndelsen var de sorte og homoseksuelle, der tog musikken til sig, netop fordi den var så markant anderledes og skuede mod fremtiden. Mange år efter, er Computerwelt at regne blandt technoens absolutte klassikere, og det er kun yderst fortjent.

Ras Bolding

Der skulle gå fem år efter Computerwelt før Kraftwerk igen sendte et album på gaden, og til dato er det faktisk det sidste studiealbum med nyt materiale fra gruppen.

På Electric Café hører man for første gang for alvor Kraftwerk arbejde med digitale synthesizere og sampling, og man fornemmer en vis inspiration fra Art of Noise samt Jean Michel Jarres Zoolook. Musikken er overvejende electro og techno-pop, ja Techno Pop er sågar titlen på et af numrene, og lydene er som altid kolde, præcise og meget elektroniske, om end enkelte til en vis grad forsøger at emulere konventionelle instrumenter som strygere eller slap-bas.

Albummet er delt ind i to partier, hvoraf de tre indledende numre Boing Boom Tschak, Techno Pop og Musique Non Stop udgør en slags samlet helhed, hvor lyde, temaer og rytmik genbruges i skiftende sammenhænge. Dette virker på bedste vis, og disse tre numre fungerer både som en ubrudt helhed men kan også i nogen grad stå alene. Stemningen er meget elektronisk og syntetisk, kold og futuristisk - og samtidig meget dragende på sin egen særegne facon. Albummets anden halvdel består af numrene Der Telefon Anruf, Sex Objekt og Electric Café, der alle er gode numre, men umiddelbart også en smule mere konventionelle end de foregående. De er i højere grad bygget op som popsange med vers og omkvæd, men fungerer glimrende som synth-pop og byder samtidig på spændende lyde, fra Der Telefon Anrufs duttende telefonrytmik til Electric Cafés mærkværdige arpeggiotemaer.

Man kan måske hævde, at Electric Café ikke er helt så nyskabende som Kraftwerks tidligere album, især Trans Europa Express, Die Mensch-Maschine og Computerwelt, og det er der nok noget om. Men samtidig må man også huske, at der jo er gået nogle år, hvor engelske navne som Gary Numan, Depeche Mode, Ultravox, Visage, Human League, Erasure og Pet Shop Boys samt amerikanske DJs som Afrika Bambaataa og Juan Atkins har nydt godt af Kraftwerks musik og har suget inspiration til sig - der er altså kommet en ny generation til.

Electric Café glimrer ved sin kolde elektroniske lyd og gode melodier og bør naturligvis befinde sig i enhver Kraftwerk samling, i enhver ordentlig elektronisk musik samling og gerne i en del mundæne plade/CD-samlinger også.

Ras Bolding

Dette er, som titlen antyder, ikke et egentligt studiealbum, men et remix-album. Men ikke et remix-album i traditionel forstand, for det er Kraftwerk selv, der remixer Kraftwerk, og det kommer der faktisk et rigtig interessant album ud af.

Kraftwerk har ladet sig inspirere af den voksende technoscene, som de i høj grad selv har været med til at afføde, og numrene på The Mix er derfor ofte techno-inspirerede, men aldrig på bekostning af de oprindelige idéer, hvilket vil sige melodilinjer, harmoniske forløb og vokaler forbliver intakte. Ofte er det lyde og rytmik, der er lavet om, men på en måde, der yder originalerne stor respekt, men samtidig giver dem en mere techno-orienteret lyd, uden at der på noget tidspunkt går trendy house eller tanketom dance i den. Kraftwerk er i høj grad deres egen lyd og deres egen betydning i techno- og electro-musikkens historie bevidst, og det betyder, at selvom der er tale om remix, så kan man stadig sagtens høre, at det er Kraftwerk, der står bag. De tror fuldt og fast på, at deres numre helt tilbage fra halvfjerdserne gør sig med moderne techno- og electro-beats, og når man lytter til Autobahn, der i denne version iklædes lækker ultra-elektronisk hip hop beat og moderne mixer-teknologi, eller den fremragende Radio-Aktivität, der i denne udgave er blevet til et energisk techno-hit, intet mindre, så kan man jo sagtens høre, at de har naturligvis ret.

Lydproduktionen på The Mix er intet mindre end fremragende. Man kan høre, at der er sket noget på netop dette område fordi teknologien er blevet bedre. Og Kraftwerk forstår til fulde at benytte denne teknologi. Ikke alene er lydene hver især fremragende, det overordnede mix giver også plads til dem, lader dem indtage deres plads i stereobilledet så de alle kommer til deres ret.

Kan man i virkeligheden nøjes med dette Kraftwerk album, som en slags 'greatest hits'. Ja og nej. Hvis man er ude efter de kendte numre, så dækker The Mix godt, dog uden at medtage det formentlig bedst kendte nummer af dem alle, Das Modell, men er man interesseret i Kraftwerk som gruppe og deres betydning i den elektroniske musiks historie, så skal man naturligvis anskaffe sig studiealbummene også. Men The Mix kan fungere som en fin introduktion.

Ras Bolding

I efterhånden rigtig mange år, har der svirret rygter om nyt fra Kraftwerk. Gang på gang har det heddet sig, at om et par måneder, så kom det nye album, som fans har ventet på i årevis, og gang på gang er man blevet skuffet. Derfor kunne jeg selv dårligt tro det, da jeg endelig fiskede det længe ventede album ned fra hylden - Kraftwerk ER tilbage. Spørgsmålet er så, om den legendariske tyske gruppe er tilbage i topform, eller om cyklen efterhånden er blevet en flad fornemmelse.

Kraftwerk, der i dag består af originalbesætningen Ralf Hütter og Florian Schneider, med assistance fra to nye medlemmer, Fritz Hilpert og Henning Schmitt, står med denne udgivelse over for et besynderligt problem, netop fordi de har holdt så lang pause. Der er bred enighed om, at gruppen er en af den elektroniske musiks mest betydningsfulde, og derfor har forventningerne til nyt materiale fra de tyske pionerer været tårnhøje - men kan disse overhovedet indfries? Vælger man at være tro mod den originale lyd, så vil kritikere klage over manglen på nyskabelse, og stiler man i stedet efter et moderne electronica-udtryk, da vil kritikerne påpege, at nu lyder Kraftwerk bare som alle de andre, og hvad gør man så, når man står der i Kling-Klang studiet og skal leve op til drømmen om en legende?

I det store hele har gruppen, med Tour de France Soundtracks, valgt at forblive tro mod deres velkendte og højt respekterede stil, og det er rart, at Kraftwerk, efter alle disse år, stadig lyder som Kraftwerk, stadig har en både aldeles unik og genkendelig lyd, om end der ligeledes her og der fornemmes en smule inspiration fra både house og moderne electronica. Omvendt kan det synes trist, at gruppen, formentlig først og fremmest Ralf Hütter, stadig hænger fast i den samme dybt uinteressante fascination af cykelløb som dengang i firserne, hvor Hütter mere eller mindre opgav projekt Kraftwerk til fordel for de tohjulede køretøjer. Kort og godt - cykelløb er bare ikke et emne, der på samme måde som teknokultur, elektronisk fascination og digital fremmedgørelse, kan bære et helt album.

Tour de France Soundtracks er vældig behagelig at lytte til, og byder - som ventet - på fremragende produktion og lyddesign, men er - som ventet - ikke på højde med mesterværker som Trans Europa Express, Die Mensch-Maschine og Computerwelt.

Ras Bolding

Efter en del års pause er den legendariske slovenske industrialgruppe Laibach tilbage med endnu et album fuld af dystre klange og tunge beats. Som ofte med Laibach er der tale om et konceptalbum, og denne gang er det tidens tand og tidsånden, der er de temaer om hvilke WATs tolv numre kredser, i større eller mindre grad. Stemningen er, naturligvis, fristes man til at sige, dunkel som graven, om end man samtidig, som altid, også fornemmer en smag af galgenhumor. Med Laibach er det bare ofte svært at sige hvad, der er hvad. Og det er netop charmen.

Sammenlignet med gruppens forrige studieudspil, Jesus Christ Superstars, hvor tematikken var kristendommen på godt og især ondt, og lyden en slags gotisk-electro-møder-mørk-metal, betjener WAT sig af en langt mere technoorienteret lyd, og minder som sådan om 1992s mesterværk Kapital, selvom jeg ikke mener gruppen denne gang når helt samme højder. Et par af numrene minder simpelthen for meget om hinanden og mangler identitet. Men heldigvis ikke dem alle. De numre, der fungerer bedst er gerne de, der tager afsæt i de bedste tekstmæssige idéer også, såsom det ulmende åbningsstykke B Mashina, den hårdtpumpede og DAF-inspirerede Tanz Mit Laibach samt Now You Will Pay, der forener minimaltechno og dramatiske kor med apokalyptisk paranoia og WAT, der er en hyldest til gruppen Laibachs egen historiske udvikling.

WAT er et gennemgående hårdtpumpet album, som i passager viser glimt af alle de andre ting Laibach også mestrer. I det store hele hæmmes udtrykket nok en smule af lidt for megen minimaltechno; nogle numre burde ganske enkelt være kortere. Samtidig er det ikke alle passager, der er lige skarpe i forhold til albummets overordnede tema, men dette til trods fremstår WAT alligevel som et fint og detaljeret album, men dog fra en gruppe, der har præsteret bedre.

Ras Bolding

Mike Oldfields debutalbum fra 1973 er ikke alene en særegen og inspirerende musikalsk oplevelse, det er også et stykke musikhistorie, slet og ret; et af rockhistoriens klassiske album, sådan et, der skal stå i samlingen, hvis man mener man har en samling og ikke bare en stak plader eller cd’er. Samtidig er Tubular Bells det første album udgivet på Virgin, og man kan således sige, at albummet, på godt og ondt, bærer en del af skylden for, at vi i dag er omgivet af Virgin Records, Virgin Megastores og Virgin Airways.

Tubular Bells består af to lange instrumentalnumre, hver af en længde på 24-25 minutter, og er komponeret af Mike Oldfield i en ung alder; visse dele er skrevet under en depression som femtenårig, og Oldfield er bare tyve, da albummet udsendes i 1973. Ikke alene er Oldfield komponisten, han spiller også omkring tyve instrumenter undervejs, fra piano til guitar, bas, klokkespil og så naturligvis de rørformede klokker, der har givet albummet dets let enigmatiske titel.

Musikalsk er Tubular Bells en meget personlig rejse gennem en lang række temaer og stilistiske idéer, der væves ind i hverandre, transponeres, skifter instrument og karakter undervejs gennem det imponerende værk, der på en og samme tid fremstår som komplekst og tilgængeligt. Det ene øjeblik bevæger Oldfield sig indenfor minimalistisk avantgarde, det næste spiller han fjollet keltisk folkemusik, for straks efter at kaste sig ud i desperat rock - her er både lyrisk smukke passager samt vrede eksplosioner - og det er mildt sagt imponerende, at han kan få det hele til ikke bare at hænge sammen, men også til at gå op i en højere enhed.

Tubular Bells er en sand klassiker, og det er fuldt fortjent. Selv mange år efter har albummet stadig masser at byde på, og det fremstår endnu som et af Oldfields absolut bedste og mest originale værker - ja mange vil formentlig hævde, at Tubular Bells stadig er det bedste man har hørt fra Oldfields hånd, og jeg er nok tilbøjelig til at være enig. Her er ganske enkelt tale om et mesterværk!

Ras Bolding

Hergest Ridge er Mike Oldfields forsøg på at følge op på den enorme succes, der fulgte med Tubular Bells, og den overordnede strategi synes da også at læne sig op ad den man finder på Tubular Bells, med to lange instrumentalnumre, hvor diverse melodiske og harmoniske progressioner sættes sammen til et sindrigt musikalsk puslespil. Men hvor Tubular Bells er mere skarp i sin melodiforståelse, så er Hergest Ridge ofte mere afdæmpet. Musikken er i store partier eftertænksom, snarere end pågående, og besidder klare pastorale træk, hvilket vel næppe er overraskende, når man ret betænker, at albummet er opkaldt efter et naturskønt område i Wales.

Hergest Ridge er lige så kompleks som Tubular Bells, men måske knap så tilgængelig som sin forgænger. Den er ofte mere dvælende i sit udtryk, enten i form af langstrakte stemningsmættede harmoniske forløb, hvor orgel, guitar og fløjte dominerer, eller vuggende, med brug af bas og bjælder i rytmegruppen, enkelte steder afbrudt af eksplosive passager med hvinende elguitarforløb, såsom den fænomenale sekvens, der afslutter Part to. Det er ikke forkert, at tilskrive musikken visse meditative kvaliteter, men samtidig er der ikke tale om afspændingsmusik eller baggrundstapet - Oldfield er en kompetent komponist, der formår at vægte og arrangere sit materiale således, at musikken ikke fremstår kedelig selvom den i store partier er afdæmpet, næsten langsommelig.

Mike Oldfields andet album udviser, ligesom Tubular Bells, en musikalsk modenhed man ikke umiddelbart ville forvente af så ung en musiker, og selvom der bestemt er ligheder de to værker imellem, så fremstår Hergest Ridge ikke blot som et forsøg på at koge suppe på sin forgænger, den kan også sagtens stå alene. Den har ikke samme gennemslagskraft som sin forgænger, men det ville være fejlagtigt af den grund at fornægte dens fine kvaliteter.

Ras Bolding

Efter den pastorale Hergest Ridge, synes Ommadawn på mange måder mere sprælsk. Her er tale om et album, hvor Oldfield i høj grad arbejder med de gæliske musiktraditioner, der altid har været en del af hans udtryk, om end tidligere i noget mere afdæmpet forstand. Samtidig sporer man også, især på Part 1, elementer af afrikansk musik, bl.a. i form af gæstepercussionister fra Jabula, og det er med til at skabe et afvekslende og levende lydbillede, et lydbillede, som også samtidig er helt og holdent Mike Oldfield, ikke mindst fordi den engelske multiinstrumentalist, som vanligt, spiller en imponerende række instrumenter undervejs, spændende fra synthesizer og spinet over elektrisk og akustisk bas til mandolin, banjo og elguitar.

Ommadawn er inddelt i to lange parter, og den første indledes med en afdæmpet passage, næsten som en largo, hvor det, der kan kaldes værkets basale melodiske figur introduceres. Dette tema går igen flere gange undervejs, og i mange forskellige udformninger og udklædninger, spillet på forskellige instrumenter, iscenesat i forskellige arrangementer. Musikken synes at bevæge sig umærkeligt, næsten legende let, fra langstrakte, protoambiente passager, hvor orgel, synthesizer og fyldig elguitar giver associationer til underjordiske stemningsbilleder, og videre til sprælske, ofte gælisk inspirerede passager, hvor fløjter og sækkepiber danser med elverfolk for det indre øje. Og så bør afslutningen på Part 1 velsagtens fremhæves som lidt af et højdepunkt i Oldfields produktion; her går afrikanske trommer, repetitive synthesizere og hvinende elguitarer op i en højere enhed.

Part 2 virker mere afdæmpet, bl.a. fordi den indledes med et langsomt stykke, hvor talrige elguitarer klinger samtidigt og opnår en effekt næsten som et svagt brusende orgel. Senere introduceres også både sækkepiber, akustiske guitarer og et afsluttende børnekor - sidstnævnte må vist betragtes som et humoristisk indslag, tiltænkt eller ej.

Ommadawn viser, som sine forgængere Tubular Bells og Hergest Ridge, Mike Oldfield fra sin bedste og mest kompetente side. Her er tale om et særdeles personligt udtryk og en musikalsk præstation, man kun kan lade sig imponere af!

Ras Bolding

Med dobbeltalbummet Incantations, nærmer Mike Oldfield sig det prætentiøse - nu er det ikke længere nok med to lange værker; nu skal der fire til, og der er de, der hævder, at Incantations er for lang, at den væver for meget og ikke er lige så direkte i sit udtryk som eksempelvis Tubular Bells, Hergest Ridge og Ommadawn. Til gengæld er der, efter min mening, ikke tvivl om, at Oldfield her har formatet til at løfte den store opgave, at han rent faktisk formår at levere fire interessante lange værker, der samtidig byder på variation nok til at projektet ikke alene holder, men også fremstår særdeles imponerende.

Incantations virker på mange måder som kulminationen på de idéer Oldfield har arbejdet med op gennem halvfjerdserne, og således hører man sine steder spor af både Tubular Bells, Hergest Ridge og Ommadawn, men uden at Icantations forfalder til gammel vin på nye flasker. Der arbejdes på albummet eksempelvis meget mere omfattende med kor og strygere end tidligere, og synthesizere fylder også mere end på de foregående album. Ydermere bydes der på enkelte og meget smukke vokalpassager, sunget af Mike Oldfields søster, Sally Oldfield.

Med Incantations har Oldfield skabt et omfattende og komplekst værk, men samtidig et værk, der ikke fremstår afvisende eller utilnærmeligt. Nok er det, med sine komplekse strukturer og i passager hyppigt skiftende taktarter, knap så tilgængeligt som de tidligere album, og meget peger på, at Oldfield bevidst har ønsket at arbejde med mere omfattende idéer, men han formår stadig at mestre den gode melodi og det flotte arrangement.

Incantations er muligvis for den tålmodige lytter, men her er bestemt meget at komme efter. Oldfield behandler i høj grad sin musik efter klassiske principper på dette album, og han får det til at fungere på meget fornem vis.

Ras Bolding

Mike Oldfields slagsmål med Richard Branson og Virgin er lige så velkendte som hans besættelse af de rørformede klokker. Da hans aftaler med Virgin udløb i 2003, fik han langt om længe kontrollen over Tubular Bells (TB) tilbage. I årenes løb har det dog ikke skortet på udgivelser: TB 2 og 3, tragedien Millennium Bell, orkesterversion af TB og et utal af remasters og jubilæumsudgivelser.

Da 20-årige Mike skulle indspille TB, havde han kun ganske få dage til det, og hans adgang til lydstudiet var i perioden meget begrænset. Derfor er originalens lydkvalitet langt fra optimal. Enkelte instrumenter stemmer ikke 100%, der spilles en tone forkert af og til mv., og perfektionisten Oldfield har derfor i mange år ønsket at rette fejlene, hvilket han nu har gjort med denne genindspilning.

Kompositorisk lægger TB2003 sig tæt op ad originalen, og Oldfield gør i de medfølgende noter et stort arbejde ud af at forklare fremgangsmåden, lige som alt fra instrumenter til computerprogrammer og mikrofoner er beskrevet. Han er tydeligvis blevet teknisk dygtigere i årenes løb, og enkelte steder er der også ændret en smule: en afskyelig, billig keyboardlyd i Blues kunne godt have været undværet, mens Oldfield på samme nummer viser ekstra guitar-ekvilibrisme, og den growlende Piltdown Man er nu gjort til en duet. I det samlede billede gør disse ændringer dog ikke den store forskel, og i stereo kan det diskuteres, om TB2003 er en nødvendig udgivelse. På den ene side føles den forbedrede lydkvalitet som at få fjernet en pude fra sine ører; på den anden side er den nye version sine steder næsten for poleret og mangler originalens charme. Men i surround kommer nyindspilningen virkelig til sin ret. Lige fra introduktionen spredes instrumenterne ud til alle 6 højttalere og giver musikken en ekstraordinær fylde. Lyt især til Introduction, Latin og Thrash, hvor guitarer og klaverer kreativt og elegant vandrer mellem højttalerne, og afslutningen, The Sailor’s Hornpipe, hvor musikken snurrer rundt og rundt som i en karrusel. Brugen af surround er meget uortodoks, idet det normalt anses for dårlig stil at lade instrumenterne bevæge sig rundt på denne måde, men her understøttes det komplekse værk på bedste vis.

TB2003 indeholder et væld af lydspor: DVD-Audio 5.1 og stereo (ikke testet), DTS 5.1, Dolby Digital 5.1 og 2.0. Dolby 5.1-sporet er yderst vellykket, men det er stadig DTS’en, der tager prisen: spredningen af instrumenter lyder langt mere naturlig og glidende, og bassen er mere detaljeret.

DVD’en indeholder også bonusmateriale: et nummer fra både Tubular Bells 2 og 3 Live, hvilket vel kun kan tolkes som en slags reklame for disse udgivelser… og så en lille perle, nemlig en halv times 1971-demo af den oprindelige komposition. Lydkvaliteten er mildest talt ikke for god, men for Oldfield-aficionados er det en sand oplevelse at høre mandens hovedværk under udarbejdelse.

Selv om nogle fans vil korse sig, mener jeg, at Tubular Bells 2003 er en af de til dato mest interessante 5.1-udgivelser, og surround-mikset gør Mike Oldfields kalejdoskopiske hovedværk til en helt ny oplevelse. Og skal vi så ikke lade The Tubular Bells ligge fremover?

Jacob Gunness

Det er ikke meget man umiddelbart kender til finsk musik - Sibelius, 22 Pistepirkko og så måske Hedningarna. Måske, fordi de fleste i gruppen jo faktisk er svenskere. Men Op:l Bastards beviser, som Sibelius, 22 Pistepirkko og Hedningarna, at når den finske musik når vore kanter, så er den bestemt værd at lytte til. Desværre er Op:l Bastards, blot et års tid efter udgivelsen af dette deres første, og altså, som det ser ud nu - desværre - eneste album, allerede opløst, grundet uoverensstemmelser med deres finske pladeselskab.

Op:l Bastards spiller en mærkværdig blanding af retro-electro, funk og elektronisk avant-garde, og de gør det særdeles godt. Deres lyd er temmelig enestående, men skal jeg sammenligne, vil jeg bede læseren forestille sig Herbie Hancock, Jean Michel Jarre, Add N to (X) og den legendariske Commodore 64 konge Rob Hubbard spærret inde i en lille sauna med skramlede analogsynthesizere. Der er en rå men samtidig meget elektronisk karakter i lydbilledet, som netop i kraft heraf også til tider smager af en slags electro-punk - Pac Man med hanekam.

Der findes mange gode numre på albummet, men de to undergrunds-hit, Scorpius og Sagittarius III bør fremhæves, ikke mindst for deres lækre og energisk fængende bastemaer, flippede arpeggiofigurer og udsyrede lydbillede, som hele tiden balancerer fornemt på grænsen til at overstyre. Dette er skrammel-electro af bedste kvalitet. Numrene Funking og Spraybeat (Eagle Mix) demonstrerer trioens interesse for elektronisk funk, og de er lige akkurat så corny som de skal være, uden at kamme over. Det er med andre ord den fede finske funk, mens numre som Tantor og Deal, med deres rå eksmperimenterende lydbillede peger i retning af avant-garde.

The Job er et fremragende album som jeg kun på det sauna-varmeste kan anbefale til alle electro-interesserede lyttere. Og så vil jeg samtidig begræde, at det kun blev til et album for trioen, som jeg ellers havde udset til at blive en af mine ny yndlingsgrupper.

Ras Bolding

Den engelske duo Orbital, har gennem halvfemserne placeret sig i en absolut førerposition på den engelske technoscene, sammen med navne som Aphex Twin, Future Sound of London og Underworld. Med opsamlingsalbummet Work 1989-2002 gøres der status over de første tretten år af karrieren, og musikken bevæger sig mellem det progressivt eksperimenterende og det energisk dansable.

Orbital slog igennem som hovedeksponent for den ny rave og techno-scene i England, og albummet indeholder naturligvis nogle af de gamle klassikere fra dengang, såsom Chime og Belfast, der stadig lyder friske også i dag, ikke mindst takket være duoens flotte produktion. Med årene blev Orbitals lyd mere kompleks og de enkelte numre ofte længere, ikke sjældent med klar inspiration fra både electro og ambient musik, bl.a. de gamle mestre som Jean Michel Jarre, Kraftwerk og Tangerine Dream. Numre fra album som In Sides og The Middle of Nowhere forefindes naturligvis, men gerne i kortere form end de oprindelige album-versioner, og det er måske lidt synd, da Orbital ofte er rigtig gode, når de giver sig tid til de lange numre. At man har valgt at udskifte den oprindelige klassiker Satan med nyindspilningen fra 1997, hvor Metallicas Kirk Hammett medvirker på guitar er mig lidt af en gåde. Nuvel, der er tale om en intern joke, men der er stadig ingen tvivl om, at den oprindelige Satan forbliver techno-klassikeren, og det er synd og skam, at Orbital ikke benyttede denne lejlighed til at genudgive dette fremragende nummer, som ellers kan være svært at finde i dag.
Man kan altid diskutere hvad der bør tages med på et opsamlingsalbum, og jeg er måske ikke helt enig med Orbitals udvalg, selvom jeg i det store hele er godt tilfreds. Her er et bredt udsnit af hvad gruppen har præsteret, lige fra hits og klassikere som Chime og The Box til sjældne lækkerier som Choice og et hidtil uudgivet nummer, Frenetic. Her er både noget for de af os, der har alle Orbitals album i forvejen såvel som den interesserede lytter, der gerne vil stifte nyt musikalsk bekendtskab. Og kender man slet ikke til Orbital, så er Works 1989-2002 et fint incitament til at komme i gang.
Ras Bolding

Med Blue Album sætter Orbital punktum for en lang og flot karriere - denne udgivelse bliver nemlig, hvis man skal tro brødrene Hartnoll, gruppens sidste. Hverken Phil eller Paul mente der vare mere inspiration tilbage i projektet, og således kan man kun respektere duoens beslutning, om end det da samtidig også er lidt vemodigt, at skulle sige farvel til Orbital efter lang og tro tjeneste.

Med Blue Album vender Orbital i en vis forstand tilbage til rødderne; bare titlen alene læner sig op ad de to første, unavngivne Orbital album, der blandt fans kaldes henholdsvis det grønne og det brune album, opkaldt efter covernes farver. Musikalsk kan man også høre elementer af den gamle Orbital-stil, ja der er, fra første til sidste nummer tale om en lyd, der er så udpræget Orbital, at den er svær at tage fejl af. Det betyder også, at duoen på Blue Album ikke tilføjer noget revolutionerende nyt; det er stadig komplekse, lagopbyggede electronicaklange, med tydelig fornemmelse for det melodiske aspekt såvel som det rytmisk velovervejede, der udgør gruppens lyd, men, og det er måske netop pointen, det gør Orbital stadig hamrende godt, og således er det åen fornøjelse, at lytte til brødrenes sidste album.

Musikalsk bydes der på mange fine og afvekslende numre, fra næsten klassisk minimalisme på åbningsnummeret Transient, der vækker minder om Philip Glass og Michael Nyman til raveorienteret techno med Tunnel Vision og små, søde electronica-vuggeviser som Bath Time og Easy Serv. Og så afsluttes der på fornem vis med den godt ti minutter lange One Perfect Sunrise, der byder på gæstevokal af Lisa Gerrard, ex-Dead Can Dance, som i øvrigt også har været med til at skrive nummeret.

Blue Album er et flot farvel fra Orbital, et fint album, der måske ikke er at regne blandt gruppens absolut bedste, men som holder den høje standard man forventer. Man vil komme til at savne Orbital, der absolut var en af de grupper der for alvor formåede, at kombinere den lytterorienterede elektronmusik med den dansable techno op gennem halvfemserne og ind i det nye årtusind.

Ras Bolding

Den engelske electropop duo Pet Shop Boys kræver næppe nærmere introduktion, og det er denne samling af hits velsagtens et godt eksempel på. Pop Art er en dobbelt-cd, fyldt med Pet Shop Boys’ mange træffere, lige fra begyndelsen af karrieren i midten af firserne og til i dag, plus to helt nye numre, Miracles og Flamboyant, hvor især førstnævnte bør fremhæves; et rigtig velskrevet electropop-hit i den klassiske Pet Shop Boys-tradition, som da også har spøgt på de engelske hitlister. Køber man den specielle limited edition udgave, så får man også en tredje cd med, indeholdende diverse dance-remix af mange af Pet Shop Boys’ numre.

Det første, der slår en når man lytter til Pop Art er hvor mange store hits Pet Shop Boys egentlig har haft gennem tiderne. Det næste, der slår en er hvor fremragende popnumre der i langt de fleste tilfælde rent faktisk er tale om, og de er her naturligvis alle sammen; Go West, Suburbia, Rent, Can You Forgive Her?, West End Girls og den mesterlige It’s A Sin, der efter undertegnedes beskedne mening, må betegnes som et af de flotteste popnumre nogensinde. Der er også blevet plads til nogle af de mere aparte numre, om end jeg godt kunne have ønsket mig lidt flere af dem. Men omvendt så har Pet Shop Boys jo allerede samlet de fleste af disse på dobeltudgivelsen Alternative, som man jo så bare kan købe tilmed.

Pop Art giver et bredt udsnit af Pet Shop Boys’ karriere, med rødder i såvel electro som house og pop, og står samtidig som et effektivt bevis for det, der altid har været Pet Shop Boys’ virke, nemlig at vise alle tvivlere, at det er bestemt muligt, at konstruere popmusik af meget høj kvalitet. Pet Shop Boys, når de er bedst, har evnen til at forene popmusik af næsten afhængighedsdannende karakter med intelligent og meget, meget tør humor, og hvis man mangler et godt sted at begynde, så er Pop Art et mere end oplagt bud.

Ras Bolding

Static Movement er egentlig same gruppe som Frozen Autumn, og stilmæssigt er der ingen videre forskel på de to konstellationer, og man kan derfor spørge sig selv hvorfor man overhovedet gør brug af to forskellige navne. Det er lidt snørklet, men hænger sammen på følgende måde: Frozen Autumn bestod på deres første udspil, Fragments of Memories, af Diego Merletto og Claudio Brosio. På et enkelt nummer optrådte Arianna som gæstesolist, og Diego blev meget begjstret for ikke blot stemmen men også kvinden, og de to fandt sammen og blev til Static Movement og udgav Visionary Landscapes. For så at gøre forvirringen komplet er netop denne konstellation, Diego og Arianna, Frozen Autumn i dag, hvorfor Static Movement navnet formentlig er fortid nu.

Visionary Landscapes er retro synth-pop med atmosfærisk og gotisk smag. Det er flotte lyde, fornemme arrangementer og gode sange fra ende til anden, og var dette album blevet udsendt i firserne og ikke 1998, havde det været en klassiker inden for genren på linie med Depeche Modes Black Celebration eller Human Leagues Dare, så høj er kvaliteten. Også produktionen er på meget højt niveau, og det gør blot albummet til en endnu større nydelse at lytte til.

Ud over de allerede omtalte kvaliteter, bør også vokalarbejdet på Visionary Landscapes fremhæves. Både Diego og Arianna synger, og hvor han tydeligvis har lyttet til folk som Depeche Mode og Camouflage, hvilket kommer til udtryk på numre som There's No Time to Recall (der i øvrigt er en genindspilning af et af numrene fra det første Frozen Autumn album, Fragments of Memories), Radio Station og The Waveshaper, så har hun en stemme, som ikke blot får det til at risle ned af ryggen, men også vækker minder om Kate Bush, Cocteau Twins eller Enya, som på numrene Outside the Line, Visionary Landscape og den næsten skræmmende smukke Nouvelle Vague.

Det kan formentlig være lidt af en udfordring at finde albummet i butikker her til lands, men hvis man er til synth-pop og gerne med lidt smag af det gotiske, så bør man på ingen måde snyde sig selv for denne absolutte perle.

Ras Bolding

Dette album må velsagtens kaldes for en egentlig technoklassiker, og regnes af mange for Underworlds debut, hvilket dog ikke er tilfældet. Men det er først med Dubnobasswithmyheadman, at gruppen for alvor introducerer sin moderne, elektroniske lyd, en lyd der, på mange måder, blev kendetegnende for halvfemserne, hvorfor det heller ikke er helt forkert, at kalde Underworld for et af det årtis mest betydningsfulde navne.

Med Dubnobasswithmyheadman viser Underworld, at det bestemt er muligt, at arbejde i albumform, også med technomusik, til trods for samtidig tvivl fra både kritikere og publikum. Underworld formår at kombinere dansabel techno med ambientmusikkens atmosfæriske klangflader og rockens sangskrivning, hvilket resulterer i en sand bastard af et album, der er lige dele hot dansegulv og prætentiøs albumkunst. Overraskende nok, kan man vel næsten sige, lykkes projektet faktisk for gruppen, og i en sådan grad, at det hele synes ganske naturligt, fra første til sidste minut, dog med højdepunkter som det monotont inciterende åbningsnummer, Dark & Long, der synes hele tiden at balancere på en knivsæg af dæmpede frustrationer, den godt ti minutter lange og mørke perle Dirty Epic samt den næsten lige så lange og rave-orienterede Cowgirl. Resten af albummet er dog også af flot kvalitet, og det gør, at musikken netop fungerer som album, som en art helhed.

Dubnobasswithmyheadman byder på både fin produktion, gode lydlandskaber og tekster, det rent faktisk kan betale sig at lytte til. Underworld bevæger sig i et mørkt og fristende grænseland mellem monotoni og vellyd, og det giver nogle indbyggede modsætningsforhold i musikken, der er med til at gøre den interessant. Dybest set vil gruppen både skrive gode sange og rykke på dansegulvet, og det lykkes faktisk i det store hele Underworld, at blæse med mel i munden.

Ras Bolding

Efter det succesrige gennembrud, Dubnobasswithmyheadman, kunne man forestille sig, at det skulle blive svært for Underworld at levere varen også med næste album, men Second Toughest In The Infants klarer opgaven ganske fornemt; her er tale om et album, som i det store hele er på højde med sin imponerende forgænger, og det må siges at være en positiv kritik.

Som på Dubnobasswithmyheadman, er det den vellykkede fusion mellem elektronisk musik, hovedsageligt techno og ambient, og så elementer af rock, især omkring sangskrivning, der driver værket, og nok engang er produktionen god. Her er plads til både rave-musikkens bastante og hårdtslående stortromme, såvel som alskens elektroniske klange og effekter samt, naturligvis, Hydes let tilbagelænede, køligt afbalancerede vokal. Og selvom Underworld således til en vis grad hænger dele af deres musik op på en bærende vokal, så glemmer de alligevel ikke det musikalske; de spændende arrangementer, der på en og samme tid, når de er bedst, er både særdeles dansable såvel som lydmæssigt udsyrede. Albummets åbningsnummer, den mere end seksten minutter lange, tredelte Juanita/Kiteless/To Dream Of Love, er et glimrende eksempel herpå. Andre passager, såsom Banstyle/Sappys Curry, også en lang sag, og den afsluttende Stagger viser Underworld fra en mere tilbagelænet side, med smag for chillout og ambient.

Ligesom på Dubnobasswithmyheadman er der også gjort noget ud af teksterne på dette album, og det er rart, for det medvirker til, at vokalen ikke virker overflødig, hvilket ellers nogle gange kan være problemet med vokaldreven techno. Hos Underworld er sang og tekster en integreret del af musikken, på linje med lyd og arrangement, og det fortjener ros.

Second Toughest In The Infants fremstår, ligesom sin forgænger, som et af halvfemsernes vægtige techno-album, et af den slags album, der fanger en gruppe i en periode hvor den er bedst, og hvor de kreative idéer virkelig formår at manifestere sig i musikken. Kunne man lide Dubnobasswithmyheadman, så er der bestemt ingen grund til ikke også at investere i Second Toughest In The Infants.

Ras Bolding

Med de to fornemme album, Dubnobasswithmyheadman og Second Toughest In The Infants i ryggen, kan det synes en svær opgave for Underworld, at leve op til forventningerne, og lad det være sagt med det samme, Beaucoup Fish er ikke noget dårligt album, men efter min mening heller ikke helt på niveau med sine to forgængere, som jo dog også må betegnes som klassikere på technoscenen.

Med sine 74 minutter må man sige, at Beaucoup Fish byder på megen musik for pengene, måske endda lidt for megen, for selvom der ikke som sådan er dårlige numre på albummet, så findes der passager, hvor man nok fornemmer, at lidt mindre kunne have gjort det.

Numre som den lange, indledende Cups, den sequencerdrevne Shudder/King of Snake og den klædeligt korte, men rytmisk præcise Bruce Lee, såvel som den næsten frenetisk neurotiske Moaner viser Underworld fra en velkendt, stærk side, hvor der balanceres flot mellem lydsyre og sangskrivning, mens andre passager måske mest excellerer i flot produktion og interessante lydpassager, men uden den samlende idé helt intakt, og hvor lidt for mange gentagelser får lov at råde.

Der er, med andre ord, ikke tale om Underworlds bedste album til dato, men selv når gruppen ikke er i sit mest inspirerede humør, så formår den alligevel at frembringe musik af en vis kvalitet, hvorfor Beaucoup Fish ikke er et album, der bør afskrives. Der bydes stadig på god produktion, og lyddesignet er, som tidligere, på et højt niveau, hvor der både er plads til den hårdtpumpede techno og den langhårede chillout, og det betyder, at selvom Beaucoup Fish nok er for lang, så bliver den aldrig helt kedelig, for nok er minutterne lidt flere end idéerne, men heldigvis varieres der på lydsiden.

De lyttere, der kunne lide Dubnobasswithmyheadman og Second Toughest In The Infants, vil også sagtens kunne springe med på Beaucoup Fish. Men er man ny lytter, og ønsker man at stifte bekendtskab med gruppen for første gang, så vil jeg umiddelbart foreslå et af de to foregående udspil.

Ras Bolding

Som Orbital, Chemical Brothers og Prodigy, slog også Underworld i halvfemserne igennem som et technoband, der var i stand til at levere varen også i koncertsammenhæng, og Everything, Everything er et live-album, der viser gruppen fra sin bedste side, med masser af energi og god lyd. Netop lyden er ofte et problem ved live-album; det ses ikke sjældent, at musikken præsenteres lidt mudret, hvor halvdårlige liveoptagelser får prædikatet ’rå og autentisk’ lyd med på vejen, hvilket desværre alt for ofte er en smart eufemisme for ringe lydkvalitet, men dette er bestemt ikke tilfældet her. Underworld har nemlig klogelig nok valgt ikke at sovse lyden ind i store trommesæt, ekstra bas og guitar tilsat for liveshowets skyld, men holder sig i stedet til det de mestrer bedst, nemlig elektronikken. Det betyder, at lyden fremstår velproduceret og energisk fra ende til anden, og det er bestemt rart.

Faren herved er så selvsagt, at numrene kan komme til at minde en del om studieversionerne, og det er da også tilfældet i perioder, men i det store hele formår Underworld, at omarrangere passager, skifte lyde ud her og der, indsætte elementer, udelade andre, og i det hele taget skabe variation nok, således at man ikke føler, at man blot lytter til de gode, gamle studieindspilninger med lidt publikumslyd fra tid til anden. Herudover lader Underworld, på finurlig vis, numre fra forskellige album glide umærkeligt over i hverandre, således at der opstår nye sammenhænge mellem numre, der egentlig stammer fra forskellige perioder i gruppens karriere, og det fungerer rigtig fint.

Det er svært, at fremhæve visse numre på bekostning af andre, for hele albummet fungerer faktisk godt - og det er vel egentlig ikke så tit man kan sige det om et live-album, der varer 75 minutter - men skal jeg forsøge, så må et par personlige favoritter nok blive de indledende Juanita/Kiteless og Cups, der hænger samen som en helhed, hvor technobeats, kold vocoder og alskens synthesizere væver intenst omkring i lydbilledet, samt den breakbeat-hektiske Pearls Girl og selvsagt hittet, Born Slippy, der selv i en hårdtpumpet liveudgave bevarer sine naive og melodiske træk.

Everything, Everything fanger Underworlds energiske livelyd, og med fornemt resultat. Hvis man gerne vil overbevises om, at technomusik kan leveres live, og sågar til de store masser, så er her beviset.

Ras Bolding

Engelske Underworld, der siden forrige udspil, Beaucoup Fish, har været en duo, er et af de techno-bands, der har formået at slå igennem også udenfor den elektroniske musiks til tider lidt snævre kredse. En af grundene hertil er formentlig gruppens brug af vokal og velskrevne tekster, der ofte kalder på eftertanke, og så det faktum, at alt hvad Underworld har haft fingrene i er vældig godt produceret.

Den gode produktion fornægter sig heller ikke på dette gruppens seneste udspil, der stilmæssigt fortsætter hvor de slap sidst, hvilket vil sige techno, der nok er dansabel - i hvert fald til tider - men som samtidig også er interessant at lytte til. Ikke overraskende, er lydbilledet overvejende lidt mørkt, dog uden at være helt ligeså dystert og desperat som på især de tidlige album, gennembrudsværket, Dubnobasswithmyheadman og Second Toughest in the Infants.

Helt fra begyndelsen af, med åbningsnummeret, MoMove fornemmer man den helt specielle Underworld lyd, og den vedbliver albummet igennem. Første halvdel af affæren er overvejende upbeat, men selvom der i det store hele er tale om rytmik bygget op omkring fire-slags stortromme, så er variationen god. Der går ikke på noget tidspunkt metervare dancepop eller tanketom house i musikken, og det er rart, at Underworld ikke er sprunget med på den vogn. Anden halvdel af albummet byder også på mere afdæmpede numre, hvor elektroniske stemningsbilleder blandes med en anelse rock- og bluesinspiration.

AhundredDaysOff er et godt album, og det forventer man også af Underworld. Men man kan måske sige, at albummet ikke byder på noget man ikke ville forvente af Underworld, og det er måske en smule problematisk. Omvendt kan man også konstatere, at gruppen i høj grad har fundet en egen lyd, og det kan være svært inden for technomusikken. At Underworld så vælger at dyrke og afsøge netop denne lyd, kan næppe undre, og jeg synes egentlig ikke de skal klandres for det. Man kan ikke revolutionere med hvert eneste album, men heldigvis er det også fint nok, hvis man formår 'blot' at lave god musik.

Ras Bolding

Som titlen antyder er 1992 - 2002 et opsamlingsalbum, hvor der bydes på de fleste af Underworlds absolut bedste øjeblikke, og da der er tale om et dobbelt-album, så er der plads til dem alle og tilmed i fuld længde, hvilket er rart, da mange af gruppens numre strækker sig en del ud over almen single-længde. Det hele er tilmed pakket ind i lækkert design og med foldud-plakat til de, der skal have cd-samlingen hængende på væggen. Og hvad så med det musikalske?

Underworld er velsagtens en gruppe, der ikke behøver megen introduktion, men det er måske alligevel på sin plads, når nu der er tale om en retrospektiv udgivelse med hits og det, der minder om. Den engelske gruppe begyndte karrieren som Freur, et ikke just succesrigt forsøg på electropop i forlængelse af Soft Cell og Human League og blev så til electrorock-bandet Underworld, stadig uden voldsomt stor succes. Først i mødet med den engelske acid house scene i begyndelsen af halvfemserne og ny line-up begyndte det, at lysne for Underworld, som med tiden voksede sig til et af de største navne på technoscenen, hvilket denne opsamling da også til fulde demonstrerer.

Her er alle de numre man forventer - Mmm Skyscraper I Love You, Rez, Dirty Epic, Cowgirl og så naturligvis Born Slippy, men der bydes også på rearrangerede numre samt titler, der ikke er at finde på de oprindelige album-udgivelser, hvilket gør 1992 - 2002 interessant også for hardcore-fans, der måske har samtlige Underworld-album stående hjemme på hylden i forvejen. Udgivelsen fokuserer på gruppens vigtigste, og vel i det store hele også bedste materiale, og selvom det tager lidt tid at lytte gennem begge cd’er, så er det bestemt en fornøjelse.

Ras Bolding