Client er en engelsk trio bestående af tre mediebevidste kvinder med hang til electroclash, og som sådan virker det umiddelbart mere end oplagt, at sammenligne gruppen med tyske Chicks On Speed, der ligeledes står for tøselectroclash par excellence. Men det hører med til historien om Client, at gruppen faktisk begyndte som en duo, og selvom man bestemt kan drage paralleller til førnævnte Chicks On Speed, så minder Client måske på mange måder mere om et andet engelsk navn med tilknytning til electroclash-scenen, nemlig Ladytron. Udover altså nationaliteten, så nærer begge grupper en kærlighed til lyden af gamle analogsynthesizere og nogle af de navne, man umiddelbart associerer med netop den lyd; folk som Kraftwerk, Depeche Mode, Human League, Soft Cell, et. al. Men ydermere, og det er måske lidt interessant, om end bare et tilfælde – begge grupper har nu med deres tredje og seneste udspil bevæget sig i en lidt mere rock-orienteret retning. Om det så er godt eller skidt? Tjah.

Selvom lyden på Heartland overordnet er mere rock-orienteret end de tidligere Client-udgivelser, så er det stadig det elektroniske lydbillede, der bærer albummets tolv numre. Her optræder dog gæstemusikere på både trommer, guitar og klaver undervejs, og det er med til at give musikken den der såkaldte organiske lyd, og det skulle jo være så godt. Hvis en enkelt læser eller to fornemmer et bid af sarkasme, så er der nok noget om snakken. Personligt satte jeg stor pris på den minimale synth-lyd på Clients første album, og selvom der er kommet mere fylde i produktionen denne gang, og selvom benævnte produktion da også lyder temmelig gennemført, så har gruppen måske tabt lidt af den oprindelige charme. Men det er muligvis prisen for hele tiden at skulle flytte og forny sig. Når det så er sagt, så kan man stadig sagtens kende Client, og musikken på albummet er bestemt ikke dårlig – når der nu skal flirtes med rock, så slipper trioen bedre fra det end så mange andre, bl.a. nogle af firser-forbillederne, som gik helt galt i byen i slutningen af dét årti – ingen nævnt, helst glemt.

Jeg synes at nogle af de bedste passager på albummet er de mere tilbageholdende numre, noget jeg ellers ikke altid er vild med indenfor genren. Åbnings- og titelnummeret ”Heartland” er et godt eksempel herpå; her forenes ulmende synthesizerklange med trommer, der lyder som noget Nick Mason kunne have fundet på i Pink Floyd, mens klienternes vokalharmonier svæver kønt og koldt over vandene. Lidt samme stemning finder man på numre som ”Somone To Hurt”, der ulmer af kontrollerede frustrationer, og den instrumentale ”Köln”, der med sine mørke og kølige synthesizere måske, måske ikke skal betragtes som en pendant til Bowies formentlig mest udslukte øjeblik nogensinde, den trøstesløse ”Neuköln”. Mere sprælske numre bliver det naturligvis også til, såsom de rock-inspirerede ”Where’s The Rock And Roll Gone” og Adam Ant-coveren, ”Zerox Machine”, sidstnævnte albummets single-udspil. Og det kan måske virke lidt mystisk, for med sin udprægede brug af guitar skiller nummeret sig ud fra resten af albummet, og kan således ikke siges at være repræsentativt for hele sammenhængen.

Client slipper egentlig fint fra dette deres tredje album, om end jeg nok ikke synes der er den helt store brug for de medvirkende gæstemusikere. Ikke at de gør det dårligt, jeg føler bare ikke, at de bidrager med noget afgørende eller bærende, og jeg tror såmænd jeg foretrækker klienterne alene med deres maskiner. Heartland er et album, der gerne vil balancere stilfuldt mellem pop, rock og electro, og stilfuldt er det i hvert fald. Til tider kan det næsten virke for kalkuleret og indstuderet, men det har omvendt altid været en del af Clients udtryk, det stilfulde, naturligvis flankeret af det distancerede og let dekadente. I de bedste øjeblikke er det en velfungerende cocktail, og der er stadig nok af disse også på Heartland til at bevare interessen.

Ras Bolding

Det er underligt som historien fra tid til anden gentager sig selv. Da synth- og new wave-musikken for alvor slog igennem i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, tog den med navne som Gary Numan, Depeche Mode, Visage, Ultravox, Human League, OMD og Soft Cell hitlisterne med storm – og de fleste aldrende rockkritikere med bukserne nede. Rockjournalisterne fik dog bukserne tilbage på plads og serverede den ventede kritiske bredside mod denne nye maskinmusik, der selvsagt var topmålet af overflade og kunstig succes. Den manglede substans, hed det, og ikke mindst autenticitet – og hvad var det i øvrigt for noget med alle disse fyre med make-up? Og det var lidt som om at nogle af musikerne lyttede. Og gav sig. I hvert fald begyndte flere af de oprindelige synth-navne, omkring midtfirserne og frem, at arbejde mere i retning af traditionel rock og pop, og det blev faktisk begyndelsen på enden for flere af dem.

Omkring tyve år senere dukkede en ny synth-bølge så op, i kølvandet på technoen, der på dette tidspunkt var blevet lidt af et skældsord – nu talte man i kritisk bevidste kredse i stedet om electronica. Den nye synth-generation, som tydeligvis stod på skuldrene af sine i øvrigt langt mere kommercielt succesrige forgængere, trak også på elementer fra electro, techno, house og trance, og talte navne som Welle: Erdball, VNV Nation, Ladytron, Chicks On Speed, Client og altså belgiske Vive La Fete. Rockkritikerne var naturligvis på pletten igen, og var hurtige til at affærdige hele affæren som ’firser-retro’ – på den måde kunne man også hastigt og belejligt komme videre i stakken med cd’er til anmeldelse og snuppe den næste skive med klynkende indierock i stedet, og så var verdensordenen nok engang genetableret.

Men hvad er det så for noget med, at historien gentager sig? Jo, akkurat ligesom første generation af synth-navne, så er der flere i den nye bølge, der på det seneste, efter et par album-udgivelser, nu er begyndt at arbejde med elementer af god, gammel rock. Heriblandt kan nævnes Ladytron, Chicks On Speed og Client. Og nu er turen så kommet til Vive La Fete, der i deres pressemateriale udtaler, at det er altså ikke fordi de har noget imod electro, men den slags musik kan godt blive lidt for kold engang imellem. Man kan være enig eller uenig, men det er da oplagt, at hive det smørede grin frem og spørge om det virkelig skulle tage fire udgivelser, at nå frem til den konklusion. Jaja, det er let at spille smart, når man sidder med anmelder-pennen, og sandt at sige, så er det jo ingen dødssynd, at man klimprer lidt på en guitar også, side om side med synthesizere, samplere og trommemaskiner. New Order slap da meget godt fra det i firserne, og skal vi være lidt lokalpatriotiske, så kan man også passende indskyde, at Tiger Tunes ligeledes fandt frem til en god kombination herhjemme for et par år tilbage. Vive La Fete, synes jeg, slipper knap så helstøbt fra fusionen.

Musikken på Jour de Chance forener, helt som ventet, gruppens pågående discorytmik med et lydbillede, hvor guitar og bas har overtaget dén rolle, synthesizerne har spillet på de forrige udgivelser. Helt i front finder man stadig Els Pynoos lyse vokal, der til gengæld gør ganske og aldeles som den plejer, og det er med til at give en fornemmelse af, at Vive La Fete måske i virkeligheden ikke har undergået dén gennemgribende forandring der muligvis, muligvis ikke har været i tankerne, men snarere har skiftet enkelte ingredienser ud i en ret, der er forblevet, i det store hele, den samme. Det er der i og for sig heller ikke noget galt med – det, der for mig synes at være problemet er, for nu at dvæle lidt ved den gastronomiske metafor, at de ingredienser, man har fjernet er krydderierne. Dem, der giver smagen. Nok fremstår duoen checket, og nok virker lyden overordentlig stilet, men bizart nok, så virker hele projektet som et lidt for søgt, lidt for konstrueret forsøg på rock-autenticitet, og skal man være lidt grov, så kunne man sige, at vil man have autentisk stilet rock-duo, så er White Stripes et bedre valg, og vil man have syntetisk overdrev, ja så er de tidligere Vive La Fete-udgivelser at foretrække. Og det er faktisk som om belgierne godt selv er klar over det, for på sidste tredjedel af albummet styrer musikken langsomt men sikkert væk fra rock-indflydelserne og i retning af electroclash, dog for at slutte helt perverst af med hele to versioner (den ene som såkaldt skjult spor på cd’en) af balladen ”Love Me, Please Love Me”, der – både titel og melodik taget i betragtning – må betegnes som en reference til Elvis-hittet, ”Love Me Tender”. Det er ikke helt Residents’ udgave af ”Teddy Bear”, men det har lidt af samme, syge charme.

Jour de Chance er egentlig ikke noget ringe album – man kan sagtens lytte til det, men for mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at når jeg vil hive Vive La Fete ned fra hylden også fremover, så bliver det duoens tidligere udgivelser, der står først i køen.

Ras Bolding

VNV Nation har med årene indtaget lidt af en førerposition indenfor det, der fra tid til anden kaldes futurepop, men som også ofte bare går under den gode gamle betegnelse ebm. Man kan naturligvis skændes indædt om hvorvidt gruppen bør placeres i den ene eller den anden genre-lejr, og det er da ganske givet, at VNV Nation er et af de navne som gamle ebm-fans i hvert fald i begyndelsen helst skulle tage lidt afstand fra, naturligvis grundet gruppens konsistente flirten med trance-musikken, men det er som om, med tiden, at selv flere af de gamle, gnavne ebm-hunde er hoppet med på vognen, for hvad enten man er helt vild med det eller ej, så har VNV Nation faktisk, ved netop at inkorporere elementer af forskellige former for trance og techno, ikke alene formået, at nå ud til et større og yngre publikum; de har også været med til at forny og revitalisere ebm-genren, der ellers, i begyndelsen af halvfemserne, dengang VNV Nation indledte karrieren, blev spået død af de fleste kritikere.

Med Judgement fortsætter VNV Nation i høj grad hvor de slap på forrige udspil, Matter + Form, dvs. med en velproduceret cocktail af synth med referencer til Depeche Mode, trance med smag af Infected Mushroom, electronica i stil med Jean Michel Jarre og ømme ballader i elektronisk indpakning - så her er lidt for enhver smag. Duoen præsenterer, som altid, en samlet pakke, hvor der både er gang i den til dansegulv og stroboskopglimt såvel som tænksomme stunder med stearinlys, og på den ene side er det bestemt prisværdigt, at VNV Nation således formår at spænde over flere forskellige genremæssige ingredienser, men på den anden betyder det også typisk, at der er dele af produktionen, man holder mere af en andre, og selvom man bestemt fornemmer, at gruppen gerne vil arbejde med albummet som form, som samlet helhed, så kan det godt engang imellem knibe lidt med den højere enhed – således også på dette album.

Jeg synes generelt bedst om VNV Nation, når de sætter fart over feltet og skruer op for energien, eller når de lader deres synthesizere drage instrumentalt på stille, drømmende rejse gennem rummet – de ømme ballader bliver nok aldrig min kop te, og det gælder også for dette album, hvor tonen bliver lidt for selvsmagende på ”Secluded Spaces” og navnlig den klynkende ”Illusion”, der bryder en ellers fint konstrueret struktur, hvor musikken bevæger sig over det sfæriske og sequencerdrevne åbningsnummer ”Prelude” og gennem en stribe energiske synth- og ebm-numre, for så pludselig at falde i tempo og stemning med netop disse ballader. Bedre fungerer de fængende synth-numre som ”The Farthest Star”, ”Testament” og ”Nemesis”, hvor ikke alene det melodiske og rytmiske arbejde er overbevisende – også teksterne skærer skarpt og er faktisk nogle af de bedste gruppen har præsteret, ikke mindst til sidstnævnte, hvor der er tale om en regulær moralsk opsang over den aktuelle storpolitiske scenes sørgelige tilstand, og hvor Ronan Harris’ hæse vokal, der ret beset lyder mere som noget fra en bluesrock- end en synth-tradition, forkynder, ’Judgement Day’s not coming soon enough.’

Har man fulgt VNV Nation i de senere år, så er det ikke afgørende nyskabelser man finder på Judgement. Det er i det store hele de samme virkemidler, der tages i brug undervejs, om end dette album måske, i passager, har en lidt hårdere kant, som man skal helt tilbage til gruppens tidligste udgivelser for at finde. Lyden er flot, produktionen gennemført, og VNV Nation virker stadig meget overbevisende indenfor sin genre. Man kan måske nok argumentere for, at duoen i høj grad spiller de sikre kort, gør det som hidtil har skaffet dem en støt voksende fanskare, men omvendt må man nok også konstatere, at stikkene tages hjem stort set hele vejen igennem. Der bydes ikke på revolutionerende nyt, men det er stadig sjovt, at lytte til VNV Nation – det de gør, det gør de stadig godt.

Ras Bolding

Tilbage i 1999 udgav den engelske multi-instrumentalist Mike Oldfield et album med den meget rammende titel Guitars, rammende fordi al musikken på dette album var skabt med guitarer, akustiske som elektriske, samt ikke så lidt elektronisk redigering af og postproduktion på de forskellige guitarlyde. Lidt samme basale idé synes at ligge bag tyrkiske Erdem Helvacioglus Altered Realities, der ligeledes er blevet til med guitaren som eneste instrument, men med et væld af effektmaskiner som små, trofaste hjælpere. Ikke overraskende er Helvacioglus tilgang mere minimalistisk end sin engelske kollegas – det er trods alt svært, at være mindre minimalistisk end Mike Oldfield, der om nogen er kendt som en mand, der forstår at sætte pris på et væld af overdubs. Hvor Oldfields album byder på en lang række forskellige guitarer og udnytter hver enkelts individuelle klang, så betjener Helvacioglu sig blot af en enkelt akustisk guitar som lydkilde, og han benytter slet ikke overdubs og ej heller postproduktion, skriver han i covernoterne. Ikke desto mindre krediteres Pieter Snapper for mastering, så upåagtet hvad Helvacioglu måtte skrive selv, så har der altså fundet en behandling af lyden sted efter optagelsen, og albummet er således, strengt taget, ikke helt det billede af musikken-i-nuet, som Helvacioglu at dømme efter covernoterne tydeligvis er gået efter.

Musikalsk kan dele af Altered Realities faktisk også lyde en smule som Mike Oldfield i dennes mest dvælende passager, om end større dele af Helvacioglus album i højere grad bevæger sig ud i egentlige lydmalerier, hvor Oldfield typisk er mere melodisk og harmonisk orienteret. Helvacioglu benytter sig også af melodier, ofte repetitive argpeggiofigurer og små triller, men ørehængere er det ikke ligefrem, snarere antydninger. Det kan i passager minde en smule om klassisk minimalisme a la Reich og Glass, mens andre dele af albummet snarere bevæger sig i retning af proto-ambient i stil med de tidlige halvfjerdseres Tangerine Dream. Dog uden det ulmende, tunge mørke, der kendetegnede den tyske gruppe i netop denne del af karrieren, for Helvacioglus lyd er ikke specielt dyster – flere steder undervejs må man næsten nærmere sige tværtimod. Der er umiskendelige new age-træk i musikken, og sine steder kan den såmænd godt lyde som noget af det mere obskure materiale, Fønix Musik nåede at udsende i firserne. Det resulterer i et noget mærkværdigt samlet indtryk, for det ene øjeblik har man en fornemmelse af, at Helvacioglu gerne vil fremtrylle atonale, ekko-landskaber, det næste spiller han kønne triller på sin akustiske guitar, badet i lys rumklang, som var den sendt fra himmelen. Og måske er det lige netop sådan, musikken er blevet til, for udstyret med blot sin akustiske guitar og diverse effektpedaler samt en dogmatisk tilgang, der ikke tillader overdubs, så må resultatet næsten nødvendigvis byde på en mængde improvisation.

Der hviler bestemt en improvisatorisk stemning over store dele af albummet, og som det ofte er med den slags, så synes det at fungere godt i perioder, mindre godt i andre. Altered Realities siger sig, måske ikke helt overraskende, ikke helt fri for i glimt at lyde som en mand med akustisk guitar, der demonstrerer effektmaskiner, men der er også passager, hvor man på næsten hypnotisk facon suges ind i musikken. Den besidder nogle af de kvaliteter som Brian Eno oprindeligt var inde på, da han formulerede sine tanker om ambient musik, nemlig en tilstedeværelse i lyd, men uden egentlig at gøre opmærksom på sig selv. Og om man så tolker dette som et John Cage-agtigt opgør med komponistens ego, hvad Eno angiveligt tilstræbte, eller om man hælder mere til at tale om tandløst lydtapet, en faldgrube Eno i øvrigt også var opmærksom på, må velsagtens være op til den enkelte lytter og dennes humør.

Altered Realities kan umiddelbart virke som lidt af en gimmick, al den stund, at det i det store hele er et electronica-album frembragt med akustisk guitar, men hvis man ser bort fra den dogmatiske strategi, og i stedet lader sig hypnotisere af musikken, så kan denne også godt stå på egne ben. Dogmatikken er, så at sige, overflødig, når først musikken spiller. Det er på ingen måde noget ophidsende album, hverken som eksperimenterende landvinding, eller qua sin lyd, men Helvacioglu byder på fine og stemningsmættede lydbilleder i en lille times tid, og jeg synes faktisk han formår, med sin ene guitar og sine effektmaskiner, at skabe variation nok til at det ikke bliver en helt igennem kedsommelig affære.

Ras Bolding

Det kan ikke længere kaldes nogen helt dugfrisk idé når et symfoniorkester kaster sig over musik af nyere dato med henblik på symfonisk fortolkning. Både Mike Oldfield og Pink Floyd har haft fornøjelsen, eller hvad man nu skal kalde det, men med dirigent Nic Raine og City of Prague Philharmonic Orchestra og et 120 mand stort kor er det første gang, at Jean Michel Jarres musik udsættes for egentlig klassisk forklædning.

Man kan kun gisne om, hvad målet har været med de symfoniske udgaver af Jarres klassikere, men man må i hvert fald konstatere, at resultatet er blevet pænt og nydeligt, hvis man hører til typen, der foretrækker at klassisk musik udgør et behageligt lydtapet, men i det store hele totalt blottet for nerve, opfindsomhed og inspiration, og det er egentlig synd, for nogen må have gjort et solidt arbejde med at transskribere al musikken til orkester.

De i alt tyve numre, fordelt på to cd’er, falder hovedsageligt i to kategorier – numre, der i forvejen har et symfonisk tilsnit, og numre, der – om man så må sige – bestemt ikke har det. I første kategori bydes der på perler som Second Rendez-Vous og Fishing Junks at Sunset, begge numre som Jarre selv ved tidligere lejligheder har orkestreret for både klassiske instrumenter og elektroniske - og med bedre resultat til følge, end det, man finder her. Flere gange kommer Raine dog tæt på forlægget, f.eks. i åbningsnummeret Chronologie Part 1 såvel som Acropolis; dog ikke uden spor af en vis gumpetung fornemmelse. Der forsøges også med symfoniske udgaver af rytmiske numre som Magnetic Fields I og Equinoxe IV, men transformationen er ikke just oplagt, hvilket resulterer i, at Raine må ty til synthesizere for at bakke orkestret op, og her kommer projektet for alvor ud på tynd is; for det første virker synthesizerarbejdet tamt i forhold til de oprindelige forlæg, for det andet må man for alvor sætte spørgsmålstegn ved hele idéen om symfoniske fortolkninger af Jean Michel Jarres musik, hvis man alligevel er nødt til at ty til synthesizere i tide og utide. Ydermere slæber de stakkels musikere sig igennem passager, som deres instrumenter slet ikke egner sig til. Helt galt går det med Chronologie Part 2 og Fourth Rendez-Vous, der lyder som et kikset miks mellem James Last og temaet fra Dallas, hvilket dog udmærker sig ved visse ufrivilligt komiske kvaliteter.

Dirigenten Nic Raine er mest kendt for at orkestrere og dirigere filmmusik. Det kan måske derfor undre, at orkestreringen er så uinspireret og konservativ. Der spilles kompetent, men uden at det nogensinde bliver rigtig spændende – her og der arbejdes en anelse med formen, der sovses lidt stryger-arpeggio ind på må og få, men med undtagelse af enkelte indslag, så virker det hele mildt sagt ikke særlig kreativt – nok snarere tværtimod. Køber man "limited edition"-udgaven, følger der en dvd med. Dolby 5.1-sporet på dvd’en åbner lydbilledet en smule og giver samlet en bedre oplevelse end cd’erne. Surroundbrugen er passende konservativ, men optagelsen er ikke udpræget dynamisk, og flere af leadinstrumenterne er mikset alt for lavt. Eksempelvis er synth-soloen i indledningen til Industrial Revolution Part 2 erstattet af et par tamme fløjter, der næsten drukner i det samlede lydbillede, og et helt igennem tamt og udynamisk mix er desværre kendetegnende for store dele af musikken.

Det er vanskeligt at få øje på hensigten med denne udgivelse. Det er symptomatisk for hele albummet, at man har forsøgt at lægge sig så tæt som muligt op ad originalerne. Flere steder har man måttet supplere med synthesizere, og man er derfor endt med et album, der ikke er fuldt ud symfonisk og som heller ikke tør tage større chancer med hensyn til arrangementerne. Det reelle problem er velsagtens, at selvom Jean Michel Jarres musik ikke sjældent byder på symfoniske islæt og kvaliteter, så opstår de interessante resultater som oftest af netop mødet mellem visse symfoniske kompositoriske virkemidler og så de elektroniske lydbilleder. Når så de elektroniske lyde skrives ud af sammenhængen – eller i hvert fald tilnærmelsesvist, som det er tilfældet her – så mister musikken en betragtelig del af sin karakter. Og så kommer man nok heller ikke uden om, at den klassiske orkestrering her er udført noget usikkert; ikke sjældent veksles der mellem nysseligt strygertapet og tvivlsomt svulstige hornpassager – eller sagt med andre ord; vil man høre Jean Michel Jarre, så køb mandens egne udgivelser, og er man til storladne orkestre, så er man til hver en tid bedre tjent med Mahler og Wagner.

Ras Bolding, Jacob Gunness, Christian Wulff-Nilsen

Monolith er et enmandsprojekt fra Belgien, og manden bag er den garvede producer Eric van Wonterghem, der ligeledes slår sine folder i grupperne Insekt og Sonar. Dette er hans sjette album som Monolith, og i det medfølgende pressemateriale beskrives musikken både som harsk ambient, industrial, intellektuel elektronisk og electroclash, og der tales tilmed om potentielle hits til dansegulvene derude, hvilket formentlig kan ses som et udtryk for, at den elektroniske musik i dag er et virvar af subgenrer. Sandsynligvis er der også tale om, at pladeselskabet forsøger at skyde med spredehagl i forhold til de målgrupper, man håber vil gå ud og investere i albummet - eller sagt på anden vis, jeg kan godt høre referencer til den mørke ende af ambient-musikken, og med lidt god vilje også en fornemmelse for industriel lyd her og der, men electroclash og dansehits er det nok så som så med på denne udgivelse.

Helt overordnet bevæger lyden på Talisman sig i retning af mørk og let klaustrofobisk electronica, ikke sjældent med smag af minimaltechno og også med afstikkere til stemningsskabende filmiske passager, hvor musikken bevæger sig af sted med en fornemmelse for det afdæmpede men ildevarslende, som f. eks. på åbningsnummeret Desire og på Transmission. I disse passager kan Monolith minde en smule om folk som Zorn eller Biochip C i deres mere dvælende passager. Andre numre, såsom Danger, titelnummeret Talisman samt Al Ahali læner sig snarere i retning af techno med smag for både det mørke, let skurrende og det minimale; måske lidt for meget af sidstnævnte til min smag. Lydbilledet hænger godt sammen, men de mange gentagelser siger sig ikke helt fri fra en vis kedsomhed. Afslutningsnummeret I Became You er lidt interessant idet der her arbejdes med mere direkte melodiøse strukturer, gode transponeringer og et lydbillede, der kan minde en smule om vores egen Leæther Strip. Det er også eneste nummer på albummet, der gør brug af egentlig vokal, og man forstår måske godt, at det netop er det eneste, for vokalen er ikke just heldigt processeret; den synes at drukne i det musikalske, den virker for lavt mixet og befinder sig samtidig i lidt samme frekvenslag som nogle af synthesizerne, og det er lidt synd, for der er ellers tale om et fint nummer.

Monolith placerer sig på mange måder indenfor en tradition, der har rødder i både den industrielle og den ambiente musik, hvilket for så vidt er interessant fordi det jo er genrer, der i hvert fald i udgangspunktet, er vidt forskellige, selvom de begge daterer tilbage til halvfjerdserne. Den industrielle musik er udadvendt og udpræget rytmisk orienteret, mens ambientmusikken typisk er det stik modsatte; indadvendt, dvælende og til tider direkte arytmisk. Men begge genrer har altid haft en svaghed for mørke lydbilleder og det er også disse, der binder det hele sammen hos Monolith; det er i høj grad den dunkle og skurrende rytmik, de let industrielle klangflader og de dybe basgange, der bærer musikken frem.

Talisman er såmænd en fin musikalsk oplevelse, der bydes på gode stemninger og lyden fungerer også. Men det er samtidig et album, der ikke gør voldsomt opmærksom på sig selv, hvilket muligvis er en del af den musikalske idé, og det er selvsagt rimeligt nok. Jeg synes dog at flere passager undervejs bliver lige lidt for anonyme, så selvom albummet egentlig kun er omkring 42 minutter alt i alt, så føles det, i hvert fald i perioder, alligevel lidt vel langt. Så i det store hele en udmærket sag som jeg sagtens kan lytte til, men ikke et album, der for alvor sætter sig i erindringen og efterlader markante spor.

Ras Bolding

Danmark kan ikke bryste sig af mange internationale navne med rødder i den elektroniske musik, men Leæther Strip, med det borgerlige navn Claus Larsen, har i perioder været tæt på, også selvom berømmelsen herhjemme ikke har været den største. Dette hænger formentlig sammen med, at den type musik, som Leæther Strip står for, aldrig har haft specielt gode kår her i landet, de større medier forbigår den typisk, og derfor har det reelt kun været den sortklædte undergrund herhjemme, der har haft et egentligt forhold til mandens musik. Nu er det dog sådan, at netop den gotiske subkultur i de senere år har oplevet en opblomstring, så det kan da være, at Leæther Strip med dette comeback album muligvis kan nå ud til en yngre generation også.

Der har i flere år været tavst omkring Leæther Strip og som følge heraf har der floreret forskellige rygter; det har heddet sig, at Claus fandt lykken med sin Kurt på landet, og i den modsatte ende af skalaen har der også været hvisket historier om dødsfald og selvmord – sidstnævnte kan i hvert fald dementeres, men at dømme ud fra flere af numrene på det nye album After The Devastation, kunne det godt lyde som om Hr. Larsen måske har været ved at tage billetten et par gange. Numrene veksler således mellem på den ene side autobiografiske sange om depression, homoseksualitet, det besværlige forhold til faderen og, på den anden, politiske sager, der hovedsageligt tager udgangspunkt i den aktuelle storpolitiske scene med krig mod terror, og hvor der leveres vrede og sarkastiske stikpiller til begge sider af hegnet. Dvs. der tages ikke stilling for eller imod, men i stedet står både fanatiske terrorister og hykleriske amerikanske politikere for skud, og det tjener til Leæther Strips ære, at han ikke bare beskæftiger sig med besværlige politiske emner, men at han også gør det med nuance. Hvad de autobiografiske sange angår er jeg ikke i alle tilfælde helt så overbevist – det er ikke fordi der ikke er indhold nok i sangene, for der er ingen tvivl om, at der er noget på hjerte – sagen er bare den, at de er ikke alle lige velskrevne, og i passager kan det godt minde lidt om selvmedlidende teengotisk lyrik af den slags internettet er fyldt med.

Der er tale om et dobbeltalbum med næsten 70 minutters musik på hver cd, så man må sige, at der leveres fuld valuta for pengene. Man kan måske også gætte på, at noget af materialet langsomt er blevet til i de år, hvor man ikke har hørt noget videre til Leæther Strip, men med så megen materiale, så er det jo oplagt at spørge til om det hele nu også holder. Jeg synes helt klart, at der er passager, der fungerer bedre end andre, og jeg synes – interessant nok – at det er de passager, hvor Leæther Strip forlader sin velkendte vrede industrialstil, der er de bedste, som når han serverer kold electropop på den vocoderiserede Death Is Walking Next To Me og de slæbende What If… og Carry Me, hvor den vrede distortion-vokal viger til fordel for en mere udtryksfuld new wave sang, eller når han byder på mørk, symfonisk electronica som på de lange og særdeles vellykkede Inner Exploration og Leæther Strip Part 3, der i passager fremtryller næsten filmisk stemning. Her får Larsen demonstreret, at selvom han utvivlsomt først og fremmest associeres med hårdt pumpende og aggressiv industrialmusik, så har han flere strenge at spille på end som så, og han gør det tilmed godt. Så godt, faktisk, at jeg synes nogle af de mere traditionelle vrede industrialnumre på albummet bliver lidt kedelige i sammenligning; men sådan vil det formentlig næsten altid være med en udgivelse af den længde – der vil være visse numre man foretrækker frem for andre. Personligt kunne jeg dog godt ønske mig, at Leæther Strip, også i fremtiden, vil arbejde mere med disse musikalske sider af sig selv, for man har lidt en fornemmelse af, at der er bestemt mere at komme efter.

After The Devastation er en ordentlig omgang – det er en lang affære, så man skal sætte tid af til det, hvis man vil høre albummet i sin helhed. Selvom jeg ikke synes alle passager er lige interessante, så bydes der bestemt på noget rigtig godt materiale, og så kunne det være fristende, at konkludere, at man måske skulle have holdt sig til et enkeltalbum i stedet for et dobbelt, og således have samlet alt det bedste materiale. Omvendt kan man dog også godt høre, at Leæther Strip har haft sine idéer med hvert enkelt nummer, og også at han har arbejdet grundigt med både lyd og produktion, selv på de numre hvor det virker som om autopiloten har været lidt inde over hvad melodi og arrangement angår. Men i albummets gode passager viser Leæther Strip, at han stadig har mere at byde på end mange af de yngre kloner, og måske netop fordi han tør eksperimentere med formen, tør favne bredere både lyd- og genremæssigt.

Ras Bolding

Efter den vellykkede Invisible Front er italienske Kirlian Camera nu klar med en opfølger, Coroner’s Sun, et album, der er ude både som begrænset A5 digipak såvel som dobbelt-cd. Man kan dog ikke sige, at der er tale om et egentligt dobbeltalbum i traditionel forstand, for cd 2 er snarere at betragte som en slags bonus, med diverse remixes af numre både fra Invisible Front og Coroner’s Sun, og hvad disse angår er det sådan - som så ofte med den slags - at nogle bud er mere vellykkede end andre. Derfor er det også cd 1, det egentlige album, der synes mest interessant.

Man kan godt sige, at Coroner’s Sun fortsætter takterne fra Invisible Front og i det hele taget, på mange måder, bygger videre på den lyd Kirlian Camera har arbejdet med gennem det meste af den efterhånden lange karriere. Og det er en lidt speciel lyd gruppen står for, med dens blanding af electropop, industrial, ambient og new age, men samtidig en lyd der - trods de forskelligartede stilistiske input - synes at hænge overraskende godt sammen, også på det nye album. Visse numre, som den indledende Panic Area, CIA Haunted Headquarters og Koma-Menschen bevæger sig i retning af mørke ambient-collager med en kant af filmisk gyserstemning, mens titler som Coroner’s Sun, Illegal Apology Of Crime og Citizen Una byder på melankolsk electropop i industriel indpakning, med gode melodier, der er både fængende og varierende, fra det arabisk-klingende på Illegal Apology Of Crime til det sært vuggende Syd Barrett-agtige omkvæd på Citizen Una. En smule mørk new age bliver det også til på numrene Beauty As A Sin og The Day Of Flowers, der begge bevæger sig i grænselandet mellem det mærkværdigt ildevarslende og det længselsfuldt skrøbelige. Også lyddesign og produktion er vellykket albummet igennem, og med god variation - og selvom Kirlian Camera i de senere år i nogen grad er hoppet med på dén darkwave- og ebm-bølge, der er populær i den gotiske undergrund, så har gruppen stadig sin egen lyd, og synes at styre sikkert uden om de værste klichéer.

Hvis jeg skal fremhæve en enkelt svaghed ved Coroner’s Sun, så må det blive teksterne, som altså bærer præg af, at gruppen ikke er helt igennem stærke i det engelske sprog. Det er ikke helt og aldeles volapyk, men der er sproglige fejl, og man fornemmer en begrænsning i forhold til at udtrykke sig på engelsk. Til gengæld fejler det vokale arbejde så absolut ikke noget - Elena Fossis stemme svinger fra det dragende til det æteriske, mens Angelo Bergaminis er både messende dyster og spagfærdigt melankolsk, og det giver i høj grad musikken karakter.

Hvor cd 1, det egentlige album, er en fornøjelse at lytte til, så er cd 2, med sine forskellige remixes lidt mere ujævn. Dårlig er den ikke, men den blegner nok efter det egentlige album. Der bydes bl.a. på remixes af de to fremragende klubhits fra Invisible Front, Dead Zone In The Sky i en fin men ikke voldsomt interessant version af Punto Omega, og så K-Pax, mixet af Wumpscut, der leverer en noget kedelig og uinspireret fortolkning. Begge disse numre er langt bedre i deres oprindelige albumversioner. Bedre fungerer de to Sensory Gate remixes af Days To Come, samt de dystre bonusnumre Shadowless Doctors og Corpse ID, men det ændrer stadig ikke ved det faktum, at cd 1 - det egentlige album - er den bedste bid af kagen. Denne er til gengæld også en god bid, som jeg klart kan anbefale alle med interesse for electropop, industrial eller mørk elektronisk musik af den ene eller den anden støbning. Kirlian Camera formår at forene flere forskellige idéer og stilarter i deres musik, men stadig med fornemmelse for en overordnet lyd, og med en speciel evne til at kombinere særprægede lydbilleder med gode melodier.

Ras Bolding

Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke kendte til Eliot Lipp før jeg modtog denne cd til anmeldelse. Lidt søgen omkring på nettet afslører, at manden bag musikken er vokset op i Tacoma, har rødder i hip hop miljøet og desuden har et nært kærlighedsforhold til en gammel Sequential Circuits synthesizer, der siges at stå bag en stor del af lydene på dette album. Og det er måske netop lyden af god, gammel analog-synth, der sørger for Tacoma Mockingbirds lidt skæve egenkarakter.

At Lipp egentlig har rødder i hip hop kan umiddelbart være svært at høre al den stund, at der er tale om instrumentalmusik, og vel egentlig en slags electronica, hvis der skal sættes i bås. Lytter man til den let støvede rytmik og den kølige fornemmelse for funk, fornemmer man dog også en klar inspiration fra grimescenen, og så giver det alligevel mening med hip hop baggrunden, et eller andet sted. Selvom musikken således besidder et klart rytmisk fundament, så er den alligevel overvejende tilbagelænet, eller måske snarere underspillet. Rytmerne er ikke helt fremme i lydbilledet, og det giver plads til synthesizerne, hvilket er en god ting, for Lipp har talent for at arrangere og designe sine lyde, der udstråler en klar analog karakter. Samtidig bliver der også arbejdet med melodier, ofte i en lidt fjollet, let science fiction-agtig retning, og det er rart at høre en fyr, der tør stå ved det. Netop melodierne og den analoge lyd placerer Lipp i en interessant lejr mellem på den ene side, trendy electronica og på den anden skæv synth, et sted mellem Dub Tractor og Add N to (X), hvis der skal hives lidt referencer op af posen.

Skal der lyde en kritik herfra, så skulle den gå på, at flere af numrene umiddelbart kan minde lidt om hinanden, både hvad stil og overordnet lyd angår, men samtidig er netop dette forhold med til at binde albummet sammen som et hele, og med en længde på små halvtreds minutter, så bliver det ikke noget reelt problem. Jeg vil derfor hellere fremhæve de positive aspekter som Lipp har at byde på, hvilket, efter min mening, er hans lyddesign, hans fornemmelse for melodi samt hans evne til at forene, uden at det bliver søgt, stilmæssige elementer fra genrer som electronica, grime og synth. Fusionen virker på ingen måde forceret, men snarere som et udtryk for personlig stil og præferencer, som på åbningsnummeret Glasspipe, der forener synthesizertemaer i flere lag med støvede breakbeats eller det vellykkede singleudspil Rap Tight, der byder på underspillet electrorytmik og lækker sequencerleg i stil med tidlig Jean Michel Jarre.

Jeg kendte, som sagt, ikke til Eliot Lipp før denne anmeldelse, men der er bestemt ikke tale om noget dårligt bekendtskab, og jeg vil egentlig ikke tilføje så meget andet end en anbefaling. Lipps musik udstråler personlighed, og hans melodiske fundering og udprægede brug af analog synth-lyd vil muligvis dele vandene, men i så fald befinder jeg mig på den side, der bifalder.

Ras Bolding

Der er, og har altid været, noget sært dragende ved Enya, denne mystiske irske elverdronning, hvis blide og sælsomt forførende stemme synes på en gang svøbt i tåger fra en fjern og mytisk fortid såvel som den seneste dunbløde vaskepulverreklame på TV. Interessant er det også, at den sky og indadvendte irer har formået at sælge adskillige millioner albums uden at optræde live, og stort set uden at dukke op i alverdens musikmedier på godt og ondt - ja, hun har sågar ikke engang slået et slag for Afrikas sultne eller fredelig afvæbning af IRA, som man ellers må tage på kappen, hvis man er fra Irland og godt for alvor vil være noget ved musikken. Nej, det er som om Enya er hævet over den slags jordiske bekymringer, og der er da også, i hendes musik, en til tider næsten religiøst andægtig stemning, dog uden at hun lyrisk eller tematisk arbejder med religiøse temaer. Således også på det seneste udspil, Amarantine.

Onde tunger kunne finde på at hævde, at Enya i virkeligheden ikke har udgivet de seks studiealbums hendes diskografi - over en periode på snart tyve år - kan bryste sig af, men at der snarere, i det store hele, er tale om det samme album, blot med skiftende omslag. Nuvel og velan, overdrivelse fremmer selvsagt forståelsen, men det står bestemt klart, at stilmæssige fornyelser er ikke Enyas styrke, og således kan jeg med ro i sindet, samt respekt for de rent faktuelle omstændigheder, lige så godt begynde med at konkludere, at Amarantine lyder som forgængeren, A Day Without Rain og dens forgænger før, The Memory of Trees, og så fremdeles. Musikken befinder sig stadig et sted mellem new age, ambient, pop og keltiske traditioner, hvor Enyas sfæriske vokal, fløjlsbløde synthesizere og romantisk klaver dominerer - og til de trofaste fans; bare rolig - den velkendte pizzicatosample er her også stadig.

Og hvad skal man som anmelder sige til det? Det er klart, at enhver fornemmelse for ordentlig smag, de rette autentiske dyder og alt det andet pladder, som anmeldere elsker at slynge om sig med, burde stemple Enya med lige dele perfid sarkasme og selvbestaltet bedreviden, og det ligger, for nu at hive en velafprøvet kliche op fra posen, lige til højrebenet. Omvendt må jeg dog klart og utvetydigt indrømme, at Enya samtidig har min allerstørste respekt for sit mod. Den tilbagetrukne irske sangerinde tør, hvad hverken frådende metalvrag eller hårde gangsta-rappere nogensinde kunne finde på; nemlig at være fuldstændig ligeglad med hvad alverdens anmeldere og den nok så hippe musikindustri kalder god smag. Enya ved, hvad hun kan lide, og det hun kan lide, kan hun lide godt nok til at blive ved med. Og ved, og ved, og ved - som det hedder i omkvædet på albummets titelnummer, der i øvrigt har en slående harmonisk lighed med det gamle Alan Parsons Project nummer Silence And I: Amarantine, Amarantine, Amarantine…

Skal jeg forsøge at sammenfatte og konkludere, så er Amarantine på ingen måde et overraskende bekendtskab, ej heller selvom Enya denne gang bl.a. synger på kunstsproget Loxiansk. Det er den samme gamle formel, dybest set, og selvom Watermark og Shepherd Moons stadig er flottere og mere mystisk dragende, så er Enya ikke elverdronning for ingenting; hendes sang lokker endnu, og således også Amarantine, og selvom flere af bladene på træerne denne gang er glansbilleder, så tager hun dig stadig ved hånden og fører dig gennem Nangijalas dale som du husker dem fra din barndom.

Ras Bolding

Kate Bush er tilbage efter en pause på tolv år, intet mindre, og for gamle fans som undertegnede er den slags naturligvis spændende. Jeg kan dårligt gå til musikken uden temmelig høje forventninger, for i senhalvfjerdserne og firserne præsterede den enigmatiske engelske kunstner med den mildt sagt imponerende stemme, at bedrive enestående popmusik, der var dybt personlig men bestemt også formåede at tale til et stort publikum. Samtidig nager dog også en vis skepsis, for tolv år er unægtelig en lang kreativ pause, og kunne man måske forestille sig, at Kate Bush - der bl.a. har brugt sin tid på at få barn - har tabt følingen med musikken og dens udvikling?

Aerial er et dobbeltalbum, og man må vel sige, at det er modigt efter så lang en pause at slå så stort brød op. De to cd’er benævnes henholdsvis A Sea of Honey og A Sky of Honey, og indpaknigen er da også behageligt gul i en sådan grad, at jeg allerede synes jeg har fået honning nok før jeg sætter musikken i gang. Der venter dog mere af det klæbrige gule stads, for det er som om de fleste af numrene på Aerial er smurt i honning, sådan forstået, at lyden er som pakket ind i bløde keyboardflader, lun bas og velsmagende guitar, naturligvis hele tiden med Kate Bush’s flotte og stemningsmættede vokal i front. Og den er stadig flot, stemmen, så flot, at den kan hive selv forholdsvis neutrale numre ud af anonymitetens grå skyggeland og give dem liv, og den følelse trænger sig på flere gange undervejs, når jeg lytter til Aerial. Man kan sige det er både godt og skidt. Godt fordi det betyder, at musikken bliver værd at lytte til, ofte som en slags let eftertænksom stemning, et sted i grænselandet mellem sløv rock, ambient og new age, men skidt fordi jeg lidt sidder med en fornemmelse af, at Kate Bush ikke er lige så melodisk skarp som hun var engang. Ydermere er det som om tolv års musikalsk udvikling har passeret forbi Kate Bush, uden at meget har bidt sig fast, for lyden peger på mange måder tilbage mod den lyd hun arbejdede med i halvfjerdserne, men altså overvejende mere tilbagelænet og frem for alt uden samme pletvise galskab. Nu kan man så diskutere om en kunstner med så megen personlighed som Kate Bush behøver lytte til tidens trends for at samle inspiration, og det mener jeg egentlig ikke hun behøver. Jeg kan bare godt undre mig over, at hun der var så flittig til at eksperimentere med samplere i begyndelsen af firserne, før både Depeche Mode og Art Of Noise, ikke i nogen nævneværdig grad har fulgt med i den elektroniske musik der jo, trods alt, har udviklet sig i et hav af forskellige retninger over de seneste tolv år.

Åbningsnummeret er King of the Mountain, som samtidig er albummets førstesingle; en eftertænksom sag, der lyrisk tager udgangspunkt i myter vedrørende Elvis’ død, til tonerne af let tilbagelænet rock, der tager til i styrke som musikken skrider frem. Flere numre undervejs synes at følge denne strategi, såsom den let countrydjærve How to be Invisible samt den sfærisk orienterede Nocturn, mens andre, såsom Mrs. Bartolozzi, A Coral Room og Prologue er klaverdrevne ballader tilsat dunbløde synthesizere samt sporadiske strygerarrangementer. En smule folk-inspiration bliver det også til her og der, men vel mest tydeligt på Bertie, tilegnet sønnen, hvor der bydes på renæssanceguitar og veksles mellem fire- og tredelt takt. Kun meget sjældent skrues der op for tempoet og aggressiviteten, hvorfor titelnummeret Aerial, med sin bastante bastromme og mærkværdigt processerede vokaler, her og der afbrudt af enten fuglekvidder eller rockguitar, fremstår som en kærkommen undtagelse.

Lyrisk tager flere sange udgangspunkt i hverdagslivets små og store spørgsmål, til tider tilsat lidt magisk realisme. Som vanligt veksles der mellem finurligt intelligente betragtninger og barnlig fantasi, men hvor den barnlige fantasi virkede mere løssluppen på tidligere udgivelser, så er det som om den er modnet med tiden - og sådan går det jo - og meget tyder på, at nu hvor Kate Bush er blevet mor, så må hun overlade det til næste generation at finde Narnia og Ønskeøen.

Aerial er et album der, måske ikke overraskende, viser en mere moden side af Kate Bush, og det fungerer godt i passager, hvor eftertænksomheden får lov at hænge i luften som et flygtigt indtryk af indsigt. Men omvendt må jeg erkende, at jeg synes også der går en smule husmorrock i affæren sine steder, jeg savner lidt af senhalvfjerdsernes og firsernes Kate Bush og hendes vilje til mærkeligt medrivende eksperimenter. Ikke desto mindre kan de fleste gamle Kate Bush fans nok roligt investere i udgivelsen, for selvom den, efter denne anmelders mening, ikke hører til de allerbedste af hendes album, så vinder den ved flere gennemlytninger og er behagelig at lytte til. Er man ung og endnu ikke luret ind i Kate Bush’s lydunivers, så er Aerial, med sin ofte ret tilbagelænede og eftertænksomme stil, næppe den bedte indgangsvinkel; her fremstår Hounds of Love stadig som bedste bud.

Ras Bolding

Mike Oldfield må kaldes en på alle måder særdeles alsidig herre - ikke alene spiller han mere end tyve instrumenter, fra akustiske og elektriske guitarer over fløjter og klokkespil til orgler og synthesizere - han har også bevæget sig mellem et hav af forskellige stilarter, spændende fra rock og folk til avantgarde og electronica. Ligeledes må man nok også sige, at han er en mand, der om nogen har dyrket pendulfart mellem kunstneriske højdepunkter og det stik modsatte; når han er rigtig god fremtryller han mesterværker, intet mindre, og når han er rigtig ringe, så krummer man mildt sagt tæer. Light + Shade er hverken i mesterklasse-afdelingen, ej heller direkte tåkrummende, men den hører ikke til blandt Oldfields bedste udgivelser.

Light + Shade er et dobbeltalbum, og selve konceptet er sådan set ikke nogen ringe idé. Som titlen antyder er der tale om en slags yin og yang strategi, hvor musikken er delt op i lyse og mørke numre, glade og dystre, om man vil, fordelt på de to cd’er. Det er dog som om idéen fungerer bedre i teorien end i praksis, og af flere årsager. Først og fremmest fordi der ikke er den helt store forskel på musikken og lydbilledet de to cd’er imellem - bevares, Light er mere udpræget new age, hvor Shade bl.a. byder på et par techno-numre, men lyden, godt svøbt i store, bløde synthesizerflader og guitarer, akustiske som elektriske, er meget den samme. Ydermere er mange af de melodiske og harmoniske virkemidler også ens, og visse numre kunne sagtens have byttet lyset ud med skyggen, eller omvendt, uden at man som lytter ville bemærke det. Man fristes til, let lakonisk, at konkludere, at det er småt med højdepunkter og dystre stunder i Mike Oldfields liv efterhånden - det hele er snarere lidt på det jævne.

Light lever på flere måder op til sit navn; der er noget let og luftigt over numrene, der alle befinder sig et sted mellem new age og chillout, med vægt på det kønne, det nuttede, til tider det direkte klæge. Lydbilledet er næsten helt igennem elektronisk, bortset fra de obligatoriske guitarer samt enkelte vokaler - hvoraf de fleste også behandles elektronisk, og således kan man på mange måder sammenligne med 1994-albummet The Songs Of Distant Earth - ja, i en sådan grad, at man måske her kan tale om tyndt opkog og genbrug. Også idéer, lyde og melodiske fragmenter fra albummene Voyager og Guitars sniger sig ind undervejs, og det er såmænd ganske behageligt at lytte til alt sammen - og ganske forudsigeligt. Og i sidste ende ganske kedeligt. Enkelte steder kammer det dog over og bliver - i ordets rette forstand - for meget af det gode, som på Rocky, der lyder som Yanni spiller Edelweiss på fløjspiano, eller Sunset, der lyder som en tur i haven med Søren Ryge.

Shade er, som allerede antydet, ikke nævneværdigt mørkere end Light, men nok alligevel lidt mere vellykket, bl.a. fordi der opstår nogle momenter af ufrivillig komisk karakter, som rent faktisk bliver charmerende at lytte til. På enkelte numre forsøger Oldfield sig nemlig som trancemaster, efter alle kunstens - og klichéens - regler. Og så alligevel. For midt i den linde strøm af velprøvede tranceklichéer dukker Oldfields velkendte elguitar op; mest af alt fordi det skal den jo, så folket kan høre, at det er altså Mike Oldfield, det her, og ikke bare Ejay. Sandt at sige passer den dårligt ind. Charmerende dårligt. Bedst eksemplificeret ved Romance, som - ja - er en coverversion af den gamle klassiker for spansk guitar, her tilsat typetrance og elguitarer i flere lag. Det har lidt af den samme syge charme, som når en Rick Wakeman spiller Gershwin. Træerne vokser dog ikke ind i himmelen, og selvom Shade har sine charmerende øjeblikke, så er den stadig langt fra Oldfields niveau, når han virkelig tager sig sammen.

Light + Shade lyder på mange måder som Oldfield har lydt de senere år, hvilket nok desværre ikke kan kaldes en ubetinget ros. Man savner de spændende arrangementer, den melodiske rigdom og det væld af instrumenter, Oldfield disker op med, når han er i sit es. Velan, her får man så et program med på en af cd’erne, der gør det muligt, at mixe fire af albummets numre på simpel vis, men det er mere at betragte som en gimmick, de reelt få redigeringsmuligheder taget i betragtning. I det store hele virker albummet noget uinspireret. Det har sine øjeblikke og man kan såmænd også lytte til det i sin helhed, men det er en Oldfield uden de store musikalske visioner, der er i spil denne gang.

Ras Bolding

Efter at have høstet fremragende anmeldelser i snart sagt alle medier på baggrund af live dobbeltalbummet Minimum - Maximum er Kraftwerk nu klar med den oplagte efterfølger; nemlig selv samme koncertoptagelse på dvd, hvilket vil sige omkring to timers uovertruffen elektronisk musik, nu også med neon, computergrafik, lysende slips og hvad der ellers hører til den visuelle side af affæren. Og hele herligheden forefindes naturligvis i både stereo og DTS 5.1, og selvfølgelig er der også kælet for design og indpakning - alt er som det skal være, og måske endda lige lidt til, for det er nu engang ultraperfektionisterne Kraftwerk, der er på spil.

Det første man bider mærke i, når man får sat koncerten i gang er den helt og aldeles suveræne lyd. Selvom man velsagtens forventer den slags af lige netop Kraftwerk, så udebliver forbløffelsen alligevel ikke - lyden er, hele vejen igennem, utrolig flot. Alle detaljer er perfekt defineret, mixet er noget nær sublimt og der er god punch i rytmikken som der skal være, ikke mindst nu der jo er tale om en koncertoplevelse. Men netop heri ligger også den egentlige udfordring, for Kraftwerk er på ingen måde et traditionelt rockband, og deres koncertudtryk ej heller. Eller sagt på godt, gammelt dansk; hvordan undgår man, at et show med fire midaldrende herrer, der står som sømmet til gulvet i et par timer, undgår at blive kedeligt? Som mange andre elektroniske navne betjener Kraftwerk sig live af et multimediashow, og det bæres først og fremmest af de storskærme, der er placeret bag de fire menneskelige, dog under Die Roboter mekaniske, robotter og deres synthesizerpulte. Til hvert eneste nummer er der udarbejdet billedside, der ikke alene er synkroniseret til, men også på forskellig vis belyser temaer i, musikken og teksterne. Således toner malerier af tysk motorvejsromantik frem under Autobahn, toge og skinner til Trans Europa Express, mens pixeleret computergrafik danser til tonerne af Computerwelt. Billeder og lyd går virkelig op i en højere enhed, til tider med næsten hypnotisk effekt, så man føler, at man simpelthen bliver suget ind i Kraftwerks helt specielle teknoromantiske univers. Ydermere er koncerten godt klippet hele vejen igennem, med sans for rytmikken, men uden at forfalde til alskens lidt for smarte digitaleffekter undervejs - og man fornemmer naturligvis en udpræget grad af konsekvens; hvis man forventer billeder af publikum, der klapper og danser, med entusiasmen lysende ud af øjnene, så finder man intet af den slags her. Fokus er ene og alene på Kraftwerk og deres show; man er til messe i electrokatedralen.

Jeg var selv til begge Kraftwerks koncerter, da de gæstede Danmark under deres seneste turné, og på første række. Men selv fra en sådan gunstig position var det nogle gange svært at se, hvad de fire musikere egentlig lavede bag deres pulte, så for de af os, der har en også teknisk interesse i musikken er det en ekstra bonus ved Minimum - Maximum dvd’en, at man fra tid til anden får billeder af, hvad Kraftwerk foretager sig undervejs med deres synthesizere og mixere, hvem, der spiller hvad, hvornår en effekt filtreres live, etc. Jeg kunne måske godt have tænkt mig lidt flere af den slags klip, men sådan vil musikere nok altid have det.

Alt i alt synes jeg, at Kraftwerk er sluppet rigtig godt fra denne, deres første live-dvd. Ikke alene er lyden, som nævnt, i absolut topklasse, men også visuelt fungerer tingene - der er kælet for både detaljen og, ikke mindst, helheden, hvorfor jeg til fulde og på det kraftigste kan anbefale titlen. Udtrykket er umiskendeligt Kraftwerk, med lige dele teknologisk virvar og romantisk higen, og man kan vel sige, at det også er meget tysk. Og til samlerne; ja, udgivelsen findes i en både tysk og engelsk udgave, helt som i de gode gamle dage.

Ras Bolding

Depeche Mode har efterhånden været med i rigtig mange år - så mange, at gruppen, der i dag er en trio, er nået dertil i karrieren, hvor man gerne må læne sig lidt tilbage, hvor udtrykket skal være modent og smage en smule af bitter te med eddike. Man må endelig ikke være for sprælsk, for så får man bare skudt i skoene, at nu forsøger man at være ung med de unge. Det er ikke let, og specielt ikke for en gruppe som Depeche Mode, der netop slog igennem, dengang i firserne, med til tider temmelig sprælsk electropop, musik der på overraskende vis forenede iørefaldende pop med pågående elektronisk lyd og, som oftest, mørke tekster. Den elektroniske lyd består endnu på det nye album Playing The Angel, om end den er knap så pågående og i højere grad influeret af rock, de mørke tekster er her også stadig, men det kniber nok mere med den iørefaldende pop.

Der lægges godt ud med åbningsnummeret A Pain That I’m Used To, som forener klassisk Depeche Mode lyd a la Violator med en smule industrirock i stil med nyere Nine Inch Nails. Gahan synger om smerte, tilsat lidt kristen symbolik, og så er alt ved det gamle? Det samme kan siges om næste sag, John The Revelator, der faktisk er så meget ved det gamle, at visse kynikere nok ville hævde, at nummeret ligger noget tæt op ad Pleasure Little Treasure, tilsat en smule af I-Fs electrohit, Space Invaders Are Smoking Grass. Ikke desto mindre lover disse to numre godt for resten af albummet. Suffer Well, der er et af albummets tre numre skrevet af Gahan, fortsætter den energiske stil, men med mere smag af rock, mens The Sinner In Me, med trip hop beat, skurende elektronik og guitar-fingerspil synes en lige lovlig oplagt parring af Depeche Mode og indietronica. Herpå følger første single-udspil, Precious, der umiddelbart virker mere luftig og direkte iørefaldende end resten af albummet. Lyden er ikke så lidt inspireret af 1990-hittet Enjoy The Silence, og selvom det er et fint lille nummer, så er Precious ikke lige så melodisk stærk som sit forlæg.

Efter Precious er det som om albummet daler i tempo og intensitet. Macro og I Want It All er begge tilbagelænede ballader med let gospel-inspireret vokal. Selvom lyddesignet er fint og mørkt og produktionen fornem, så lurer anonymiteten lige om hjørnet. Bedre bliver det med Nothing’s Impossible, endnu et Gahan nummer, som er mørkt og ulmende, men stadig med fornemmelse for god melodi - om end denne minder noget om Assemblage 23s Coccoon. Introspectre er et lille instrumentalnummer, lige så anonymt som de der var at finde på Ultra for nogle år tilbage, og Damaged People er endnu en dybtfølt og mørk ballade med smag af moden indietronica og flot vokal. Mere spændende og direkte melodiøs er Lilian, der også skruer lidt op for tempoet og byder på gode, veludviklede temaer, mørke synthesizere og anspændt guitar, mens den afsluttende The Darkest Star er endnu en mørk ballade, dog mere ulmende og ildevarslende end dem tidligere på albummet.

Depeche Mode varslede på forhånd at Playing The Angel skulle blive en særdeles mørk omgang, og der er noget om snakken. I hvert fald er albummet en del mørkere - og også en del mere helstøbt - end forrige udspil, Exciter. Produktionen er, som man kunne forvente, helt i top, og flere sange fungerer også rigtig godt. Samtidig lider albummet dog af samme problem som flere af gruppens halvfemser-udgivelser, nemlig en noget ujævn fornemmelse. I denne omgang synes jeg det er de mange tilbagelænede ballader, der bliver mig lige en tand for modne, lige så vel som hangen til tung kristen symbolik på lyriksiden måske nok er ved at blive en smule trættende. Bevares, teksterne er ikke dårlige, visse er faktisk ganske fine, men nogle af dem smager også lidt af Depeche Mode på autopilot. Alt i alt er Playing The Angel et album som Depeche Mode bestemt kan være bekendt, men det ændrer stadig ikke ved det faktum at det er albummene op til og med Violator jeg lytter mest til, når det skal være Depeche Mode.

Ras Bolding

Den tyske electronica-pioner Klaus Schulze har gennem de seneste måneder været aktuel med genudgivelser fra det omfangsrige bagkatalog, men er nu også klar med et helt igennem nyt album, der trækker tråde tilbage gennem karrieren såvel som til nogle af halvfemsernes store techno- og electronica-navne. Moonlake er titlen, og umiddelbart kunne sådan et navn give associationer til den del af new age scenen, der har auraen lidt for solidt placeret i sirupstønden og det evigt henrykte forår, men musikken her er heldigvis af en anden beskaffenhed, for Schulze kommer godt omkring på albummets fire numre, der tilsammen sniger sig op på omkring 74 minutters varighed.

Over de senere år har Klaus Schulze arbejdet mere og mere med virtuelle instrumenter, og hvor denne fremgangsmåde hos visse nyere electronica-kunstnere til tider resulterer i en lidt doven lyd, så synes det modsatte at være tilfældet her. Muligvis fordi Schulzes baggrund er de analoge synthesizere, hvorfor han, med de nye virtuelle instrumenter, har kunnet udfordre sig selv igen, bryde ud af vanens mønstre. Man slipper dog ikke helt for nogle af de gamle analoge venner, og heldigvis, for den klassiske MiniMoog er også i brug på et par numre, og man bemærker allerede efter første gennemlytning, at lyddesignet på dette album er både fokuseret og meget gennemført. Her er tale om en Schulze, der virkelig formår at leve op til sit ry som garant for stemningsmættede elektroniske lydlandskaber.

Albummets første nummer, Playmate In Paradise, er samtidig dets længste, med en varighed på omkring en halv time. Musikken bygges langsomt op, lag for lag, omkring diverse temaer og prikkende sequencerfigurer, der bevæger sig rundt i stereobilledet og skaber en god tredimensionel fornemmelse. En let tilbagelænet electronica-rytmik introduceres, sammen med synthesizer-akkorder og improviserende tema, og lyden kan måske minde en smule om Air Liquide eller The Orb. Senere dukker også elektronisk behandlede stemmer op, og nummeret bevæger sig ind i en kosmisk ambient passage, der igen afløses af hypnotiske sequencermotiver, beats og lækkert solospil fra MiniMoogen. Med Artemis In Jubileo sættes tempoet i vejret; basgange, arpeggiofigurer og technorytmik vokser stilsikkert frem og skaber en interessant kadence, som på en og samme tid virker rigid og synkoperet, ikke helt ulig Orbital. Senere finder diverse strygersamples også ind i nummeret og improviserer over temaer, der umiddelbart sender tankerne i retning af først 1990-albummet Miditerranean Pads, siden bastant gotik a la Laibach.

Herpå følger Same Thoughts Lion, et nummer baseret på koncertoptagelser i Polen, og samtidig albummets korteste, med sine ca. ti minutter. Stemningen er tilbageholdt tyst, og rytmikken vuggende, næsten som en rumba. De sfæriske akkordprogressioner sender tankerne i retning af Jean Michel Jarres Oxygene, og musikken besidder da også en sært drømmende og melankolsk karakter. Forskellige sequencerlag og rytmiske elementer indføres, og der opnås gode polyrytmiske effekter, dog uden at det bryder med den rolige drypstenshule-stemning. Også den afsluttende Mephisto er bygget op omkring koncertoptagelser fra Polen, og man kan sige, at dette nummer på mange måder er klassisk Schulze, i hvert fald hvad opbygning og struktur angår. Ikke overraskende bygges musikken atter op i lag, med mange forskellige sequencerfigurer, spredte pianotriller, fint producerede breakbeats samt en god fornemmelse for transponering. Man fornemmer en fremdrift mod et crescendo og snydes ikke - en klassisk MiniMoog solo fra der Klaus sætter på fornem vis punktum for et helt igennem fornemt album.

Moonlake er i høj grad et album, der henvender sig til folk med forkærlighed for elektronisk lyd; musikken er rig på soniske detaljer, og der er tale om et af den slags album, der giver belønning til lyttere, der gider tage hovedtelefonerne på. Man kan godt sige, at Klaus Schulze med Moonlake dybest set gør hvad han altid har gjort; han har bare formået at finde en ny indgangsvinkel, og rammer en fin balance mellem opdateret lyd og en udpræget dyrkelse af det, der i høj grad må kaldes de gode, gamle kvaliteter, hvilket synes at være den rette vej frem, for der er tale om det suverænt bedste album fra Schulze i mange år: Et album, der bør tiltale gamle fans, men som også sagtens kan fungere som indgangsvinkel for nye lyttere. Klart anbefalelsesværdigt!

Ras Bolding, Jannik Juhl

Da det sidste år blev annonceret, at Kraftwerk skulle give ikke bare en, men to koncerter i København, i forbindelse med en større verdensturné, var jeg en af de, der straks bestilte billet til begge aftener, og det var bestemt pengene værd. Nu, lidt mere end et år senere, forelægger så en live-udgivelse som dobbelt-cd, eller firedobbelt lp, med numre hentet fra forskellige koncerter undervejs i turnéen. Ingen af dem stammer fra København, men det er der ingen grund til, at blive mavesur over, for helt fra første færd, med åbningsnummeret The Man-Machine, står det klart, at dette er funklende neon for øregangene.

Det første, der slår en som lytter er, hvor fremragende lyd, der er tale om. Med vanlig sans for det, der med en efterhånden godt slidt kliché kaldes for tysk præcision, præsenterer Kraftwerk en live-lyd, der er væsentligt bedre end hvad de fleste dødelige kan præstere i et studie, og det alene er selvsagt interessant. Herudover byder albummet, med sine 22 numre, på alle gruppens bedst kendte og mest betydningsfulde klassikere, fra Autobahn til Computer World, Trans Europe Express til Music Non Stop, alle rearrangerede fornemt til livebrug. Man kan således sige, at der i en vis forstand er tale om en ’greatest hits’, med opdateret lyd og produktion. Heri ligger også en latent fare, for allerede i 1991 udgav Kraftwerk The Mix som lige netop var en samling af gruppens største træffere, genindspillet og rearrangerede, hvorfor man må spørge sig selv om Minimum - Maximum skiller sig nok ud fra The Mix til helt at kunne berettiges. Svaret er, efter min mening, ja.

Hvor The Mix var et studiealbum, så er Minimum - Maximum live, og det alene gør en forskel. Selvom flere af disse liveversioner tager udgangspunkt i de genindspilninger, der er at finde på The Mix, så er de alle yderligere rearrangerede, og det er tydeligt, at Kraftwerk bevidst har arbejdet med nye variationer. Ofte er lyden mere direkte og kraftfuld, mens stilen også gør plads til leg med alskens elektroniske effekter, dog på en måde hvorpå alle maskinens tandhjul, eller computerchips om man vil, arbejder sammen mod et større hele, en overordnet vision i lyd og koncept.

Nogle vil formentlig spørge om en flok aldrende tyskere - hvoraf de ældste, Ralf Hütter og Florian Schneider, med faste skridt nærmer sig de tres - har mere at byde på, og så tilmed live. Igen må svaret, efter min bedste overbevisning, være et ja. Minimum - Maximum er en udgivelse, hvor lyden er så god og hvor det ene elektroniske mesterværk følger det andet, at man har lyst til at høre albummet igen lige så snart sidste nummer er klinget ud, på samme måde som man altid kan tage endnu en tur i Pac Mans lysende labyrint. Kraftwerk har nemlig meget tilfælles med den lille gule fætter - de forstår, at tale i klare neonfarver, de har en absolut perfekt forståelse for minimalisme og så har man lyst til, at vende tilbage til deres elektroniske univers igen og igen.

Ras Bolding

Den belgiske duo Vive La Fete har efterhånden formået, at lukke munden på de fleste af de kritikere, der i flere år konsekvent afskrev dem som retro-electropop og firsernostalgi - ikke fordi musikken ikke stadig er udpræget electropop, med klare referencer til firsernavne som Human League, Depeche Mode og Visage, men ganske enkelt fordi gruppen har vist sig levedygtig og ligeledes, med årene, har opbygget et ry som et endog ganske habilt og særdeles livligt livenavn.

Man kan roligt sige, at Vive La Fete, med Grand Prix, i høj grad fortsætter hvor de slap på sidste album, Nuit Blanche, men da netop det album fremstår som gruppens formentlig hidtil bedste og mest helstøbte, så gør det ikke så meget. Der er med andre ord tale om en stilfuld balancegang mellem pop og punk, og selvom et par numre, såsom de indledende Hot Shot og La Vérité, byder på børstet guitar, så er der overvejende tale om elektroniske arrangementer, hvor synthesizerne leverer såvel bastant oktavbas som små og præcise temaer. Over det hele svæver, som vanligt, Els Pynoos franske vokal, der svinger mellem det seksuelt ophidsede, det lillepige-uskyldige og det direkte nævenyttige, som en Brigitte Bardot eller France Gal i helt andre musikalske klæder.

Bedst fungerer de numre, hvor Vive La Fete udlever deres minimale electroclash-aspirationer og lader de monotone synthesizere og stive rytmer fungere som solid baggrund for den flyvske vokal, som på Exactement, Liberté, Machine Sublime og Litanie Des Seins, hvis pulserende synthesizerbas mere end læner sig op ad et vist New Order hit fra 1983 - gruppen har aldrig lagt skjul på inspirationskilderne fra firserne.

Man kan sige, at Grand Prix, set i lyset af Vive La Fetes seneste udgivelser som Republique Populaire og Nuit Blanche, byder på mere af det samme, men til gengæld uden at man fornemmer en træthed og udvanding af koncepterne. Gruppen er stadig sjov at lytte til, festen endnu livlig, og kunne man lide de foregående udgivelser, så vil Grand Prix også falde på et tørt sted. Og har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med Vive La Fete, så kan dette album også sagtens fungere som indgangsvinkel.

Ras Bolding

Den engelske multikunstner og superproducer Brian Eno, har i efterhånden mange år udsendt album på album, men Another Day On Earth påkalder sig i nogen grad speciel interesse, for dette er et decideret vokal-album, noget Eno ikke har gjort i siden 1990, hvor han sammen med John Cale udsendte den fornøjelige Wrong Way Up. Den intellektuelt tyndhårede englænder er velsagtens bedst kendt som opfinderen af ambientmusikken (om end han, selvsagt, ikke var ene om affæren), men før Eno kastede sig over det diskretes æstetik, udsendte han, i halvfjerdserne, en lille håndfuld vokal-album, der yndefuldt, med sans for humor og tilsyneladende ganske naturligt balancerede mellem glamrock, protopunk og elektronisk avantgarde. Another Day On Earth forener disse to retninger i Enos karriere; her er tale om egentlige sange, men ofte pakket ind i ambiente arrangementer.

Der lægges flot ud med This, som på en og samme tid er svævende og fængende, ambient og storladen, og lige med det samme bliver det klart, at man har med en mester i lyd at gøre. Musikken er lige så fremragende produceret som man kunne forvente, når nu der står Brian Eno på coveret, det rumlige mix fremstår yndefuldt og legende let, de enkelte lyder bevæger sig i fornem harmoni med hverandre. Selvom der er tale om et vokal-album, så er Another Day On Earth på mange måder også en naturlig fortsættelse af nogle af de idéer, der dukkede op på Drawn From Life, fra 2001 - ikke mindst brugen af sfærisk vocoder, og så er samarbejdspartneren fra netop Drawn From Life, Peter Schwalm, faktisk også medkomponist på to af de mest vellykkede titler på Another Day On Earth, nemlig den svævende nuttede Bottomliners, der i øvrigt har en vis melodisk lighed med Kevin Blechdoms Binaca, samt den flotte Just Another Day, der forener effektbehandlede trommeloops med space-synthesizere og Enos blide vokal.

Det er oplagt, at sammenligne Another Day On Earth med Enos halvfjerdser-album, men hvor disse typisk vekslede mellem afdæmpede, lyriske sange og rå, heftige protopunk-eksplosioner, så er Another Day On Earth helt igennem tilbagelænet, selv i sine mere rytmisk orienterede passager. Således kan man måske sige, at albummet stilmæssigt ligger tættere på Cale-samarbejdet, Wrong Way Up, om end Another Day On Earth, i sammenligning hermed, fremstår langt mere ambient, sfærisk og svævende. Personligt savner jeg måske lidt den dynamik, der var tilstede på Enos gamle vokal-album, ikke mindst omkring de mere fræsende numre, men samtidig må jeg også sige, at Another Day On Earth, ved netop hele vejen igennem at dyrke en tilbagelænet og atmosfærisk lyd, formår at opbygge den let meditative og drømmende effekt, som kendetegner ambientmusikken, når den er bedst. Herfra skal der i hvert fald ikke lyde brok, hvis Brian Eno i en periode vil arbejde videre med vokaldreven musik - hans stemme er stadig fin, også pakket ind i alskens effekter, og hans mærkværdigt sammensatte tekster fungerer endnu.

Ras Bolding

Der går gerne flere år mellem Trent Reznors udgivelser; bedst som man forestiller sig, at nu er Nine Inch Nails projektet måske i virkeligheden ved stille at sove ind, så hører man rygter om, at et nyt album er på vej. Og så ved man, at man skal nok vente et halvt eller et helt år endnu, før noget rent faktisk er på gaden, for Reznor er lidt af en perfektionist - om man kan lide hans musik eller ej må bero på personlig smag, men der kan næppe herske tvivl om, at Trent Reznor ved bestemt, hvad han foretager sig, når han går i et studie, og det bærer seneste udspil, With Teeth, også præg af.

I et helt overordnet perspektiv kan man sige, at industrialmusikken rent historisk har fulgt to udviklinger; en oprindelig, europæisk og overvejende elektronisk retning, fra Cabaret Voltaire og Front 242 til Leæther Strip og Covenant, og så en senere, amerikansk variant, der i langt højere grad har flirtet med rock og metal, såsom eksempelvis Ministry og netop Nine Inch Nails. Faren ved den overvejende metaldominerede industrial har altid været den, at det hele kunne tippe over og ende med dybest set bare at lyde som metal, hvad en del gamle Ministry-fans efterhånden kan skrive under på, men Trent Reznor har lige fra begyndelsen af sin karriere været dygtig til, at gå balancegang mellem de elektroniske new wave rødder og den mere direkte brutale (og kommercielt gangbare) metal. Samtidig har Reznor også altid haft en forståelse for, at kombinere de ofte aggressive idéer med stramt strukturerede sange, der udviser et melodisk talent, som flere i genren kunne lære lidt af.

With Teeth balancerer struktureret mellem aggressive udladninger og stramt komponerede sange, og man kan sige, at dette på en og samme tid er albummets svaghed såvel som styrke. Svaghed fordi denne overordnede strategi har været den samme på stort set samtlige af Nine Inch Nails’ udgivelser, hvorfor den ikke i sig selv længere kan overraske, måske snarere tværtimod, men den er også en styrke netop fordi Reznor mestrer balancegangen så flot. With Teeth er således ikke bare kronologisk set næste skridt i rækken efter studiealbummene The Downward Spiral og The Fragile, der er også lydmæssigt tale om en fortsættelse. Et nyt kapitel, men den samme bog.

Man kan diskutere om Reznor bør opdatere sin lyd, og i så fald hvordan, men manden har valgt, og tilsyneladende med omtanke, ikke at lade sig påvirke voldsomt af tidens musikalske strømninger. Det er et valg, som ikke overraskende resulterer i, at Nine Inch Nails lyder som sig selv, men det er også et valg, der kræver mod. Jeg kunne godt tænke mig, at høre Reznor prøve kræfter også med elementer af electroclash eller darkcore, genrer der i de senere år har øvet indflydelse på industrialmusikken (og omvendt), men det er bare ikke mandens vision af Nine Inch Nails, og det må man respektere ham for. Og det Reznor altid har kunnet, det kan han endnu, som på åbningsnummeret All The Love In The World, der går fra snublende elektronisk rytmik over pianotemaer til aggressive rock-omkvæd, på den fængende og electro-inspirerede Only, samt den sørgmodigt vellykkede ballade Right Where It Belongs, der kalder minder frem om Hurt, fra The Downward Spiral. Er man i forvejen glad for Nine Inch Nails, så kan man roligt investere i With Teeth, men hvis man trænger til en introduktion, så er Pretty Hate Machine og The Downward Spiral bedre bud.

Ras Bolding