Om køb af videoer, se her.
Place
de la Concorde
Denne optagelse findes officielt på video, men i en redigeret version,
hvor billedmateriale fra koncerten blandes med tidlig computergrafik. Hovedparten
af videoen er ganske tydeligt optaget i et studie og giver derfor ikke et
fyldestgørende billede af, hvordan koncerten reelt tog sig ud. |
Concerts in China
Videoen består af materiale fra koncerterne og viser, udover sammendrag fra disse, også forberedelser samt optagelser af Jarre før og efter koncerterne. Der spilles numre fra Oxygene, Equinoxe, Magnetic Fields og desuden seks numre specielt komponeret til lejligheden. Alle numrene er udgivet på live albummet The Concerts in China. |
Houston - A City
in Concert
Videoen indledes med optagelser af forberedelserne til det gigantiske show, uddrag fra interviews med Jarre, klip fra diverse tv-stationers dækning af koncerten og til sidst den legendariske koncert, som dog ikke vises i sin helhed. |
Lyon - Concert for
the Pope
I vanlig stil bydes der på optagelser af forberedelserne til koncerten (hvilket også inkluderer optagelser af paven og uskyldige nonner, der forfølges af kameramænd) og derefter selve showet, som viser en Jarre i storform, med sine legendariske lysende tangenter og futuristiske laser harp. |
Destination Docklands
Videoen er et sammendrag af de to koncerter og indeholder gamle numre,
men har udpræget mange numre fra albummet Revolutions. Selve optagelsen
er centreret om scenen og man ser, hvordan Jarre og hans team, på
trods af, at vejrguderne var imod dem, fik gennemført de to shows.
Der er ikke som på flere af de andre videoer klip fra forberedelserne
til koncerterne. Hvis man skulle have lyst til at opleve disse, er The
Making
of Docklands den rette video at ty til. |
The Making of Docklands
The Making of Docklands fortæller historien om Jean Michel Jarre og
hans teams bestræbelser på at forvandle Londons dokkers industrielle
ødemark til en koncert-arena. Vi følger ikke kun Jarre, men
også den myriade af fyrværkeri-magere, musikere, ingeniører,
politikere, tv-folk osv., der skal til for at få stablet sådan
en begivenhed på benene. Filmen følger processen kronologisk
fra februar til oktober 1988, hvor projektet løber af stablen i form
af to koncerter. Man får også et godt indtryk af de problemer
Jarre havde med bystyret i Newham, der på et tidspunkt aflyste projektet.
De var meget skeptiske omkring en række ting såsom tilskuersikkerheden
og hvordan trafikken skulle håndteres. Måske ikke så underligt,
da Jarres Houston-koncert fik trafikken til at bryde sammen. Efter mange
tovtrækkerier og overvejelser om at rykke showene til en anden engelsk
havneby fik Jarre dog lov til at gennemføre dem. Som et tidsbillede
med mange spændende detaljer og for dem, der elsker at få et
kig bag scenen, er filmen guld værd. Er kun udgivet i et specielt
box-sæt , som blev udsendt i Frankrig i 1989. |
Paris - La Defense
På denne video findes kun meget få optagelser af forberedelserne
til showet, men der gives et fantastisk indblik i, hvor omfattende koncerten
rent faktisk var - både rent publikumsmæssigt, men også
i form af de tekniske effekter og naturligvis i musikalsk forstand. Jarre
havde til lejligheden lavet nye arrangementer af snart sagt alle numre og
gjorde ved denne koncert for første gang brug af gigantiske marionet-dukker.
Selvom synkroniseringen mellem lyd og billeder til tider er lidt kikset,
er videoen bestemt virkelig fascinerende - ikke mindst fordi koncerten nok
stadig til dato er en af Jarres største rent teknisk og er et overvældende
orgie af lyd, lys og fyrværkeri. Det skal dog nævnes, at ikke
alle numre, som blev spillet til koncerten er medtaget på videoen
og optagelsen er derfor en del kortere end selve koncerten. |
Europe in Concert
Optagelsen stammer fra koncerten i Barcelona og indeholder bl.a. nummeret Digisequencer, som blev komponeret specielt til Europe in Concert-turnéen. Videoen indeholder ingen forberedelser, men udelukkende selve koncerten. Det må begrædes, at det indledende nummer, Chronologie Part 1, af uransagelige årsager ikke er medtaget på videoen. Dog er denne udgivelse stadig meget seværdig, ikke mindste grundet det tempofyldte klippearbejde, der fanger den fantastiske stemning og en Jarre, der sjældent er set SÅ oplagt. |
Concert for Tolerance
Optagelsen af koncerten begynder med overflyvningen af koncertområdet og fortsætter med at vise langt det meste af koncerten. Der er ingen optagelser af forberedelserne op til showet, men alt i alt må det siges, at der gives et godt billede af koncerten. Denne udgivelse findes kun på laser disc og altså ikke officielt på VHS. |
Oxygen in Moscow
På videoen findes en del af, men ikke alle, de numre, der blev spillet til denne verdens hidtil største koncert. Det direkte link til rumstationen Mir, et veloplagt publikum og en meget engageret Jarre gør sammen med de fantastiske effekter koncerten absolut seværdig og fanger den helt fantastiske stemning og en brillant kunstnerisk indsats af både Jarre og alle de optrædende. |
Making the Steamroller
Fly
Hele Jean Michel Jarres historie op til Moskva-koncerten findes på den samme udgivelse som Oxygen in Moscow. Her følger vi Jarre under forberedelserne til koncerten i Moskva samtidig med at venner, familie og arbejdskolleger fortæller om den franske multikunstners liv og værk. Det er en indgående dokumentarudsendelse, der udover alle de positive oplevelser også fortæller om aflyste projekter og svære tider før tidligere koncerter. Vi får også et indblik i Jarres liv fra barndommen til i dag (1997), hvor både Jarre selv og hans mor fortæller om den kunstneriske udvikling. Dokumentaren giver en fin introduktion til Jarre som menneske og kunstner. |
Electronic Night
Denne video er kun udgivet i et boks-sæt udsendt i Japan af pop-produceren Tetsuya 'TK' Komuro, og er derfor stort set umulig at finde andre steder. Videoen viser koncerten uden dokumentar og forberedelser, men fanger fint showets hektiske techno-stemning. |
Efter at være udkommet i en forkortet udgave i Frankrig udkom den komplette koncert som dobbelt-dvd i resten af Europa. Herudover indeholder dvd'en to dokumentarer af samlet en times varighed. |
Et par måneder efter fejringen af Solidarnosc udkom der en DVD med koncerten og en kort dokumentar. DVDen starter med det meget flotte intronummer Shipyard Overture og inkluderer herefter stort set alle numre, der blev spillet, dog undtaget Equinoxe IV, Aerology (normalversionen), Geometry of Love og The Emigrant. Optagelsen fanger den entusiastiske stemning og intensiteten fra koncerten. Dokumentaren ”No Comment” er som navnet antyder uden tale, men viser optakten til koncerten i stemningsbilleder og med tilhørende musik. |