NYHEDER - ARKIV
DECEMBER 2006
Godt nytår - 31/12/2006

Som vanligt vil vi her fra Magnetic Fields' redaktionen ønske alle vore besøgende et godt nytår. Med et nyt album i starten af 2007 er der lagt op til et spændende år for Jarrefans. Vi håber, at I også vil kigge forbi siden i det kommende år.

Nyt album udskudt til marts - 23/12/2006

I et interview til den franske avis Libération den 20. december 2006 røber Jarre, at han med vilje skød udgivelsen af sit kommende album til marts for, at dette ikke skulle influere med koncerten i Merzouga, som var en velgørenhedskoncert. Der skulle ikke herske tvivl om, at koncerten var til for sagen og ikke for salget.

 

Vi kan således vente et nyt album til marts - om datoen skydes igen kan vi ikke sige noget om herfra, vi kan kun håbe, det holder denne gang.

Koncertreportage og -anmeldelse - 21/12/2006

I artikelsektionen kan man nu læse en fyldig reportage og anmeldelse af den nylige koncert i Marokko, garneret med flere flotte billeder fra Kenneth Nøhrs hånd.

Nyt klip fra koncert - 21/12/2006

På forsiden af Jyllandspostens hjemmeside kan man se et klip fra koncerten.

Videoklip om og fra koncert - 19/12/2006

På YouTube kan man finde adskillige klip vedrørende koncerten: en kort "Making of" af Jarres egne folk (del 1, 2, 3), optagelser fra pressekonferencen lige før koncerten den 16. dec. samt en video af koncertens første nummer (Intro Saturee).

Fotogalleri fra koncert - 19/12/2006

To af Magnetic Fields' redaktører er vendt tilbage fra en fantastisk koncertoplevelse i Merzouga. De arbejder på en koncertreportage, som vil være færdig i løbet af få dage. I mellemtiden er her en række flotte billeder, venligst leveret af Kenneth Nøhr fra jeanmicheljarre.dk. (klik for at forstørre)

 

Rapport fra Marokko, del 2 - 15/12/2006

Deres udsendte kan berette, at en mere end almindelige veloplagt Jarre øvede hele aftenen i går. Men der kommer efter sigende også fint besøg: både den marokkanske konge og Chirac har meldt deres ankomst. Kongen har sågar eget telt med dertil hørende kæmpe plakat...af sig selv.

Jarre synes at have genfundet rollen som multikunstneren, der har en finger med i alt. Ikke nok med, at han har jammet med musikerne, spillet på bas, fløjte og den vanlige harmonika, men han synes også at styre hele showet via åben mikrofon til alle involverede. Fyrværkeri er blevet testet, ni kæmpeskærme a la Europe in Concert omringer scenen med creme de la creme-grafik og tilhørende effektfulde lasere. En Jarre i absolut topform og en helt ny, kraftfuld intro i stil med Industrial Revolutions.

Det forlyder, at hele herligheden, som optages af Alfacam, vil blive udgivet på dvd.

Rapport fra Marokko, del 1 - 15/12/2006

Magnetic Fields' udsendte er efter en lang rejse gennem ørkenen nået frem til Merzouga, en mere end almindeligt fattig by foran de berømte Erg Chebbi-klitter. Kæmpe guldklumper der rejser sig i et smukt, men goldt ørkenlandskab, som nemt kunne forveksles med Mars'. Jarre må have valgt dette sted ikke blot pga. den næsten ubegribelige skønhed, men også for at give de fattige folk en oplevelse I en hård hverdag. For 6 måneder siden skyllede et regnvejr på det nærmeste alle huse væk og genopbygningen af lerhytterne pågår stadig.

Byen er så lille og isoleret, at dens strømforsyning har svært ved at kapere Jarres kæmpe, intermistiske lyd- og lysinstallation. Fx var der ingen el på undertegnedes hotel hele første dag. I de omkringliggende småbyer hænger bannere, der inviterer alle til koncert lørdag. Det lader ikke til, at der forventes et større antal tilskuere til selve koncerten, for tilskuerområdet, som er aflukket for ubudne indtil koncerten, er på størrelse med en mindre fodboldbane.

Scenen står mellem vuggende sandbakker og en klit af usete dimensioner rejser sig bag scenen. Teknikere arbejder i døgndrift, og lokale mænd i traditionelle dragter graver kabler ned og sætter stilladser op. De sædvanlige skytrackers farer over en stjernehimmel så imponerende, som den kun ses hundrede af kilometer borte fra større byer. Som en anden Hodja fra Pjort er Jarre fløjet ind for at starte magien. Fortsættelse følger.

Koncertfakta - 08/12/2006

Til de, der glæder sig til næste uges koncert, er der dukket lidt fakta op.

Koncertproduktionen omfatter:

- 125 folk fra Jarres hold.

- 50 folk fra Rezo Production i Marokko.

- 50 folk, der bygger scenen.

- Ugen efter showet vil der blive lavet postproduction på det, hvorefter det bliver tilbudt forskellige tv-stationer.

- 60 marokkanske kunstnere deltager, herunder The Modern Arab Orchestra fra Casablanca, Marokkos Filharmoniorkester , Choir des Azilees og solister på oud og arabisk violin. Claude Samard (Monaco-, Beijing- og Gdansk-koncerterne) er Musical Director.

- Scenen, der er placeret foran klitterne, er omgivet af 9 lodrette skærme, "ørkenens døre" (14x7 meter og 8x5 meter). På disse skærme bliver der vist HD-billeder, der relaterer til vand og naturen.

- Bagerst på scenen er placeret en ballon, der er 10 meter høj og 20 meter i diameter. Den indeholder en projektor, der kaster billeder op på ballonen indefra.

NOVEMBER 2006
Koncertsite online - 27/11/2006

Det officielle site for koncerten i Merzouga er nu online. Pt. er al tekst dog på fransk. Man kan bl.a. andet se en liste over de lokale musikere, der vil deltage i koncerten.

Mere om pakkerejsen til Jarres koncert i Merzouga - 24/11/2006

Det er nu muligt at bestille en pakkerejse til koncerten i Marokko. Den kan bestilles gennem det marokkanske rejsebureau Atlas Voyages på www.atlasvoyages.co.ma og indeholder transfer Casablanca-Merzouga den 16. december, hotel med halvpension i Merzouga og transfer Merzouga-Casablanca den 17. dec. Pakken koster ca. DKK 1700 og inkluderer således ikke fly til Casablanca.

Redaktionens udsendte vil være på stedet allerede fra den 12. dec. og sende nyheder hjem.

Pakkerejse til Jarre koncert i Marokko - 22/11/2006

Der er nu mulighed for at kontakte rejsebureauet Atlas Voyage, som Jean-Michel Jarres management øjensynligt skulle have lavet en aftalte med i forbindelse med koncerten i Marokko.

Telefonnummeret er: 00212 22 34 35 67

Man skal oplyse følgende bookingnummer: 00212 22 44 10 10 Så snart vi har flere oplysninger om, hvilke elementer pakken helt konkret indeholder i form af afgang/ankomst og destinationer, vil informationen komme online på denne side.

Mere om koncerten i Marokko - 14/11/2006

2006 er af FN erklæret ørkenens år og Jean Michel Jarre vil i den forbindelse, i sin egenskab af UNESCO ambassadør, give koncert i Sahara - ved Merzouga i Marokko. Jarre skal optræde sammen med Rabat symfoniorkester samt lokale arabiske musikere. Koncerten, med titlen "Water For Life", bliver optaget i Dolby Surround og sendt via flere TV-stationer.

OKTOBER 2006
Koncert i Marokko i december - 30/10/2006

Tilsyneladende er der en ny Jarre-koncert under opsejling. Ifølge vores oplysninger skal Jarre spille i ørkenbyen Merzouga i Marokko den 16. december i år. Vi har pt. ikke yderligere information, men opdaterer selvfølgelig, når vi ved mere.

Symfonisk album anmeldt - 13/10/2006

Vi har nu tilføjet en anmeldelse af det nye album med symfoniske udgaver af Jarres musik. Anmeldelsen kan læses her.

Vores seneste nyhed synes i øvrigt at have skabt en del forvirring omkring den dvd, der følger med albummet, så her er en kort forklaring: Det har hele tiden ligget fast, at man kunne købe albummet i en udgave, hvor der fulgte en dvd med. Udgiveren, Tadlow Music, havde dog i første omgang annonceret, at der ville være et DVD-Audio-spor på dvd'en. DVD-Audio kan sammenlignes med SACD og er et 5.1-lydformat med væsentlig højere opløsning end Dolby 5.1 og DTS. Begreberne "DVD-Audio" og "audio dvd" (dvs. lyd, men ingen video) er tilsyneladende blevet blandet sammen her. Dvd'en indeholder et Dolby 5.1-spor.

SEPTEMBER 2006
Nyt album i starten af 2007 - 20/09/2006

Folkene bag Jarre UK har besøgt Jarre i Paris. Her har han fortalt om sit kommende album. Der har i lang tid gået rygter om en efterårsudgivelse, men franskmanden kunne fortælle, at han var blevet forsinket med at færdiggøre albummet. Han sigter nu efter en udgivelse i januar eller februar 2007. Albummet udkommer som en cd/dvd-pakke, hvor dvd'en har et Dolby 5.1-spor. Jarre planlægger at udsende to singler fra albummet - den første muligvis allerede inden jul.

Det kan i øvrigt undre, at Jarre, der ellers har slået meget på sin pionérindsats på surroundområdet, nøjes med et almindeligt Dolby 5.1-spor på sit kommende album.

Opdatering: Vi har tidligere rapporteret, at de/t netop udkomne symfoniske album med Jarres musik havde et DVD-Audio-spor. Det har desværre vist sig ikke at være rigtigt.

AUGUST 2006
Jean Michel Jarre fylder 58 - 24/08/2006

Der er ikke meget nyt fra Jarre-lejren i øjeblikket, men det skal naturligvis ikke afholde os fra at ønske franskmanden tillykke med de 58. Samtidig kan vi fejre, at Magnetic Fields-sitet nu har eksisteret i fire år.

Symfonisk Jean Michel Jarre - nu med synthesizere - 22/08/2006

Prags symfoniorkester er ved at lægge sidste hånd på indspilningen af et album med symfoniske fortolkninger af diverse Jean Michel Jarre-numre såsom Oxygene IV, Equinoxe IV, Rendez-Vous II og andre. Mere end 200 sangere og musikere er med til fremføre de i alt 20 numre. Et par smuglyt til flere af numrene pr. mp3 afslører dog, at der optræder en del synthesizere undervejs, så det store symfoniske koncept lader til at have sine begrænsninger. Pladen er sat til at udkomme 2. oktober, både som en almindelig dobbelt-cd og i en speciel udgave, der inkluderer en dvd-audio med et 5.1-mix. Læs mere her.

JULI 2006
Koncert i Gdansk - 14/07/2005

Det virker nu mere og mere sandsynligt, at den planlagte koncert i Gdansk i forbindelse med Solidaritetspartiets 25 års jubilæum løber af stabelen, men dog med ændret dato, nemlig den 26. august. Koncerten vil vare to timer og blive opført ved Gdansk havn. Polske medier rapporterer, at koncerten er bekræftet, men den egentlige pressekonference holdes først 3. august. Det anbefales derfor, at man venter med at bestille rejse indtil da. Koncertbilletter vil blive sat til salg inden for et par uger for ca. 55 DKK.

JUNI 2006
Nye anmeldelser - 27/06/2006

De nye album med Leæther Strip og Monolith er tilføjet til Nye Horisonter-sektionen

MAJ 2006
Gdansk-reportage - 16/05/2006

Bedre sent end aldrig - vi har endelig fået færdiggjort en grundig reportage fra koncerten i Gdansk. Den kan læses her.

Livealbum anmeldt - 15/05/2006

Jarres nye livealbum, Printemps de Bourges, der dækker hans mini-koncert i 2002, blev for nyligt udgivet via iTunes. Læs vores anmeldelse af dette meget eksperimenterende album her.

MARTS 2006
Opdatering vedrørende livealbum - 27/03/2006

Modsat tidligere rapporteret er der ikke problemer med lyden på det nye Printemps de Bourges 2002 livealbum. Vi har tilsyneladende fået fat i en fejlbehæftet udgave i første omgang. Vi beklager fejlen og håber at have en anmeldelse parat hurtigst muligt.

Nye anmeldelser - 23/03/2006

En hel stribe anmeldelser er tilføjet Nye Horisonter-sektionen - nye albums fra Enya, Kate Bush, Kraftwerk (dvd), Mike Oldfield, Eliot Lipp og Kirlian Camera.

Nyt livealbum udgivet på iTunes - 22/03/2006


Foto (C) Revolution UK

Det nyeste udspil fra Jarre, der er kommet som noget af en overraskelse, er en amatøroptagelse af Jarres minikoncert i Bourges, syd for Paris i april 2002. Den kan nu købes for den nette sum af DKK 48 på iTunes.dk. Er man ikke allerede kunde, skal man registrere sig og kan derefter lytte til en glimrende optagelse af fire gode numre, der viser nye sider af Jarres talent. Flere informationer kan læses i vores koncertsektion.

JANUAR 2006
Gdansk-dvd anmeldt - 10/01/2006

Vi har taget et nærmere kig på den nye dvd/cd fra Gdansk-koncerten. Anmeldelsen kan læses her.